Grænsegendarmeriets historie

Rids af grænsegendarmeriets historie gennem de svundne år

Der har jo op gennem tiderne eksisteret både grænser og toldafgifter, og allerede på kong Christian 4.s tid var der gjort forsøg på at oprette en grænsebevogtning ved Kongeåen, men hele korpset bestod kun af fire såkaldte 'vadestedsryttere', der blev udsendt dels fra Ribe og dels fra Kolding. De skulle drage omsorg for, at studedriverne ikke snød sig fra udførselstolden, når de drog ind i hertugdømmerne. Desuden havde visse fæstere omkring Skodborg visse afgiftslettelser for at holde øje med vadestederne. Disse foranstaltninger havde dog et vist præg af tilfældighederne, og man kan først fra året 1839 tale om et virkeligt grænsekorps, der fik til opgave at holde trafikken under stadig observation.

I året 1839 gik det danske monarkis grænse ved Elben og tæt op til denne grænse lå de 2 store handelsbyer, fristæderne Hamborg og Lybæk, fra hvis lagre der som følge af den voksende velstand i monarkiet begyndte at gå en stadig større strøm af varer mod nord. For at understøtte tolderne i deres arbejde oprettede Frederik 6. et korps: det holstenske grænsegendarmeri.

Korpset fik sine opgaver anvist i en kongelig forordning, hvori det hed, at gendarmerne skulle beskytte tolderne, hindre vagabonders indtrængen i riget, pågribe desertører, undertrykke tumulter og oprør, samt understøtte politiet i dets tjeneste. Disse opgaver medførte, at korpset i daglig tale blev betegnet som 'grænsetoldpolitikorpset'. Det var altså ikke småting, man ventede sig af det nye korps, navnlig når man betænker, at alle disse opgaver skulle bestrides over et område, der strakte sig fra Hamborg til Lybæk og i betragtning af at korpset kun bestod af 3 officerer, en vagtmester og 22 kavalerister, folk som var udskrevet fra kavaleri-regimenterne i hertugdømmerne, nemlig: livregiment-kyrasserer, lette dragoner og holstenske Lansener-regiment.

Det var flotte karle, der gjorde tjeneste og hvis man kan fæste blot nogenlunde tillid til et billede fra den tid, må det have været et stort korps at se til. Lyseblå uniform med røde kantinger, hvide banderoler med blank patrontaske og selvfølgelig en lang ryttersabel, der nok kunne indgyde lovovertrædere fornøden respekt. Dertil kom så chakoten, også lyseblå, men med hvide fangsnor og sølvbeslået kæberem, samt øverst oppe en stor hvis hestehale. Hvad der også var medvirkende til at præge korpset som et virkeligt smukt korps bidrog i høj grad de smukke og kraftige heste, som langt den overvejende del af mandskabet fik tildelt. Af al denne herlighed har nutidens gendarmer kun den blå uniform ag de røde kantninger tilbage.

Styrken bestod af hårdt skolede mænd, der havde fået den strengeste militære uddannelse og har sikkert udrettet god vagttjeneste i de holstenske grænseegne. Gendarmerne måtte både tale, skrive og læse tysk, som også var det nyoprettede korps' kommandosprog, idet kun et fåtal forstod dansk på denne egn.

Gendarmeriets første chef blev major Justus von Unzer, som beklædte denne post til august 1841, da han afskedigedes fra stillingen. Han tog bopæl i byen Wandsbek og blev bistået af de to distriktsofficerer, premierløjtnant von Haller og løjtnant Gulstad, der havde station i henholdsvis Ottensen og Stockelsdorf. Gendarmstyrken, der til at begynde med bestod af 22 og inden udgangen af 1840 kom der yderligere 44 mand til korpset med tjeneste som fodgendarmer. Gendarmerne var indkvarteret 2 og 2 langs hele den holstenske grænse fra Wedel ved Elben til Haffkrug ved Neustadtbugt.

I 1841 blev major von Unzer efterfulgt af tidligere distriktsofficer i korpset, kavaleriløjtnant Johannes von Holler som chef for styrken. Han fratrådte allerede året efter, idet han blev chef ved 3. dragonregiment i Århus. Hans efterfølger blev ritmester i Den Kongelige Livgarde til hest, Frederik Gyldenstjerne von Sehestedt, der var chef for korpset fra 1842 til 1846, da han blev adjudant ved kong Christian 8..

Den ovennævnte første chef for gendarmeriet, major Justus von Unzer gik under krigen i oprørernes tjeneste, og hans (?), hvor han som den dygtige officer og modige soldat, indlagde sig stor fortjeneste under hele kampen. Det blev under oberst Gulstad at bestemme af det holstenske gendarmeri sammen med de slesvigske politigendarmer, blev afgivet til tjeneste som feltgendarmeri. Dette korps øvede under hele krigen fortjenstfuld virksomhed, dels som toldpoliti i efterretningsvæsenet, som vagter ved magasin og vognparken og dels som kystvagter på Als. De 2 broer over Alssund ved Sønderborg og i Dybbøl skanser blev ledsaget af gendarmer, og da kong Christian 9. aflagde besøg på Dybbøl fik han også lejlighed til at tale med gendarmerne, som han takkede for troskab mod konge og fædreland.

Efter Dybbøls fald og tyskernes overgang til Als overførtes de danske tropper til Fyn. Under den gamle gendarmerichef, major Gulstad, der var kommandant på Kegnæs, var gendarmeriet behjælpeligt med indskibningen, og som de allersidste danske tropper førte de selv over til Fåborg. Her blev de indkvarteret og senere kom de til at gøre vagttjeneste ved den fynske kyst. Enkelte sendtes ud i særlige hverv, heraf nogle til polititjeneste i fynske provinsbyer.

Da freden omsider var sluttet, samlede man resterne af såvel holstenske som slesvigske gendarmeri i Jylland og fordelte dem nu langs den nyoprettede grænselinje ved Kongeåen. Korpsets gamle chef ved det holstenske gendarmeri oberst Marcher, der under krigen havde været eskadronchef ved gardehusarregimentet og ordonnansofficer hos ryttergeneralen Hegermann-Lindentham, fik nu overdraget den opgave at organisere den nye toldgrænsebevogtning. Korpset fik navnet 'grænsetoldpolitikorpset'.

Styrken fastsattes til 2 officerer foruden chefen, nemlig premierløjtnanterne Haderup og Spangenberg, en civil toldinspektør Ivar von Bille, alle fra det gamle holstenske korps, Bevogtningsstyrken fastsattes til 124 underofficerer og gendarmer. Hertil tog man først alle de tidligere holstenske gendarmer, der gik med mod nord og dels af militære afdelinger. I første omgang havde folk fra det slesvigske gendarmeri de største chancer ved besættelsen af ledelsesstillingerne, idet det overvejende var folk fra kongeriget, der var mere fortrolige med det danske sprog. Natten mellem den 22. og 23. januar 1865 trådte det nye korps i virksomhed. Grænsen gennem det rent danske land fra Hejlsminde til Vesterhavet var draget.

Selve korpsets organisation var en tro kopi af det holstenske. Uniformeringen var den samme, lønningerne ligeledes, disciplinen var fortsat skrap og de tjenstlige krav store. Oberst Marcker var en myndig mand, der ikke så gennem fingre med forsømmelse eller ukorrekt optræden. De gamle holstenere forstod ham alle, og de var hans hjertebørn. Med dem havde han levet de mange år ved Elben, og da ulykken brød ind over vort land, fulgte de ham mod nord, det har sikert været svært for Marcker, at et stort antal af de holstenske gendarmer forlod ham og gik over til oprørerne. Nå, selvom holstenerne havde det godt hos deres gamle chef, kunne der jo nok blive anledning til en eller anden opstrammer. I begyndelsen foreholdte de ofte at beskæftige sig med sproglige sysler, for at de kan sætte sig ind i det danske.

Ved den nyoprettede grænse der til alle tider har været betegnet Kongeågrænsen, havde oberst Marcker sit virkefeldt, og som allerede nævnt, bistået af officererne Haderup og Spangenberg, sidstnævnte med station i Kolding og førstnævnte i Ribe, som korpsets næstkommanderende.

Følgende grader var repræsenteret i grænsetoldpolitikorpset, nemlig:

overvagtmestre, vagtmestre, vigilancemestre, vigilancesergenter, sergenter, korporaler, samt gendarmer af 1. og 2. klasse.

Grænsen opdeltes i 7 underofficersdistrikter således:

• 1. officersdistrikt bestod af 3 underofficersdistrikter og 2. officersdistrikt bestod af 4 underofficersdistrikter.
  • 1. underofficersdistrikt, fra Hejlsminde til gamle Kongevej ved Frederikshøj, tillige Gl. Ålegård og Binderupbugt med station Hejlsminde, Kjær Mølle, Vejstrup og Vejstrupskov.
  • 2. underofficersdistrikt, fra Gl. Kongevej til Farrisbro, med station Frederikshøj, Taps, Tapsøre, Dridevad, Østergård og Bramdrup.
  • 3. underofficersdistrikt, fra Farrisbro til Vejen Å med station Farris, Bastrupskov, Bastrup, Rørkærhuse, Holte og Lille Andst.
  • 4. underofficersdistrikt, fra Vejen Å til Åttemark vest for Foldingbro med station Knagemølle, Skodborghus, Skibelund, Jelshøj, Sønderskovmølle, Sønderskov Mark og Foldingbro.
  • 5. underofficersdistrikt, fra Åttemark til Fæsted Hede, hvor mandskab fra Kalvslund gjorde tjeneste.
  • 6. underofficersdistrikt, fra Fæsted Hede til Hømlund og Hømvestermark med station Obbekær, Stavnagergård, Varming, Skallebæk, Hømlund og Høm.
  • 7. underofficersdistrikt, fra Hømvestermark til Vester Vedsted Vesterhavet, med station Store Klåby, Egebæk og V. Vedsted.

Der ansattes en oversergent, som vigilanceleder i hvert underofficersdistrikt, med den ældre bereden underofficer til assistance, denne ordning bibeholdtes indtil korpsets indskrænkning fra 1.6.1909. Det sidste hold på 7 beredne sergenter afleverede deres heste i Kolding den 27.5.1909.

Af korpsets styrke på i alt ca. 130 mand den 23.1.1865 skete den i tiden fremefter jævnlig afgang og fornyet tilgang, som fremgår af efterfølgende mandskabsfortegnelse, gældende fra 1.2.1865.