Om vådegerning

Version fra 24. mar 2012, 16:13 af Hp (diskussion | bidrag) Hp (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning
1.

Dræber mand anden af våde imod sin tanke og vilje til at skade enten den dræbte, eller nogen anden, med den gerning, bøde fyrretyve lod sølv til den dræbtes arvinger alene og dermed være angerløs.

2.

Sårer mand anden af våde imod sin tanke og vilje, betale badskærløn og den såredes kost, imens han læges, og være fri for anden bod.

3.

Hugge to mænd i skoven sammen, og den enes økse slipper af skaftet uden hans vilje, og han gør sin ed derpå, da er det våde hvad skade der sker, og bødes intet derfor.

4.

Skyder, eller kaster, nogen over hus, skib, eller plankeværk, eller nogen slig unødig gerning gør, og anden deraf fanger skade, sår, mén, eller bane, imod dens vilje, som det gjorde, og han gør sin ed derpå, da bøder han for drab fyrretyve lod sølv til den dræbtis arvinger, og til husbonden tyve lod sølv.

Men for sår og lyde halv så meget, som han skulle bøde, om han det med vilje havde gjort.

5.

Hugger, slår, eller stikker, nogen til en med vred hu, at han vil skade ham, og rammer en anden, da er det ej våde.

6.

End om nogen gå sammen i favn at brydes, eller drages i hænder, eller noget sligt anfange, med begges vilje og ikke af vred hu, da forvare hver sig selv. Fanger nogen skade i slig tilfald, og den anden har mistanke til ham, at han gjorde det med vilje, da værge sig med sin ed, at det ej skete med hans vilje, og bøde intet uden badskærløn og omkostningen.

7.

Ligger nogen spændt, eller ladt, bøsse eller pistol fra sig, og nogen deraf fanger skade, da bøder den, som dem således fra sig lagde, halv så meget, som han burde at bøde, om han af våde selv skaden gjort havde.

8.

Tager nogen anden mands bøsse, eller pistol, i hænde, som er ladt, og ved det ikke, og den går af for ham og gør skade, og han gør sin ed derpå, at han viste det ikke, da er det våde, og bøde derfor som for vådegerning, enten det er drab, eller sår.

9.

Drukner mand i anden mands brønd, eller hule, i gård eller på gade, som ej lovlig er, eller lergrav, som ej er vel med gærde forvaret, og derforuden fire favne fra alvejen, da bøde de, som vandet hører til, eller som lergraven gjort have, samtlige til den druknedes arvinger fyrretyve lod sølv.

10.

End drukner mand i mølledam, eller fiskepark, eller falder selv neder af hus, eller hus på ham, da bødes ej derfor.

11.

End rejser mand hus, nyt eller gammelt, da bør det fæstes, så hver mand kan være skadesløs. Gør de det ikke, som huset rejst have, før end de gå derfra, og det falder nogen mand til døde, bøde fyrretyve lod sølv til den dødes arvinger.

12.

Falder gammelt brøstfældigt hus på nogen mand til døde, og det bevises, at ejermanden har været tilforn advaret at forvare huset, at det ej skulle gøre skade, da bøde han fyrretyve lod sølv til den dødes arvinger, og derforuden betale al den skade, som deraf er forårsaget.

13.

Drukne små børn, som ikke kunne vare sig selv, eller anderledes omkomme, formedelst forældrenes uagtsomhed, da stande forældrene åbenbare skrifte, og give noget til de fattige efter deres formue.

14.

Ligge forældrene deres egne børn ihjel af forsømmelse, stande I lige måde åbenbar skrifte og give noget til de fattige første gang. Sker det anden gang, da straffes den, som det gjort har, på sin formue, eller liv, efter sagens beskaffenhed og omstændighederne.

15.

Ligger nogen andens barn ihjel, straffes med spindehuset første gang.

Sker det anden gang, have forbrudt sit liv.