Christian V og Frederik IV 1710 Costa Rica

Skift til: navigering, søgning

Slaveskibe for Vestindisk-guineisk Kompagni

Christianus Quintus (Christian V)

Fregatten Christianus Quintus var bygget i Larvik og hed oprindelig Victoria indtil den i 1698 købtes af Vestindisk-guineisk Kompagni, som i stedet opkaldte den efter den danske konge fra 1670 til 1699 Christian 5.. Skibet må ikke forveksles med flagskibet af samme navn i søslaget i Køge Bugt (1677), som i 1683 omdøbtes til Elephanten, eller dens afløser med samme navn, der begge udrangeredes i 1717. Skibet deltog i 4 slavetogter: [1] [2] [3]

  • 1698 første rejse med kaptajn Cornelis Kreinsen Roode og besætning på 118 mand, som i 1699 med tab først rejste til Guldkysten og 25. april 1699 afsendtes mod Vestindien
  • 1703 rejse i Guinea med kaptajn Willem Resen, afgik i 1704 fra Guineakysten med 8510 pund elfenben og for 36.000 rd. guld
  • 1706-1708 rejse med kaptajn Niels Corneliussen Boomfelt og 67 mand besætning i Guinea 1707, ankom i september 1707 til Vestindien og 20. juni 1708 til København, hvor Peter Wessel var skibsdreng
  • 1708-1710 rejse med kaptajnerne Hans Hansen Maas, Jost van de Vogel og Anders Pedersen Wærøe

Fridericus Quartus (Frederik IV)

Vestindisk-guineisk Kompagnis fregat Fridericus Quartus var bygget i København og hed oprindelig Københavns Børs, indtil den i stedet opkaldtes efter den nytiltrådte danske konge Frederik 4., som regerede 1699-1730, og må ikke forveksles med linjeskibet med samme navn, som deltog i søslaget i Køge Bugt (1710). Skibet deltog i 2 slavetogter: [4] [5]

  • afgik juli 1700 fra Fort Christiansborg med 7195 pund elfenben
  • flere mellemlæggende ture til Vestindien uden slaver
  • 1708-1710 rejse med kaptajn Diderik Pfeiff, foruden bl.a. skibspræst Johannes Rask og tredjestyrmand Peter Wessel

Det sidste slavetogt 1708-1710

Fregatterne Christianus Quintus og Fridericus Quartus var hhv. 36 og 44 meter lange og udrustedes i efteråret 1708 hver med 24 kanoner og ca. 60 besætningsmedlemmer., inden de i hhv. november og december 1708 afsejlede fra København og nord om Storbritannien under ledelse af kaptajnerne Maas og Pfeiff og fandt sammen igen i marts 1709 ved Cape Three PointsGuldkysten (Ghana), hvor der på det danske hovedfort Christiansborg ved Accra var en del elfenben på lager, men pga. nylig ufred ikke var til at opdrive slaver.

Christianus Quintus afgik 25. maj fra Christiansborg østpå, men ved en af kompagniets mindre handelsloger skete i brændingen den 14. juni 1709 en kæntringsulykke med en jolle, hvor bl.a. kaptajn Hans Hansen Maas druknede. Hans efterfølger overstyrmand Jost van de Vogel døde også samme år af feber, hvorefter Anders Pedersen Wærøe blev kaptajn.

Fridericus Quartus indkøbte først 24 slaver på et vestligt liggende hollandsk fort ved Abandze og supplerede i september 1709 fra den østligt liggende Fort Prinsensten i Keta. Natten til den 15. september brød nogle slaver ud af deres lænker og overløb skibet, så 2 besætningsmedlemmer blev ilde tilredt inden opstanden blev nedkæmpet. Efter skibsråd næste morgen fik oprørslederen til skræk og advarsel hænderne skåret af til fremvisning og halshuggedes, hvorefter kadaveret hængtes op i storråen de næste par dage. Da skibet et par uger senere afsejlede var allerede 49 slaver døde og antallet reduceret 484 til 435.

Fra den danske Guldkyst afsejlede de 2 skibe med 4 dages mellemrum lastet med elfenben, guld og samlet ca. 840 slaver og satte kurs mod de portugisiske øer São Tomé og Príncipe i Guineabugten for køb af forsyninger, hvor skibene mødtes, men anløb blev opgivet grundet modvind og man sejlede i stedet mod øst til Kap Lopez på det afrikanske fastland (Gabon), hvorfra man 12. december samlet fortsatte vestpå over Atlanterhavet.

Over Atlanterhavet fulgtes skibene, men i starten af februar 1710 havde man ikke som planlagt fundet Barbados og først i løbet af maj 1710 fik man landkending ved en ubeboet ø og fik prajet en fisker, som viste sig at være fra Jamaica, hvorefter man erkendte at være i bunden af det Caribiske Hav. Omkring 135 slaver fra de 2 skibe var undervejs døde og man besluttede at fortsætte til Portobelo i Panama, men i stedet havnede man i Cahuita i det sydlige Costa Rica tæt ved grænsen til Panama, dengang kaldet Punta Carette (i den spanske koloni Nicaragua), hvor der ikke var store chancer for at nå ud det Caribiske Hav foreløbig.

Besætningen på Fridericus Quartus gik derfor i panik, hvor bl.a. tredjestyrmanden Peter Wessel gjorde mytteri mod kaptajn Diderik P. Pfeiff og forlangte deres hyre udbetalt og deres kontrakter opsagt. Under tumult og slagsmål blev skibets pengekiste brudt op og tømt, hvorefter kaptajnen opgav og efter krav fra mandskabet slap slaverne løs på land og skibet sattes i brand.

Tilsvarende krav stilledes til kaptajn Anders Pedersen Wærøe på Christianus Quintus, med resultat at slaverne frigaves, pengekisten tømtes og ankertovet kappedes. Mandskabet forlod derefter det herreløse skib, som drev på grund og blev slået til vrag i brændingen.

Efter frigivelsen af de omkring 600 overlevende slaver begav de 2 mandskaber sig til Portobelo i Panama, hvorfra de ad kringlede søveje slap til Jamaica og hjem til Danmark. Dog indledte de spanske kolonimyndigheder en retssag mod de 2 kaptajner Ditlev Pheiff og Anders Pedersen Wærøe, for forsøg på ulovligt at sælge slaver på spansk territorium og man var meget interesseret i pengekisternes indhold, men sagen kompliceredes af, at skriveren Anders Bager på Christianus Quintus var bortløben med sit skibs dokumenter og trak ud i flere år.

Sidenhen er slaverne fra Yoruba-folket og deres efterkommere spredt rundt i Mellemamerika, hvilket der er forsket i. Fra Cahuita i det sydlige Costa Rica arrangeres i dag snorkeldykning på de 2 skibsvrag. [6]