Redigerer Danske Lov 1683 forord

==== <center>[[Kong]] [[Christian 5.|Christian den Femtis]] [[Danske Lov]]</center> ====

Vi [[Christian 5.| Christian den femte]] af [[gud]]s i [[nåde]], [[konge]] til [[Danmark]] og [[Norge]], de [[Venders]] og [[Goters]], [[hertug]] udi [[Slesvig]], [[Holsten]], [[Stormarn]] og [[Ditmarsken]], [[greve]] udi [[Oldenborg]] og [[Delmenhorst]], gør hermed for alle [[vitterligt]], at, såsom '''''[[gudsfrygt]] og [[retfærdighed]]''''' er de [[tvende]] fornemste støtter og hovedpiller, med hvilke [[land]]e og [[rige]]r udi deres bestandige flor og velstand befæstes og opholdes, og derfor ligesom [[gud]] allermægtigste til det første har givet os én stor [[anledning]] i disse [[nordiske lande]], hvor han så nådeligen har ladet antænde sit [[ord]]s og [[evangelium]]s klare [[lys]], som åbenbarligen over alt iblandt os skinner og lyser til den sande og rette [[religion]]s bestyrkelse, som består i én [[fornuftig]] og [[retsindig]] '''''[[gudsfrygt]]''''' og dyrkelse:
Så er og til det andet, som er '''''[[ret]] og [[retfærdighed]]''''' i [[land]]e og [[rige]]r at [[stadfæste]], højeligen fornøden sådanne [[lov]]e at [[beskikke]] og forordne, hvorved '''''[[retfærdighed]]''''' fra al [[vold]] og indpas må [[vorde]] beskærmet;

Thi dersom ethvert [[menneske]] var retsindigt og ville nøjes med det ham med rette tilkom, og ikke søge sin næstes [[skade]], men gøre ham den samme [[ret]], han ville sig selv skulle [[vederfare]]s, da gjordes ingen [[lov]] fornøden;
Men derfor sættes [[loven]], at de retvise og fredsommelige må nyde deres [[ret]], og de uretvise og uretfærdige, som ikke ville gøre ret efter det, det, som i [[loven]] skrevet er, kan [[vorde]] ved den [[straf]], som i [[loven]] sat er, formente at gøre uret.
Dette har vores elskelige [[forfædre]], højlovlige [[konge]]r i [[Danmark]], meget vel og grundeligen overvejet og betænkt, som derfor, én efter anden, have til dens [[undersåtter]]s [[tarv]] og [[nytte]] sat [[lov]] og [[ret]] i [[rige]]t fremmede [[skribent]]er for nogle hundrede år siden give [[konning]] [[Harald Blåtand|Harald Gormsen]], hvilken de kalde den store og allerkristeligste, den berømmelse, at foruden den synderlig [[gudsfrygt]], som hos ham fandtes, har han og sat [[lov]]e og [[ret]], ikke alene for de [[dansk]]e, men og for de sakser på begge sider af [[Elben]] og de friser, hvilke de samtlige med iver have holdet over;
Men eftersom [[lov]]ene i gamle tider bestod mere i [[undersåtter]]nes [[ihukommelse]], end i nogen [[skriftlig]] forfattet [[lovbog]], da har de højst berømmelige [[konge]]r, [[Valdemar den Store]] og [[Valdemar Sejr]], foruden kirkeloven ladet forfatte for et hvert [[land]] her i [[rige]]t én skreven [[lovbog]], hvorefter de skulle rettes og [[dømme]]s, anseende, at, som [[rige]]t tilforn somme tider havde været adskilt i adskillige [[regering]]er, og så hver [[part]] haft sine [[love]] og [[skikke]], de da skulle blive ved det, som de var vante til.
Deres [[efterkommer]]e har siden [[tid]] efter anden [[forbedre]]t [[lov]]ene med adskillige retter, [[reces]]ser og [[forordninger]];
Dog har de hidtil dags ej været samlede udi én [[bog]], eller i nogen god orden, ej heller hver materie til sin [[bekvem]] sted henført, hvilket har gjort både [[dommer]]ne og parterne besværlighed, at [[enhver]] materie på adskillige steder skulle søges:
Tilmed var [[undersåtter]]ne, som havde én [[gud]], én tro, én [[konge]] i et [[rige]], ligesom adskilte ved sær lovbøger og [[rettergang]]:
Tidens længde og forandring har endogså forårsaget [[adskillig]] forandring udi det, som i [[begyndelse]]n vel nok kan have været [[beskikke]]t.

På det derfor at [[lov]]ene efter tidernes [[tilstand]] og [[omstændighed]] i adskillige måder kunne [[forbedre]]s, da har vores elskelig kære hr. fader, sl. og højærværdigst [[ihukommelse]], straks i begyndelsen af den [[kongelige]] [[suveræn]]e [[arveregering]], som ved [[gud]]s forsyn af vores kære og tro [[undersåtter]] med én fri [[vilje]] og velberåd hu højst bemeldte vores elskelig kære og nu sl. hr. fader er bleven overdragen, og i så måder den gamle [[arverettighed]] i vores [[kongelige]] [[hus]] og [[familie]] igen indført, [[allernådigst]] anbefalet, at efter adskillige udkastelser, som til én fuldkommen [[lovbog]] var gjorte, én særdeles skulle samles og forfattes af [[lov]]en, [[reces]]serne, [[ordinans]]erne og de til den [[tid]] udgangne [[forordninger]], så vidt med den [[kongelig]] [[suveræn]]e [[arveregering]] og ellers tidernes [[tilstand]] kunne [[overens]] komme og tjenlig være at indføres til én lighed udi [[loven]] og [[rettergang]]en udi samtlige [[rige]]ts underliggende [[land]]e, såvel som til [[loven]]s forbedring, hvis i de forrige [[lov]]e og [[forordninger]] ikke så lige var iagttaget.
Dette værk, som således efter [[kongelig]] [[befaling]] var samlet og forfattet år 1669, året førend [[gud]] kaldte højst bemeldte vores sl. hr. fader fra dette jordiske til sit [[evig]]e himmelske [[rige]] og æres krone, og [[gud]] da, som er alle [[konge]]rs [[konge]], havde sat os på den [[kongelige]] [[arvestol]] og [[trone]], har vi af [[kristelig]] og [[kongelig]] iver til [[ret]]s og [[retfærdighed]]s [[befordring]], fremgang og bestyrkelse iblandt vore kære [[undersåtter]] heri [[rige]]t ved nogle af vores [[råd]] og [[betjent]]e med flid ladet gennemse, og endelig selv givet vores [[allernådigst]]e slutning på alt hvad som for billigt eller fornøden kan have været [[eragte]]t der udi enten at tilsætte, forandre, eller fratage;

Og er særdeles udeladt, først alt hvad som ikke kunne bekvemme sig med vores [[kongelig]] [[suveræn]]e [[arveregering]]s [[ret]];
Dernæst er og udeladt hvad som hidindtil er befundet at have forårsaget både [[formedelst]] [[mened]]er i stor [[gud]]s fortørnelse, såvel som [[formedelst]] vidtløftige og langvarige [[proces]]ser, stor [[bekostning]] og [[armod]] hos [[undersåtter]]ne, og dog hverken [[sandhed]] ved de [[midler]], eller [[slig]] [[loven]]s måde, at være kommen for lyset, langt mindre den nødlidendes til sin [[ret]].
For det tredje er også af denne [[lovbog]] udeladt alt hvad politien egentlig vedkommer, hvorom ingen så stadige [[lov]]e eller [[anordning]]er kan gøres, som jo efter tidernes [[lejlighed]] én eller anden [[forandring]] kunne behøve, hvorfor vi slige foranderlige [[lov]]e og [[anordning]]er (som ubrødelig dog alligevel skal holdes, indtil anderledes [[allernådigst]] [[vorde]]r [[anordne]]t) i én sær [[bog]], politie-[[ordning]] kaldet, ville [[lade]] forfatte, og ikke ville have dem indførte eller beblandede med denne [[lov]], som i vort [[rige]] [[Danmark]] udi stedsværendes brug herefter skal forblive.
Endelig eftersom [[lov]]en bør at være skikket efter hver mands [[tarv]], lige [[billig]] og lige [[tålelig]] for alle, så at ingen ved [[loven]] enten nyder nogen fordel, eller tager [[skade]] frem for andre, så er og udeladt alt hvad i så måder nogen frem for andre sig enten til fordel eller [[skade]], hvad heller det måtte [[bestå]] i blotte [[ord]], eller i [[gerning]]en, selv kunne tilegne.
Hvad ellers [[privilegier]] og [[frihed]]er, som [[loven]], [[recesser]]ne og én del [[forordninger]] tilforn ikkun tilegnede dem, hvad [[forfædre]] i [[begyndelse]]n med deres [[dyd]] og [[tjeneste]] for [[rige]]t og fædrenelandet [[deslige]] [[privilegier]] havde forhvervet, derom have vi for at opmuntre alle til [[dyd]], på sine tider og steder gjort sådan [[allernådigst]] [[anordning]], at førbemeldte [[privilegier]] og [[frihed]]er skal strække sig til alle vore kære og tro [[undersåtter]] i [[almindelighed]] således, at alle de, som [[formedelst]] deres [[dyd]] og [[dygtighed]] af os til noget [[embede]], eller [[forretning]], hvoraf de selv kan have nogen ære og berømmelse, [[vorde]] bestilte og antagne, alle før omrørte [[privilegier]], [[frihed]]er, [[ære]] og [[værdighed]]er nyde;
Og er således dette vigtige værk ved [[gud]]s nådige bistand og efter lang ønske nu fuldfærdiget og kommet til den ende, at det efter vores [[allernådigst]]e [[befaling]] er [[vorde]]t trykt, hvormed vi alle forrige [[lov]]e, [[ordinans]]er, [[recesser]] og [[forordninger]], så vidt de her ikke findes indførte, ville ganske have ophævede, og ej i nogen måde [[tillade]], at, såsom de til [[evig]] [[tid]] bør at være [[magtesløs]]e og uden nogen brug, de da efter denne [[dag]] enten af parterne i nogen [[rettergang]] må bruges, eller af [[dommer]]ne i forefaldende [[sag]]er anses;

Thi byde vi og alvorlig [[befale]] alle og [[enhver]], i hvo de og er, som [[bygge]] og bo udi vort [[rige]] [[Danmark]], eller der udi noget [[gods]] eje, eller sig der opholde, at de rette sig efter alt hvad her står skrevet i denne [[lovbog]], såfremt de ville undgå den [[straf]], som i den sat er, og ikke have forbrudt al [[kongelig]] hyldest og [[nåde]].
Særdeles strengeligen [[befale]]s [[dommer]]ne og alle, som [[dømme]] skulle, at de udi alle sager, som dem forekomme, denne [[lov]] som en rettesnor følge, og derefter retsindeligen kende og [[dom]] afsige uden nogen [[anseelse]] til [[vold]], [[magt]], højhed, [[frændskab]], [[venskab]], had eller [[avind]], og hjælpe hver mand til rette, den [[ringe]] og [[fattige]] såvel som den høje og rige, [[indenlandsk]]e og [[udenlandsk]]e, og med deres [[dom]]me [[frelse]] alle dem, som med [[vold]] tvinges, særdeles [[fattige]] enker og faderløse [[børn]], på det at [[sandhed]], [[retfærdighed]] og [[fred]] må bo i [[land]]et, og den [[retfærdig]]e og højeste [[dommer]]es [[nåde]] og [[miskundhed]] må styrkes og formeres over vores [[kongelig]]e arvehus, vores arveriger og [[undersåtter]] til bestandig velstand med timelig og [[evig]] [[velsignelse]], givet på vort [[slot]] [[København]] den femtende april år efter [[Kristi]] fødsel et tusind seks hundrede firsindstyve og tre, vores [[regering]]s fjortende.

[[kategori:Danske Lov| ]]
[[kategori:Forord]]