Om skade af anden mands våben eller fæ
Udlåner nogen sine våben, kårde, kniv, stave, kæp, eller noget sådant, som mand kan gøre skade med, til anden mand, når han er i trætte og klammeri med nogen, eller og det bevisligt gøres, at det var ham vitterligt, som udlånte dem, at den anden ville gøre skade dermed, og den, som fik våben i hænde, gør nogen skade dermed, da bøder den, som dem udlånte, halv så meget som den, der skaden gjorde.
Fanger mand skade af anden mands hors, eller nød, eller noget andet fæ, eller hund, som går løs, og den, som skaden fik, ikke selv forårsagede det, da skal den, som fæet eller hunden ejer, give badskærløn. End fanger han lyde deraf, da bøde den, der fæet eller hunden ejer, lyden efter sagens beskaffenhed.
Dræber nogen mands hest, eller noget andet fæ, som mand lovlig må have, noget menneske, da skal ejermanden bøde tre lod sølv, og gøre sin ed, at han ej viste, at det fæ havde den vane. End sker det anden gang, imens han har sådant fæ i sin hævd, da afsone det hos den afdødes arvinger efter sin formue.
Føder mand vilde dyr op, som er ulve eller bjørne.
Hvad skade de gøre, derfor bøder ejermanden og den, som dem i hævd har, ligesom han den selv gjort havde.
Bide, stange, eller slå, en mands bæster, eller fæ, anden mands bæster eller fæ ihjel, da skal den, som ejer bæst, eller fæ, der skaden gjorde, betale den anden halv så meget, som det bæst, eller fæ, var værd, der dræbt blev, såfremt at det, som dræbt blev, var så godt, eller bedre, end som det, der dræbte.
Men var det, som dræbt blev, ringere end det, som dræbte, da skal dets fulde værd betales.
Bider hund anden mands kvæg ihjel, eller jager det i uføre, da bøde den, der hunden ejer, første gang halv skaden.
Men sker det tiere, da bøde for hver gang hel skaden.
