1873 Dommen over Christoffer Rosenkrands 1610
Indholdsfortegnelse
Det synes at være en regel, som historien bekræfter, at en familie kan tilkøbe sig en fortsat blomstring ud over den almindelige, knapt tilmålte tidsfrist, mod at et enkelt af dens medlemmer ganske mislykkes; i dette forvildede skud, der er som viet til forbandelsen, samler sig da al den fordærvelse, der fordelt på familien ville have haft dennes tilbagegang til følge. Rosenkrandsernes slægt, som i flere århundreder har skænket Danmark så mange udmærkede mænd, har gentagne gange betalt et sådant sonoffer for sin blomstring. Det er imidlertid et udtryk for historiens takt, at disse ulykkelige ikke omtales mere end højst nødvendigt; de skyede lyset medens de var i live, lad da glemselens mørke dække dem efter døden.
Når der nu ikke des mindre gøres en undtagelse med en enkelt af dem, Christoffer Rosenkrands, som har opnået en ufortjent navnkundighed, så er skylden hertil at søge ikke hos ham, men hos den, til hvem hans navn er knyttet. Det er Christian 4.'s optræden i sagen mod ham, hans omhu for den forurettede enke, hans snildhed ved undersøgelsen af gældsbrevets vandmærke, hans hele rolige, sikre, omsigtsfulde måde at behandle sagen på, der har gjort denne dom til en af de mærkeligste i hans regeringstid, og denne situation til en af dem, hvori efterslægten helst har ønsket at mindes den hedengangne konge. Da således dommen over Christoffer Rosenkrands har en betydning, der langt overgår den, som parterne eller det omtvistedes værd ellers kunne berettige den til, vil det måske ikke være uden interesse kortelig at undersøge, hvorfra vi have beretningen om den, og hvad og hvor meget der er berettet os.
Kilderne deler sig naturligt i to grupper, de trykte og de utrykte. Lad os betragte dem hver for sig.
Trykte kilder[redigér]
Blandt de trykte kilder indtager Slanges beretning, [1] både hvad alder og hvad udførlighed angår, en fremragende plads. Vel er Holbergs [2] fremstilling trykt nogle få år før, men den afviger i intet punkt fra Slanges og indskrænker sig blot til en kort omtale i forbigående, medens Slange derimod anvender ikke mindre end 2'fe folioside til sin udtømmende beretning. Med rette er da Slange bleven anset for en hovedkilde. Vi ville kortelig opfriske for os grundtrækkene i hans fremstilling.
I året 1610, fortæller han, forefaldt en mærkelig sag for herredagen i København. Christoffer Rosenkrands havde fået, som det i datidens lovsprog hed, »Rigens dom og forfølgning« over afg. Christen Juels enke, fru Karen Strangesdatter og hendes gård Donslund i Jylland for to fordringer på tilsammen 5.000 rd. Hun beedigede, at gældsbrevene var falske, og at hverken hendes afdøde mand eller hun havde fået en skilling eller skillings-værd derfor af C. R. Men samtidig kunne hun ikke nægte, at underskrifterne ganske lignede hendes og hendes mands, skønt hun var sig bevidst aldrig at have sat sit navn derunder. I sin nød ilede enken til kongen, der just var i Skanderborg, og anråbte ham om hjælp mod hendes forfølger, der nu ifølge dom ville tage gård og gods fra hende.
Christian 4. svarede undvigende, at da der forelå gældsbreve, som ikke kunne bevises at være uægte, stod det ikke i hans magt at hjælpe hende. Men hun udbrød: »Gud har givet kongen magt til at hjælpe, han skal og give eders maj. visdom til at udfinde, at brevene er falske«. Disse ord rørte kongen, han forbød da, at sagen måtte forfølges videre før efter given tilladelse, og lod C. R. kalde for sig med gældsbrevene. Men denne svarede så klart og sikkert, at han ikke stod til at fange i ord. Som kongen nu holdt det ene brev imod lyset for på ny at undersøge underskriften og seglene, faldt hans øje tilfældigt på papirets vandmærke, og han så da sin egen papirmagers navn og stempel. Her var beviset: thi kongen havde selv ladet papirmøllen bygge på Frederiksborg gods i Sjælland, og gældsbrevet var dateret to år, førend det første papir var blevet lavet på møllen. Uden at lade sig mærke med noget lod han C. R. rejse og bad blot om foreløbig at måtte beholde brevene hos sig. Derpå sendte han straks bud efter papirmageren, der var en hollænder, og spurgte ham, om han havde lavet noget papir, førend han kom i kongens tjeneste. Da mesteren benægtede dette, viste Christian 4. ham brevet og spurgte ham, om han vedkendte sig det. Mesteren kendte det straks og sagde, at det var det første vinterpapir, han havde lavet på møllen, og derfor havde han sat «et sært tegn udi mærket på papiret, som var en stor krone, hvorunder han havde sat det himmeltegn af vandmanden, fordi det var gjort udi januar måned. » kongen lod mesteren give denne erklæring skriftlig fra sig for det mulige tilfælde, at mesteren skulle dø, før sagen kom for, og lod ham derpå fare. Endnu tøvede han med at anvende dette bevis mod C. K., men lod ham først kalde til sig til Skanderborg og opfordrede ham i kanslerens og flere adelsmænds nærværelse til at lade sagen falde; men C. R. svarede trodsigt, at han vilde forfølge sagen til det yderste, så enhver skulle få at se, at han havde ret. Endnu tav kongen. Men kort efter rygtedes det, at C. R., hvor han kom frem, pukkede på sin ret og lod ubesindige ord falde mod kongen og hans myndighed. Da befalede Christian 4., at Rosenkrands skulle gribes og sættes i fængsel på Skanderborg, og hans bo derhos registreres og forsegles. I hans bo fandtes adskillige falske breve med privates navne og segl under, ja endog et opdigtet kongebrev med pålimet urigtigt segl. Da kongen hørte dette, antog han sig med Iver Karen Strangesdatters sag, lod en af sine sekretærer indstævne C. R. for herredagen og ham selv føre i bolt og jern til Blåtårn. Den 17. marts 1610 dømtes han til som æreløs og falskner at straffes på sin hals. Allerede i Skanderborg havde han angivet en herredsskriver, der tidligere havde tjent ham, som den, der havde skrevet de falske breve. Herredsskriveren blev da hængt i Jylland. C. R. selv blev efter kongens udtrykkelige befaling ført for retten med sit adelsmærke: guldkæde om halsen og kårde ved siden. Da dommen var afsagt, rev drabanterne kæden og kården af ham, førte ham baglæns ud af retten og stødte ham ud af døren. To dage efter halshuggedes han på slotspladsen, «Således», siger Slange, »kan der findes en kroget gren på et godt træ.»
Dette er Slanges udførlige beretning, der intet lader tilbage at ønske i retning af omstændelighed og tydelighed. Det er derfor naturligt, at alle senere fremstillere væsentlig have holdt sig til den som hovedkilde. Hvor en enkelt, som f. eks. Hofman, [3] forlader Slange, så er det kun for at tilføje sådanne overdrivelser som, at C. R. først anlagde processen mod enken over 20 år efter mandens død, hvorved jo afgørelsen af underskriftens ægthed blev langt vanskeligere, eller for at rette enkens navn til det urigtige: Anna Lunge.
Et blik på de trykte kilder har altså vist os, at Slange giver den udførligste beretning, og at overensstemmelsen mellem de andre fremstillinger hidrører fra, at de væsentlig have øst af Slange som deres fælles kilde.
Vi skulle nu gå over til at betragte de utrykte kilder.
Som de ypperste af disse må nævnes de originale herredagsdomme og de dermed overensstemmende herredags-domsbøger, der opbevares i det kgl. gehejme-arkiv. Af næsten samme værd er den samling aktstykker, der er vedlagt sagen, hvoriblandt findes selve det omstridte gældsbrev in originali og en hel del andre breve vedrørende C. R., af hvilke enkelte bevisligt er falske, rimeligvis indholdet af C. R.'s beslaglagte brevkister.
Utrykte kilder[redigér]
Vi skulle se, hvorledes sagens gang tager sig ud efter disse utrykte kilder.
De to adelsmænd Christen Juel til Donslund og Vosnæsgård og Christoffer Rosenkrands til Høgsbro levede i venskab og god forståelse sammen. De besøgte hinanden, stod hinanden bi ved rettergang og lånte hinanden penge.
Da blev Christen Juel syg. Der findes endnu et brev, vistnok det sidste, som han har skrevet til vennen; det er dateret Vosnæsgård d. 5. februar 1608, og deri beder han Rosenkrands komme til sig næste tirsdag, når han kommer fra landstinget, samt at stå ham bi i en retssag. Brevet ender på gammeldags troskyldig måde: «Du skal alle mine dage finde mig som din gode broder og ven, og vil jeg hermed nu og altid have dig gud almægtigste befalet; med mange tusinde gode nætter vi alle ønske dig.» Hvorvidt Rosenkrands er kommen til Vosnæsgård, kunne vi ikke afgøre, men han har i hvert fald i anledning af vennens håbløse tilstand taget sin beslutning og truffet sine forholdsregler. Blandt hans papirer ligge endnu to enslydende skadesløsbreve, hvori det hedder, at han er gået i kaution for Christen Juel for 2.000 daler til en mand, hvis navn står in blanco; dersom Rosenkrands kommer til at lægge ud, indestår Juel ham for, at han skal få sine udlagte penge igen. Desuden finder vi et brev fra Karen Strangesdatter, dat. d. 12. februar 1608, hvori hun beder Rosenkrands nærmere opgive navnet på den herremand i Holsten, i anledning af hvem hendes mand Christen Juel er bleven Rosenkrands som kautionist penge skyldig. Her synes at være tilstrækkeligt bevis. Knap en uge efter at være kaldet til sin dødssyge ven er Rosenkrands allerede i færd med at bedrage hans værgeløse hustru. [4]
Han må imidlertid atter have opgivet denne plan, i ethvert fald hører man ikke videre derom. Men han forbereder et nyt og solidere angreb.
Christen Juel skylder Rosenkrands 1.000 daler, som han har lånt i året 1607. Men Rosenkrands skriver nu et falsk gældsbrev, som han daterer d. 17. januar 1603, hvori det hedder, at Christen Juel end videre skylder Kosenkrands 4.000 daler til 6 procent, og har stillet herregården Donslund i pant for denne sum. For sikkerheds skyld forfatter han endnu et andet falsk brev, dat. d. 17. januar 1608, hvori han lader Juel anerkende begge fordringers ægthed, altså tilstå, at han er ham 5.000 daler med påløbne renter skyldig.
Christen Juel dør. Rosenkrands møder i sørgeskaren ved hans begravelse og vil efter datidens skik gøre sine fordringer gældende ved at læse dem over graven. Men i det afgørende øjeblik svigter modet ham. Han læser kun forskrivningen på de 1.000 daler og får villigt et nyt gældsbrev udstedt af enken, hvori hun anerkender fordringens gyldighed. Siden undskylder han denne sin fremgangsmåde med, at han bagefter ville have oplæst fordringen på de 4.000 daler, men på grund af støjen i kirken var det ham ikke muligt at komme til orde.
Han vender tilbage, men opgiver ikke sit forsæt. I det nys af Karen Strangesdatter udstedte gældsbrev på 1.000 daler retter han «een» tusind til «fem» tusind. Men blækket er ikke ganske ligt med det tidligere; han kasserer derfor dette eksemplar, som senere findes og vidner imod ham, og skriver et nyt, hvor han imidlertid gør sig skyldig i en hukommelsesfejl og daterer det d. 28 marts, skjønt Christen Juels begravelse først fandt sted den 7. april.
Alt er nu færdigt, og denne gang, hvor han blot skal sværge for retten, men ikke ved kisten, svigter modet ham ikke. Han stævner Karen Strangesdatter til Slaugs Herredsting, godtgjør ved det falske gældsbrev sin adkomst til Donslund, som jo var sat i pant for de 4.000 daler, og får d. 24. november 1608 gården tildømt. En uge efter drager han til Donslund, forsegler kister og skabe, bemægtiger sig gården og indsætter en forvalter til at styre den i hans navn. Senere søger han for retten at undskylde denne sin færd med det næsten latterlige påskud, at han kun drog ind på gården for at se på nogle øksne, som stod der til salg, og forseglede kun de kister med værdipapirer, som hans hustru havde part i.
Karen Strangesdatter kommer ved dette pludselige angreb i den vanskeligste stilling. Hun har allerede solgt Donslund og står nu som den, der har gjort forsøg på at bedrage køberne. Foreløbig forlanger disse en erstatning af hende. I sin nød må hun ty til lovens beskyttelse. Der skal holdes en herredag i Horsens i januar 1609; der er kun en måned til, det gælder da om hurtigt at kunne samle beviser for, at gældsbrevene er falske. Lad os se, hvorledes hun søger at godtgøre dette.
Der foreligger jo egentlig to gældsbreve: et på 5.000 daler, som Rosenkrands påstår, at hun har udstedt til ham ved begravelsen, og et andet af 1603 på 4.000 daler, som skal være indoptaget i det på 5.000 daler; summen 5.000 daler er jo fremkommen ved at lægge de 4.000 daler til de 1.000 daler, som hun virkelig anerkender at være ham skyldig. Mod gældsbrevet på 5.000 daler, om hvilket vi jo vide, at Rosenkrands selv har forfattet det efter hjemkomsten fra begravelsen, indvender hun, at underskriften ikke er hendes, og godtgør dette ved at fremlægge 13 eksempler på sin underskrift, der ikke ligner den på gældsbrevet.
Fremdeles: det skal være udstedt ved Chr. Juels begravelse, men han blev begravet d. 7. april, og brevet er dateret d. 28. marts. Og endelig: Rosenkrands påstår, at da dette var skrevet, kasseredes straks det på 1.000 daler, der jo var indoptaget deri; men 4 mand bevidne, at de 15 uger efter have set brevet på 1.000 daler, rigtignok med én tusind rettet (med forskelligt blæk) til fem tusind.
Og nu det til grund liggende brev på 4.000 daler, der skal skrive sig fra 1603, hvor mærkeligt dog, at Rosenkrands i den lange tid ikke har forlangt så meget som én skillings rente deraf eller talt om pantet, og det uagtet brevet udtrykkeligt berettigede ham til, når betaling udeblev, at inddrage Donslund Hovedgård med gods og løsøre. Og denne Rosenkrands's ædelmodighed er dobbelt mærkelig, da han bevisligt i mellemtiden har været i pengetrang, og Christen Juel i året 1605 endog har måttet gå i kaution for ham for 12.000 daler; her havde været grundet anledning til at gøre sin ret til Donslund gældende, i stedet for at bede dens nominelle ejer gå i borgen for sig. Men Rosenkrands's optræden bliver mere end besynderlig, når han i året 1607 for et lån på 1.000 daler til Chr. Juel tager 5 bøndergårde under Donslund i pant, skønt disse 5 gårde med hele Donslund gods og Donslund selv allerede stod i pant for lånet på 4.000 daler Han bedrager jo herved sig selv og modtager som pant, hvad der tilkommer ham med rette. Og endelig, hvorfor læste han ikke også dette brev over graven, da han dog læste det mindre på 1000 daler?
Mod disse knusende indvendinger har Rosenkrands intet at svare. Han undskylder blot sin tavshed i kirken med, at han blev afbrudt, just som han skulle til at oplæse det andet gældsbrev, og indskrænker sig i øvrigt til at begære Karen Strangesdatter straffet for hendes utilbørlige ord om brevenes uægthed. Under disse omstændigheder er det let forståeligt, at herredagen (d. 27. januar 1609) dømmer Rosenkrands imod og erklærer begge breve for falske og magtesløse.
Hermed er Karen Strangesdatter reddet. Men retfærdigheden er endnu ikke sket fyldest, der må følge en kongelig anklage mod Rosenkrands for falsk. Han føres fangen til Skanderborg. Allerede 4 dage efter, at dommen er fældet, er hans trods brudt, han skriver et ydmygt brev til kongen, hvori han går til bekendelse og anråber om nåde. Som undskyldning anfører han, at det er en herredsskriver, der har forlokket ham ved at vise ham sin færdighed i at efterligne håndskrift; det er ham, der er den egentlige skyldige, thi han har overtalt Rosenkrands til bedrageriet. Det er imidlertid forgæves. Vel lykkes det Rosenkrands at drage herredsskriveren i ulykke; denne bliver hængt, men Rosenkrands undgår ikke derfor sin straf. I mellemtiden er hans gemmer blevne undersøgte, og en hel samling falske breve bragt for dagen. Det oplyses, at han har bedraget en mængde småfolk ved at tilbageholde deres engang betalte gældsbreve og senere kræve dem på ny. Hertil kommer, hvad der anses for det mest graverende, at han har udstedt et falsk brev i kongens navn og forsynet det med kongeligt segl. Et år går hen. Herredagen samles på ny i marts 1610 i København. Her optræder kongens sekretær, Niels Krag, som anklager, og støttende sig på alt, hvad der nu foreligger om Chr. Rosenkrands, andrager han på, at han skal dømmes æreløs og straffes, som falskner. Dommen falder den 17. marts 1610.
Ejendommeligheder[redigér]
Hvad der mest forundrer ved denne fremstilling er, at den ikke melder et ord om vandmærket som et bevis mod gældsbrevets ægthed. At dette punkt ved et tilfælde skulle være forblevet uomtalt i dommen, lader sig ikke let antage. Det var jo ikke en bi-omstændighed men et hovedbevis. Hvor kort og afgørende havde det ikke været i sammenligning med Karen Strangesdatters møjsommeligt samlede argumenter? Og hvad havde været rimeligere end at klagerne, tilmed lige overfor en ret, hvor kongen selv præsiderede, i deres indlæg havde fremhævet hans væsentlige andel i opdagelsen af bedrageriet.
Men om også denne tavshed på en eller anden måde kunne lade sig forklare, så synes selve sagens gang ikke at åbne nogen naturlig plads for fortællingen om vandmærket. Forholdet er jo ikke her som i Slanges fremstilling, hvor enken ude af stand til selv at kunne værge sig, berøvet ethvert bevis og med skinnet imod sig flyer til kongen og anråber ham om hjælp. Enken er her tværtimod så lidt våbenløs overfor sin forfølger, at hun næppe to måneder efter at han har inddraget Donslund, ved herredagen får denne inddragelse kendt magtesløs og gældsbrevene erklærede for falske, alt sammen ene og alene ved vægten af de beviser, som hun fører imod ham. Hvor skulle nu intermezzoet med opdagelsen af vandmærket indskydes? Sætter vi det i den korte tid mellem Donslunds inddragelse og herredags-dommen, altså mellem 1. december og 27. januar, hvad skulle så bevæge enken til i den tid at ty til kongen? Hun havde jo beviser nok. Først når disse vare forkastede af herredagen, var det tid at ty til kongen. Men på den anden side, havde kongen virkelig i denne tid gjort opdagelsen, og var han således i besiddelse af det mest afgørende bevis, af hvad grund skulle han da tværtimod at hjælpe den uskyldige dølge beviset og overlade det til hende selv at redde sig? Og sætte vi, for at undgå disse vanskeligheder, opdagelsen ved hjælp af vandmærket til efter herredags-dommens fældelse, så hører opdagelsen i samme øjeblik op med at være en opdagelse; den synker i så fald ned til at være en bagefter gjort, ret sindrig, men ligegyldig iagttagelse. Altså: fortællingen om vandmærket kan hverken finde rigtig plads før eller efter herredags-dommen.
Foruden denne væsenligste ejendommelighed ved de utrykte kilders fremstilling er der en anden, som måske falder mindre i øjnene. Sagens gang er her en hel anden end hos Slange. Efter Slange var det enkens bøn, der bevægede kongen til undersøgelsen af gældsbrevet, hvorved bedrageriet opdagedes. Men kongen tøvede, indtil Rosenkrands på anden måde forløb sig; da lod han ham gribe og hans brevkister beslaglægge. De der fundne dokumenter vidnede så tydeligt om hans brøde, at kongen fra det øjeblik tog sig med iver af enken og anlagde sag mod Rosenkrands. Efter de utrykte kilder derimod er sagens gang omvendt. Striden drejer sig først kun om Christen Juels gældsbrev; men da dommen er gået Rosenkrands imod, drager dette det følgende efter sig; hans gemmer blive undersøgte, og alt det meget, der gør hans fald uundgåeligt, bliver bragt for lyset.
En tredje ejendommelighed, der er mindre væsentlig og kun viser sig for den, der har originalen i hænde, er vandmærket i selve det falske gældsbrev af 1603.
Dette gældsbrev findes jo, som ovenfor omtalt endnu, og påtegninger fra Slaugs Herredsting godtgør, at det er det, der har været lagt i rette og hvorefter Donslund er bleven inddraget. Venter man nu i vandmærket at genfinde den af Slange omtalte store krone med vandmandens tegn under, så bliver man skuffet, thi vandmærket forestiller tydeligt nok tre tårne med en fisk under. Heraf at ville slutte til det sted og den tid, hvorpå papiret er blevet lavet, ville føre os ud på de usikre gisningers område, [5] men ét lader sig med sikkerhed uddrage heraf, det er, at Slanges detaljerede angivelse på dette punkt, der har påtrykt hans fortælling et særligt troværdighedens stempel, ikke støtter sig til hans eller hans meddelers egen betragtning af original-dokumentet. [6]
Sammenligning af trykte og utrykte kilder[redigér]
Efter at vi nu have betragtet de trykte og de utrykte kilders fremstillinger hver for sig, skulle vi gå over til at sammenstille og prøve dem i deres gensidige forhold.
Det vil allerede af det foregående være tydeligt, at de er i den grad forskellige, at de ikke ret lade sig forene. Hovedpunktet i Slanges beretning, opdagelsen ved hjælp af vandmærket, kan ikke på nogen naturlig måde føjes ind i de utrykte kilders fremstilling. Man nødes derfor til kun at antage enten den ene eller den anden.
Men stiller sagen sig således, kan der ikke være nogen tvivl om, til hvilken side vægtskålen vil hælde: På den ene side en beretning, der først er forfattet over 100 år efter begivenheden og ikke angiver nogen kilde, på den anden side originale samtidige dokumenter i den mest pålidelige og betryggende form. Her kan kun fældes én dom.
Men trods al denne overvægt på de utrykte kilders side, er der dog et punkt, der endnu henstår uforklaret, en indvending, der ikke lader sig fordrive, men bestandig vender usvækket tilbage. Det er det simple spørgsmål: Når der intet ligger til grund for fortællingen om vandmærket, hvorledes skal man da forklare sig dens opkomst? Det synes klart, at først den afgørelse kan anses for endelig, der samtidig ved at besvare dette fyldestgørende. Også her leder imidlertid utrykte kilder os på spor.
Da Otto Sperling et halvt århundrede senere hensukkede resten af sit liv i fængsel, søgte han at fordrive tiden ved at nedskrive sit livs erindringer. I disse optegnelser fortæller han iblandt andet følgende:
»Forresten besad kongen (Chr. IV) en fortrinlig forstand og et fortræffeligt omdømme i alle ting, hvorpå jeg ikke kan lade være at meddele eder et smukt eksempel, da det billigt må lignes med kong Salomons dom imellem de to skøger og har tildraget sig i min tid. Der var to mænd fra Christianshavn, hvoraf den ene havde stævnet den anden for herredagen i anledning af en stor sum penge, som den anden skulle være ham skyldig. Til bevis herfor fremlagde han den andens gældsbrev. kongen spurgte den anklagede, om dette ikke var hans hånd. Han svarede nej; vel måtte han tilstå, at det lignede hans hånd, men det var en skelm, der havde skrevet den efter; og til yderligere bevis anførte han, at deres mellemværende aldrig havde drejet sig om så stor en post som den, gældsbrevet omtalte. For at bevise dette, fremlagde han sin regnskabsbog, hvori der stod optegnet med dag og datum, hvilke handler de havde sluttet med hinanden, når de havde gjort afregning med hinanden, at ingen af dem var bleven den anden noget skyldig, og at de heller ikke siden havde sluttet nogen handel sammen. Da de hr. rigsråder havde set bogen igennem og fundet den ellers rigtig i alle måder, spurgte hr. statholder Corfitz Ulfeldt anklageren om, hvorfra gælden skrev sig, da brevet ikke omtalte anledningen. Han tav noget stille og gav så et svar, der var af den beskaffenhed, at de hr. rigsråder såvel på grund af det som af den anden mands gensvar begyndte at tvivle om, hvorvidt det forholdt sig rigtigt med fordringen, og ikke vidste, hvad de skulle tro. Men kongen stod op fra sin stol, tog gældsbrevet med sig, trådte hen til vinduet og holdt det op mod dagslyset; derpå kom han tilbage, satte sig og sagde lydeligt: «Gældsbrevet er falsk, thi vandmærket er Johan Ettersøns mærke» (således hed den mand, der havde forpagtet papirmøllen af kongen), «og i det år, som brevet lyder på, havde jeg endnu ikke ladt møllen bygge.« Denne kongens tale og skarpsindige dom blev optagen af de hr. rigsråder og alle omkringstående med stor forundring, og efter at de hr. rigsråder også havde holdt det mod lyset, fik parterne befaling til at træde af. Da de igen vare kaldte ind, blev forfatteren til det falske gældsbrev dømt til en stor pengebøde og til som mindre mand eller infamis at sættes på Holmen. Denne kong Christian 4.'s dåd fortjener vel at mindes. Efterkommerne imellem hans øvrige berømmelige gerninger.« .
Hvad der straks må være enhver påfaldende ved denne fortælling, er dens lighed med Slanges beretning om dommen over Christoffer Rosenkrands. Ligheden er så stor, og sandsynligheden for, at sligt skulle være sket mere end én gang, er så ringe, at man vistnok med sikkerhed kan slutte, at det er ét og samme faktum, der ligger til grund. Men er dette tilfældet, så nødes vi til at træffe et valg mellem de to beretninger efter den grad af troværdighed, der tilkommer dem. Lad os i den anledning prøve dels de fortællende, dels det fortalte.
Hvad først de fortællende angår, så har vi på den ene side Slange med hans ovenfor omtalte mangler: han har først skrevet 100 år efter begivenheden og angiver ingen kilde, på den anden side en med begivenhederne samtidig, der har haft den rigeste lejlighed til at høre sagen berettet af et øjenvidnes, Corfitz Ulfeldts egen mund. Nu er det vel sandt, at Otto Sperlings pålidelighed i visse retninger er bleven angreben'); men når hans fortælling ikke netop angår Corfitz Ulfeldt eller dennes nærmeste, som han troede sig kaldet til at forsvare, er der næppe nogen grund til at drage hans sanddruhed i tvivl. Hvad skulle bevæge den gamle mand, der i fængslets ensomhed, frigjort for alle de hensyn, som ellers kunne forlede en forfatter, skrev alene for sin søn, til forsætlig at fordreje en fortælling som denne om vandmærket? Pietet eller frygt for Rosenkrandsernes mægtige slægt? I sandhed, fængslet og alderen måtte have sløvet ham meget, hvis han kunde tro ved sin enlige røst, som kun en skulle høre, at kunne neddysse eller forandre en historie, som da måtte være alle bekendt. Eller vil man sige, hans svækkede hukommelse kunne bringe ham til uforsætlig at omdanne fortællingen. Hvor usandsynligt dog, at han skulde forveksle Christoffer Rosenkrands, hvis brøde måtte gøre ham selvskreven til at spille en rolle i en slig fortælling, med en unavngiven ubekendt købmand fra Christianshavn. For enhver uhildet prøvelse af de fortællendes troværdighed må sikkert Sperling bære prisen.
Hvad dernæst selve det fortalte angår, så synes ved første øjekast Slanges fremstilling at være den sandsynligste. Om Christoffer Rosenkrands vide vi jo, at han har skrevet falske breve, hans forslagenhed gør det troligt, at han kun kunne fanges ved ualmindelige midler, hvor rimeligt kunne det da ikke være, at begivenheden er foregået med ham. Men netop dette, at alting passer så godt, gør beretningen ved nærmere betragtning mindre sandsynlig. Enhver, der kender sådanne fortællingers slyngplante - natur, deres drift til at hæfte sig til forud bekendte personer, bliver mistænksom lige overfor en beretning, hvor denne forbindelse er fuldbyrdet. Af to fremstillinger, der henfører det samme, den ene til en bekendt, den anden til en ubekendt mand, har den sidste på forhånd sandsynligheden for sig. Man forstår ikke, hvad der skulle bevæge til at overføre det med Rosenkrands passerede på en ubekendt mand fra Christianshavn, medens derimod den modsatte ombytning er let forklarlig. Når nu hertil kommer, at det er den ældste beretning, der har det ukendte navn, og den langt senere, der har det velbekendte, så er det naturligt at betragte dom som trin i en udviklingsrække, udtryk for, at den ændrende og grupperende tradition her alt har begyndt sit omdannelsesværk.
Vor prøven såvel af de fortællendes som af det fortaltes troværdighed er da endt med at falde ud til fordel for Otto Sperling. Men dette resultat, der set for sig endnu kunde være beheftet med nogen tvivl, vinder i sikkerhed, når bevisets ring afsluttes, og det indvundne føres tilbage til vort udgangspunkt. Vi havde jo som forudsætning, ikke at Slanges fremstilling var ligeså sandsynlig som enhver anden, men tværtimod at den var i strid med den pålideligste af dem alle: selve herredags-dommene. Sperlings beretning er nu ikke kommen til som en tilfældig tredje variation, men som det manglende led, der blot endnu fattedes for at give herredags-dommenes fremstilling afslutning og sikkerhed. Sperlings beretning svarer til prøven på regnskabet; vi have ikke blot fundet den rette facit, men set grunden til den førhen begåede fejl.
Når da nu således bevisets kredsløb er til ende, vil det være naturligt sluttelig at kaste et blik over det indvundne resultat. Hvad der er opnået er en til vished grænsende sandsynlighed for, at Slanges beretning er urigtig, og at sagen må være gået til som de utrykte kilder berette. Videre tør man ikke gå, thi fuldkommen vished, den vished, som historien så sjældent når til, ville først være opnået, hvis vi havde fundet det samme vandmærke i et dokument før 1603.
Til sidst endnu blot et blik på fortællingens hovedpersoner. Det kunne synes, som om man ved den nye form for begivenheden eller rettere de to begivenheder, den i herredags-dommen og den hos Sperling fortalte, måtte give afkald på en del af det, som man kun nødig ofrer selv på sandhedens alter, det smukke, det gribende, poesien i fortællingen. Det er dog kun for det første øjekast, at dette synes tabt. Effekten er bleven mindre, men kernen er den samme. Idet nemlig den tilsyneladende ene begivenhed har udfoldet sig til tvende, er vel situationen bleven en hel anden, men det væsentlige er bevaret. Det vil ses, at af de to hovedpersoner har den ene intet vundet, den anden intet tabt. Christoffer Rosenkrands's brøde er ikke bleven forringet; hans ry for snuhed har lidt, men til gengæld har han åbnet os blikket til en karakteristisk skikkelse, en af disse kraftige adelskvinder, der vel forfaren i mændenes dont ikke stod værgeløs i ulykken, men forstod at forene mandens mod med kvindens snilde. Og Christian 4. har intet tabt. Vel er som sagt en del af det effektfulde i hans optræden falden bort, men hans kløgt og retfærdighedsfølelse er den samme. Og et spørgsmål, om han ikke vinder ved at ses som den, der lige ivrigt sysselsætter sig med den interessante og den dagligdags sag. Hans bevæggrundes renhed er ikke længere tvivl underkastet. Det kunne muligt ligge i hans interesse at kue en Rosenkrands, at få en ubekendt købmand domfældt kunne ikke bringe ham nogen fordel.
Noter[redigér]
af Troels Lund (1873). [1] [2]
- ↑ Slange: Christian 4.'s Historie, I, s. 264-267.
- ↑ Holberg: Danmarks-Historie (udg. af Levin), tom. 11, s. 416-417.
- ↑ Historiske efterretninger om velfortjente danske adelsmænd, II, s. 91.
- ↑ Opfordringen fra Karen Strangesdatter er egentlig kun en efterskrift i et brev fra Margrethe Juel til Rosenkrands, hvori det bebrejdes ham, at han har stævnet Margrethe Juels Mand til Kolding til at betale et gældsbrev. Hun er mødt på sin bortrejste mands vegne, men Rosenkrands er udebleven. Hun forlanger at se gældsbrevet, og få det undersøgt i ærlige adelsfolks
- ↑ Hvad fabrikationsstedet angår, kunne der dog måske med en vis sandsynlighed sluttes til, at det må have været København, idet de tre tårne meget ligner Københavns våben i et segl fra 1571 (sammenlign Langebeks Sigiller; Købstederne. Gehejmearkivet.) og der virkelig i året 1599 omtales en papirmølle, der hørte under Københavns Slot (Sjællandske registre. 8. okt. 1599).
- ↑ Forfatteren har forgæves forsøgt ved hjælp af vandmærket at nå til en sikker afgørelse. Det er jo nemlig klart, at al tvivl ville være hævet, så snart man kunne finde et lignende vandmærke i et dokument, der var ældre end 1603. Det er imidlertid ikke hidtil lykkedes at finde noget sådant. Undersøgelsens udbytte har kun været tre eksempler på samme vandmærke, alle i dokumenter efter 1609, det ældste af 1610, det yngste af 1630. Heraf at ville slutte til fortællingens lader sig naturligvis på ingen måde gøre, da tilfældigheden på dette område har det frieste spillerum, så man ingenlunde kan slutte fra dokumentets datum til papirets fabrikationstid. Hvad der foreligger indeholder det bedste bevis: Af fire ark papir, der er fabrikerede samtidigt, er et blevet beskrevet 1605, et andet først 1630. Men måske kunne en tænke som så: Netop den omstændighed, at det er et så sjældent forekommende vandmærke, gør det sandsynligt, at kongen derved er blevet ledet til opdagelsen. Hertil kan kun svares, at også her spiller tilfældigheden for stærkt med. Hvad nu er sjældent, har måske engang været almindeligt. Måske har ildebrand eller anden våde senere fortæret det meste. Eller måske er det papirets slethed, der er skyld i dets nuværende sjældne forekomst, thi alle 4 dokumenter er uforholdsmæssigt skøre og medtagne. Det vil overhovedet vise sig, at der fra det blotte vandmærke ikke lader sig drage nogen slutning, undtagen netop i det ene tilfælde, at det fandtes i et dokument før 1603.
Slutningsbemærkning[redigér]
I Historisk Tidsskrift gjorde jeg opmærksom på det meget, der talte imod sandheden af den traditionelle fortælling om, hvorledes Christian 4. skulle ved hjælp af vandmærket i det falske dokument have opdaget Christoffer Rosenkrands bedrageri.
Jeg fremhævede navnlig det besynderlige i, at herredags-dommen lod denne omstændighed ganske uberørt, og at beviserne for gældshrevets uægthed der hentedes ganske anderledes langvejs fra; ligesom det også måtte vække betænkelighed, at det ældste, næsten samtidige vidne henførte dette træk af Christian 4.'s skarpsindighed til en hel anden sag, nemlig mellem to købmænd fra Christianshavn. Men jeg nåede ikke videre end til at gøre den traditionelle fremstilling usandsynlig, jeg var ikke i stand til at føre det eneste afgørende bevis for dens usandhed ved at påvise det samme vandmærke i et dokument af ældre datum end det falske, hvilket var dateret 1603.
På dette punkt var der tværtimod noget, der kunne bringe ens dom til at vakle. Thi når vandmærket var så sjældent, at det i flere tusinde samtidige dokumenter nu ikke forekom mere end tre gange og ikke før 1610, så var der jo dog en mulighed for, at der også på Christian 4.'s tid kunne have været noget at mærke ved det, så det kunde have spillet en rolle med ved opdagelsen af Rosenkrands's bredde, om end måske en mindre, end traditionen siden havde tillagt det.
Også denne mulighed er imidlertid nu hævet. Ved nemlig at gennemgå nogle dokumenter fra slutningen af det 16. århundrede har jeg fundet det samme vandmærke på ikke mindre end 8 ark papir, der alle vare beskrevne i årene 1592 og 1593. Hermed er sagen afgjort, og umuligheden af, at Christian 4. kunne slutte noget fra, at dette vandmærke forekom i et dokument af 1603, ligger klart for dagen. Hvad den traditionelle beretning således har tabt, må Otto Sperlings anses for at have vundet. Thi da de varierende fremstillinger netop ved deres variationer forhøje sandsynligheden af det rent faktiske, at Christian 4. engang ved hjælp af et vandmærke har opdaget et bedrageri, og dette ikke er sket i sagen mod Christoffer Rosenkrands, er der al mulig grund til at antage, at det, således som Sperling beretter, har fundet sted i sagen mellem de to købmænd fra Christianshavn.