Om præsters boliger og indkomster

Skift til: navigering, søgning
1.

Præsterne skulle bo i deres sogne, og hos deres betroede menighed, og i deres rette præstegårde, hvilke de skulle beholde fri med al deres rettighed og rette tilliggelse, som der af alders tid tilligget haver.

Og hvor der er tvende, eller flere, præstegårde, da skal præsten bo i den ene, og nyde af dens skov fri olden og fornøden ildebrand, og af de andre gårde, så vel som af bøndergårdene, der til hans bord tillagte er, skal han opbære og nyde al frugt og landgilde, så og herligheden, så vidt han har haft i rolig hævd i tyve år, eller og han beviser ham med rette at tilhøre.

2.

Om så er, at der ikke er skov til den gård, som præsten iboer, da skal han nyde fri olden og fri ildebrand til skellighed af de skove, som ligge til den anden præste- eller anneksgård, om der er skov til.

Dog skulle de, som have tilsyn med præsteskovene flittig tilse, at præsterne dem ikke forhugge.

3.

Af anneksgårdene nyder præsterne selv alle tiendens dele.

4.

Med præstegårdenes bygninger, som præsterne bo udi, og dem er tilladt at må sig tilforhandle for et hundred rigsdaler, og alle de penge, som deraf kan indbringes, er de fattige i København overdragne, skal forholdes, som efterfølger:

  1. Skal ingen kreditorer, i hvad gælds fordring de hos præsten, hans hustrue, børn, eller arvinger kunne have, enten i præstens levende live, eller efter hans død, ved hvad navn, eller under hvad prætekst, det og være kunde, tilstedes nogen udlæg, forsikring, eller pant, i nogen tilkøbt præstegårds bygning at bekomme. Men hvis den indehavende bo og formue ikke kunne tilstrække til den bortskyldige gælds aflæggelse, må kreditorerne hos den afdøde præstes efterkommere så meget bekomme, som bygningen første køb kostet haver, hvis den des imidlertid ikke er bleven brøstfældig. Men dersom den højere skulle vorde vurderet, skal det øvrige den afdødes hustrue og børn til en ringe underholdning tilkomme uden nogen kreditorernes prætention og forhindring. Dog skal i en hver præstes stervbo, som en prioriteret gæld, forlods udtages, hvis den afgangen præst til de fattiges direktører for den afkøbte præstegårds bygning kan være skyldig bleven, så vel som i Sjællands Stift for hvis han til præste-enkerne kan have anlovet at udgive, eller på rente have.
  2. Dersom nogen tilkøbt præstegårds bygning ved ulykkelig hendelse afbrændes, da skal til dens opbyggelse gives af hver kirke i samme stift, hvor ulykken sket er, som nogen middel haver, en rigsdaler.
  3. Når nogen præst, som sin præstegårds bygning betalt haver, ved døden afgår, da skal hans efterkommere i kaldet betale hans arvinger samme bygning og dens forbedring efter to næste præsters og to bedste sognemænds vurdering. Dog så at vurderingen ikke overgår fem hundrede slette daler.
  4. Når nogen præstes hustrue ved døden afgår, da må ikke præstegårdens bygning, når skifte holdes, så som noget sterfboen tilhørende, komme til deling. Men efter præstens død skal den komme hans børn og egne arvinger til beste, og til dem alene af efterkommeren efter vurderingen betales. Men gifter præsten sig igien, og efter sin dødelig afgang en hustrue efterlader, da tager hun lige lod i gårdens vurdering, som i anden stervboens formue.
  5. Har nogen præst ikke villet sig tilforhandle sin præstegårds bygning for overskrevne hundrede rigsdaler, da skal han årligen til hver ellevte juni erlægge til de fattiges direktører seks rigsdaler, som er renten af fornævnte hovedstol, uden al vederlag. Og når han ved døden afgår, skal det være de fattiges direktører på de fattiges vegne tilstæt, gården at lade vurdere, og forlods ud på dens brøstfældighed lovlig fæld tage efter lands maner af bedste gods, og hvis dem da synes for de fattige nyttigst at beholde, såsom enten hvis gården bliver vurderet for, om den befindes vel holden ved magt, hvilket efterkommeren i kaldet da til de fattige alene, og ikke til den afgangen præstes arvinger, eller direktører, skal betale, ligesom de fattiges fuldmægtige med ham derom på direktørernes vegne vorde forligte, eller om det synes for de fattige gavnligere, kan de fældet nyde og beholde.
    Hvor imod da efterkommeren i kaldet den brøstfældige gård fri kunne foræres, eller, for hvis billigt er, forundes, med de vilkår, at han den årligen bygger og forbedrer, hvilket hans arvinger siden, uden videre betaling, af efterkommeren skal betales.
  6. Lader nogen præst imidlertid sin gårds bygning forfalde, skal det være direktørerne frit for, når sådant dem tilkendegives, gården uden ophold at lade syne, og dens brøstfældighed ved uvillige dannemænd taksere, hvilket af præstens bo skal udtages, og straksgården sættes, med mindre han stiller nøjagtig forsikring for sig, at han det på gården inden et års forløb vil anvende, og skal de fattige dog efter forrige præstes død have magt med efterkommeren i kaldet derom at kapitulere.
  7. På det direktørerne altid kan have en rigtig videnskab om præstegårdenes beskaffenhed, da skal kirkernes forsvar med provsterne dem underretning flittig herom gøre, så også efterkomme alt hvis direktørerne af dem til de fattiges gavn og bedste i denne post at forrette begærende vorde, som de agte at forsvare.
5.

Præsterne skulle nyde deres tiende og offer på de tre store højtider, til brudevielse, barnedåb og barselkvinders kirkegang.

Så og en høstdag af husmænd og huskvinder, som ikke selv have kornsæd til deres huselandsbyerne.

Og i købstæderne deres præstepenge tvende gange om året, så som de hidindtil nydt have.

6.

Dersom præsterne noget er frakommet med uret, enten gårde, huse, agre, eng, skov, fiskevand, eller noget sådant, da skulle kirkens patroner, eller kongens befalingsmænd, dele samme ejendom dertil igen med rette.

I lige måde skulle de dem tilhjælpe, at de af sognefolket deres rettighed til gode rede bekomme, og i alle måder dem mod uret forsvare.