Redigerer Om arv og skifte

<center>1.</center>
Når nogen ved [[døden]] afgår og [[efterlader]] sig enten [[umyndige]], eller [[fraværende]], eller [[udenlandsk]]e, eller ingen [[arvinger]], da skulle de, som i [[huset]] er, hvor den [[afdøde]]s [[gods]] og [[midler]] findes, under [[tilbørlig]] [[straf]] [[straks]] give stedets [[øvrighed]], [[gejstlig]] eller [[verdslig]], det tilkende, som skulle [[forpligtede]] være [[straks]] ved deres [[middel]] i [[arvinger]]nes og [[frænderne]]s [[nærværelse]], som da kunne være tilstede, at [[lade]] [[forsegle]] hvis [[gods]] den [[afdøde]] tilhørte, og sætte det i god [[forvaring]], uden hvis som til den [[afdøde]]s [[begravelse]] og til [[husholdning]]en, om der holdes nogen, fornødelig behøves.

Hvilket dog altsammen skal [[registere]]s og [[vurderes]] og dem, som i [[huset]] er, [[leveres]], som derfor siden skulle gøre rede og [[regnskab]].

<center>2.</center>
Er det [[husbond]], eller [[hustru]], som [[død]] er, og har fælles [[børn]] sammen, og den [[afdøde]] ingen sær kuld [[børn]] [[efterlader]] sig, da må den efterladte [[person]] uden sådan [[besegling]] sidde i boet indtil tredivte [[dag]], med mindre der stor [[vidtløftig]] [[gæld]] i [[boet]] findes.

Thi da skal [[boet]] [[straks]] [[forsegle]]s.

<center>3.</center>
På tredivte [[dag]] skal [[boet]] af [[rettens]] [[middel]] og de [[myndige]] [[nærværende]] [[arvinger]] og de [[umyndig]]es og [[fraværende]]s [[formyndere]] og [[frænder]] [[rigtig]] [[registere]]s, og af uvillige [[personer]] [[lovlig]] [[vurderes]], så og al [[indgæld]] og [[udgæld]], så vidt vides kan, [[rigtig]] antegnes.

<center>4.</center>
Er [[arvingerne]] inden by, da skulle de på tredivte [[dag]] efter den dødes afgang [[møde]] i [[stervboet]]. Er de uden by og i [[provinsen]], da skulle de komme til sjette uges [[dag]]. End er de uden [[provinsen]], da komme de til tolvte uges [[dag]].

Men er de uden riget, de have de år og dags [[frist]], som er et år og seks uger.

Og skal stedets [[øvrighed]] være [[forpligtet]] at give sådanne [[fraværende]] [[arvinger]] det tilkende på [[stervboet]]s [[bekostning]], så snart det dem af de [[vedkommende]] tilkendegives, hvem og hvor de er, som [[arve]] skulle.

<center>5.</center>
Komme ej [[arvingerne]] til rette [[tid]], da gemmer [[øvrigheden]] [[arven]] ved [[vederhæftig]]e [[folk]], som de selv dertil ville [[svare]], men hvis [[løsøre]], som lettelig ved tiden kunne fordærves, eller [[boet]] komme til [[omkostning]], skal [[øvrigheden]] [[straks]] [[lade]] gøre i [[penge]] [[arvingerne]] til bedste.

<center>6.</center>
Kommer en del af [[arvingerne]] og en del udebliver for [[lovlig]] [[forfald]]s [[skyld]], eller og det ikke viste, over den [[tid]], som de burde at [[møde]], da skal [[øvrigheden]] ved visse [[folk]] [[lade]] de udeblivendes [[anpart]], som i [[løsøre]] består, gøre i [[penge]], og dem udsætte på [[rente]].

Men [[jordegods]]et sættes under gode mænds [[tilsyn]].

<center>7.</center>
Er [[arving]] i [[kongens]] [[ærinde]], da søge han [[arv]] inden tre uger efter at han hjemkommer. 

<center>8.</center>
End er [[arving]] i ingen [[lovlig]] [[forfald]], og søgte ej [[arv]] enten [[personlig]], eller ved [[skrivelse]], i tide, og det [[bevise]]s, at han viste, at [[arven]] falden var, have [[skade]] for [[hjemgæld]], om noget af hans tilfalden [[arv]] forkommer, eller bliver uvis.

<center>9.</center>
Er [[arving]] så vidt uden riget borte, at han ej inden år og [[dag]] kan få at [[vide]] om den falden [[arv]] og [[møde]] til bestemte [[tid]], da skal hans næste [[vederhæftig]] [[frænde]], eller, om han ingen har, en anden [[vederhæftig]] mand af [[øvrigheden]] dertil [[forordnet]], være på [[skiftet]], og hans [[lod]] til sig tage, og den gemme og [[lovlig]] forestå. 

<center>10.</center>
Det samme er og, om ikke vides, hvor [[arving]]en er. 

<center>11.</center>
Er ingen rette [[arvinger]] til inden syvende mand, eller og rette [[arving]] udebliver i femten år, i hvad [[forfald]] han kan [[skyde]] på, da [[hør]] [[arven]] [[kongen]] til, såfremt han er i live.

Men hvis hans [[medarving]]er [[bevise]], at han er [[død]] inden de femten år, da falder hans [[lod]] hans [[medarving]]er til.

<center>12.</center>
Siger [[hustru]] sig at være med barn efter sin [[husbond]]s [[død]], da, når boet er tredivte dag [[registere]]t, må hun blive i den uskift besiddende i tyve uger.
Siden skulle gode kvinder [[granske]] og forfare, om hun er med barn, eller ej.
Befinder de, at hun er med barn, da [[besidder]] hun fremdeles [[boet]] til så længe barnet [[vorder]] født.
Fødes barn så længe efter [[husbonden]]s [[død]], at det vel kan prøves og forfares, at det ej er den [[afdøde]] [[husbond]]s barn, da [[gælde]] og [[betale]] hun først igen alt hvis hun tog, eller [[annamme]]de, af boet fra [[husbonden]]s døds tredivte dag, og tage ej siden mere, end hendes rette [[arvepart]] kan være.

Det øvrige tage [[husbonden]]s rette [[arvinger]], og hun derforuden [[straffes]] efter [[loven]], og imidlertid hun så sidder i [[uskiftet bo]], skulle [[husbonden]]s rette [[arvinger]] med gode mænd af hendes [[frænder]] have opseende med, at hun ej unyttelig noget af [[boet]] [[bortøde]]r, eller det [[afhænder]], som hende ej selv tilhører, fordi hun må intet [[sælge]], eller [[afhænde]], af boet uden for hendes og fælles børns [[kost]] og [[underholdning]], og til hendes [[tjenestefolk]]s [[kost]] og [[løn]].

Hvilket bør dog at ske med [[øvrigheden]]s [[vilje]] og [[samtykke]].

<center>13.</center>
Ingen [[enkemand]], eller enkekvinde, må indlade sig i nyt [[ægteskab]], førend der er holdet rigtigt [[skifte]] med den [[afdøde]]s [[børn]], eller [[arvinger]]. 

<center>14.</center>
Når [[skifte]]s skal, og boet [[rigtig]] [[registere]]t og [[vurderet]] er, som sagt er, da skal først, før end nogen [[arve]] kan, al den bortskyldige [[gæld]], som [[rigtig]] befindes, af fælles bo [[betales]], først af [[bopenge]] og rørendes [[gods]], så vidt det tilrækker, siden af [[jord]] og urørendes [[gods]], om det rørendes ikke kan tilstrække, hvilket den [[efterlevende]]s, om han det [[begærer]], og han dertil af samtlige [[arvinger]] betroes, må til sig [[annamme]] til [[gælden]]s aflæggelse.

Ellers må [[arvingerne]] og deres [[formyndere]] med [[rettens]] [[middel]]s betænkende og bistand gøre [[enhver]] kreditori, som det [[begærer]], [[straks]] [[udlæg]] af boet for hvis han [[bevislig]] og [[billig]] fordrer, først af [[løsøre]] og siden af [[jordegods]].

Dog skal ingen [[kreditor]], særdeles den, som har [[rigtig]] [[håndskrift]] på sin [[fordring]], nødes til at tage mod noget sådant [[udlæg]], dersom han vil [[lade]] sin [[gæld]] blive hos [[arvingerne]] beståendes, og dem den betro. 

<center>15.</center>
Når [[gælden]] er således, som sagt er, aflagt, eller af [[arvingerne]] antagen, da skal den beholden bo redelig deles imellem [[arvingerne]], og klare [[lodsedler]] gøres på hvad [[enhver]] af [[boet]] tilkommer, og så forfattes et fuldkommet [[rigtigt]] [[skiftebrev]], i hvilket indføres skal både [[registering]]en og [[vurderingen]] med [[indgæld]]en og [[udgæld]]en og [[boet]]s [[beholdning]], så også [[lodsedler]]ne.

Og skal [[skiftebrevet]] af [[arvingerne]], eller deres [[frænder]] og [[formyndere]], tillige med [[rettens]] [[middel]] [[underskrive]]s og [[forsegle]]s.

<center>16.</center>
[[Øvrigheden]] skal have [[flittig]] [[indseende]] med at alting på [[skiftet]] [[kristelig]] og [[retfærdelig]] tilgår på alle sider, med mindre de ville stande derfor til rette, dersom noget for deres [[forsømmelse]] med deres [[videnskab]] [[ulovlig]] at være handlet befindes. 
Men hvis [[arvingerne]] er alle [[myndige]] og tilstæde, da har [[øvrigheden]] intet dermed at befatte sig, uden det af dem begæres.

<center>17.</center>
Ingen [[skifte]]s [[forvalter]]e må i [[skiftebrevet]] tilfinde nogen at [[betale]] noget, med mindre [[debitor]] står under deres [[ret]], og bør til deres [[jurisdiktion]] at [[svare]].

<center>18.</center>
Ingen kan efter [[skiftebrev]], som imellem [[arvinger]] [[oprette]]s, enten søge [[gæld]], eller [[oprette]] for [[gæld]], med mindre han selv, eller hans [[fuldmægtig]], har det underskrevet, eller [[debitor]] selv, eller hans [[fuldmægtig]], for [[skiftet]]s [[forvalter]] tilstår [[fordringen]], for hvilken han dog bør at søges til sit [[værneting]]. 

<center>19.</center>
Har [[husbond]] og [[hustru]]e [[børn]] sammen, og enten af dem ved [[døden]] afgår, da, når [[gælden]] af [[fællesbo]], som sagt er, er betalt, skiftes alle efterladte [[midler]], [[bopenge]], [[løsøre]], [[købstadgods]], [[jordegods]], [[købegods]] og arvejord i to lige parter imellem den [[efterlevende]]s og fælles [[børn]].

Dog [[arver]] den [[efterlevende]]s af de efterladte [[midler]] foruden sin egen [[hovedlod]] en [[broderlod]].

Men hvis enten af dem gifter sig igen, da skal den [[broderlod]], som den [[efterlevende]]s således bekom, igen komme til børnene.
Vil den [[efterlevende]]s [[beholde]] [[hovedgård]]en med tilliggendes [[jordegods]] og [[herlighed]], som han, eller hun, indfører i [[boet]], når de komme i [[ægteskab]] sammen, da bør det at stå den frit for at udløse børnene deraf efter [[billighed]] og efter [[samfrænde]]rs gode befindende.

<center>20.</center>
Har [[husbond]] og [[hustru]] ingen [[børn]] sammen, da, når enten af dem ved [[døden]] afgår, stande det den [[efterlevende]]s frit for at træde til den hele bos [[løsøre]]s og [[jordegods]]es lige [[skifte]] og deling med [[arvingerne]].
Vil den det ikke, da bør den at udlægge til [[arvingerne]] tre fjerdedele af det, som den [[afdøde]] i [[boet]] havde indført, hvormed [[arvingerne]] skulle lade sig nøje.

Og på det [[ret]] kan vides hvad den [[afdøde]] indført har, da skal det [[bevise]]s med klar og oprigtig [[dokument]] og [[specifikation]], som af dem begge i deres velmagt underskrevet og [[forsegle]]t er, med [[tvende]] i det mindste næste [[samfrænde]]rs hænder og [[segl]] [[bekræftet]], hvad samme [[afdøde]] i [[boet]], der den kom i [[ægteskab]], indførte, eller siden ved [[arv]], [[gave]], eller i andre måder, bekommet har.

Vil den [[efterlevende]]s [[beholde]] [[hovedgården]] med [[tilliggende]] [[jordegods]] og [[herlighed]], da stande det den frit for, [[arvingerne]] deraf efter [[billighed]] og gode mænds [[velbefindende]] at udløse.

<center>21.</center>
End dør både [[husbond]] og [[hustru]]e [[straks]] efter [[hin]] anden, før end den længst levendes med den første [[afdøde]]s [[arvinger]] er kommen til noget sluttet [[skifte]], eller endelig [[rigtighed]], som før skrevet står, da kommer den ganske bo til lige [[skifte]] imellem begges [[arvinger]], såfremt det ikke med klar og oprigtig [[dokument]] og [[specifikation]] [[bevise]]s, hvad [[enhver]] i [[boet]] indbragt har.

Thi da bør enhvers [[arvinger]] at [[lade]] sig nøje med hvis den i så måder i boet indført har.
Befindes enten af parterne at have gjort [[ophold]] med [[skiftet]] imod [[loven]], da bør den at [[svare]] [[medarving]]erne til hvis [[skade]] dem er tilføjet ved [[slig]] [[ulovlig]] [[ophold]].

<center>22.</center>
Vil [[husbond]], eller [[hustru]], bebreve [[hinanden]] noget af deres i boet indførte [[midler]], da skal dermed forholdes, efter som meldes herefter i det fjerde [[kapitel]] om [[gave]].

<center>23.</center>
Er [[husbond]], eller [[hustru]], nogen [[arv]] tilfalden, efter at de [[vare]] komne sammen i [[ægteskab]], og, før end enten af dem ved [[døden]] afgår, ej er i boet indkommen, da skal den indføres, når den hele [[bo]] skal [[skifte]]s, eller boens [[gæld]] skal [[betales]]. Det samme er og, om andre nogen [[arv]] tilfalden er, og de dør, før end [[arven]] i deres bo indkommen er.

<center>24.</center>
Når [[boet]] skal [[skifte]]s, og den kan tilstrække, og alle [[kreditorer]] kan af den blive fornøjede, da tager den [[efterlevende]] så meget forud af den beholden bo til sin [[begravelse]], som [[billig]] på den [[afdøde]]s [[begravelse]] er anvendt.

<center>25.</center>
I dette tilfald beholder og [[hustruen]] sin [[fæstensgave]], eller [[morgengave]], hvilken af den [[lod]] skal [[betales]], som [[husbonden]]s [[arvinger]] tilfalder, såfremt hun vil [[afstå]] den [[broderlod]], som hende ellers tillagt er efter hendes [[husbond]].

<center>26.</center>
Kan [[boet]] ej tilstrække, da mister den [[efterlevende]] [[vederlag]] for [[begravelse]] og [[hustruen]] sin [[fæstensgave]], eller [[morgengave]].

<center>27.</center>
Ingen [[enke]] må efter sin [[husbond]]s [[død]] befatte sig med boens [[midler]], [[indgæld]], eller [[udgæld]], førend der et [[lovligt]] [[skifte]] holdet er. 

<center>28.</center>
Arv bør at fremgange, imens [[afkom]] er til, og så længe børn og børnebørn er til nedad, da [[arve]] ej [[forældre]], eller oldefædre, opad.

<center>29.</center>
[[Mandsperson]] tager to loder imod en [[kvindesperson]] tager en, i alle [[arve]]. 

<center>30.</center>
[[Ægtebarn]] tager [[arv]] efter fader og moder, om det [[vorder]] levendes født og døbt, og ikke ellers. 

<center>31.</center>
[[Tviste]]s der om barn var levendes født og døbt.

[[Item]] om fader, eller moder, overlevede barnet, eller det dem, da bør sligt med trofaste [[vidner]] at [[bevise]]s. 

<center>32.</center>
Ægtebørn er de, som er føde af [[forældre]], der er ægte viede med [[hinanden]], om end skønt de kunne være føde, før end [[forældre]]ne var kommen sammen i [[ægteskab]]. 

<center>33.</center>
[[Ægtebarn]] skal det og holdes for, som af fæstefolk fødes, dersom de have været [[trolovede]], og [[vielsen]] har været berammet, og [[fæstemand]]en dør forinden, med så skel at det kan [[bevise]]s og forfares, at barnet er avlet, siden [[forældre]]ne [[vare]] af [[præsten]] [[trolovede]].

<center>34.</center>
Barnebarn, som fødes af søn, eller datter, tager [[arv]] efter farfader, farmoder, morfader og mormoder, ligesom dets fader, eller moder, skulle taget, dersom de havde levet. I lige måde tager dets barn, imens noget findes, [[arv]] efter [[oldefader]] og oldemoder. 

<center>35.</center>
Er ej børn, ej børnebørn, og fremdeles nedad, da [[arver]] fader alene.

<center>36.</center>
Er ej fader, da [[arver]] moder og fuld- eller halv-[[søskende]].

Dog at moder tager ej mere end et hendes barn, mands [[lod]], om søn er til, kvindes [[lod]], om søn er ej til.

Og halvsøskende tage ikkun halv [[lod]] imod fuldsøskende. 

<center>37.</center>
Er nogen af [[søskende]] døde, og have efterladt sig børn, eller [[børnebørn]], da stå de i deres [[forældre]]s sted, og [[arve]] med deres [[forældre]]s [[søskende]] den lod, som deres [[forældre]] kunne være tilfalden. 

<center>38.</center>
Er ej moder til, ej [[søskende]], da [[arve]] deres børn, ligesom de alle [[vare]] [[søskende]], og så fremdeles ned ad.

<center>39.</center>
Er nogen af disse døde, og have sig børn, eller [[børnebørn]], efterladt, da træde de i deres [[forældre]]s sted, og [[arve]] den lod, som deres [[forældre]] kunne være tilfalden. 

<center>40.</center>
Er disse ikke til, da [[arver]] farfader, morfader, farmoder og mormoder, ligesom de [[vare]] [[søskende]]. 

<center>41.</center>
Er disse ikke til, da [[arve]] oldefædre op ad. 

<center>42.</center>
Er oldefædre ikke til, da [[arver]] farbroder, morbroder, farsøster og morsøster, og skiftes [[arven]] imellem dem, ligesom de [[vare]] [[søskende]].

<center>43.</center>
Er nogen af disse døde, og have efterladt sig børn, eller [[børnebørn]], da træde de i deres [[forældre]]s sted, og [[arve]] den lod, som deres [[forældre]] kunne være tilfalden. 

<center>44.</center>
Er ej farbroder, morbroder, farsøster og morsøster til, da [[arve]] deres børn, som er den dødes [[søskende]]børn, alle ligesom de vare [[søskende]], og så fremdeles nedad til syvende mand efter den døde.

<center>45.</center>
Er nogen af disse døde, og have sig børn, eller børnebørn, efterladt, da træde de i deres [[forældre]]s sted, og tage den lod, som deres [[forældre]] kunne være tilfalden.

<center>46.</center>
Er ej disse til, da [[arve]] farfaders brødre og søstre, farmoders brødre og søstre, morfaders brødre og søstre, mormoders brødre og søstre, ligesom de vare alle [[søskende]]. 

<center>47.</center>
Er nogen af disse døde, og have sig børn, eller [[børnebørn]], efterladt, da træde de i [[forældrenes]] sted, og [[arve]] den [[lod]], som deres [[forældre]] kunne være tilfalden. 

<center>48.</center>
Er disse ej til, da [[arve]] deres børn, så som de alle vare [[søskende]], og så fremdeles nedad til syvende mand efter den døde. 

<center>49.</center>
Er de ej til, da [[arve]] farfaders farbrødre og søstre, farfaders morbrødre og søstre, farmoders farbrødre og søstre, farmoders morbrødre og søstre, morfaders farbrødre og søstre, morfaders morbrødre og søstre, mormoders farbrødre og søstre, mormoders morbrødre og søstre, alle som de vare [[søskende]]. 

<center>50.</center>
Er nogen af disse døde, og have efterladt sig børn, eller børnebørn, da træde de i deres [[forældre]]s sted, og [[arve]] den lod, som deres [[forældre]] kunne være tilfalden. 

<center>51.</center>
Er disse ej til, da [[arve]] deres børn så som de alle vare [[søskende]], og så [[fremdeles]] ned ad til syvende mand efter den døde. 

<center>52.</center>
Skilles [[husbond]] og [[hustru]]e fra hver andre ved [[dom]], og det hender sig, at de skulle [[arve]] deres børn, da tager [[hustruen]] i [[slig]] [[arv]] lige ved [[husbond]] og lige ved søn og ved stifbarn, når de komme sammen om arv, med mindre [[skilsmisse]] er sket for horsag.

Thi da [[arver]] den uskyldige [[person]] alene barnet.

<center>53.</center>
[[Drukne]], eller indebrænde, eller i andre måder omkomme på en [[tid]] de, som [[hin]] anden [[arve]] skulle, om den ene den andens [[død]] overlevede, og ingen kan sige, eller [[vidne]], hvilken der først blev [[død]], da skal de, som dem [[arve]] skulle, [[arve]] hvis [[enhver]] af dem selv ejede, uagtet den arv, som den ene efter den anden kunne tilfaldet, dersom han den andens [[død]] havde overlevet. 

<center>54.</center>
Er udarvinger til, som er [[udskifte]] af [[fællig]], og dør nogen af dem, som er i [[fællig]], da skiftes alt [[godset]], så som de alle levede i [[fællig]], og siden [[skifte]]s den dødes [[lod]] imellem alle [[arvinger]].

<center>55.</center>
Forbryder nogen sit [[liv]] og [[hovedlod]], da kan dens [[arvinger]], når han er [[død]], dog derved ikke forbryde den [[arv]], som dem siden kunne tilfalde, når de dør, som de skulle [[arve]] i den [[person]]s sted, som sit [[liv]] og [[hovedlod]] havde forbrudt. 

<center>56.</center>
Sker det, at barn, som først er født, [[arve]]r sin halvsøskende med sin moder, eller nogen anden, i hvor mange [[søskende]] siden fødes, da skal den, som således sin halvsøskende, eller andre, [[arve]]t har, [[forlods]] [[udtage]] alt det han således [[arve]]t har, når skiftes skal enten efter fader, eller moder. 

<center>57.</center>
Handler søn, og vinder [[penge]] i [[fællig]] med sin fader, og er ej udskift fra sin fader, da skal han, når faderen dør, og han ham [[arve]] vil, føre til [[skifte]] hvis vundet er, eller miste [[arv]].

Men er han uden [[fællig]] gift, eller [[ugift]], og selv fortjener [[penge]], da [[beholde]] han det han vundet har, og [[arve]] dog sin fader og moder. 

<center>58.</center>
Gifter søn sig, og fører sin [[hustru]]e ind til sin fader og moder, da skal der klare [[registere]] gøres på hvad hun indførte, med gode mænds hænder under.

Thi dersom han dør, imens han er i [[fællig]] med fader og moder, enten han har barn med [[hustruen]], eller ej, da tager hun ikke mere end hun indførte.

Thi hendes [[husbond]] havde ej lod, den stund hans fader og moder levede, uden ham var noget særlig i hænde givet, eller han selv noget havde fortjent og forhvervet uden [[fællig]], eller noget ved [[arv]] bekommet.

Men har han børn ved [[hustruen]], da blive de med farfader og farmoder, og tage [[arv]] efter deres [[død]]. 

<center>59.</center>
Det samme er og, om nogen tager [[hustru]], hvis [[forældre]] leve, og drager ind til dem.

<center>60.</center>
End forsømmer den, som drager ind i [[fællig]], at gøre [[rigtig]] [[fortegnelse]] på hvis den indførte, og dør der efter, da skal den [[efterlevende]]s gøre sin [[ed]], hvor meget indført var, og den [[afdøde]]s [[arvinger]] bør dermed at lade sig nøje, med mindre de det anderledes inden år og dag kan [[bevise]].

<center>61.</center>
Har fader, imens moder lever, givet et sit barn noget i hænde, eller kostet dets [[rejse]] på fremmede steder, eller og [[bryllup]]s udflyning (dog [[bryllup]]s [[kost]] hermed ej ment) eller [[deslige]], og dør fader, førend han får gjort de andre lige skel, som ham tykkes og [[ret]] er efter [[loven]], da stande den [[bekostning]], som af faderen i så måder optegnet er, i barnets fulde [[lod]], når der skiftes enten efter fader, eller moder, så vidt [[samfrænde]]r og [[øvrigheden]] kunne [[billig]]t [[eragte]], og boet kan tåle, og så at de andre børn ikke sker forkert, men [[nyde]] jevnet efter [[loven]].

Vil barn sig det ej lade afkorte, da indføre i [[boet]] hvis det efter faderens opskrift bekommet har.
Vil barnet det ej gøre, miste [[arv]].

<center>62.</center>
Men vil barnet nøjis med det, som det således af faderen bekommet har, da skal det ej nødes til det at indføre, eller at jevne med sine [[medarving]]er, såfremt [[kreditorerne]] ikke skulle komme derover til forkert.

<center>63.</center>
[[Sædegård]]ene med jure patronatus, [[birkerettighed]] og så mange ugedags og næst hosliggende [[bønder]], som til avlen at drive [[fornøden]] gøres, skulle blive hos brødrene, og søstrene skulle tage i [[arv]] det andet fraliggendes og [[strøgods]].

Kan de ikke nå deres [[lod]] derudi, eller i [[løsøre]] og [[købstadgods]], da skulle brødrene, der [[sædegård]]ene således, som sagt er, bekomme, gøre dem fyldest for deres [[arvelod]] i andre måder, eller tage dem i [[fællig]] med sig i [[sædegård]]ene for så vidt som søstrene efter deres [[arvelod]] er [[berettigede]]. 

<center>64.</center>
Falder [[sædegård]] i [[arv]] imellem andre [[arvinger]], og de ej ville blive i [[fællig]], og dog ej kunne om købet sig imellem forene, at den ene den anden udkøber, da, på det den dog med [[bønder]] og [[herlighed]] kan blive tilsammen, må den ene [[arving]] de andre [[bud]] gøre, og hvis de, eller den, som det bydes, ikke ville det [[antage]], da skal den [[medarving]], som mere vil give, end budt blev, være til [[gården]] og [[godset]] [[berettige]]t:
Kan og enten af dem nogen købere [[tilvejebringe]], som mere og højere derfor vil give, end [[arvinger]] sig imellem byde, må den ene den anden til [[skade]] ikke købet tilbage holde, men [[pligtig]] være at [[sælge]].

Dog vil [[arving]] inden år og dag give så meget som den mestbydende, og derfor stille [[nøjagtig]] [[forsikring]], bør han dertil nærmest at være, og imidlertid bliver [[gården]] og [[godset]] i [[fællig]] under en af [[arvinger]]nes [[administration]], som [[medarving]]erne dertil ville betro.

<center>65.</center>
[[Enhver]] privilegeret, som har en [[sædegård]], som med underliggendes [[gods]] i det ringeste tilhåbe er fire hundrede tønder hart [[korn]], skal tilladt være [[stamhus]] deraf for en af sine børn, eller [[arvinger]], om han ingen børn har, at [[oprette]] med sådanne [[vilkår]], som han det [[nyttig]]st og bedst [[eragte]]r.
Men på det at ingen sine [[kreditorer]] dermed skulle [[skade]] tilføje, da skal den, som sligt [[stamhus]] [[oprette]] vil, det år og dag tilforn til [[landsting]] i den [[provins]], hvor samme gods ligger, lade [[forkynde]], og der [[lovlig]] [[bevise]], at han alle sine [[kreditorer]] derom har advaret år og dag, førend han det [[oprette]]r, og hvis han nogen forsømmer, den er [[berettige]]t i samme [[gods]] sin [[betaling]] at tage, når ham behager, om end skønt det til [[stamhus]] [[oprette]]t er, og siden de [[vilkår]] i [[landsting]]sbogen lade indføre, med hvilke han [[stamhus]]et [[oprette]]r, hvilke siden uryggelig skal fast stå, og må derefter i [[deslige]] [[gods]] hverken [[indførsel]] eller [[pant]] ske, langt mindre imod den første indstiftelse [[sælges]], eller afhændes.

Men vel må [[ejeren]] i nøds [[tid]] den årlig [[indkomst]] på vis [[tid]] forsette for den [[gæld]] han siden [[stamhus]]ets [[oprettelse]] gør, som i det længste skal være fem år. Gør han derimod, da være al [[slig]] [[handling]] [[kraftesløs]], og derforuden den, som næst efter til [[succession]]en er [[berettige]]t, have [[fuldkommen]] [[magt]] det [[straks]] at [[tiltræde]].
Ingen, som er i [[forfølgning]], eller [[maning]], eller over hvilken [[dom]] er gangen for gælds [[sager]], må [[stamhus]] [[oprette]], førend han sig først fra alt sligt frigør. 
Dersom den, som efter fader [[stamhus]]et bekommer, har [[søskende]], som ingen [[arv]] bekomme efter deres [[forældre]], da er den [[pligtig]] til årlig at give dem hvis efter [[samfrænde]]rs tykke billigt kan være til deres [[ophold]], så og holde dem [[kravsløs]]e for deres [[forældre]]s [[gæld]].

<center>66.</center>
[[Bøndergårde]]rs og [[vandmølle]]rs [[bygninger]] følge den, som [[grunden]] og [[jorden]] tilfalder, uden noget [[vederlag]] til [[medarving]]erne.

<center>67.</center>
Når [[birk]] ganger i [[arv]] og [[skifte]], da følger [[herlighed]]en med [[rettens]] [[betjente]] at sætte og [[faldsmål]] at [[oppebære]] den, hvilken [[sædegård]]en, som [[birket]] ligger under, tilhører. 

<center>68.</center>
[[Tviste]]s der imellem [[søskende]], eller andre, at nogen er sket forkert på [[skifte]], eller i andre måder [[tvist]] derom indfalder, da må den, der finder sig brøstholden, [[kalde]] de andre til jævnet inden år og dag, om han er i riget og [[myndig]], og da skulle [[samfrænde]]r se til dem at [[forlige]].

Kunne de dem ikke forene, da skulle [[kommissær]]er, eller gode mænd, dem ved [[dom]] [[adskille]].

<center>69.</center>
Har [[enkemand]], som ikke skift har efter sin [[hustru]] med hendes børn, eller [[arvinger]], taget anden [[hustru]], og indført hende i [[uskiftet bo]] imod [[loven]], da, når enten [[husbonden]], eller [[hustruen]], dør, bør [[husbonden]], eller hans [[arvinger]], [[lovlig]] at [[bevise]] hvad hans [[midler]] var, der han [[hustruen]] i [[uskiftet bo]] indførte, at første [[hustrus]] børn, eller [[arvinger]], deres [[tilbørlig]] [[arv]] efter hende [[forlods]] ud kan bekomme.

Kan det ej ske, da [[skifte]]s [[boet]] i tre dele, den ene til de børn, eller [[arvinger]], som [[arv]] efter forrige [[hustru]]e tilfalden var, den anden til den [[afdøde]]s børn, eller [[arvinger]], og den tredje til den [[efterlevende]] [[husbond]], eller [[hustru]].
Det samme er og, om [[husbonden]] er indkommen i uskift enkekvindes bo, med den [[arv]], som forrige [[husbond]]s børn, eller [[arvinger]], efter ham tilfalden er.

<center>70.</center>
[[Slegfredbarn]] [[arve]]r ej fader.

Men dersom fader fører [[slegfredbarn]] til [[tinge]], og lyser og forkynder, at det er hans barn, og [[skøder]] det hvad som han vil give det, da skal det så meget [[beholde]], som det [[skødet]] [[vorder]].

Dog at det ej mere er end halv [[lod]] imod [[ægtebarn]], og ej videre.
End lyser han det i køn og kuld, og [[skøder]] det intet, da tager det halv lod ved [[ægtebarn]].
Er ej [[ægtebarn]] til, da tager [[slegfredbarn]], som tinglyst er, fuld [[arv]] efter faderen.

Og fanger [[slegfredbarn]] nogen [[arv]] efter faderen, da [[arve]]r det og efter [[søskende]] og fædrene [[frænder]] halv så meget som [[ægtebarn]], uden faderen forkyndede det på [[tinge]], at [[slegfredbarn]] skulle nøjes med det, som faderen gav det i hænde, og da [[får]] det ej mere enten efter fader, eller [[søskende]], eller fædrene [[frænder]]. Det barn, som af fader tinglyst [[vorder]], må ingen vræge, at det jo holdes for [[ægtebarn]].

<center>71.</center>
[[Horebarn]], som af den avlet er, der i [[ægteskab]] lever med en anden [[person]], tager ej [[arv]] efter den, som sig i [[ægteskab]] forset har, fader eller moder, endog faderen tinglyste det og skødte det alt det, som han mest formåtte, uden at han giver det noget i hænde, før end han døde.

<center>72.</center>
[[Slegfredbarn]] tager [[arv]] efter moder lige ved [[ægtebarn]], hvad heller det er tinglyst, eller ej.

I lige måde efter møderne [[frænder]]. 

<center>73.</center>
Moder og mødrene [[frænder]] alene [[arve]]r [[slegfredbarn]], som ej tinglyst er.

Men er det tinglyst, da [[arve]] fader og fædrene [[frænder]] det, lige som det var [[ægtebarn]].

<center>74.</center>
[[Dræbe]]r nogen den, som han [[arve]] skulle, og det sker ikke af [[våde]], eller nødværge, da må hverken han, eller hans [[arvinger]], tage [[arv]] efter den dræbte.

Men [[arven]] skal deles imellem andre den dræbtes næste [[arvinger]]. 

<center>75.</center>
Føres [[arv]] uden by, eller af den [[husbond]]s [[grund]], som den var falden på, da giver hver, som [[arv]] således affører, til byen, eller [[husbonden]], forløvspenge to [[lod]] [[sølv]]. 

<center>76.</center>
Vil nogen uden riget bosiddende af riget føre [[arv]], som ham i riget kan være tilfalden, eller nogen her i riget bosiddende sit [[gods]] og [[formue]] uden riget bortflytter, [[pengene]] på [[rente]] sætter, [[huse]] og [[gårde]] under fremmed [[herskab]] opbygger, eller [[køber]], da skal han deraf først den sjettepart til [[kongen]] og af det øvrige den tiendepart til [[øvrigheden]], eller [[husbonden]], [[efterlade]], hvad heller han er i [[købstad]], eller på landet bosiddende.

<center>77.</center>
Befindes og [[penge]] og [[gods]] tilforn af riget at være udskikket, da skal ligeså vel deraf gives, som det endnu her i riget fandtes.

Og på det vished herom kan erfares hvad udskikket er, skal [[arven]] så længe på en [[ret]] anholdes, indtil derom [[nøjagtig]] erfares.
Skal og i tide tilses, når noget end og af en bosiddende udskikkes, at [[kongens]] og [[øvrigheden]]s, eller [[husbonden]]s, [[rettighed]] deraf erlægges:
Og alt dette skulle [[kongens]] [[amtmænd]] og [[fogeder]] således iagttage, som de selv ville stå til rette for hvis [[skade]] deres efterladenhed forårsager. 

<center>78.</center>
End [[overdrager]] nogen uden rigets [[arving]] sin [[arvepart]] til nogen den [[afdøde]]s [[slægt]], som i riget bosat er, uden noget [[vederlag]], så at hverken [[arven]], eller det ringeste [[vederlag]] for den, udføres, da bør hverken sjette, eller [[tiende]], [[penge]] deraf gives.

Men befindes det, at der er nogen [[svig]] under med samme [[overdragelse]], så at [[arving]]en noget [[vederlag]] gives for [[arven]], da skal den, som [[arven]] overdragen er, ikke alene [[erlægge]] den sjette og [[tiende]] [[penge]] deraf, men end og have den ganske [[arv]] til [[kongen]] forbrudt, og derforuden for sådan [[svig]] [[bøde]] sine tre [[mark]]. 

<center>79.</center>
Opholder nogen [[kongens]] [[indfødt]]e [[undersåt]] sig uden riget, som dog tænker at ville sig igen i riget begive, og ham nogen [[arv]] imidlertid tilfalder, da, såfremt han gør [[øvrigheden]] [[forsikring]], at samme ham tilfalden [[arv]] ej af riget skal blive udført, bør han at være fri for sjette og [[tiende]] [[penge]]s erlæggelse.

<center>80.</center>
Vil nogen [[arv]] [[købe]], da skal han, når [[arven]] og boet rigtig [[registere]]t og [[vurderet]] er, tage af [[borgmester]] og [[råd]] i [[købstæderne]], og på [[landsbyerne]] af herreds- eller [[birkefoged]], eller andre, som skifter skulle forvalte, [[nøjagtig]] [[bevis]], [[rådstue]]- eller [[tingsvidne]] på boens [[tilstand]], [[grund]] og [[løsøre]], løst og fast, [[indgæld]] og [[udgæld]], så vidt efter [[registering]]s-bøgers og [[håndskrift]]ers overseelse kan forfares, og skal sådan [[kundskab]] og [[arven]]s [[fuldkommen]] [[registering]], såvel som og hvor anparten af [[arven]] solgt er, al [[svig]] at forekomme, i samme [[arv]]s købebrev, om det skal [[magt]] have, fuldkommelig indføres ved dag og [[datum]], og [[derhos]] bevislig gøres førbemeldte [[boet]]s [[tilstand]] for den sælgendes at være [[nøjagtig]] kundgjort, før end købet er blevet sluttet, og det i den sælgendes [[øvrighed]]s og [[godtfolk]]s [[overværelse]]. 

<center>81.</center>
End ventendes [[arv]] må ingen enten [[sælge]] eller [[pantsætte]]. 

<center>82.</center>
Ingen [[øvrighed]], eller [[rettens]] [[betjente]], som med skifter have at gøre, må enten ved sig selv, eller nogen anden, [[købe]] nogen [[arv]], som under deres egen [[ret]] falden er.

[[Fordrister]] nogen sig herimod at gøre, [[straffes]] såsom den sig i [[svig]] og [[underfundighed]] har ladet befinde. 

<center>83.</center>
Hvo [[arve]] vil og med [[arven]] sig befatter, skal svare til dens [[gæld]], som han [[arve]]r, så som han tager [[arv]] til.

Dog har nogen [[kreditor]] den [[afdøde]]s [[brev]], som forbinder [[arvingerne]], en for alle og alle for en, da bør [[arvingerne]] at [[efterkomme]] hans [[forskrivelse]], om endskønt de have delet udgælden imellem sig.
I lige måde dersom der i [[boet]] er [[kongens]] [[penge]], at den [[afdøde]] har stået for [[regnskab]], [[børnepenge]], fattiges [[penge]], kirkepenge, og [[arvingerne]] skifte boet imellem sig, før end sådan gæld er aflagt, da bør en for alle og alle for en dertil at svare. 

Det samme er og, om [[kreditor]], som ikke har [[brev]] på en for alle, [[begærer]] [[betaling]] af [[boet]], før end den skiftes, og må den ej [[nyde]].

<center>84.</center>
Når nogen dør, som har stået for [[kongens]] [[regnskab]], og har ikke [[kvittering]] derfor, da må der ingen [[skifte]] holdes, før end [[kongen]] har fået sin [[fornøjelse]], såfremt at [[fordringen]] ikke er over tre år gammel, fra hans dødsdag af at regne.

Thi hvis [[fordringen]] er ældere, da bør [[skiftet]] derved ikke at opholdes.

Men med sådan [[fordring]] at forholdes som med anden [[gæld]].

<center>85.</center>
Når nogen [[vorned]] tilfalder [[arv]], i hvor det er, da skal [[skiftet]]s [[forvalter]] give [[vorned]]ens [[husbond]] det tilkende, at han kan have [[omsorg]] for, at [[vorned]]en [[ret]] [[vederfare]]s. 

<center>86.</center>
Ville rette [[arvinger]] ej [[arve]], og ingen med [[arven]] sig vil befatte, da skal [[hustruen]], børnene, eller [[arvingerne]], som [[myndige]] er, eller de [[umyndig]]es [[formyndere]], og [[frænder]], som [[tilstede]] er, eller andre, som [[tilsyn]] i [[huset]] have, [[straks]] ved [[rettens]] [[middel]] lade al boen, [[løsøre]] og [[breve]], og andet [[forsegle]], og det [[nøjagtig]]en [[forsegle]]t i god [[forvaring]] [[indsætte]], eller og stande derfor som for anden [[vitterlig]] [[utroskab]] til rette.

Dog skal dem være tilladt til daglig brug og [[ophold]] kost og øl og [[nødvendig]] [[boskab]], som dog rigtig [[registere]]s skal, efter som de ville [[forsvare]], uden fare og ubeseglet til [[nytte]] at have og [[bruge]]. 

<center>87.</center>
Går nogen ind i beseglet [[stervbo]], og der opbryder, eller borttager [[segl]]ene, og det ham [[lovlig]] overbevises, [[bøde]] sine tre [[mark]]. 

<center>88.</center>
Befatter nogen sig med [[stervbo]], og der [[skalte]]r og [[valte]]r efter sin egen [[vilje]] uden [[retten]]s [[middel]]s [[overværelse]], eller de [[vedkommende]]s [[vilje]] og [[minde]], lægge ud så meget, som de [[vedkommende]] ville [[sigte]] ham for ved deres [[ed]].

<center>89.</center>
Befindes nogen at have gjort arvesvig, lægge ud hvis forsveget er med [[skadegæld]] og for [[utroskab]] [[bøde]] sine tre [[mark]]. 

<center>90.</center>
[[Øvrigheden]] og [[retten]]s [[middel]], som [[skifte]]r skulle forestå, er på landet [[kongens]] [[amtmand]], eller [[husbonden]], ved dem selv, eller deres [[fuldmægtig]]e:
I [[købstæderne]] [[borgmester]] og [[råd]] med [[byfoged]] og [[rådstue]]- eller [[byskriver]], eller andre under- og [[overretten]]s [[betjente]] med deres [[sekretær]]er og [[skrivere]]: iblandt [[gejstlighed]]en [[herredsprovst]]en og [[tvende]] [[præster]], hvor af den ene skal holde [[protokollen]].

Og skal bemeldte [[skifte]]s [[forvalter]]e have en [[bog]], hvorudi [[kopi]] af alle [[skiftebrev]]e, som de [[udstede]]r, skal indskrives.

[[kategori:Om adkomst, gods og gæld]]
[[kategori:Danske Lov]]