Om præsters liv og levned, forseelser og bøder
Præsterne skulle i al deres liv og levned og omgængelse sig således anstille, som det guds ords tjenere bør, at deres tilhørere kunne tage gode eksempler af dem, og deres liv og lærdom kan svare hin anden til opbyggelse og uden forargelse, så at de ikke selv med deres liv og levned deres embede vanære.
Men sig således altid forholde, som deres kalds værdighed udkræver.
De skulle altid gå i rette præsteklæder, som kan sømme en guds ords tjener: ingen våben, kårer, eller bøsser, bære, eller med sig føre: deres hustruer og børn skulle klæde sig tarvelig, som den stand sømmer, uden al overdådighed.
Ingen præst må sig med andens kald bevare, enten med guds tjenestes forrettelse, ligprædiken, eller i andre måder, uden det sker efter den rette sognepræstes begæring, og med hans vilje, eller superintendentens befaling.
Præsterne må ingen brandstød- eller trygle-breve give nogen, men alene en forskrivelse til øvrigheden om deres nød og trang.
De skulle ingen sognevidner underskrive, eller forsegle.
Men skudsmål skulle de give, som de agte at forsvare.
Præsterne på landsbyerne skulle holde tilbørlig lykkelse, gærder, hegnet og andet, med deres naboer, på det de skulle ikke komme i kiv og trætte med dem.
Men holde sig fra deres gadestævne, ej heller komme til tinge, uden de højligen nødes dertil, og have tilforn derom sig med deres provst og superintendent rådført.
De skulle betimeligen udgive hvis gæsteri, eller andet, som de i kongens jordebog stå for, så og den pension af deres kald, som de hidindtil givet have.
Ingen præst må rejse langvejs hen i stiftet, uden han giver provsten det tilkende.
Ej heller uden stiftet uden superintendentens forlov.
Og dog skal han alting således beskikke, at intet i hans fraværelse bliver i embedet forsømt.
Præsterne skulle ingen købmandskab bruge, uden med hvis hjemme hos dem selv avles og gøres: meget mindre skulle de holde noget drikkehus, eller sælge, enten øl, eller brændevin.
De må ingen verdslige bestillinger sig med bevare, som: fogeds, skrivers, prokurators til tinge, køgemesters til bryllupper, eller andet værtskab.
Hvilken præst sig i nadverens sakramentes forrettelse uagtsom og utilbørlig forholder, og vinen for brødet uddeler, skal straks prædikestolen forbydes, og holde sig fra den, og efter offentlig afbed af provsten afløses: eller og, om den, som sig forser, selv er provst, af superintendenten, eller, om han af sygdom, eller anden lovlig forfald, forhindres, af en dertil af ham forordnet fornemme provst.
Siden skal han, som sig forset haver, for provstemodet af superintendenten indstævnes, og efter at om hans livs og levnets forhold flitteligen er vordet ransaget, da, såfremt det befindes klarligen, at han enten for uskikkeligt levned er berygtet, eller af drukkenskab samme forseelse har begået, bør han både kald og embede at have forbrudt. End befindes han ellers i liv og levned i alle måder skikkelig, og har slig forseelse af bar uagtsomhed og dybe tanker beganget, da må han sin forseelse efter åbenbar afløsning med penge-straf til fattige præsteenker afsone, efter kongens stiftsbefalingsmands og superintendentens sigelse. Men befindes nogen af sygdom og uformodentlig skrøbeligheds tilfald at være overilet, da må han blive ved kaldet, og en kapellan underholde.
Dog må han ikke selv noget for alteret forrette.
Provsten skal dem, som således have annammet sakramentet, i enrum for sig tage, og dem undervise, hvor storlig de sig forset have, i det de ikke selv agtede, hvad de gjorde.
Dog skal han derhos trøste dem i dette så vel som andre syndige tilfald, og siden offentlig alle tilhørerne advare, at de sig vel skulle betænke, at dersom nogen sådan tilfald kunne forekomme, de heller selv med sagtmodig advarsel det hos præsten forekomme, end som sig i hans ubetænksomhed gøre delagtige. Der efter kunne de, som sådant er vederfaret, efter hemmelig påmindelse og skriftemål igen annammes til sakramentet.
Hvilken præst til ægte tager noget kvindfolk, som af anden tilforn besovet er, eller befindes at have søgt seng med sin hustru, førend de til ægteskab er sammenviede, miste sit kald efter lovlig proces.
Befindes nogen præst så beskænket, at han ikke kan gøre sit embede uden forargelse, om han fordres til nogen, da skal han straks uden videre påmindelse dømmes fra sit kald.
Og derfor, når nogen gejstlig mand bliver til noget ærligt værtskab indbøden, skal han ingenlunde sig til drukkenskab lade bevæge, ej heller til nogen anden overflødighed, nattesæde, letfærdighed i snak, i dans, eller noget sådant.
Ingen må heller anmode ham, meget mindre ville nøde ham til nogen drukkenskab.
Præsterne skulle beflitte sig på at have og bruge foruden bibelen gode tjenlige bøger, som af vise og lærde mænd er vedtagne. Har præsten middel, og vil ikke forskaffe sig sådanne bøger, når han af provsten, eller superintendenten, derom er bleven påmint, da bør han at straffes derfor efter superintendentens sigelse.
De bøder, som præster, eller andre gejstlige, blive tildømte at udgive for forseelser, som til deres afsættelse fra kaldet ej strække, skal gives til fattige præsteenker, i hvo og jus patronatus til kirkerne haver. Det samme skal og forstås om de lejermåls bøder, eller andre deslige bøder, som ej strække sig til den ganske boslod og formues fortabelse, hvilke der kan falde på præstegårdenes grund, og skulle udgives af deres tjenestefolk og tyende.
