Kalvslund Skole 1766 Søren Hansens søn
Da husmanden Søren Hansen i Kalvslund har hidindtil og især i de sidste 3 åringer stedse holdt sin søn (en stor dreng på 16, 17 á 18 år) hjemme hos sig, uden at have holdt ham en eneste dag til skole, eller nogen god og nyttig gerning, men ladet ham opvokse i ørkesløshed og lediggang, måske også i betleri og anden dermed følgende skarnvorenhed, thi efter godtfolks sigende, følger ham intet andet end en uforskammet frækhed med banden og sværen etc., så er det derfor at befrygte, at drengen må skikke i en ret grov barbarisk vankundighed og hedensk blindhed, hvorfor jeg for nærmere sligt at forfare efter mit embede lod i fasten nu sidst ved degnen i Kalvslund bemeldte Søren Hansen vide, at inden han lod sig melde til sakramentet, skulle han på en ham tillige foreskreven dag og klokkeslæt komme til mig i mit hus og tage sin dreng med; men i stedet for at rette sig derefter, skaffede han drengen af vejen, og gav mig selv til kende, at jeg havde intet med hans dreng at bestille.
Endelig overfaldt han mig i går med grove og utilbørlige ord, som jeg gik alene i min toft, og han mærkede at ingen var i nærheden, hævede sin kæp i vejret imod mig, og sagde jeg havde intet med hans dreng at bestille; han skule også blive borte trods for min næse, påstod imidlertid at han enten ville til alters eller have sin afsked fra menigheden, og da jeg det ikke ville akkordere ham, uden med så selv (?) at han stillede sig med sin søn ind hos mig, gik han bort snyede og skreg, samt stødte nogle ord ud som jeg ikke kunne høre hvad egentlig var.
Nådige herre, jeg søger deres excellence i hans majestæts sted om beskærmelse, sikkerhed og assistance imod dette onde menneske, at da jeg intet fordrer af ham uden hvad mit embedes pligt fordrer af mig, han da også må blive straffet, for udi han så længe, og på grov en måde har imodstået mit embede, uden at melde sig, enten ved kristelig eller verslig øvrighed, i fald han havde haft noget mod mig at besværge sig over; og endelig, at han ved den verdslige magt må blive tilholden, at skaffe sin søn til skole, for i mene medhjælperes overværelse at prøves, hvorvidt hans blindhed og vankundighed, samt anden ugudelighed med banden og sværen, så og lediggang og betleri måtte strække sig på det at dette unge menneske endnu i tide, om muligt, måtte reddes, og faderen ligeledes bringes til sin synds erkendelse, og sin pligts efterlevelse.
I håb af en nådig bønhøring og retfærdig assistance her udi henlever jeg i allerskyldigst underdanighed.
Hjortlund, d. 29. april 1766. Deres excellences, min nådige herres underdanige tro tjener
Sognefoged Tøger Pedersen i Villebøl forkynde dette og bevarer det til sin tid.
Hygum, den 6. maj 1766 H. Daue
Ind bemeldte høje amts ordre kan jeg ej få forhindret (?) fordi vedkommende, eftersom de var bortrejst for noget tid siden og ingen ved hvorhen.
Hvilket hermed attesteres (?). Villebøl d. 19. maj 1766.
