Om arrest og beslag
Arrest skal gøres ved rettens betjente og kongens foged, eller, om de ikke er tilstede, ved tvende dannemænd.
Nægte rettens betjente at gøre arrest, når den begæres på nogens person, eller gods, som må arresteres, da skulle de svare den klagende til hvis skade han derover beviser sig at lide.
Gøre rettens betjente arrest på nogens person, eller gods, som ej arrest er undergiven, da svare de selv dertil.
Hvo som arrest på nogens person, eller gods, begærer, han skal give rettens betjente, som arresten begæres af, nøjagtig forsikring, eller stille borgen, at han til sagens uddrag skal blive tilstede, og at svare til al den ulejlighed, som af arresten kunne forårsages, om den ulovlig befindes.
Ingen, som kommer i kongens ærinde til nogen sted, og det straks for rettens betjente beviser, må på sin person arresteres.
Ingen udenlandske imod oprettede fordrag, eller indenlandske imod kongelig given frihed, må med arrest belægges.
Ingen, som kan og vil straks stille nøjagtig forsikring, for hvis han søges for, bør, enten på person eller gods, at arresteres.
Er nogen udenbys- birks- eller herredsmand efter rigtig håndskrift, revers, eller dom, vitterlig gæld, eller andet, skyldig, som ej til rette termin er betalt, eller efterkommet, da må hans person, eller gods, hvor han, eller det, antræffes, i by, birk, eller herred, arresteres.
Befindes nogen indenbys- birks- eller herredsmand, som efter forrige artikel er noget skyldig, og er uvederhæftig, at afhænde, eller forstikke, sit gods til at bedrage sine kreditorer, da må der arrest på hans gods, eller person, lægges.
Har nogen været i kongens, eller anden husbonds, tjeneste, eller haft nogen anden bestilling, så som: kirkeværgeri, fattiges forstanderskab, formynderskab, kæmneri, eller noget andet, som han skulle gøre rede og rigtighed for, og har det ikke gjort, og han ikke kan stille nøjagtig forsikring for sig, eller forehaver at flytte bort, da må både hans person og gods arresteres.
Er nogen skyldig for husleje, når fardag er ude, som han bør at flytte på, da må hans gods arresteres.
End befindes han at forflytte sit gods af huset, da må der lægges arrest på hans person.
Har nogen ligget i herberg og fortæret, og vil drage ud af huset, før end han betaler for herberg og fortæring, da må hans gods i huset arresteres, og hvis det synes ikke at kunne tilstrække, da må på hans person lægges arrest.
Har nogen anden mands gods inde hos sig, og samme gods lovlig bliver arresteret, da må den, som det i gemme haver, ikke lade det udkomme imod arresten.
Lader han det udkomme, og den, som arresten har ladet gøre, vinder sagen, da bør han selv at betale godset, såvidt sagsøgeren der af tildømt vorder, med mindre han lovligen beviser, at det med magt og imod hans vilje er bortkommet.
Befindes nogen uvederhæftig at have beganget noget, som voldsbøder, eller deslige, påfølge, da må hans person arresteres.
Skældes nogen på sin ære, eller voldelig overfaldes af en anden, da må han samme sin vederpart lade arrestere til sagens uddrag.
Drager den arresterede af arresten, eller forflytter det arresterede gods, og arresten siden lovlig kendes, og dommen går ham imod, da må hans vederpart ham for vold forfølge, og han bør med hovedsagen og omkostningen sine voldsbøder at betale.
Befindes nogen, som på sin person må arresteres, at være uvederhæftig, eller foragte arresten, da må rettens betjente, om det begæres, tage ham i forvaring på et ærligt sted til sagens uddrag.
Når arrest er gjort for gæld, enten på person, eller gods, da skal den, som arresten har ladet gøre, straks have tilstede håndskrifter, eller beviser, når påæskes, på det den arresterede ikke videre skal opholdes, end som han for sig rette vil og kand.
Retter den arresterede ikke straks for sig, da skal den, som arresten har ladet gøre, straks arresten forfølge, og gøre sagen anhængig til næste efterfølgende ting, som han kan få stævning til.
Opholdes med forfølgningen, og førnævnte ting forbigår, da er arresten dermed ophævet.
Befindes arresten ulovlig, da skal den, som arresten har ladet gøre, oprette den arresterede hans spot og skade, såsom den af gode mænd vurderet, og af dommeren kendt bliver.
Og skal han i den sag svare til den ret, hvor arresten forfølges, om endskønt det ej er hans værneting.
Med alle slags forbud, som gøres, enten ved mænd, eller til tinge, skal forholdes, ligesom med arrest i alle måder.
