Om gave og bebrevelse
Fæstefolk må ej give hinanden videre, end som politi-ordningen tillader.
Giver nogen blandt adelen, eller lige med adel privilegerede, højere morgengave end til fire tusinde lod sølv uden sine arvingers bevilling og samtykke, da skal det ingen magt have.
Giver og skøder husbonden, som livsarvinger har, til hustruen, eller hustruen, som livsarvinger har, til husbonden noget til ejendom, da stander det ikke, uden arvingerne ville holde det efter deres død.
End skøder enten af dem noget til anden mand, som uden deres fællig er, svig dermed at begå, og den skøder husbonden hustruens, eller hustruen husbondens, jord og ejendom igen, da holdes det ikke, uden rette arvinger ville.
Fader, imens han og moder lever, må ej give et sit barn noget. End giver han et barn noget, da bør han at gøre de andre børn fyldest derimod.
Dog står det en fader, som nogen sædegård ejer, frit for at give en af sine sønner, eller og, om han ingen søn har, en af sine døtre dobbelt så meget til arv som et af de andre børn, hvilken dobbelt lod førnævnte søn, eller datter, skal nyde i samme sædegård med næst hosliggendes bøndergods. I lige måde må og faderen forskrive sønnen, eller datteren, bygningen på samme gård.
Har husbonden ingen livsarvinger, men udarvinger, dog i ens led og lige nær, da må han og samme anordning gøre for hvilken af førnævnte sine arvinger han vil.
Forældre må ej give deres børn deres formue bort, imens de leve, med mindre børnene ville svare til deres forældres gæld efter deres død, eller ved deres ed indføre i stervboet igen hvis de af deres forældre bekommet have.
Det samme er og, om fader, eller moder, under et skøn give børnene mere for deres mødrene, eller fædrene, end boet kan tåle.
Thi da bør børnene dog at svare til den bortskyldige gæld, eller indføre igen i boet hvis de bekommet have, med mindre de bevise lovlig og billig at være skift.
Men hvis befindes noget af udgælden at være udelukket af skiftebrevet, da skiftet blev holdet, og dog da var i boet, da bør børnene, som tilforn have fået enten fædrene, eller mødrene, af boet, og siden efter den sidste afdøde ville gå fra arv og gæld, dog pro kvota at svare til den gæld, som i så måder var udelukket i det første skifte.
End giver fader sit barn noget i hænde, og det barn får andet barn, og dør barn, og barnebarn lever, da må hverken farfader, eller andre, tage det fra barnebarn, som fader gav sit barn, uden i det tilfald, som her næst tilforn meldet er.
Farfader og farmoder må ej give deres børnebørn mere end som deres eget barn bør til rette lod at have.
Gives og skødes af andre end forældre, eller oldefædre, samtlige søskende jord, eller anden gave, og det ikke klarlig i gavebrevet før meldes, hvorledes det imellem dem skal deles, da bør det at leggis i lige loder, og enhver bekommer lige meget, enten det er mand, eller kvinde.
Husbond, som ingen livsarvinger har, må bortgive til hvem han vil sin halve hovedlod, og ej mere. Den samme magt har også enke, som ingen livsarvinger har.
End har husbond, eller enke, livsarvinger, da må de dog give til kirke, skole og fattige, deres halve hovedlod.
End have de ingen livsarvinger, da må de give bort til kirke, skole og fattige hvad gud giver dem i sinde.
Dog skal der ingen gave, eller testamente, fuldbyrdes, førend den afdødes gæld i alle måder vorder aflagt.
Sådanne gaver og testamenter skulle med deres hånd og segl, som dem gjort have, og med godtfolks underskrivelse være bekræftede.
Hustru, som husbond har og barn ved ham, må ej give til gudelig brug sin halve hovedlod, og ej nogen stor gave uden husbondens vilje, og ej mere end han samtykker, hvilket bør med hans hånd at bevises, eller og, om han ikke skrive kan, med hans segl og trende trofaste vidners underskrivelse og forsegling være bekræftet.
End har hustruen ej barn ved husbonden, da må hun give sin halve hovedlod til gudelig brug.
Dog at der med underskrivelse og forsegling, som før er meldt, forholdes.
Bebrever husbond, som ingen livsarvinger har, hustruen, eller hustruen, som ingen livsarvinger har, husbonden, at den, som den andens død overlever, skal nyde, bruge og beholde den hele fællesbo og formue uskiftet, så længe som den bliver i enkestand besiddende, da skal samme efterlevende straks ved samfrænder, eller rettens middel, lade forfatte en rigtig registering på boets middel, indgæld og udgæld, dernæst betale selv den bortskyldige gæld, og holde den afdødes arvinger kravsløse derfor, så og boens midler vel forestå, særdeles om der er jordegods, eller bygninger, at de vel ved magt og vedligeholdes, og skovene ikke forhugges, og over alt gøre arvingerne nøjagtig forsikring med brev og segl, at intet af jordegodset, som dem kunne tilkomme, enten pantsættes, sælges, eller afhændes.