Topografi 1923 Hjortvad

Gudsnap

Vi fortsætter vor tur og kommer snart til Gudsnap. Af skatteregisteret fra 1542 kan man se, at ejendommen er meget gammel. I rubrikken for overskat nævnes den ikke, men ved årlig pengeafgift står den opført:

Gutschnap

Hans Negelsen 4 mark 0 sk. For jagt er der intet opført.

Gården skal i gamle dage have haft et meget stort jordområde og fire mark årlig pengeafgift svarer også til en stor gård. Da den intet betaler i overskat og jagt, må den vist have haft nogle særrettigheder.

Vi er nu nået ud til sognets vestgrænse og står lige ved skellet til det forhenværende Kalvslund sogn. I disse optegnelsers indledning er der gjort opmærksom på, at Hjortvad, Bavngård og Ravning naturligt hørte til Lintrup sogn, og derfor skal disse tre steder også uden videre tages med ind i disse optegnelser.

Vi passerer sognegrænsen, og efter en kort tur er vi i:

Hjortvad

Først må vi nu her tage afsked med den så tit nævnte Farrisbæk, som herfra fortsætter sit løb under navnet Hjortvad Å, indtil den sluttelig udmunder i Nibså ved Ribe. Byens navn skal hidhøre fra, at hjortene, som husede i de store egeskove, der dengang dækkede en stor del af landet, her havde et vadested gennem åen.

I skatteregisteret for 1542 nævnes i rubrikken for overskat:

Jordtvadt

Souerin Thomasen 6 mark 0 sk.

Og i registeret for årlig pengeafgift står:

Hjortvadt

Souerin Tamsen 3 mark 5 skilling. Samme for jagt 8 skilling

Ifølge det gamle skatteregister havde Hjortvad for 350 år siden kun én gård og efter skattens størrelse endog næppe en helgård. Men ved forrige århundredes begyndelse nævnes byen med fem halvgård og ét indsiddersted. Denne vækst havde sin grund i, at beboerne i Hjortvad købte jorderne fra den herregård, der lå i Bavngård, som blev udstykket.

Gårdene i Hjortvad har meget store jordarealer, men meget er nu tilplantet. Især har den nulevende 80-årige landmand P. Lauritzen plantet meget af landet til, der hører ind under hans gård, som sønnen nu har overtaget.

På en bakkeskråning syd for Hjortvad, der hører til to af gårdene der, ser man et forkrøblet egekrat, der dækker et betydeligt jordområde. Man har nu forsøgt at få træerne til at vokse op ved at plante gran ind imellem, og det ser ud til, at det efterhånden vil lykkes.

I den vestlige udkant af dette krat, viser man en plads, som kaldes tingstedet. Der kan ses et rundt tragtformigt hul så stort, at tolv mand magelig kan sidde deri, ellers er der intet. Kun kan her meddeles, at mens lyngen gror frodigt tæt ind til denne plet, er der på samme ikke en pind, men frodigt vokser der langt græs.

Denne plads har jo sandsynligvis været brugt til et eller andet i oldtiden, men da dette minde er glemt, skal vi nøjes med at gengive hvad 'Hans Tærsker' fortalte. Det formede sig omtrent således:

To gange hver sommer samles her ved tingstedet tolv gamle bønder. De mødes ved midnatstide og er borte igen før sol står op. De sætter sig ned i en kreds omkring hullet, og hvad bestiller de, de sidder og ser på hverandre og siger ikke noget videre, og når de så har siddet en tid, så begynder der én at 'rangle af', og så 'rangler' de sådan af, én efter én, indtil jeg bliver den sidste.

Ifølge hans fortælling var hvert medlem forpligtet til at sørge for en stedfortræder, som kunne overtage pladsen, når én døde. En gammel bonde i Brøstrup havde givet 'Hans Tærsker' 24 gamle daler for at overtage hans plads, og nu skulle han jo også sørge for en, der kunne overtage hans plads, når han gik bort, men det lykkedes ham ikke. 'Hans Tærsker' er død for mange år siden som sidste medlem af tinget ved Hjortvad, og selskabet er derefter ophørt.

Tremarksmanden

Øst for det her nævnte egekrat ligger en stor flad mark, og hvor Hjortvad Å danner den østlige grænse i den søndre ende af marken, vises et større stykke, som kaldes for 'tremarksmandens'. Der ses endnu tydeligt rester af en bred grøft, som har indrammet hele stykket på syd- vest- og nordsiden, på den østlige side danner, som allerede nævnt, Hjortvad Å grænsen. For nogle år tilbage sås her også levninger af et hus, og herom fortælles der, at der har boet en 'tremarksmand'.

Hvad var nu det for en mand? Det var en person, der var fuldstændig æres- og retsløs ifølge den forbrydelse, han havde begået, og den dom, der var fældet over ham. Han havde aflagt falsk ed, og det blev i gamle dage hårdt straffet, næsten hårdere end dødsstraf. Den, der blev overbevist om vitterligt at have aflagt falsk ed, blev 'tremarksmand'. Ifølge lov og vedtægter blev han i enhver henseende æres- og retsløs. Han kunne færdes, hvor han ville, men enhver havde lov til at skyde ham eller slå ham ihjel, hvor som helst, imod at vedkommende straks meldte det til nærmeste øvrighed og betalte tre mark. Kun på det stykke land, der var ham anvist, og som var nøje afgrænset, måtte ingen krænke ham. Men kom han der ud over, havde hver mand fri hånd over ham, uden at han turde gøre modværge.

I midten af forrige århundrede talte de gamle folk ofte om tremarksmanden, især når én enten var overbevist om eller mistænkt for at have begået noget falsk. En sådan mand blev kendemærket med dette navn. Men denne hårde måde at dømme på og denne ærekrænkende benævnelse er noget, der hører fortiden til.

Så siger vi farvel til Hjortvad sogn og spadserer videre til:

Bavngård

I skatteregisteret fra 1542 nævnes ingen Bavngård, og den herregård, som her har ligget, antages derfor at være af yngre oprindelse. Ved beskrivelsen af Hjortvad, har vi set, at dens jorder var blevet lagt hen til gårdene i Hjortvad. I beskrivelsen over Haderslev øster- og vesteramt fra første del af forrige århundrede står der: 'Bavngård, som før har været en herregård, er nu en almindelig bondegård og tre mindre parcelsteder. De øvrige jorder, som hørte til denne gård, er solgte til beboerne i Hjortvad'.

Dette er alt, hvad der kan meddeles her om om Bavngård. Men stedets oprindelige navn har antagelig været Bavnehøj, dog går dette helt tilbage til oldtiden.

Ravning

Rundskue. Først søger blikket mod nord ned til Kongeåen, hvor byen Ravning ligger. I skatteregisteret fra 1542 hedder den 'Rauning'. I rubrikken overskat er der anført:

Peter Hansen 6 mark 8 skilling.

Nis Chrestensen 6 mark 0 sk.

I registeret for årlig pengeafgift og jagt står der:

Rafninge

Peter Hansen 3 mark 4 sk.

Nis Chrestensen 3 mark 5 sk.

Ved forrige århundredes begyndelse er Ravning anført med 2 mindre gårde, så der er ikke sket nogen fremgang, kun er der bygget et teglværk, hvorfra der leveres en betydelig mængde teglsten.

Villebøl

Lidt vest for Ravning på den anden side af landsgrænsen ligger Villebøl, men da vi nu engang er i det gamle Kalvslund sogn, vil vi dog også høre lidt fra dette sted.

Her boede i gamle dage Paul Bartskjær,som var med i søslaget på Kolberger Heide ved Femern i året 1644. Han var ombord på skibet Trefoldigheden, hvor kong Christian 4. selv førte kommandoen, og hvorfra han ledede slaget. En af svenskernes kugler ramte skibet, anrettede stor skade og sårede kongen i øjet, som han senere mistede. Paul Bartskjær forbandt straks kongen og kurerede ham siden efter. For denne tjeneste fik han af kongen fred og tilgivelse for et mord, han havde begået, og blev samtidig fritaget for at betale skat af sin gård i Villebøl. Han ligger begravet i koret foran alteret i Kalvslund Kirke, hvor en gravsten beretter, at her er begravet 1655 ærlige mand Paul Jensen, af Villebøl.

I Villebøl vides en bondegård, hvorom der fortælles, at den er opført på samme plads, som Paul Bartskjærs forhenværende gård før har indtaget.

På alterbordet i den gamle Kalvslund Kirke står en sirlig forarbejdet syvarmet lysestage, hvorpå der står skrevet:

Til minde om gårdejer i Hjortvad, Poul Knudsen og hans hustru, Lene Johanne Hansdatter, skænket af deres børn til Kalvslund Kirke år 1908.

I en beskrivelse over Haderslev Amt af præsten P. Rhode, udgivet år 1775, fortælles, at der på degnestolen i Kalvslund står skrevet:

Sid ej i kirk' og tiende vær, når andre kristne sjunge. Gud dig som andre mennesker, gav både røst og tunge.

Af dette vers er der ikke noget mere at se, formodentlig har en tjenstivrig maler malet det over. Dog kunne det muligvis ved sagkyndig hjælp atter kaldes frem.

Kirken har en høj smukt hvælvet kordør. På prædikestolen står der anno 1712, men ellers er der ikke det mindste at se af gamle ting. Altertavlen er ny.

Noter

Optegnelser fra Lintrup og Hjerting sogne, af A. J. Marcussen, Rødding. (1923)