Den sunkne borg

Engang i gamle dage skal der ved åen, som løber gennem Hjortvad by i Hygum sogn, nordøst for denne by have ligget en adelig borg.

Den herremand, der blev den sidste ejer af borgen, havde et mindre godt lov på sig. Han drak og doblede, bandede, sværgede og dominerede værre en just den værste krigskarl – ja, han førte i alle måder et så ugudeligt liv, at det tjente til forargelse for alle retsindige mennesker i miles omkreds.

Og der var især én, der forargedes over herremandens ryggesløshed og ugudelighed, og den­ne ene var stedets præst, Hr. Jens.

Hr. Jens var ikke den mand, der veg tilbage for at tale et frimodigt ord på rette sted og til rette tid, og da herremanden forgæves søgte at få ram på præsten for dennes fritalenhed, kan man nok sige selv, at der ikke herskede nogen større venskabe­lighed mellem de to.

Nå kort at fortælle. Præsten gjorde i sin nidkærhed, hvad han kunne for at vække herremandens samvittighed til live og drive en pæl gennem al den ryggesløshed, han spredte om sig. Men det var alt sammen omsonst. Herremanden for fort i sin vildskab. Han jog fra det ene sviregilde til det andet, og når han hen ad morgenstunden, vendte hjemad, da var det ikke rådeligt for folk eller fæ at komme på hans vej.

Men al den ugudelighed tog omsider en ende med forfærdelse.

En aften havde herremanden stort drikkelag hjemme på borgen, og en flok af hans mest trofaste staldbrødre var samlede hos ham. Der blev ikke sparet på hverken øl eller most. Hedt gik det til, og vidt måtte drikkelaget spørges, såsom der lød sang og rå latter, råb og støjen ned fra alle vinduer.

Da hug herremanden en næve i bordet, så kruset dansede.

Stille i stuen! bød han. Hver mand på sin plads! Så skal i høre om, hvordan det gik til ved bjørnejagten i fjor.

Hvad for en bjørnejagt? spurgte én af gæsterne, for mere omtågede var ingen af dem, end at de nok vidste, at det var mange år siden, der havde været bjør­ne der på egnen.

Kan i ikke huske bjørnen, der huserede i Hygum skove og åd tre af mine lam?

Ha, ha, nej den bjørn er der nok ingen af os, der kar videre kendskab til", sagde en lille tyk herremand og lo.

„Det skulle dog vel aldrig have været en skikkelig Mikkel, du tog an for en bamse?" spurgte en anden med et drillende glimt i øjet. Men herremanden var ikke oplagt til skæmt. Vildskaben var over ham, og det lyste hvidt ud af hans øjne.

Tror i drukne tåber, at jeg farer med krøniker og eventyr? Selv skød jeg bjørnen ved skovhegnet tæt udenfor Hygum by, og skindet blev solgt til en skind fælder for to rigsdaler. Det står fast som selve skriftens ord - jeg gad set den, der tør rokke derved!

Og den nydelige herremand svor en fæl ed til stadfæstelse på den usandfærdige bjørnehi­storie, han fortalte.

Du skulle ikke sværge så dyrt, vovede én at indvende.

,,En sværger så dyr en ed, hans hu står til", svarede herremanden glubsk. „Er det intet sandhed, jeg farer med, da må denne min borg, med alt hvad den rummer af levende og døde ting, synke i jorden inden hanegal!".

„Amen, det ske, som i siger!" lød i det samme en dyb røst ovre ved døren.

Alle så derhen, men da der intet levende menneske var at opdage, blev de jo noget underlige derved. Og da gæsterne nu kom til at tænke på, at det var en vitterlig usandhed, herremanden havde svoret på, blev de så be­tagne af angst, at de med et blev ædru, og straks efter forlod de borgen.

Godt var det, at de gjorde det. Thi så snart de var borte, brød et mægtigt regnskyl løs, og på det sted, hvor borgen stod, skred jorden således i løbet af natten, at borgmuren sank og tårnet, hvori herremanden lå og sov, styrtede ud i åen.

Herremanden blev dræbt under de nedstyrtende mure og således fik han løn for sin ugudelighed. Men hans drikkebrødre havde ved den grufulde begivenhed fået en sådan skræk i blodet, at de vendte om fra deres vilde liv.

Den, som hin aften havde sagt amen til herremandens ugudelige tale, var ingen anden end præsten, hr. Jens, der ubemærket havde lyttet til, hvad der foregik i gildestuen. Hr. Jens havde den trøst, at en stilfærdig kristelighedens ånd kom til at råde på det sted, hvor den vilde ryggesløshed før var sat i højsædet.

Men endnu i vore dage har man i åens vande kunnet skimte sorte og svære bjælker fra den sunkne borg. Der er også dem, der har forsøgt på at hæve bjælkerne op af mudderet, men de har ikke fået held med deres arbejde.

Noter

Dannevirke, onsdag den 9. oktober 1946. [1]

Folkesagnet er signeret af 'E.'