Om ægteskab

1.

Hvo hustru vil have, bede hende af forældre, eller rette værge, dog med hendes ja og vilje.

2.

End gifter hun sig uden dens vilje, som efter loven er hendes rette værge, da volder han hendes gods, imens hun lever, om han vil.

3.

Hemmelig trolovelse skal ej holdes, som er sket uden forældres, eller deres vilje, som er rette værge efter loven.

Dog dersom forældre, eller værge, ikke have nogen skellig, eller lovlig, årsag det at forhindre, da skal deres forbud, eller hvis forhindring de der udi ville gøre, intet gælde.

4.

Holder en værge nogen mø over hendes atten år for hans egen fordels skyld ugift hos sig, om hun bekvemmelig kan blive forset, da må hendes andre frænder og venner klage det for øvrigheden, som der udi skulle gøre hvis ret og billigt er.

5.

Trolovelse skal ikke holdes, som sker i drukkenskab, eller i nogens umyndige år, som agtes i mandsperson under tyve fulde år og i kvindes person under seksten fulde år, ej heller om en er ikke ved sin rette fornuft og forstand.

6.

Ej heller skal agtes, eller for fulde anses hvis hemmelig bepligtelse- eller trolovelses-brev, som nogen giver hver andre indbyrdes.

7.

Forpligter nogen ægtemands- eller kvindes-person, imidlertid de leve i ægtefælled, sig nogen at ægte, da skulle de, som sig så forpligte, eller forskrive, så vel som de, der sådanne forskrivelser tage, stå åbenbare skrifte, og straffes på deres formue, om de middel have.

Hvis ikke, da mandspersonen en tid lang straffes i jern og kvindes personen i spindehuset.

8.

End besover ægtemand i sit ægteskab nogen kvindes person, da må han ej efter hustruens død komme i ægteskab med den han besovet har.

Ej heller ægtekvinde, som i ægteskab af anden bliver besovet, efter mandens død med den, som hun er besovet af.

9.

Personer, som for slægts, eller svogerskabs, skyld ikke må samles i ægteskab:

1. Forældre og deres børn, så og de, som er i forældres sted, og de, som er i børns sted, må hverken nær, eller fjern, samles i ægteskab. Forældre er fader og moder: børn er søn og datter: i forældres sted er alle oldefædre, og forældres og oldefædres søskende, fra olding til olding, i hvorvidt de sig opstrække kunne: i børns sted er børnebørn og deres børn ned ad, i hvor vidt de sig nedstrække kunne.
2. Brødre og søstre må ej komme sammen i ægteskab, enten de er fuld- eller halv-søskende; broder må ej heller tage til ægte søsters, eller broders, datter, ej heller nogen af dem, som af søsters, eller broders, børn avles, i hvorvidt de sig nedstrække kunne; ej heller må søster til ægte bekomme sin broders, eller søsters søn, ej. Heller nogen, som avles af dem, i hvorvidt de sig kunne nedstrække.
3. De, som i andet og tredje led er beslægtede, det er søskendebørn og næstsøskendebørn; item om den ene person er i andet led og den anden i fjerde led, må ikke komme sammen i ægteskab; men de, som er i fjerde led, desligeste om den ene person er i tredje og den anden i fjerde led, da må de have hinanden.
4. En mand skal holde sig lige så vel fra sin hustrus slægt, som fra sine egne slægtninge; og en kvinde skal holde sig lige så vel fra sin mands slægt, som fra sine egne slægtninge; ti ligervis som en ikke må have sin egen søster til ægte, så må han ikke heller have sin hustrus søster til ægte: og ligesom en kvinde må ikke have sin broder til ægte, så må hun ikke heller have sin mands broder til ægte, og så fremdeles. Og skal herhos agtes, at svogerskab, som hindrer ægteskab, ikke agtes videre end iblandt en mand og alle hans hustrus slægtninge, og iblandt en kvinde og alle hendes mands slægtninge, og ikke iblandt mandens og kvindens slægtninge indbyrdes;
   Hvorfor mandens og kvindens slægtninge ikke forbydes for svogerskab at komme sammen i ægteskab: så må da to brødre have to søstre, fader og søn have moder og datter, og en mand må have sin stifmoders moder, eller datter, og så fremdeles.
5. En mand må ikke have sin hustrus slægt, eller hustruen hendes mands slægt i andet, eller tredje, led, efter manden, eller hustruen, er død fra hin anden, men i fjerde led, eller i tredje og fjerde led, må det ske. I lige måde skal og holdes, om nogen beligger noget kvindfolk, endog de er ikke ægtefolk, dersom nogen af dem siden ville gifte sig, da må hverken han have hendes, ikke heller hun have hans slægt, i andet eller tredje led.
6. Ingen mands person må tage sin stiffaders efterladte hustru, eller kvindes person sin stifmoders efterladte mand til ægte, eftersom sådant ikke alene strider imod den gemene ærbarhed, men end og er af stor forargelse. I lige måde må mands person ej tage til ægte sin stifsøns efterladte hustru, eller kvindes person sin stifdatters efterladte husbond.
7. Kommer nogen ellers uvitterlig med hver andre i disse forbudne led, som søskendebørn og andre, i ægteskab sammen, da skulle de derfor hverken ved dom adskilles, eller straffes; men forser nogen sig vitterlig herimod, da skulle de straffes på deres formue, og rømme den provins, som de bo udi.
8. Begiver nogen sig uden rigerne der at lade sig i ægteskab sammenvie, som ellers i kongens riger imod loven ikke burde tilsammen at stedes, og siden i kongens riger sig begive, eller nedersætte, da skulle de ikke alene straffes på deres formue, men og som lovens underfundige overtrædere ikke tilstedes i kongens riger sig at opholde.

10.

De personer, som ikke er i rangen, eller af adel, eller lige ved adel agtes, og agte at indgå ægteskab, skulle først troloves, og siden for brylluppet lade lyse tre gange for sig på tre søndage efter hin anden åbenbarlig af prædikestolen i det sogn, som fæstemøen, eller kvinden, sig opholder, på det at, dersom nogen er, der kunne lovlig forhindre sådant ægteskab, de det imidlertid kunne granske og forfare, før end ægteskab bliver fuldkommet; derfor om nogen har noget deri at sige, eller ville gøre noget forbud på ægteskabet, da skulle de, før end der lyses tredje gang, give sognepræsten det tilkende i to, eller tre, dannemænds nærværelse, og være forpligtede straks at tage stævning, hvorfor han, eller hun, samme ægteskab forhindre ville; hvis det ej gøres, da skal samme forbud, eller forhindring, ikke gælde, eller agtes hvad de derefter gøre ville.

11.

Ingen trolovelse skal ske, uden at præsten og fem andre vidnesbyrd i det mindste er der overværende. Holdes dog iblandt dem, som er i rangen, eller af adel, og dem, som lige ved adel agtes, for fuld ægteskabsløfte, hvor begge parterne i seks af fælles venners nærværelse tilsige hver andre ægteskab, og give hinanden fuld ja-ord.

12.

De, som således trolovede er, eller hin anden ægteskab have tilsagt, må dog ej søge seng med hver andre, for end de er viede sammen i kirken.

Hvo som fordrister sig herimod at gøre, skulle straffes af deres øvrighed, når de af sognepræsten blive påminte.

Og dersom de ligge i et ondt levned, og forholde at lade sig vie sammen i kirken, da skal sognepræsten sætte dem en vis tid for, og hvis de ikke inden den tid lade sig vie tilsammen, skal han åbenbarlig forbyde dem nadverens sakramente: og dersom de endda ikke ville rette sig, da skulle de for sådan deres forargelses skyld åbenbarlig sættes i band.

13.

Gøres der forbud hos præsten, før trolovelsen sker, da skal præsten holde sig derfra, og den, som forbudet gør, være forpligtet straks at tage stævning, ligesom tilforn er sagt, om nogen vil gøre forbud for brylluppet.

14.

Årsager, hvorfor de, som er trolovede, må adskilles:

1. Trolovelse, som nogen nødes til, bør ej at holdes, såfremt det gives tilkende før brylluppet sker; men derefter at ville sige sig at være nødt dertil skal intet gælde.
2. Om nogen fæster en mø, og hun bliver derefter befunden at være krænket af en anden, da må han skille sig ved hende, om han ikke vil tage hende til nåde; og dersom den første, som havde krænket hende, vil tage hende til ægte, da må det tilstedes.
3. Om de personer, som er trolovede, forse sig på enten af siderne, så at enten han bevarer sig med noget andet kvindfolk, eller hun bevarer sig med en anden mandsperson, da må de og være hin anden kvit, uden den person, som uskyldig er, vil benåde den skyldige: men dersom de forse sig på begge sider, da skal dem ikke tilstedes at blive ved den person, som de have forset sig med på enten af siderne for den forargelse, der ville følge efter; men bør derfor at straffes på dobbelt lejermåls bøder.
4. Dersom nogen trolover sig en, og ikke bevarer sig med hende, og han derefter trolover en anden og besover hende, da skal han betale tre dobbelt lejermåls bøder, og ingen af dem beholde. Og den præst, som har forrettet sidste trolovelse, og ikke har anset hvis tilforn om trolovelse sagt er, skal straffes på penge til fattige præsteenker efter provstemodets sigelse.
5. Dersom nogen, efter trolovelsen sket er, drager hen fra sin fæstemø, og bliver længe fra hende imod hendes vilje og samtykke, da må hun efter tre år gifte sig med en anden, om fæstemanden ikke er i lovlig forfald forhindret. Det samme er og om fæstemøen drager fra fæstemanden; dog skal det først gøres bevisligt, at den person har været så længe borte.
6. Om nogen af parterne, efter trolovelsen sket er, forser sig med tyveri, eller anden sådan uærlig gerning, hvilken dog ikke følger livs straf efter, da må den uskyldige befris fra den skyldige, om den det begærer.
7. Om nogen for trolovelsen havde nogen hemmelig sygdom, som spedalskhed, faldendes sot, eller nogen anden slig besmittelig og vederstyggelig syge, og ikke den åbenbarede, da må han, eller hun, blive hver anden kvit, om de det begære. Men dersom sådan sygdom, eller anden krankhed, kommer efter trolovelsen, da skal der sættes nogen tid, i hvilken mand kan søge råd, om den syge imidlertid kan hjælpes; kan den ikke, da må den trolovelse opslås, om det begæres.
8. Om en trolover en anden, og den ene ikke findes efter trolovelsen så rig som den havde sig angivet, og den anden for slig årsags skyld vil sådan trolovelse omkaste, og ikke holde, da skulle de derfor ikke må skilles ad.

15.

Årsager, hvorfor ægtefolk må adskilles:

1. Horeri. Dog skal den person, som anklager, lovlig stævne den, der anklages, i rette, og skellig bevise det: og er det ikke nok, at den person, som anklages, det selv bekender, fordi mand tit befinder, at mange lyve på sig selv, på det den ene kan blive af med den anden, og komme den i skade, som han, eller hun, siger sig at have syndet med, eller for anden sag. Herhos skal dommeren forfare:
   1. Om den person, som anklager, er uskyldig; thi dersom dens skyld og findes i lige måde, da bør de ikke at skilles ad, efterdi hverken af dem, som hin anden i så måder ville beskylde, bør selv for den sag skyldig at være; men dersom den ene person retter og bedrer sig, og den anden ikke, så det findes bevisligt, da må den, som retter sig, vel adskilles fra den anden, som bliver varagtig i sit syndige levned.
   2. Skal og flittelig forfares, om nogen af dem har givet den anden merkelig årsag til sådan forseelse, med rufferi, tyranni, eller i andre måder, som dommeren kunne kende at være ret årsag til sådan fald, da bør de ej lettelig at skilles ad.
   3. Om en dannemands hustru bliver voldtagen, da bør hun ikke for sådan voldtægt at skilles fra hendes husbond, fordi den bør ej at straffes, som lider uret, men den der gør uret.
   4. Dersom en mand, efter at han har befundet sin hustru i hor, søger seng med hende, da har han dermed forbrudt sin tiltale til hende; men dersom hun anden gang forser sig, og han da holder sig fra hende, da må han klage hende an, og skilles ved hende; og må hun ikke gifte sig igen uden kongens synderlig bevilling, og det efter tre års forløb, og da skal hun føre nøjagtig vidnesbyrd, at hun imidlertid har skikket sig ærlig og kristelig; dog skal hun ikke må gifte sig, eller blive boendes i det sogn, herred, eller by, som den uskyldige er boendes. Det samme er og, om hustruen befinder sin mand i hoer. Den uskyldige person står det frit for straks at træde til andet ægteskab, når skilsmisse ved dom er sket.
2. Desertio, når den ene ægteperson foruden nogen skellig årsag, eller den andens samtykke forlader den anden og drager bort, og skal dermed så holdes:
   1. Den person, som forladt er, skal tøve den anden efter i tre år i det mindste, uden så er, at det kan skellig bevises, at den person, som er bortdragen, belægger sig med nogen anden, da må den person, som forladt er, tilstedes til ægteskab straks sådant bevist er; men når de tre år er forløbne, da skal den person, som forladt er, stævne den anden først til herredsting og siden til landsting, og føre det bevist til konsistorium. Dernæst skal den have sit vidnesbyrd beskrevet af sin sogne-præst og sit skudsmål af sit sognefolk, som skal tages til tinge, at den anden person har været borte i tre år, og at den forladte person har imidlertid levet og holdet sig ærlig og vel, og ikke givet den person, som er bortrømt, skellig årsag dertil, og når dette så altsammen lovlig bevist er, da må den person, som forladt er, tilstedes at gifte sig igen.
   2. Sker det, at den forladte person forser sig, før end de tre år er endte, da skal den person straffes tilbørlig af sin øvrighed, dog ikke forbydes ægteskab, uden med den person, som den sig har forset med.
   3. Dersom en mand drager hen i krig, eller på sit købmandskab, og af sådan årsag bliver længere borte, da skal han ikke holdes pro desertore, men hans hustru skal fortøve ham efter i det mindste i syv år.
   4. Dersom og er vis kundskab, at han er fangen, eller i andre måder forhindret imod sin vilje, da skal hun endelig fortøve ham efter, og ikke gifte sig med nogen anden.
   5. Når der er vidnesbyrd, at en mand er bleven enten i krig, eller i andre måder, omkommen, da skulle de vidnesbyrd overhøres af deres tilbørlige dommere, om de er nøjagtige, og der tages beskrevne, og siden skal den person, som vil gifte sig, indføre samme vidnesbyrd for consistorio, og der gøre bevisligt, at hun har skikket sig vel, og siden må hende tilstedes andet ægteskab. Men dersom nogen fordrister sig til at søge seng med hver andre, før end dom lovlig gåen er i consistorio, da skulle de derfor straffes af deres øvrighed.
   6. Sker det så, når en kvinde har så gift sig med en anden mand, efter dom gangen er, at den første hendes mand kommer igen, og begær sin hustru til sig igen, da bør han at have nøjagtig vidnesbyrd med sig, at han har imidlertid sig tilbørligen forholdet, og med ingen anden sig forset, eller forvises at søge sådant vidnesbyrd af dem, som han har været hos: og når han det har gjort bevisligt, bør hans hustru at forlade den anden mand og komme til den første igen.
3. Impotentia, når nogen er ubekvem til ægteskab; dog skal den person, hvis brøst så findes, stedes tre års tid at søge råd, om den imidlertid kan hjælpes, om den havde den brøst for brylluppet, og dersom den ikke da bliver hjulpen, da må der blive skilsmisse imellem dem; men dersom den brøst kom efter brylluppet, da skulle de bære det som et andet kors, der ægtefolk kan tilkomme.

16.

Adskillige tilfælde i ægteskab.

1. Om en mand, eller kvinde, som er ægtegift, forser sig med hans eller hendes broder, søster, eller næste slægt, som er imod guds lov, og ham, eller hende, af synderlig årsag benådes livet, da må de blive tilsammen, uden så er, at den, som uskyldig er, begær at skilles fra den, som sig i så måder forset har.
2. Om den, der har sin fæstemø, tager sig en anden til ægte, da, dersom han har haft noget ydermere at skaffe med samme sin trolovede, bør han at forlade den anden, og beholde den første, om hun vil; men dersom han i så måder er uskyldig, da skal han blive hos den anden, om hun ikke viste, at han var trolovet med den første, der hun gaf sig i ægteskab med ham; men dersom hun viste det, da bør han at give den anden over, og blive hos den første, om hun det begærer. Begær hun det ikke, så skal han dog ikke beholde den anden, efterdj hun viste, at han tilforn var trolovet: og han, som sig i så måder forser, skal straffes derfor af øvrigheden på yderste formue.
3. Dersom husbond, eller hustru, falde i nogen besmittelig syge, som spedalskhed, eller deslige, da bør de ikke derfor at skilles ad, men lide det tålmodelig som et kors dem er pålagt; dog er det i sig selv kristeligt, at den, som med slig sygdom er belat, ikke begærer at besmitte den anden.
4. Dersom bevisligt er, at enten husbonden, eller hustruen, har været besmittet med spedalsk syge, og ikke har det åbenbaret, før de komme sammen i ægteskab, men at den ene derefter har fordærvet den anden, da må den, der så bedragen er, vel skilles ved den anden.
5. Dersom husbonden, eller hustruen, bliver afsindig, da må deres ægteskab derfor ikke adskilles, men den ene at se den anden til gode, og hjælpe hinanden i alle de måder muligt kan være.
6. Om husbond, eller hustru, bliver befunden i tyveri, eller nogen anden uærlig sag, som er halsløs gerning, og bliver dog sparet på livet af øvrigheden, da må de derfor ikke skilles ad; men blive sådanne misdædere fredløse, eller landflygtige, og ikke bekomme deres fred igen af øvrigheden inden tre år, da må den uskyldige person tilstedes at gifte sig, om den des imellem har holdet sig ærlig og vel, og det skellig kan bevises.
7. Dersom nogen bliver fredløs, dog ikke for uærligt, da bør hustruen at fortøve i syv år, om han des imidlertid kan stille øvrigheden tilfreds, og komme til sin fred igen. Sker det ikke, da må hende efter de syv år tilstedes at gifte sig med en anden.
8. Om en ægtemand far andensteds hen, og der gifter sig med en anden hustru, som ikke ved af hans første giftermål, da holdes hun uskyldig, så længe hun ved der intet af, og bør derfor hverken hun, eller hendes børn, som de have avlet sammen, at lide nogen skade enten på ære, eller gods. Men om hun kommer i vis forfaring, at han har en anden hustru, da bedriver hun hoer, om hun længer har samkvem med ham, og når sådant bliver åbenbaret, at han må ske bliver livet benådet af kongen for nogen mærkelig årsags skyld, da skal han komme til den første igen, om hun vil tage ham til nåde: vil hun ikke, da må han dog ikke beholde den anden, men hende skal det være frit for at gifte sig med en anden mand. Sammeledes skal og holdes, om en ægtekvindes forseelse i så måder befindes.
9. Dersom nogen enten til tinge, eller imellem sig selv, give hver andre skilsmisse-brev, da skal samme brev intet agtes, men de, som samme breve udgive, eller samtykke, skulle straffes af øvrigheden og stå åbenbar skrifte.