Om hittegods
Hitter man noget, da skal han det til første kirkestævne og på tinge oplyse, og sige hvad han hittede, og den, sorn lyser derefter, skal sige kendetegn og mærke derpå.
Lyser mand ikke op det han hittede, da bliver han tyv derfor.
Guld og sølv, som findes enten i høje, eller efter ploven, eller andetsteds, og ingen kender sig ved, og kaldes danefæ, det hør kongen alene til og ingen anden.
Den, som hitter driftefæ, skal i lige måde oplyse det ved alder, lød og mærke til kirkestævne og på tinge i det herred, som han det hittede, og ej føre det af herredet under tre lod sølvs bøder til ejermanden og ligeså til herskabet. Er han uden herredsmand, da skal han antvorde det til en mand i herredet bosat, og han lade det oplyse. På tre ting skal det oplyses hvad det er og et landsting.
Kommer da ej ejermanden, da må den, som hittede, føre det til sit, og beholde det år og dag. Dog at han lader vurdere først hvad det kan være værd.
Kommer ej ejermanden inden år og dag, da beholder han, der hittede, det fremdeles som sit eget:
Kommer ejermanden inden år og dag, og beviser at det er hans, da skal det være ham følgagtigt, og betale hitteløn og foderløn og omkostning.
Forkommer det, imens det er hos den, som hittede, uden hans forsømmelse, da være han angerløs.
End bruger den, som hittede, kvæget, førend han det oplyser, da for hver gang han sadler eller seler hest, eller lægger åg på okse, bøde et kvint sølv, indtil det vorder tre lod sølv, halvdelen til sagsøgeren og halvdelen til herskabet.
Hitter man bier i skov, eller mark, eller på kirkegård, og ingen følger dem, da høre de ham til.
Thi så snart som bier fly af ejermandens øjesyn, da må han tage dem, som dem først finder, dog ham skadesløs, som stedet tilkommer, hvor bierne tages.
