Ribe 1640 Maren Splids
Indstævnes Maren Splids for Ribe Byting, fordi Didrich Skræder har sigtet og beskyldt hende, at hun skulle have forgjort ham med trolddomskunster efter tingsvidnes indhold, og byfogeden har dømt til anno 1627 d. 21. aug. at værge sig med nævn i kirkesogn, hvilket hun endnu ikke har gjort og efterkommet.
(underskrevet lensmand Gregers Krabbe)
Efter tiltale, gensvar, og denne sags lejlighed, så efterdi befindes, at forrige byfoged velagte mand Mads Lassen har Maren Splidsen tildømt, at værge sig for denne sigtelse og trolddoms beskyldning, som hende er af Didrich Skræder påsigtet efter lovens 3. bogs 69 kap. med nævn i kirkesogn, og hende er af førnævnte byfoged på tinget opnævnt 15 nævninger, som dem skulle skille, og det også bevises, at Laurits Splidsen på hans hustrus vegne har haft hans første ting til førnævnte 15 mænd, anlangende deres ed at fuldgøre, som findes i hans indlæg af 26 sep. 1637 her på Ribe Ting at være læst og påskrevet, hvilket er noksom at eragte, at det ikke har været førnævnte Laurits Sørensen på hans førnævnte hustrus vegne deres skyld, at førnævnte 15 mænd ikke har gjort deres ed efter loven fyldest, som det sig burde.
Og eftersom nu vores kære lensmand, ærlig og velbyrdige mand Gregers Krabbe på Riberhus har nu for nogen kort tid forleden bekommet vores allernådigste herres og konges skriftlige befalning, at han samme sag skulle alvorlig lade forhøre, og efter loven forfølge, da efter berørte lejlighed ved jeg ikke rettere herpå at kende, end at førnævnte Maren Laurits Splidsens endnu bør sig værge med nævn udi kirkesogn, efterdi ingen bør med rette at overiles efter førnævnte byfogeds doms indhold inden 6 uger.
Under mit signet.
Otte mænd vidnede: at Didrich Skræder og Margaretha Larsdatter de stod samtlige inden tinge, og lagde deres hænder på Maren Splids hoved, og fuld og fast sigtede og beskyldte hende nu såvel som tilforn, at hun havde forgjort dem med hendes trolddomskunst, al den skade, som de nu har.
Og bekendte Didrik Skræder, at han fik hans skade forgangen jul for 3 år imellem kl. 12 og i om natten. Og Maren Lauritsdatter bekendte, at hun fik hendes sygdom den sidste vinter kejserens folk var her i landet 3 uger før jul: Hvorpå de gjorde deres ed med oprakte fingre efter recessen.
Herimod udi rette mødte Maren Laurits Splidsens og benægtede dette vidne med hendes højeste ed efter recessen, at de uærlig havde løjet hende på, og aldrig det skulle bevises enten med sand mands eller kvindes vidne.
Fremginge for tingsdom disse efterskrevne 15 nævninger og uvildige dannemænd, som er:
- Jens Christensen, Laurits Pedersen, Ebbe Jensen, Hans Mahler, Jørgen Nielsen, Jellof Skræder, Jacob Møllengraft, Niels Pedersen Koch, Hans Sørensen, Anders Mortensen Fiærsted, Gregers Pedersen, Jens Tarp, Lass Ipsen, Søren Jensen og Niels Stræder
og i rette lagde deres skriftlige indlæg og beretning, formelder ord for ord som efterfølger:
Er det alle samtlige vi 15 mænd vores indlæg og beretning i dag på Ribe Byting d. 21 april for alle menige mænd, som samme dag ting søger, at vi fremæsker Maren Splids myndige mand Laurits Splidsen, og hvem som mere er på hendes vegne for tingsdom, og tilspørge vi alle samtlige Laurits Splidsen ad på alles vores vegne, om der er nogen iblandt os 15 mænd, som førnævnte Splidsen ved på ærens vegne at beskylde, og om der er nogen iblandt os, som ikke er lovfast i én eller anden måde, at han her for tingsdom det nu siger.
Eftersom Didrich Skræder har opkast den underlige og forgiftige materie, som 4 dannekvinder hos var samme tid, og omløb i bækkenet, som det havde været levende, som tingsvidne derom videre formelder, har ærlig og velbyrdig mand hr. Albert Scheel ladet de højlærde kalde for sig, at de derpå skulle kende, at så i sandhed er og befindes, at førnævnte Didrich Skræder skal have af livet opkast førnævnte materie, da synes os det ikke at være nogen ret naturlig sygdom eller affektion, men lader sig anse efter de omstændigheder, syn, hans hustrus beretning videre medfør, at det er veneficium, og at onde mennesker ved satans forarbejdelse skal have dermed at bestille, og ikke heller vi kan slutte af de tegn, som os endnu er forekomne, det at kunne kalde eller være nogen legemlig besættelse, som med tingsvidne er at bevise.
Eftersom førnævnte Didrich Skræder i dag såvel som tilforn ved hans højeste ed og oprakte fingre søger og beskylder Maren Splids havde forgjort ham med trolddom. Den sygdom, som ham er påkommen efter tingsvidnets videre formelding. Og efter recessen, har ærlig og velagte mand Mads Lassen, kgl. majestæts foged her i Ribe, kendt på samme sigtning anno 1637 i sin mening, at Maren Lauritskone bør sig efter lovens 3. bog 69. kap. at lavværge sig med nævn i kirkesogn efter loven, og hun det ikke gjort har, som hver mand vitterlig er.
Eftersom Margretha Lauritsdatter har åbenbarlig på Ribe Ting sigtet og beskyldt Maren Splids for hendes skademand, og for en åbenbarlig troldkvinde, at hun havde gjort hende al den pine, skade og ve, som hende er påkommen, og efterdi pigen selv inden tinge har bekendt, at hun har skikket bud til Maren Splids at hun skulle komme til hende, og hun kom i kammeret til hende til Johan Jacobs, og da sagde Magretha Lauritzdatter til Maren Splids: Har jeg fortørnet eder enten med ord eller gerninger, da giver mig det til for guds skyld, og løser den store pine af mig, som i har mig pålagt, for Jesu død og pines skyld.
Og ydermere spurgte Maren Splids pigen ad, om hun var hendes skademand, hvortil Magretha Lauritsdatter svarede: ja vist er i min skademand, så vist som gud er i himlen, og stod førnævnte Maren Splids inden tinge og bekendte, at hun kunde ikke nægte, at hun jo havde ord og tale med hende i kammeret, og er vi 15 mænd begærende, at dette må læses og påskrives.
Da efter tiltale, gensvar og denne sags lejlighed, og efter den erfaring, som vi af deres vidtløftige og mange ugrundede beretninger kunne fornemme, og desligeste af Didrich Skræders og Magretha Larsdatters egen sigtelser uden bevis, og de vidner hidindtil er forhvervet på førnævnte Maren Splids, da vide vi samme vidner og sigtelser eller de 15 mænds ed derpå grundet og soret er ikke så nøjagtig, at det bør nogen magt at have under vores signeter. Actum ut supra.
Noter
Trykt i ’Historiske efterretninger om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker’. [1]
