Topografi 1775 Haderslev Amt

Forerindringer

Dette store stykke land, som her efter sin størrelse og tilstand, så nøje som muligt har været, gøres læserne bekendt. Dets naturlige og politiske fordele gør, at indbyggerne lever med mindre bekymring, og behersker større rigdomme end i andre Danmarks provinser.

På dette amtets vestre side er jordens overflade næsten jævn, men mod østen snart nedrigere, snart højere ager- og skovgrund, hvor imellem ses moser og enge hist og her gennemskårne af åer og bække.

I Gram, Nørre Rangstrup, Kalvslund og Hvidding herreder er en del øde lyngheder, og disse løber hel igennem fra Jyllands norderste spids gennem hele Holsten. Når disse heder undtages, er jordbunden her overalt god og frugtbar til kornavl, høbjergning, skov og havevækster. Jorden er en blanding af den fortegrå muld, som stikker sjælden dybere end et kvart til en halv alen, helst i dalene. Somme steder falder jorden mere sandet, andre steder mere leret, og markerne er til hver bondegård således delte, at jorden får hvile i 3 til 4 år, og derefter bærer den rug, byg, havre, ærter og boghvede (sjælden hvede før rug). Rugen sås ej gerne før mortensdag, at den ej for vinteren skal løbe for højt i vejret, hvorover aksene ej bliver rige. Byggen bliver her høstfærdig på 15 uger efter at det er sået, men deres fireradet byg er ikke nær så reel og givtig, som vores toradede i Lolland. Deres havre behøver mest 15 uger, og boghveden 14 uger at modnes udi. Sjælden giver deres korn over 5. korn på tærskeloen. Deres rug er ellers tyndere på skal end Lollands, og giver hvidere mel. Ærter vokser især på den østre side meget gode, men deres heste får ikke lov til at æde dem om vinteren som i Lolland, men de sælges. Af de grå ærter (som man kalder Lollands rosiner) avles ingen her.

Bonden har jord nok, en mand med en halv plov, der er meget lidt over 5 tøønder hartkorn, sår i tre marker ti tønder korn i hver, og desuden græsser over tyve stykker hornkvæg.

Bonden behandler her sin jord ligesom i Nørrejylland og Fyn, og det behøver altså ingen beskrivelse.

Af kommen, humle, pateter, rødder, agurker, asparges og sligt ses ikke mange steder noget, thi så her i landet lægger bind derpå, undtaget nogle af præsteskabet. Bøndernes havevækster er mest kål, porrer, salat, roer etc., men æblefrugt lægger de utrolig flid på, og alle poder og planter frugttræerne.

Tørvemoser er her nogle steder så rige, at de ved fornuftig husholdning aldrig udtømmes, såsom især imellem Vonsild og Kolding, item i Gram og Haderslev herreder og ved Ribekanten. Her fattes og ikke skove, især i Haderslevhus Len store og velbegroede, over hvilke at have opsyn kongen lønner ridere og fogeder. I Tørning Len er de derimod mangfoldig ødelagte, og de endnu på hederne forefindende blomstre, som erientalis, nemor. anemone etc. bevidner, at her har til sin tid været mængde af skov. Endskønt skove burde her altid tiltage, såsom ingen præst må vie et mandfolk til en brud, førend han beviser at have plantet nogle ege og et vist antal bøgetræer. Men de stiller alene amtmanden kaution, at det skal ske ved lejlighed, og når har man lejlighed til det, som skal interessere det almindelige? mine læsere! ja de fleste planter aldrig. Dr. Pontoppidan klager, og alle klager, at de unge egetræer til plejle, svøbeskafte og sligt mere bortstjæles, ja der går mere bort enddet. Thi hvor bliver de skønne elleskove af, hvoraf man vist kunne have alt sit brænde? Bønderne svarer: vi skal jo have hegning, men hvorfor lægger i ikke bind på pile til hegning, som lollænderne, og grave grøfter?

Olden på skovene er kongens, og sættes årlig på auktion.

Tæt ved Vesterhavet, hvor Kalvslund og Hviding herreder fire mil i længden tilstøder, er jorden formedelst havets daglige slik, som halv marskjord. Ved samme havbredde kan og undertiden findes små stykker rav, som ved havets ebbe efterlades. Bønderne opsamler det, og nogle af dem, men især nogle af præsterne, drejer deraf knapper og andet.

En bondes indslagtning her består i ét, højt to, slagtenød, eller en stud, et svin (som vejer gerne ni til ti lispund flæsk) højt to, nogle får og gæs. Han behøver og ikke at indslagte så meget som den danske bonde, der må holde folk til at bestride hoveriet ved herregårdene, og de kongelige gamle adelsgårde her har bonden intet videre med at gøre, end at holde gærder vedlige om hovmarken.

Disse bemeldte kongens gårde, som har været gamle adelssæder, er forresten aldeles fri fra at yde tiende og hartkorns eller ploves kvartale kongelige skatter.

Af klæde og andre tøjmanufakturer burde her i henseende til egnens overmåde lette levemåde anlægges nogle, og jeg begriber ikke, hvorfor sligt ej sker. Var værket ikke for vidtløftigt, er jeg vis på, fruentimmeret her havde straks courage hertil, men de må lade det blive ved at forarbejde mange 100 alenaf det fine og grove vadmel, hvergarns og stribet tøj, hør- og blårgarns lærreder, at binde og strikke strømper, forfærdige kniplinger af adskillige mønstre, nogle for kræmmere, nogle på deres egen regning, som bønderkarlene rejser om med at sælge i alle danske og norske provinser, ja til Holland, køber ofte andre varer tilbage, og sælger dem med fordel hjemme. Mandfolkene behøver også her kun et bevis fra amtmanden, og så rejser de fri både inden- og udenlands, dertil har de lyst, og man har slet ikke nødig at frygte, de jo til sin tid vender hjem igen.

Fiskeri er et vigtigt næringsmiddel. Friheden at fiske i fjorde og søer betales penge for til kongen. I fjordene på amtets østre side fanges sild, ofte i sådan mængde, at man ej behøver tilførsel, torsk,makrel, ål, hornfisk, flynder villinger og ørreder i mindre del og laks endnu sparsommeligere. I Vesterhavet fanges større rigdom af torsk, villinger, kuller, flynder og rokker, som de tørrer på sandbankerne, og sælger en del til fremmede. De ferske søer i amtet ved Haderslev, Jels og flere steder fæstes og af kongen (?), og fiskerne fanger her udi aborre, ål, brasen, suder og nogle gedder.

Store fartøjer kunne ikke løbe ind i jordene på den østre side, heller ikke har man nu sikker indløb eller havn i Vesterhavet ind i Nipsåen til Ribe. Alting forandrer sig.

Luften er her ikke så tung og usund som på småøerne, så har man og her sund og rensmagende kildevand overalt.

Amtets fornøjeligste egne er ved Tørninggård, Jels Å, Haderslev Dam, ved Starup Kirke og egnen deromkring, som og i egnen ved Vonsbæk, Halk, Revsø og flere steder, item på Stenderup Strand, hvor synet indcirkles af skove og det smukke Kolding Slot. En ting må jeg her erindre, at ved Kolding har man to gange, nemlig under kong Hans og kong Christian 2. begyndt at ville gøre sig fordele ved en saltkilde der.

Haderslev Amt frembringer gode stærke heste og en mængde stude (hvilke på den vestre kant somme steder spændes for ploven), hestenes seletøj er ligesom i Nørrejylland træskagler med halmpuder under, hvor udi trækkes dobbelt lettere end i de sjællandske og lollandske seler.

Stude fodres flere på den østre end vestre kant af landet, hvor Vesterhavet ved sine oversvømmelser gør fede græsgange, og altså ses fordele ved at holde malkekøer.

Med store fede svin holdes her købmandskab ligesom med stude, de bortføres i flokketal, og sælges i og uden for Holsten.

Bonden er her i sin kornmark mangfoldig plaget af vildsvin. Man tør ikke dræbe dem, og derfor nødes til at holde vagt i kornmarkerne. Rådyr og harer har skovene i stor mængde, så og lidt af det større vildt

Haderslev Amts historie i almindelighed

§ 1.

Haderslev Amt, som er det største amt i de danske provinser, har Bæltet til grænse mod østen og mod vesten Nordsøen (som indbyggerne kalder Vesterhavet). Mod sønden støder den mod Løgumkloster Amt og mod norden til Nørrejylland.

Amtet udgør 800 plove, der er lidt over 9033 td. hartkorn. Beregningen var tilforn 1100, og efter den gamle matrikel 1563½ plove (af hvilke er 13¾ frie plove, 7 plove på Haderslev slotsgrund, 16 ny Gram Herreds plove og 1⁹/₁₆, hvormed amtets vestre del har forøget sig), foruden 30 plove, som hører under Schackenborg og Gramgård over 20 til Rantzaugods.

Amtet er 45 kvadratmile, stærkt bebygget, og intet amt bliver for sin størrelse, verdslig og gejstlig jurisdiktions indretninger og andre gjorte forandringer, en historie mere værdig.

Amtet udgør hele syv herreder, af hvilke de to, nemlig Haderslev og Tyrstrup udgør Haderslevhus Len, men de øvrige fem herreder kaldes Tørning Len. Dog ligger i Tørning Len en del, som hører under Riberhus Amt, såsom Ribe stad selv, som med sin cirkel eller distrikt ligger ret i skellet mellem Kalvslund og Hviding herreder, item Riberhus Birk, St. Catharinæ Sogn 36 td. hartkorn, Gram Birk, i Gram 8 td., og Ødis 28 td., Lustrup Birk, Seem Sogn 159 td. og derover St. Catharinæ Sogn 58 td. hartkorn.

Fire og tresindstyve kirker indbefatter dette amt, hvilke hver for sig siden, hver til sit herred, anføres.

I gamle dage var provinserne inddelte i sysler. Sjælland udgjorde Vester- Øster- og Medelsyssel. Nørrejylland var delt i ni sysler, således var der også i den del vi nu nævner hertugdømmet Slesvig. Her finder vi Bar, Baring eller Borg Syssel, det er netop de 34 kirker, som nu udgør Haderslev Provsti. Sønderjyllands Syssel, det var alle amtets øvrige sogne, tillige med Ribe selv og Seem Sogn.

Den inddeling i sysler tilskrives Harald Blåtand, som døde år 980, og var en gejstlig inddeling. Sysselnavnet bruges ikke mere.

§ 2.

Højere op i tiden bliver vanskeligt at kende dette stykke land. Vel er bekendt, at her var cimbernes land. Den cimberske halvø er Jyllands gamle navn. Hvorledes omtrent 150 år før Kristi fødsel dette lands indbyggere skrækkede det mægtige Rom, er vel bekendt. Ptolemæus og venerable Beda gør sig umage at kende dette steds gamle beboere og slutningen bliver: Blanding af sachser, angler og jyder. Anglerne satte de især i denne strækning, og da de ginge bort til England, skal jyderne have rykket fra Nørrejylland i deres sted, som har begyndt at bygge og dyrke.

Førhen har her været i amtet adskillige priviligere adelige godser, men de er indløste i de senere tider af hertug Hans på Haderslev Slot og af kongerne. Og man kender her ikkun Gramgård med 30 plove, item Høgsbro, Vesterbæk og Spandet med 20 plove.

§ 3.

Frugtbare jorder, som giver hvede og byg, ærter og boghvede og så fremdeles, græsgange hvorpå fødes kvæg i stor mængde, item de fiskerigeste søer og vande glæder enhver beskuer, ikke at glemme de tykkeste skove, hvor vilde dyr små og store vrimler, og mange tusinde svin fødes.

De skadeligste dyr for kornet er vildsvinene og for kvæget ulvene.

Indbyggerne her står sig i almindelighed vel, hvortil også fælledskabets ophævelse i årene især 1739 og 1740 (da over tusinde såkaldte lykker blev indrettede med grøfter og levende gærder), ikke har gjort lidt. Så har de og adskillige friheder, såsom de ligger i hertugdømmet Slesvig, og er fri for den store kvægtold, nemlig 5 rd. for et par stude, som jyderne må betale i Kolding, hvis de ville drive handel med dem i de tyske provinser etc. Deres skatter, skattekorn og fourage-leverance er jævnet efter plovene, og for resten besværer dem ingen. Den største klage man hører, er, at den rigeste bondes søn ingenlunde er befriet fra soldaterne, endskønt mangen end gerne ville betale henimod tusinde rigsdaler for ham, og sligt er retfærdigt.

§ 4.

Hans majestæt kongen lader begge hertugdømmer regere ved en statholder, som fra 1768 er prins Carl af Hessen.

Den kongelige regering

(forkortet)

Noter

P. Rhode: 'Haderslev Amts Beskrivelse'. (1775/1942)