Om vornede
Vornedrettighed i de lande, som det hidindtil brugeligt været har, følger husbonden med grunden, ved hvad måde han den lovlig bekommet har, og vorneden er pligtig til at antage hus, eller gård, som hans husbond ham på sit eget forelægger.
Og hvis han det ikke gør, da må husbonden dele ham til stavns med al hans formue, om endskønt han sig på andre steder har bosat.
Præsterne må ingen skudsmål give nogen vornede, som fra et sted til et andet ville flytte, uden de have rigtig afsked fra husbonden, og hans forlov dertil. Gør nogen præst herimod, da bøde han seksten lod sølv, halvparten til vornedens herskab, og den anden halve part til præsteenker.
Hvis og nogen af sådanne personer skulle sig undslå, eller forstikke fra deres husbond, da må de af husbonden, hvor de antræffes, anholdes, at de til behørige steder kunne forskikkes til gårde at antage, eller anden tjeneste at forrette, hvor på ingen forhindring af nogen må gøres, når husbonden lovlig beviser, at det er hans vornede.
Bor bonde på en husbonds grund, og det kunne hende sig, at hans hustru føde drengebarn på en andens grund, da hør dog vorneden til den grund, som forældrene bo på.
Slegfredsøn er vorned til den grund, som hans moder lovlig bevises at have været på den tid han blev avlet.
Vorned må ej begive sig af sin husbonds grund, eller på andet sted sig nedsætte uden hans rette husbonds forlov. Tjener vorned på andet gods med sin husbonds vilje, give husbondhold årlig to lod sølv.
Har vorned fæst hus, eller gård, af sin husbond, i hvor det er på hans husbonds grund, og det hænder sig, at den grund, som vorneden er født på, siden kommer under anden husbond, ved arv, køb, mageskifte, gave, eller indførsel, da kan han ikke deles til stavns af den, som grunden bekommet har, men han bliver vorned til den grund, som han har fæst hus, eller gård, på af den, som da var hans husbond, og ejede begge grundene.
Har og nogen fribrev for sit fødested af sin rette husbond selv, og ingen anden, bekommet, da må han ej siden af nogen deles til stavns.
Dog skulle alle sådanne breve læses og påskrives til hjemtinget til tredje ting i det længste, efterat de er daterede, og derefter tingsvidne tages, ellers intet gælde.
Husbond må sin vorned vel frigive, men han må ham ingenlunde til en anden sælge. Sælges vorned, da er han fri både for den, som solgte, og for den, som købte.
Ingen, som nyder noget bøndergods, enten ved forlening, eller for sin bestilling, uanset han i andre måder vornedrettighed nyder, må give nogen vorned fribrev sin efterkommere og godset til skade.
Har nogen præst vornede, som han ej selv fornøden har til sit gods, som til hans embede ligger, at besætte, da tager den, som herligheden har, dem til at besætte sit gods med. Men tager præstes vorned gård, eller hus, på anden husbonds end på dens grund, som herligheden har, da kan præsten dele ham til stavns, om han ham til sit godses besættelse fornøden har: I lige måde den, som herligheden har, om præsten ham ikke behøver.
Skolepersoner og studenter, så længe de blive ved deres studeringer, og ikke slå sig til nogen anden verdslig håndtering.
Item præste- og degne-sønner, skulle ej deles til stavns, på hvis grund de og er fødte.
Ingen vorned må i købstæderne af øvrigheden for borger antages, med mindre han har sit fribrev af sin husbond. Sker det, da agtes det ikke.
Dog dersom det skulle hende sig, at vorned har nedsat sig i købstad, og der boet utiltalt på ti års tid, og er enten en god handels- håndværks- eller søfarendes-mand, da bør han at være fri for sin fødestavn.
End har vorned været bosat på landsbyen uden sin husbonds grund i tyve år uden tiltale, da bør han og at være fri for sin fødestavn.
Har vorned sig i krigstjeneste begivet, og ikke er bleven søgt for sit fødested, førend han fændriks, eller kornets, plads har erlanget, da må han ej siden til stavns deles.
