1735 Ribe bys magistrats indberetning

Skift til: navigering, søgning

Amtets tilstand, beskaffenhed og produkter

Uden at entrere udi nogen vidtløftig beskrivelseRibe bys gamle florissante tilstand, da det kongelige Ribe Slot var ved magt, da byen bestod af 4 sognekirker: St. Peders, Clemends, Hanses og Nicolai, foruden domkirken, 3 klosterkirker: sortebrødres, gråbrødres og korsbrødres, da de grønninger havde her deres stabel, og byen formedelst dens vanskelige situation, store vandfloder og indvånernes troskab var allernådigst benådet med adskillige herlige privilegier, som ses af litra A. B., [1] så vil vi alene her allerunderdanigst foredrage byens nuværende tilstand.

Nu er her ikkun 2 sognekirker og hvor folkerige menighederne kan være, det kan sluttes af det mandtal, som bilægges ved denne relations 7. post [2]; her har været i forrige tider et hel lav af skippere og nu ikkun én eneste; formuende købmænd og kræmmere var her tilforn, men nu, da negotien er mest nederlagt, handles i stedet for fløjl og silke med vadmel og hjemgjort lærred, i stedet for porcelæn med sorte jydepotter, grebe og skovle. Vores markeder har tilforn været anselige af fremmede købmænds boder, nu består de fornemmelig i hø-, potte-, rebslager- og fiskevogne med nogle få fiskeboder, som kommer fra ølænderne Fanø og Sønderho.

Husene er her i ganske ringe værdi frem for til forne, formedelst at få af beboerne er formuende, og fremmede, som har midler, kommer her ikke enten til at købe eller leje huse. Når bemidlede folk dør, distraheres midlerne og oftest føres af byen; så kommer igen ikkun nogle daglønnere og prakere, af hvilke de fleste bliver her et år eller to og siden løber de deres kårs, fordi de ikke her kan subsistere. Fattige har vi desværre nok af, som også har deres ophold af hospitalet og byens fattiges kasse, som begge er i god tilstand, hvilket tilskrives højlovlige kongelige allernådigste gjorte anstalter, samt de afdødes og levendes gavmildhed. Den bedste herlighed, som Ribe by haver, er høbjergningen, som dog ofte er ulykkelig formedelst påkommende vandfloder. De fleste huse har sine tilliggende små engskifter; andre byens enge og markjorder bliver årlig ved offentlig auktion til lejemål opbudne og af indkomsterne betales renterne af byens gæld, som er kapital 3.566 rd. 4 m., hvilken gæld er gjort for vores tid og fornemmelig for den største del rejser sig af en Flensborger gæld, som byen ved højeste ret år 1663 er tildømt at betale, og af et legat til de fattige, som forrentes efter fundatsen hos byen, men samme gæld er gjort langt før vores tid.

Dernæst betales præsters og betjentes løn, som er årlig 393 rd. 2 m., videre vedligeholdes deraf byens 5 broer, og andre publique huse, så borgerskabet ikke her som på andre steder med deslige udgifter i mindste måde besværges. Bemeldte enge og markleje bedrager sig i år 517 rd. 2 m. 11 sk., bropengene af fremmede øksne og heste har tilforne opløbet til en anselig sum fra 300 til 400 rd., men denne indkomst har på nogle år mærkelig aftaget, så det var ikkun forleden år 80 rd. 5 m. 7 sk. og så vidt mand kan se, bliver det ringere i dette nærværende år, thi til dato, da øksnedriften er forbi, haves endnu ikke fuldt 70 rd.

Stadepenge, græs- og bådepenge, som i markeder svares til byen, er og nu lidet at regne frem for i forrige tider og har det forleden år ikkun i alt bedraget sig 64 rd. 2 m. 3 sk. Resten af byens indkomster består udi accisen, som herefter vorder forklaret, og de få borgerskabspenge, som gives når nogen vinder sit borgerskab. Thi hvor slet det er beskaffen med tønde- og kabepenge [3], kan ses af negotiens og skibsfartens ringhed. Indtægten var afvigte år 1734 16 rd. 3 m. og derimod udgiften 27 rd. 5 m. 12 sk., så de ordinære udgifter derved aldrig kan stoppes med indtægten. Undertiden går det og her som på andre steder, at store stormvinde slider tønderne løse, lænkerne går til grunde og tønderne fordrives, så, endskønt derom med stor bekostning søges, er de dog sjælden at finde, hvorover mand må købe nye tønder og lænker til 60, ja vel 80 rd. stykket, og således kan da mange års indtægt ikke forslår til en eneste søtøndes bekostning. Der er og herved flere bekostninger, så som: at optage og udlægge søtønderne koster årlig vis udgift 6 rd. 4 m., de store kåber på ølandet Sønderho må årlig repareres, de små som sættes fra gabet og indtil åmunden, koster årlig med indkøb og udsætning 8 rd. Accisen har været i forrige tider konsiderable og det bedste af magistratens indkomster, men den indkomst såvel som alle andre er nu temmelig mager. Forleden år bedrog sig accisen i alt 53 rd. 4 m. 9 sk. Når denne sum efter kgl. allernådigste anordning deles mellem byen, magistraten og de fattige, så har magistraten til deling 20 rd. 15½ sk., hvoraf præsidenten og borgmester får hver 2/7 dele 5 rd. 4 m. 8 sk. og hver af de 3 rådmænd halv så meget, så deraf kan sluttes, hvor ringe de øvrige indkomster kan være.

Byens handel og næring

I forrige tider har her været en temmelig stor handel med heste og øksne og er det mange i frisk minde, at her på reden har år efter år lagt 40, 50 til 60 ja flere hollandske skibe, som indtog øksne både for sig selv så og for byens indvånere, hvoraf Ribe borgere havde den fordel, at hollænderne da for betaling fodrede i deres stalde og afkøbte dem deres hø, øl, brændevin og viktualier, men nu udskibes ingen øksne, som hører Riber borgere til, og de få hollændere, holstenere, brabanter eller andre, som driver her igennem, tager på driften mestendel deres hø hos bonden, direkte imod byens privilegium af 28. juni 1673, her hos litra C, [1] som forbyder bonden al sådan handel under varernes forbrydelse, men kan dog ikke blive eksekveret, fordi bønderne ligger under fyrstendømmets ret og jurisdiktion, så øksne såvel som høhandelen er nu her ganske aflagt, hvorover de fleste af staldene er nedbrudte, en del nedfaldene og resten står øde. Med hestekøbmandskab har en del her i byen søgt deres næring, men siden at øksne- og hesteprangere er blevne på landet alt for myndige og mesterlig lært at gå toldstederne forbi, da er en del her på stedet ved samme handel blevne forarmede, resten bleven klog ved deres medborgeres ruin, og er derfor den handel her næsten ganske ophævet. Ja, i den sted at bonden skulle tage vare på sin avling, så lægger han sig på øksne- og hesteprangen, hvorved man ser, at mange er blevne forarmede, thi når de nogle gange har udpraktiseret deres øksne eller heste og de bliver engang attrapperede, er de ulykkelige og kommer ofte fra deres timmelig velfærd, ved det at de vil forsvige hans kgl. majestæts told og rettighed.

Den største handel, som nu drives, er med indførende tømmerlast og jern fra Norge, kalk og sten fra Holland, hvor udi 4 eller 5 borgere er interesserede, og dersom der om året kan gøres 3 rejser på Holland og 6 á 8 på Norge, så er det afgjort; med samme skibe indføres også fra Holland lidet kramvare, specerier og stykgods; ligeledes indføres fra Flensborg til lands på vogne: hør og hamp, vin og brændevin, jern og tjære, som toldbøgerne bedst kan forklare. Humle hidføres fra Lyneborg og Brandenborg til lands på de såkaldte kærrer, og går ingen her igennem uden 3, som her er borgere, kontribuerer til byen og har stillet os borgerlig kaution, for at de sig her skal nedsætte, så snart som de kan får hus og lejlighed. De tilfører os og vesterkanten den fornødne humle, som både byen og landet ellers måtte savne eller dyrt betale. De varer, som herfra udskibes, er rug, honning og voks, samt undertiden noget lidet flæsk og smør, som føres enten til Holland, Norge, Hamborg, Altona eller andre holstenske steder, hvor markedet er bedst.

Borgerskabets øvrige næring består i avling, samt en liden handel med lærred og vadmel, træsko og andre skovbovarer item høkeri med øl, brændevin og ædende vare.

Om bevægelser i handel og næring

At Ribe by mærkelig har aftaget, det kan såvel ses af alle poster udi denne vores allerunderdanigste relation som af skillingstaksten, [2] der i den sted den 1680 var 40 m. nu ikkun er 13 m. 3 sk., og tilkendegiver sådan forringelse borgerskabets tilstand og næringens aftagelse, hvortil efter vores uforgribelige tanker er største årsag byens situation, thi den ligger inde i det slesvigske, 2 mil til nør-, og 4 mil til østersiden, indkneben og omringet med sådanne bønder og naboer, som mener, at fordi de ligger udi det slesvigske, har de frihed til at bruge handel og vandel ligeså vel som Ribeborgere. De holder ganske nær her ved byen på alle kanter alle slags vare fal, såsom salt, stål, humle, tobak og andre grove varer, ja på en del steder adskillige kramvarer, vin og fransk brændevin, og deslige landsbykræmmere findes i Skærbæk, Rejsby, Kærbølling, Hviding, Høgsbro, Vester Vedsted, Farup, Fjersted, Hygum, Gram, Fole, Doverby, Lintrup Kro, og anden steds, er på ¼ mil, og ikke meget over 2 mil fra Ribe, hvorudover og formedelst konsumtionen bonden i de næst beliggende Kalvslund, Frøs, Gram og Hviding herreder lidet eller intet søger Ribe, thi hvad de vil have, kan de får hos deres egen kræmmer, hvor de kan have det for bedre køb end i Ribe, såsom kræmmerne, om de end lå en ½ mil fra Ribe, køber deres varer i Tønder, Husum og andre steder, sønden Ribe, som er fri for told og konsumtion. Hjerting, som dog er ikkun en landsby, har stor fordel og florerer frem for Ribe. De har overflødig skibsfart, og var det endda godt, om de ej til landprang og købstædernes nachdel indførte fremmede vare for skippernes egne regninger og nytte.

Beboerne på ølandene har tilforne været forbunden til at føre deres fisk til Ribe og sælge dem til Ribeborgere, men nu farer de dermed til Hamborg, Altona og andre holstenske steder, og så vidt som kan sluttes, køber dér hvad de behøver både til egen fornødenhed og til forprang.

Om bønderne, som handler med hø ja vel og undertiden med honning og voks i temmelig kvantitet, er udi den anden post tilforn meldt.

Store vandfloder, som dette sted frem for andre hans kgl. majestæts købstæder i Danmark er undergiven, gør også byen stor skade; broerne, af hvilke byen har 5 at holde ved lige, borttages, om de end er i den allerbedste stand, dæmningen eller de såkaldte damskifter udbrydes og har kost byen og indvånerne på nogen få år over 1.000 rd., kvæget drukner, høet bortflyder og i det øvrige lider de, som boer ved vandet, stor skade i deres kældre, og på bulværkerne, hvilket er ikke at hindre, hvorfor forventes, at byen i andre poster vorder allernådigst soulageret.

Store udgifter i krigstider har og trukket dette steds fattige borgerskab, endskønt det var deres og enhver tro undersåts allerunderdanigst skyldighed at tåle de udgifter, som var til kongens og landets bedste; dog vare vi de, som i krigstider lå i gabet for det hele land, og fra 1700 til 1713 havde tvende gange fra fjenden, som os nærmede, brandbreve. Vi tålte al trussel uden at lade os afskrække til fjenden nogen udgift, og vare vi da ikke en stund sikre på vores liv og midler. Denne og andre hans kgl. majestæts købstæder må allerunderdanigst takke for den dem beviste højkongelige nåde med den gjorte anstalt om ulovlig kroholds afskaffelse, men så længe forpagtningen på høkeri og kroeri i Hviding, Frøs og Kalvslund herreder ej ophæves og Ribe by ej må have den frihed ulovlige kroholdere at forfølge, så kan byen ikke være bedre holden end tilforn, men må tåle, at de til dens præjudice gør hvad de vil og bliver som de sig kalder: 'frie herrer'.

Men vi lever i det allerunderdanigste håb, at denne forpagtning vorde ophævet, når nuværende forpagteres tid er ude, hvorved vi allerunderdanigst formoder, hans kgl. majestæts interesse intet lider, thi får Ribe by næringen, svarer den og konsumtion deraf, som er langt anseligere end sådan forpagtningsafgift.

Skibsfart og varetrafik

De foran beskrevne ind- og udgående vare, som handles med på dette ringe sted, bliver førte med danske, hjertinger og holstenske skibe, thi her på stedet er desværre ej mere end en eneste smakke drægtig 11 læster, og skibsfarten her strækker sig ej videre end til Øster-Riisøer i Norge, til Amsterdam, Hamborg, Altona og andre holstenske steder.

Alt hvis som indkommer eller udgår, må ind- eller udføres med pramme til skibene, som ej kan ligge nærmere byen end 1 mil, og når det er ebbe, kan prammene ej engang udgå eller indkomme, såsom åen ved store vandfloder og formedelst liden fart er på en del steder belagt med sand, hvilket byen ikke formår at redressere, så længe negotien og skibsfarten er ikke bedre end nu etableret, og købmændene, som alene har nytte deraf, enten ikke formår eller ikke vil kontribuere noget til dens renselse.

Fabrikker og manufakturer

Manufakturer er her ikke, og det som bliver her fabrikeret er lærred, som 4 eller 5 af borgerskabet fører til København at sælge, hvilken handel nu og begynder at svækkes; det er og ikke venteligt, at nogen manufaktur kan her indrettes eller, om den indrettet blev, have nogen bestandighed, uden at hans kgl. majestæt allernådigst ville give dem, som sligt entreprenerende, særdeles fordelagtige privilegier.

Privilegier til fabrikker og manufakturer

Intet privilegium er her på nogen fabrik eller manufaktur, men der er visse privilegerede personer, som alene bruger en og anden profession, nemlig 1 apoteker, 2 guldsmede, 2 barberere og 1 farver, af hvilke den sidste gøres stor indpas af nær omkring boende farvere på landet tvært imod kgl. allernådigste befaling af 4. feb. a. c. [4]

Lav, societeter og næringsdrivende

Her på stedet er ingen societet uden borgerlavet, om det ellers et societet kan kaldes; det består fornemmelig der udi, at den ene borger så vel i smitsomme som i andre tider hjælper den anden til graven. Af gammel tid har det været oprettet, men var igen undergået og er på ny optaget samt af hans majestæt allernådigst konfirmeret.

De øvrige lav er: skomagerlavet bestående af 20 mestre, skrædderlavet med enker 12 mestre, smedelavet 11 mestre, handskemager- og buntmagerlavet 11 mestre, snedkerlavet 3 mestre.

De øvrige håndværksfolk som murermestre, tømmermænd, rebslagere, drejere, bødkere, felberedere, garvere, bagere, glarmestre, sadelmagere har ingen lav. Resten af håndværksfolk såsom tinstøbere, blytækkere, brolæggere, rødgydere, og nogle gode murermestre mangler os og ønskede vi gerne at se byen forsynet med dygtige håndværksfolk, da vi allerunderdanigst ville håbe, det ikke blev tilladt de mange bønhassere, som sidder omkring byen på landet, at betage de fattige borgere og håndværker udi købstæderne tvært imod lovens allernådigste befaling deres brød og fortjeneste.

Offentlige værtshuse og vognmandslav har mange gange her været indrettede, men som passagen her igennem er liden, så har det ophævet sig selv, dog når nogen fremmed ankommer, fejler han ikke befordringskab, og skulle det engang være vanskelig at få, beviser magistraten den rejsende al pligtig assistance. Herved bilægges i dybeste underdanighed det befalede mandtal over alle byens borgerskab litra D.

Agerdyrkningen

Dersom det os udi anledning af denne 8. post er tilladt at give vores allerunderdanigste betænkende til Ribe bys opkomst, da synes os, at den nogenledes stod til at hjælpe, om deres kgl. majestæt allernådigst ville anse efterfølgende allerunderdanigste forslags punkter, som i tiden virkelig skulle kunne befordre hans majestæts egen høje interesse. Og som Ribe by frem for alle andre hans majestæts købstæder behøver hjælp og nogen særdeles høj kgl. nåde dels formedelst dens førhen anførte betrængte situation og at den er eksponeret de store og ødelæggende vandfloder, dels fordi dens indvåneres tilstand er så fattig og armelig samt handel og vandel så godt som nedlagt, så lever vi i det allerunderdanigste håb, at hans kgl. majestæt af særdeles kongelig mildhed og nåde bønhører os på byens vegne

  1. der udi, at byen selv måtte beholde konsumtionen for så tålelig en ståendes årlig afgift, at den kunne præparteres over byen efter næring, familie og husholdning, og vi så vel som vore næste naboer: Haderslev, Åbenrå, Løgumkloster og Tønder kunne derved få vores porte åbnede for bonden og alle andre, således at de deres vare uden konsumtion og al molest fri i byen kunne indføre, hvoraf ufejlbar ville følge, at de ikke skyede byen længere, men tilbragte os den forønskede næring og så vel søgte Ribe som de før benævnte slesvigske fristeder.
  2. at begære nogen moderation i tolden til negotiens befordring understår vi os ikke, men ville hans kgl. majestæt allernådigst benåde Ribe by med oplaug på de 4 species: vin, brændevin, salt og tobak og tillade, at hvad en købmand beviser årlig at have udført eller afsat i fyrstendømmet Slesvig eller anden udenrigs steder, måtte fortoldes med licent eller en recognitions told, hvorimod han af det øvrige indførte var pligtig tolden efter toldrullen prompte at svare, kom negotien derved i stand således, at hans majestæt i fremtiden intet kunne tabe, thi byens indvånere ville da stræbe af yderste formue at få varerne i anselig kvantitet hjemførte fra første hånd og derved selv vinde den profit, som hollænderne og andre nu trækker.
  3. måtte det dernæst allernådigst forbydes alle proprietærer, præster og fogeder at drive handel og købmandskab uden riget, item forbydes alle skippere, som ej er borgere og i købstæderne bosiddende, at ind- eller udføre nogen slags vare for egen regning til udsalg, så kunne købstadmanden vente sig debet og god næring.
  4. Som Kolding søndre bro vedligeholdes af hans kgl. majestæt for toldpassagens skyld og vi her i lige måde mest for samme årsag, thi anden stor passage er her ikke, må vedligeholde 5 kostbare broer, så bede vi allerunderdanigst, at hans kgl. majestæt allernådigst ville bevilge os nogen vis udvisning årlig af nærmeste skove til disse broers årlige vedligeholdelse, siden den ringe del bropenge her falder alene af øksne og heste (thi alt andet er fri) kan ikke vedligeholde 2 af broerne.
  5. Til hans kgl. majestæts egen toldinteresses befordring så vel som og så til købstædernes gavn var det nyttig, at alle fæstebønder af Ribe og Haderslev amter sønden for Kongeåen beliggende blev under arrest og fængsel forbudne at lade sig finde på noget Nørrejyllands heste- og kvægmarked uden skriftlig tilladelse og pas, som de hver gang måtte være pligtige at tage fra deres amtmænd, hvor de og deres rejses ærinde burde anmelde og tilkendegive; denne liden anstalt turde holde dem hjemme ved deres plov.
  6. Alle prangere og håndværksfolk, som findes på landet 2 mil nær Ribe med handel, ulovlig krohold eller arbejde mod loven, forordningerne og byens privilegier, bede vi allerunderdanigst hans kgl. majestæt allernådigst ville bevilge os ubehindret at lade eftersætte til Ribe byting, for deres mishandlinger tiltale og, når dom sammesteds var erholdt og vedkommende ikke straks ville appellere, da eksekutionen af vedkommende rettens betjente uvægerlig at måtte og skulle foretages; ville hans kgl. majestæt, som vi allerunderdanigst stadig forhåber, allernådigst lade forbyde, at ingen slags købmandsvare som salt, stål, tjære, humle, tobak, vin eller fransk brændevin etc. under varernes konfiskation måtte falholdes på landet 2 mil nær Ribe og at Ribe byting også i disse poster, når nogen sag herom bliver rejst, måtte være vedkommendes værneting; da var det for Ribe by et uskatteligt gavn, dog bede vi ikke herom, førend høkeri og kroerie-forpagtningen ophører, hvorom førhen er meldt.
  7. En del her på stedet køber og et og andet hus, når de ikkun ser, at de kan have deres rente af dertil hørende enge, siden skøtter de ej om enten huset falder eller står, hvorfor det var efter vores ringe tanker til byens konservation, at så snart ejeren ikke besørgede husenes reparation, så skulle de dertil liggende enge og agre hjemfalde til byen og offentlig som andre byens enge auktioneres, dog så at indkomsterne deraf skulle sættes på husenes reparation, men ejeren ikke des mindre være forbunden at holde deres damskifter ved lige, hvorved er ventelig, at mange huses nedbrydelse kunne hindres.
  8. Endelig som de differente jurisdiktioner her omkring Ribe har forårsaget, at bønderne i de holstenske herreder fast ikke mere har kredit for 1 sletdaler i Ribe, formedelst byens indvånere ved deres uendelige konkurser og rettergangsmåder på en tid af en snes år har mistet hen ved 2.000 sletdalers rede lånte kapitaler med tilsatte omkostninger på disse gælds sager, hvorover næringen og så lider stor støtte, så takke vi hans kgl. majestæt i allerdybeste underdanighed for det forventende nye Riberhus Birk, som mægtig kan hjælpe på den faldne kredit, og beder ydermere, at som vi har en gud, en konge og en lov, vi da og må beholde en ret og dette birk under Riber over- og underretter, efterdi vi dog har tvende byer af bemeldte gods som af alders tid har ligget under byens jurisdiktion, hvilket i utallige poster kan befordre borgeres og bondes opkomst og velstand.

Afslutning

Denne vores allerunderdanigste relation insinueres hermed allerydmygst vores højgunstige hr. stiftsbefalingsmand til allerunderdanigst forestilling og befordring.

Ribe Rådstue, den 21. juli anno 1735.

C. Worm A. Frausing N. Ries H. Botticher Oluf Schultz

Noter

  1. 1,0 1,1 Dette privilegium, som bekræftede Christian 4.’s brev af 31. marts 1635, findes afskrevet ved indberetningen, men medtages ikke her.
  2. 2,0 2,1 Den afgift, som blev erlagt af dem, der til hest og vogns passerede byens porte eller bomme.
  3. D.v.s. bodepenge, leje af plads til boder.
  4. Ved kgl. reskript af 4. feb. 1735 blev det forbudt, at farvere nedsatte sig på landet.

[1]