Kalvslund landsbys maltkølhus
Ligesom andre landsbyer havde Kalvslund også sit køllehus. Det lå på toppen af kølhusbakken, sikkert på Lautrups mark (ved Sommervej 12).
Desværre har vi ingen facts om kølhuset, hvornår det er bygget og hvornår det er nedlagt (brændt), så vi er nød til at forholde os til oplysninger om andre landsbyers kølhuse. De fleste kølhuse blev opført omkring midten af det attende århundrede (i 1700-tallet). Ved et møde enedes man, på grund af brandfare, hvorefter man udformede nogle regler:
Statutter for interessenterne i opførelse af en maltkølle og sammes fremtidige vedligeholdelse [redigér]
- Undertegnede beboere, som til næste forår har besluttet at lade en maltkølle opføre, har desangående vedtaget følgende bestemmelser.
- Interessenterne yder alle et lige stort bidrag.
- Til at føre tilsyn med kølhuset vælges en opsynsmand, hos hvem nøglen til samme forbliver, ligesom enhver har at melde sig til ham dagen før han ønsker at tørre sit malt, og den der melder sig først, har også ret til at tørre først.
- Enhver, enten han er interessent eller ikke, når han blot har tilladelse, må have 2 dage til hver kølfuld malt, deri indbefattet den tid, som behøves til at få på og af køllen.
[redigér]
Kølhuset er et lille hus med skorsten, som bruges til at tørre malt.
Det var navnlig om efteråret når høsten var i hus og byggen var torsken (tærsket), at man 'gjorde malt'. Byggen sattes i støb, det vil sige man lagde byggen i et stort kar i et eller flere døgn, hvor det står overhældt med vand. Derefter bæres det gennemblødte korn op på et varmt loft, hvor det bredes ud i et kvartertykt lag (15 cm.) og bliver dækket til med et klæde, indtil det begynder at spire. Når det er sammengroet til en fast kage, 'brækkes støbet', det gnides mellem hænderne, til de enkelte kærner er løsnede.
Derefter skal malten tørres. Før i tiden havde man en særlig ovn til at tørre malten på. Ovnen kaldtes en gris eller en køllebjørn. Grisen var en slags vandret skorsten, hvor igennem ilden slog fra arnestedet. Den øverste del af skorstenen var gennembrudt af små huller. Over den var et fletværk af vidjer og pil og kløvede grene, hvorpå malten udbredtes.
Når malten var tør, toges den ned og anbragtes i en tønde eller i sække. Når der skulle brygges blev malten groft malet, hvorefter brygningen kunne foregå.
Oprindelig var køllen og bageovnen ikke i små særskilte bygninger, men opført inde i huset. Som eksempel på hvor farligt det var med køllen inde i gårdens bygninger, kan nævnes en gårdbrand 1786, hvor man forberedte sig på at brygge juleøllet. Køllen fandtes i nørhuset (nordhuset), hvor der også var stald. Ikke blot brændte nørhuset, men også laden, mens stuehuset blev reddet. Arbejdet var nemlig såre brandfarligt. Dette bevirkede, at man i 1766 begyndte at bygge ovne og køller for sig selv i små huse.
Malten skulle have en passende varme, hvis øllet skulle være velsmagende. Hedetørv og klyne var ikke velegnede som brændsel, man skulle fyre med træ. Bedst var elletræ, som gav øllet en sødlig smag.
Det var oftest manden, der passede køllen. Malttørringen tog ret lang tid, et par døgn. Under tørringen skulle malten jævnligt røres, for at den kunne blive ensartet. Hertil brugte man en rage, magen til ragen ved bageovnen. Desuden skulle man passe fyringen og sørge for at der ikke blev ildebrand.
Det er sket mange gange, at både malt og kølhuset brændte. Det var slemt for manden der tørrede, da han selv skulle stå for et nyt hus.
Noter[redigér]
Skrevet af J. Jørgensen. Læs mere her:
