Om præsternes embede med tjenesten i kirken og prædiken
Ingen præst skal have flere kirker, end han til gavns med prædiken, sakramenternes uddelelse, ungdommens undervisning i børnelærdommen, og de syges besøgelse, vel kan forestå.
Hvert sogn i købstæderne skal i det mindste have to prædikere.
Men hvor der er stor menighed i en by og ikkun et sogn, der må de have flere.
Sognepræsten prædiker selv til højmesse, og medtjeneren til froprædiken og aftensang, så som på et hvert sted hidindtil brugeligt været har.
Præsterne skulle forrette guds tjeneste i kirken med læsning, sang, bøn, prædiken og sakramenternes uddelelse, på den måde og med de ceremonier, som i vor Frue Kirke i kongens residensstad København holdes og bruges efter det forordnede ritual.
Præsterne skulle forrette gudstjeneste i kirken på efterskrevne tider om året:
- På alle søndage.
- På efterfølgende helligdage: tre kristi hovedhøjtider, hver i tre samfælde dage, jul, påske og pinse; nytårs, eller kristi omskærelsesdag, hellig tre kongers, eller kristi åbenbarelsesdag, Mariæ renselsesdag, den ellevte dag i februar måned, Mariæ bebudelsesdag, hvilken skal holdes på palme-løverdag, dersom den indfalder på palmesøndag, eller derefter; Kristihimmelfartsdag, St. Hans baptestædag, Mariæ besøgelsesdag, St. Mikkelsdag: allehelgensdag, item, skærtorsdag og langfredag.
- På ordinære bededage, som i købstæderne skulle holdes hver fredag af hver sognepræst i sit sogn, det hele år igennem, men på landsbyerne på den første søgne onsdag, eller torsdag på de steder, hvor det er så anordnet, i hver måned i hovedsognet, og den anden i annekset, og skal tjenesten begyndes det tiligste muligt er, så den kan være endet, før end noget ting holdes.
- På alle onsdagene, eller torsdagene, hvor det således er anordnet, i faste, indtil dimmeluge, på landsbyerne.
- På de tider i købstæderne, som hidindtil brugeligt været haver. På den første dag i hver af de tre store højtider skal på landsbyerne i hovedsognet også prædikes om eftermiddagen, eller aftensang.
Præsterne skulle i deres prædikener forklare de forordnede tekster, og dem henføre til troens lærdom og kristelige skikke og sæder, og retteligen lære loven og evangelium efter guds åbenbarede ord, og den hellige kirkes symbola, og den uforandrede augsburgske bekendelse, og både i kirken såvelsom andetsteds, i ærlige forsamlinger, i omgængelse og besøgelser, formane deres tilhørere at frygte gud og ære kongen, og i deres liv og levned lade se troens frugter, og særdeles så lempe deres prædikener, efter som tilhørernes forhold mest udkræver.
De skulle i deres prædikener og forklaringer ej fremføre noget, som er mørkt og vanskeligt at forstå: ej heller bevise deres visdom og skarpsindighed på det hellige sted, men alting gøre til kristi menigheds opbyggelse.
De skulle ej heller sige hvad dem selv lyster.
Men hvad der hører til sagen skulle de påminde med klare og velforstandige ord.
De skulle holde sig fra allehånde skænden og forhånelse, så at de ingen røre ved navn: alene skulle de straffe synden i almindelighed, og sådant, som de have hørt og vide forvist. Hvad de ej have sandfærdeligen hørt tale om, det skulle de tie, og i særdeleshed skulle de vare sig, at de intet af deres privat affekter, eller had, på det hellige sted tale og fremføre, og således sig selv hævne.
De skulle ikke heller hadskeligen lade ilde på andre, som have anden tros bekendelse.
Men når fornøden gøres, og man frygter for forargelse, eller forførelse, skulle de med beskedenhed menigheden derom advare og formane.
De skulle ej gøre deres prædikener alt for vidtløftige, og ej dem over en time forlænge den gemene mand til kedsommelighed og des mindre opbyggelse, som alt for meget på en gang ikke fatte og beholde kan.
De skulle altid slutte deres prædikener med bønner til gud, for guds ords fri fremgang, for kongen og det kongelige arvehus, for øvrighed og for den almindelig nødtørft.
De skulle tvende gange om året, palmesøndag og fjerde søndag i advent, oplæse efter prædiken i en hver menighed de kongelige love om dem, som sig fra nadverens sakramente skulle entholde, om sværen, om helligbrøde, og om børnetugt.
Præsterne på landsbyerne skulle uden nogen forsømmelse endeligen anvende den sidste del af prædiketimen til børnelærdommens forklaring med lutheri udlæggelse, på det de gamle så vel som de unge ret til grunde må forstå samme lærdoms mening, og den vide at føre til brug i liv og levnet, hvilket i synderlighed af præsterne drives skal.
Og når dagen er stakket om vinteren, og præsten har flere tjenester, skal han dog i enden af hver prædiken oplæse en gang, eller to, lutheri egen forklarings ord over den del, som han ellers noget lidet ydermere forklare skulle.
I lige måde skulle præsterne i købstæderne også anvende den sidste del af aftensangs prædiken på forskreven måde med børnelærdommens forklaring.
Til alle tolvprædikener, hvor de i brug er, skal prædikes katekismus, uden på de store højtider, eller når nogle særdeles tekster på særdeles tider er forordnede. Så skal og katekismus prædikes til alle aftensange om løverdagen, hvor de i brug er, førend skriftemål holdes.
Og skal det ordentlig forrettes, at, hvor den ene præst har sluppet den siste prædiken, der skal den næstfølgende tage sin tekst efter.
Præsterne på landsbyerne, som har ikkun et sogn, skulle begynde kirketjenesten, om sommerdag ved syv slet, og om vinterdagen ved otte slet.
Har de flere sogne, da skal de hver anden søndag først holde tjenesten i hovedsognet, og hver anden søndag i annekset, undtagen i november, december og januar, i hvilke tre måneder de må alle søndage og helligdage holde først tjeneste i hovedsognet. Ellers skulle de begynde tjenesten i den kirke, som den først skal holdes udi, ved seks slet, undtagen i førnævnte tre måneder, i hvilke tjenesten skal begyndes ved syv slet.
Og skulle præsterne om søndagen advare menigheden, i hvilket sogn og på hvad tid tjenesten skal begyndes efterfølgende søndag, helligdag, eller bededag.
Præsterne må ej lyse på prædikestolen for noget, som ikke billigen dertil henhører, og som den kristen kirkes bøn ikke udkræver.
Men kan på landsbyerne skikkeligen efter tjenesten på kirkegårdene vel forrettes.
Men i købstæderne bør det at ske til tinge.
Og om noget gøres fornøden af prædikestolen at gives tilkende, da skal det for tjenesten præsten angives, at han, som det steds respekt bedst bør at have i agt, kan vide, om der bør at lyses derom, eller ej.
