Om køb og salg og mageskifte

Version fra 24. mar 2012, 16:12 af Hp (diskussion | bidrag) Hp (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning
1.

Selvejerbondesælge sin egen jord til hvem han vil, om han lovbød den tre ting til hans næste frænder, som ham skulle arve, og har taget tingsvidne derpå.

Fædrene jord skal bydes fædrene frænder, og mødrene mødrene frænder til.

Men skøder han, førend han lovbyder, da må hans næste frænder kalde det igen inden år og dag, om de er i riget, men om de er uden riget, inden tre år, og han har dermed forbrudt tyve lod sølv til bonden og tyve lod sølv til herskabet.

2.

Vil frænder ikke købe, eller give så meget for ejendommen, som nogen anden vil give, efter bondens vilje og tykke, da må bonden sælge den til hvem ham mest derfor vil give.

3.

Hvo frit jordegods ejer må det både sælge og skøde med sit brev og segl og gode mænds vidnesbyrd, endog han det ikke lovbydet har.

4.

Købstadgods og jord er løsøre og må sælges uden lovbydelse.

5.

Enke må sin jord med næste frænders råd både sælge og skifte.

6.

Svendbarn må sin jord ej sælge og ej afhænde, før end han vorder fem og tyve fulde år gammel, med mindre det sker med hans næste frænders råd til at betale dermed sine forældres, eller deres gæld, hvis arving han er, eller sin egen, såfremt den af rejsen, studeren, tog, eller hoftjeneste, er forårsaget, eller og han vil bruge pengene til sin nærings og handels fortsættelse.

7.

Møbarn må aldrig sin jord afhænde, uden hun vorderfattig, at hun for livs føde nødes til den at sælge, da må hun den sælge med næste frænders råd, og dog ej mere tilsammen, end som hun til et år kan have fornøden.

Dog dersom hun har arvet gæld, som hun ikke anderledes kan betale, da må hun med frænders råd afhænde så meget af hendes jord, som hendes tilfalden gæld kan betales med.

8.

Husbondens hustru, eller søn, eller datter, som er i fællig med deres fader, eller de, som er i hans tjeneste, eller af ham lejede, må ej noget af hans gods uden hans vilje afhænde.

9.

Bortskøder hustru, eller afhænder, noget af sit gods uden hendes husbonds råd og vilje og hendes arvingers samtykke, og husbonden tier dertil, og den købendes ikke fanger hævd på det, som købtes, da må hendes arvinger dele det efter igen, og husbonden gælde arvingerne tre mark og kongen tre mark, fordi hans hustru skødte uhjemlet, og han viste og tålte det. End deler han selv det efter igen, da gælde han ikke derfor.

10.

Køber nogen med den, som ej er mægtig og myndig til at afhænde, tabe sit værd, og den, som solgte, bekomme sit afhændte gods igen uden vederlag.

11.

Hvo som sælger uhjemlet, eller som han til en anden solgt, eller pantsat har, hus eller jord, og det deles tilbage, da lægge han værd ud som solgte, og bøde tre mark bonden og tre mark kongen. Det samme er, om mand pantsætter til nogen det, som han selv ej ejer, eller han til anden pantsat har.

12.

Hvo som sælger anden hus, eller jord, han bør at hjemle og værge ham det med nøjagtig skøde.

13.

Sælger mand anden jord, og der tvistes om, hvad heller han købte mere, eller mindre, og har den, der købte, tyve års hævd derpå ukæret til tinge, da kan han ej vinde den igen, der solgte.

14.

End vorder dem trætte imellem inden tyve år, da gåis derom efter skøder og andre lovlige breve. er de ej til, da er den nærmere at vinde, der solgte.

15.

Side nogen i fællig sammen, og en af dem med fælles penge og middel køber gods, da hører godset dem samtlig til, som i fællig side.

16.

Husbond må ej sælge hustruens jord, uden han har barn ved hende og lige så meget at lægge derimod igen af sit eget, med mindre det nøjagtig bevisligt gøres, at hustruen har ført så stor gæld til ham, at den ej anderledes kan aflægges.

17.

Sælger husbonden hustruens jord herimod, da beholder den købendes jorden.

Men vil hustruen, eller hendes arvinger, tale derpå, da skulle de tiltale husbonden og hans arvinger. Det samme er og, om husbonden har pantsat hustruens jord, eller mageskifte den, eller og om nogen har fået indførsel i hustruens jord, imens hun var i fællig med husbonden.

18.

Ingen, som lovlig er arresteret, eller manet, eller fældet til nogen bøder, eller nogen nams, eller indførsels, dom overgåen, eller stævnet for gæld, eller for anden sådan årsag, som kunne være hans kreditorer til skade, med kongens stævning til højeste ret, efter at den ham lovlig er forkyndt, må sit gods forflytte, afhænde, eller pantsætte, eller opbyde, før end han har rettet for sig, og den tilfredsstillet, som sådan forfølgning, eller dom, over ham lovlig forhvervet har.

19.

Enhver, af hvad vilkår han er, må købe bøndergårde, eller sædegårde med tilliggendes bøndergods, og det for sig og sine arvinger uden opbud til ejendom beholde.

Dog så at den uprivilegeret ikke nyder godset med de friheder og herligheder, som de privilegerede det have, hvorom herefter i næste artikel meldes.

20.

Ingen, som eje og besidde noget frit jordegods, eller sædegård, må nyde adelige privilegier derpå med hals og hånd og sagefald, birkerettighed, og ret til at kalde præst og degn, med mindre de er enten adel, eller enten i almindelighed eller især af kongen privilegerede, eller og have godset af kongen med frihed bekommet.

Men kongen beholder den herlighed, indtil godset kommer til dem, der sådanne privilegier have. Hvis andre friheder, som have fuldt sædegårdene af alders tid, og dem bør med rette at følge, beholde de, som sædegårdene eje, i hvo de og ere.

21.

Ingen sædegård, som ikke i det mindste har to hundrede tønder hartkorn, hovedgårdens takst uberegnet, i bøndergods, som ikke skal ligge længere end to mil fra hovedgården, må nyde lige frihed med andre sædegårde.

Men når nogen privilegeret, som sådan en sædegård enten ejer, eller sig tilforhandle vil, kan bringe så mange tønder hart korn til veje, som før skrevet står, da friheden igen at følge hovedgården.

22.

Når noget jordegods, som hører til sædegården og til dens avling fornødenlig udkræves, eller jus patronatus, eller birkerettighed, eller noget af gårdens takst, bliver i gæld udlagt, da skal den, som sædegården ejer, eller har den største part der udi, have magt til at udløse dem, som det til udlæg bekommet have.

Dog så, at han udløser fra enhver, som han vil udløse noget fra, det til ham udlagte hele gods, såfremt han det da ejer, og det ej ved køb, eller i anden måde, er kommet i anden mands hånd, hvilket han dog fra den det ejer må udløse, om han vil.

Og skal han forpligtet være at udløse det med så mange rede penge, som det er udlagt for, så og erstate al billig og nødvendiggodset anvente bekostning efter uvildige mænds sigelse.

23.

Men hvis det hender sig, at den, som godset er udlagt, eller solgt til, har selv en sædegård så nær ved samme gods beliggende, at det kan bekvemmelig med ægt og arbejde under sædegården lægges, og det til dens avling fornødenlig udkræves, da skal han ikke være pligtig til at lade sig udløse.

Dog blive bønderne under det birk, som de tilforn var.

24.

Har nogen lod og del med anden i bondegård, eller hus, så at den ene har landgilden og den anden herligheden, da må den, som herligheden har, udløse den, som landgilden ejer, med rede penge efter billig værd, eller nøjagtigt vederlag i gods.

Og skal det stå i hans magt, som landgilden ejer, at udvælge hvilket han vil, enten penge, eller gods.

Dog dersom det er kirke, eller præst, eller forlæning, som landgilden nyder, da skal der ske sådant vederlag derfor med godt og bekvemt jordegods, at den årlige landgilde altid deraf kan haves, og ikke med penge.

25.

Vil den, der herligheden har, ikke udløse den, som landgilden ejer, da må den, der landgilden ejer, indløse herligheden til sig med så mange rede penge, efter hart korn at regne, som det billig af gode mænd kan sættes for, eller som han selv derfor givet har.

26.

Kongetiender skulle bortfæstes til de sædegårde, som ligge enten i samme, eller i næste sogn, dersom deres ejere og besidere ville give så meget af dem, som nogen anden byder, og afgiften rigtig og i rette tide betale, med mindre samme tiender kunne være hospitaler, præster, eller andre, ved sær stiftning, eller benådning, tillagte for afgift at opbære, eller de, som til dem berettigede er, ville dem selv oppebære.

I lige måde forholdes med kirketienderne, dersom sognemændene dem ikke efter den anden bogs andet og tyvende kapitels nittende artikel er begærende.

27.

Enhver selvejerbonde må sig tilkøbe sin gårds herlighed af den, som den nyder, for det samme værd, som han kongen derfor givet har.

Dog skal al sagefald af gården høre kongen til, og bonden med sine husfolk bør så vidt at svare kongens amtsbetjente.

28.

tinge skal mand hus og jord skøde, og ej andetsteds, det er på det herreds- birke- eller byting, som hus og jord ligger under, om det er købstadgods, eller borgers, eller bondes jord.

Men til landstingets, om det er frit jordegods.

Og skulle alle skøder læses og påskrives det første, eller andet, ting næst efter at de er daterede, om de er i den provins daterede, hvor godset ligger. Ligger godset i anden provins, end skøderne er daterede udi, da skulle de til tredje, eller fjerde, ting læses og påskrives.

Thi ellers kunne de ikke gælde imod lovlig tinglyste breve, indførseler, eller anden lovlig adkomst, endog de for dem er daterede.

29.

End hænder det sig, at tvende købebreve, eller skøder, på et gods komme til tinge på en dag og tid til at læses og påskrives, da gælder det, som først er dateret, med mindre det er forsømt i rette tid at lade læses og påskrives. End er de på en dag daterede, og komme på en dag til tinge at læses og påskrives, da kan det ene ikke gælde mere end det andet.

Dog have de, som skøderne er udgivne til, deres tiltale fri til dem, som sådanne skøder udgivet have.

30.

Det samme er og om gave- og pantebreve, så og når skøder, gave- og pantebreve komme imod hinanden.

31.

Sælger, eller lejer, nogen til tvende jord, eller andet gods, da skal den det beholde, som først købte, eller lejede, med så skiel at han gør bevisligt, at han først købte, eller lejede, og den, som solgte, eller lejede, skal skaffe den anden så meget og så godt, som han ham solgte eller lejede, inden seks uger. Kan han det ikke gøre, da skal han give ham foruden hans udlagte penge så mange penge, som han kunne haft af jorden, eller godset, et års tid efter dannemænds sigelse.

32.

Skøder man anden hus, eller jord, og de ikke straks følge den, som de skiødte er, men den sælgendes dem selv fremdeles i sin hævd og værge beholder, da er det skøde intet, med mindre det er testamente, som ej fuldbyrdes, førend man er død, eller nogen med samme hus, eller jord, er sin livstid forlenet, så det ej, før end den ved døden afgår, kan af den købendes annammes.

33.

Har husbond købt jord, som han ej har taget skøde på, førend han fik sin hustru, og vorder den siden ham skødet, da er den begge deres, fordi den var ej hans til fulde, før end han fik skøde på den. Det samme er og på hustruens side.

34.

Hvo som af ryttere, eller soldater, køber heste, hopper, kvæg, kobber, tin, eller noget slags boskab, og officerernes skriftlig kundskab derhos ej findes, at det, som sælges, hører rytterne eller soldaterne selv til, og at de det have fået med vilje, eller taget det fra deres fjende, stande derfor til rette som for uhjemlet, og som han det selv havde stjålet.

35.

Køber nogen i fejdetid med fjendens ryttere, eller soldater, noget gods, eller kvæg, som fra ejermanden røvet eller stjålet er, da bør det at komme til sin rette ejermand igen for hvis der kan bevises derfor at være givet.

Men bevises det, at den købendes har selv givet fjenden anslag, eller anledning til at tage det fra ejermanden, da bekommer ejermanden det igen uden noget vederlag, eller betaling derfor, om det er af den købendes igen bortsolgt, eller forkommet.

36.

Har den købendes bortsolgt sådant gods, eller kvæg, eller det er forkommet, og var dog tilforn af rette ejermand igen begært, da bør han til ejermanden igen at betale så meget, som bevises, at han for samme gods, eller kvæg, bekommet har.

Dog der udi at kortes hvis den købendes lovlig kan bevise sig derfor at have givet.

37.

Hvo som til pant tager, køber, eller i andre måder sig tilforhandler, af kongens skibsfolk, bøsseskytter, ryttere, dragoner, eller soldater, deres klæder gjorte eller ugjorte, gevær, krudt, eller ammunition, som de af kongen bekommet have, skal ikke alene sligt officererne uden noget vederlag, eller betaling, straks lade være følgagtigt, men end og derforuden som for andet vitterligt tyveri stande til rette og straffes.

38.

Har nogen i fejdetid byttet med fjendens ryttere, eller soldater, noget gods, eller kvæg, som fra rette ejermand røvet eller stjålet er, og han beviser sig til samme bytte at have været nødt og tvungen, og den rette ejermand kender sig siden ved sit, og sig det lovlig tilhæler, da bør ejermanden og den, som byttet har, at stå last og brast med hinanden.

39.

Dersom nogen befindes her i riget enten indenlandsk, eller udenlandsk, at købe, handle, eller afbetale noget med anden mønt, end som her i riget gangbar og af kongen tilladt er, eller at vrage den mønt, som kongen har ladet mønte, eller den for ringere, eller højere, pris udgive, eller indtage, end som den af kongen sat er, da bør han at tiltales af øvrigheden, og betale dobbelt så meget, som summen er.