Topografi 1775 Haderslev Amt

Haderslev Amts beskrivelse

Samlinger til Haderslev Amts beskrivelse, forestillende dette amts, herreders, sognes og byers ældre og nuværende tilstand, med historiske efterretninger om de i dette amt hidindtil værende herrer, amtmænd og gejstliges liv og levned, samt andre familier. Af P. Rhode, sognepræst i Utterslev udi Lolland. (1775)

Forerindringer

Dette store stykke land, som her efter sin størrelse og tilstand, så nøje som muligt har været, gøres læserne bekendt. Dets naturlige og politiske fordele gør, at indbyggerne lever med mindre bekymring, og behersker større rigdomme end i andre Danmarks provinser.

På dette amtets vestre side er jordens overflade næsten jævn, men mod østen snart nedrigere, snart højere ager- og skovgrund, hvor imellem ses moser og enge hist og her gennemskårne af åer og bække.

I Gram, Nørre Rangstrup, Kalvslund og Hviding herreder er en del øde lyngheder, og disse løber hel igennem fra Jyllands norderste spids gennem hele Holsten. Når disse heder undtages, er jordbunden her overalt god og frugtbar til kornavl, høbjergning, skov og havevækster. Jorden er en blanding af den fortegrå muld, som stikker sjælden dybere end et kvart til en halv alen, helst i dalene. Somme steder falder jorden mere sandet, andre steder mere leret, og markerne er til hver bondegård således delte, at jorden får hvile i 3 til 4 år, og derefter bærer den rug, byg, havre, ærter og boghvede (sjælden hvede før rug). Rugen sås ej gerne før mortensdag, at den ej for vinteren skal løbe for højt i vejret, hvorover aksene ej bliver rige. Byggen bliver her høstfærdig på 15 uger efter at det er sået, men deres fireradet byg er ikke nær så reel og givtig, som vores toradede i Lolland. Deres havre behøver mest 15 uger, og boghveden 14 uger at modnes udi. Sjælden giver deres korn over 5. korn på tærskeloen. Deres rug er ellers tyndere på skal end Lollands, og giver hvidere mel. Ærter vokser især på den østre side meget gode, men deres heste får ikke lov til at æde dem om vinteren som i Lolland, men de sælges. Af de grå ærter (som man kalder Lollands rosiner) avles ingen her.

Bonden har jord nok, en mand med en halv plov, der er meget lidt over 5 tønder hartkorn, sår i tre marker ti tønder korn i hver, og desuden græsser over tyve stykker hornkvæg.

Bonden behandler her sin jord ligesom i Nørrejylland og Fyn, og det behøver altså ingen beskrivelse.

Af kommen, humle, pateter, rødder, agurker, asparges og sligt ses ikke mange steder noget, thi så her i landet lægger bind derpå, undtaget nogle af præsteskabet. Bøndernes havevækster er mest kål, porrer, salat, roer etc., men æblefrugt lægger de utrolig flid på, og alle poder og planter frugttræerne.

Tørvemoser er her nogle steder så rige, at de ved fornuftig husholdning aldrig udtømmes, såsom især imellem Vonsild og Kolding, item i Gram og Haderslev herreder og ved Ribekanten.

Her fattes og ikke skove, især i Haderslevhus Len store og velbegroede, over hvilke at have opsyn kongen lønner ridere og fogeder. I Tørning Len er de derimod mangfoldig ødelagte, og de endnu på hederne forefindende blomstre, som erientalis, nemor. anemone etc. bevidner, at her har til sin tid været mængde af skov. Endskønt skove burde her altid tiltage, såsom ingen præst må vie et mandfolk til en brud, førend han beviser at have plantet nogle ege og et vist antal bøgetræer. Men de stiller alene amtmanden kaution, at det skal ske ved lejlighed, og når har man lejlighed til det, som skal interessere det almindelige? mine læsere! ja de fleste planter aldrig. Dr. Pontoppidan klager, og alle klager, at de unge egetræer til plejle, svøbeskafte og sligt mere bortstjæles, ja der går mere bort end det. Thi hvor bliver de skønne elleskove af, hvoraf man vist kunne have alt sit brænde? Bønderne svarer: vi skal jo have hegning, men hvorfor lægger i ikke bind på pile til hegning, som lollænderne, og grave grøfter?

Olden på skovene er kongens, og sættes årlig på auktion.

Tæt ved Vesterhavet, hvor Kalvslund og Hviding herreder fire mil i længden tilstøder, er jorden formedelst havets daglige slik, som halv marskjord. Ved samme havbredde kan og undertiden findes små stykker rav, som ved havets ebbe efterlades. Bønderne opsamler det, og nogle af dem, men især nogle af præsterne, drejer deraf knapper og andet.

En bondes indslagtning her består i ét, højt to, slagtenød, eller en stud, et svin (som vejer gerne ni til ti lispund flæsk) højt to, nogle får og gæs. Han behøver og ikke at indslagte så meget som den danske bonde, der må holde folk til at bestride hoveriet ved herregårdene, og de kongelige gamle adelsgårde her har bonden intet videre med at gøre, end at holde gærder vedlige om hovmarken.

Disse bemeldte kongens gårde, som har været gamle adelssæder, er forresten aldeles fri fra at yde tiende og hartkorns eller ploves kvartale kongelige skatter.

Af klæde og andre tøj-manufakturer burde her i henseende til egnens overmåde lette levemåde anlægges nogle, og jeg begriber ikke, hvorfor sligt ej sker. Var værket ikke for vidtløftigt, er jeg vis på, fruentimmeret her havde straks kurage hertil, men de må lade det blive ved at forarbejde mange 100 alenaf det fine og grove vadmel, hvergarns og stribet tøj, hør- og blårgarns lærreder, at binde og strikke strømper, forfærdige kniplinger af adskillige mønstre, nogle for kræmmere, nogle på deres egen regning, som bønderkarlene rejser om med at sælge i alle danske og norske provinser, ja til Holland, køber ofte andre varer tilbage, og sælger dem med fordel hjemme. Mandfolkene behøver også her kun et bevis fra amtmanden, og så rejser de fri både inden- og udenlands, dertil har de lyst, og man har slet ikke nødig at frygte, de jo til sin tid vender hjem igen.

Fiskeri er et vigtigt næringsmiddel. Friheden at fiske i fjorde og søer betales penge for til kongen. I fjordene på amtets østre side fanges sild, ofte i sådan mængde, at man ej behøver tilførsel, torsk,makrel, ål, hornfisk, flynder hvillinger og ørreder i mindre del og laks endnu sparsommeligere. I Vesterhavet fanges større rigdom af torsk, hvillinger, kuller, flynder og rokker, som de tørrer på sandbankerne, og sælger en del til fremmede. De ferske søer i amtet ved Haderslev, Jels og flere steder fæstes og af kongen (?), og fiskerne fanger her udi aborre, ål, brasen, suder og nogle gedder.

Store fartøjer kunne ikke løbe ind i jordene på den østre side, heller ikke har man nu sikker indløb eller havn i Vesterhavet ind i Nipsåen til Ribe. Alting forandrer sig.

Luften er her ikke så tung og usund som på småøerne, så har man og her sund og rensmagende kildevand overalt.

Amtets fornøjeligste egne er ved Tørninggård, Jels Å, Haderslev Dam, ved Starup Kirke og egnen deromkring, som og i egnen ved Vonsbæk, Halk, Revsø og flere steder, item på Stenderup Strand, hvor synet indcirkles af skove og det smukke Kolding Slot. En ting må jeg her erindre, at ved Kolding har man to gange, nemlig under kong Hans og kong Christian 2. begyndt at ville gøre sig fordele ved en saltkilde der.

Haderslev Amt frembringer gode stærke heste og en mængde stude (hvilke på den vestre kant somme steder spændes for ploven), hestenes seletøj er ligesom i Nørrejylland træskagler med halmpuder under, hvor udi trækkes dobbelt lettere end i de sjællandske og lollandske seler.

Stude fodres flere på den østre end vestre kant af landet, hvor Vesterhavet ved sine oversvømmelser gør fede græsgange, og altså ses fordele ved at holde malkekøer.

Med store fede svin holdes her købmandskab ligesom med stude, de bortføres i flokketal, og sælges i og uden for Holsten.

Bonden er her i sin kornmark mangfoldig plaget af vildsvin. Man tør ikke dræbe dem, og derfor nødes til at holde vagt i kornmarkerne. Rådyr og harer har skovene i stor mængde, så og lidt af det større vildt Man burde mere end man gør, forfølge og ødelægge de mangfoldige ræve og ulve. I året 1763 var i skovegnene her i amtet et eget optog med ulvene, enten snevejret eller en egen galskab drev dem, skal jeg ikke sige, det var farligt at ride ene og ubevæbnet, de søgte udenfrygt hesten. Tænkman dræbte dem inde i Kolding by, inde i våbenhusene ved landsbykirkerne, og de gik frem ligesom blinde og gale. Foruden andre skadelige dyr er her mængde af ildere, slemme gæster for hønseflokkene, oddere, der er fiskenes ødelæggere, såvel som sælhundene i havet. Man attråer og forfølger måren her, i det han på træerne forfølger det brune egern, for skindets skyld. Man ser og nok af lækattene, item af brokke (som renser jorden fra orme og skadelige insekter), man finder dem undertiden i deres vinterhuler, ligesom de dem lignende bjørne, liggende udstrakte og ventende på sommeren.

Af fugle ses her intet i Danmark ubekendt, undtagen en del af de velsmagende urhøns i hederne.

Bønderne i amtet er fæstebønder af kongen (nogle få har købt deres jorder, så er her og nogle selvejer-møllere, hvis møller er vandmøller, hvortil ligger et vist distrikt, som hører til, slig en mølle altid søge under straf, ligesom man har sin kirke man bør søge). Jorden er kongens, men bygningerne deres egne, de kunne sælge dem til hvem de lyster (når kun kongen kan få sine afgifter), og af kongens amtmand udstedes fæstebrevene. Deres landgilde, som tilforn blev in natura leveret, betales nu med penge.

Folket er flittigt og økonomisk. Det er sandt, som nogle om disse mine landsmænd skriver: de konsulerer ikke vanen, såfremt de i deres indkomme forudser nogen fordel, skulle de indhente den i andre lande og riger. Til flittighed bliver de fra barndom vante, man finder, en bondes tjenestekarle sjælden her som i det slaviske Sjælland og Lolland, at ligge om vinteren fra sol går ned og indtil sengetiden, række sig på bænkene. Er her mangel på korn og tærskearbejde, så er bondekarlen her ikke så forlegen som andensteds, for at fortjene føden. Nogle arbejder i træ, og sælge til købstæderne, andre gør arbejde af halm, af svinehår, af ben etc., andre gør koste af gejl, af lyng, birk etc., andre rejser om og sælger varer (de fortjener kun lidt,dog ville de ikke tigge), de kender verden og stoler på guds forsyn og på lykken. De er ligeså glade, når de betræder en anden provins, som når de er hjemme, endog de elsker usvigelig deres fædreneland: Hark Olufs blev iblandt barbarerne Gasnadal og øverstkommanderende, han attråede dog sin fødeø Amrum.

Sær nøje omgang har almindeligvis her ikke ét hus med ét andet, endskønt man alle vegne finder høflighed, dog mest hos borgere og bønder.

Kvindfolket er her dets levetid ikke ledigt, kunne de ikke tjene længere, så væver, strikker, knipler, spinder de, og deslige.

Drukkenskab straffes her sjældent for, thi det er ufornødent, jeg kendte næppe én i hele herredet, hvor jeg over fire år opholdte mig, om hvilken sagdes: han eller hun er liderlig og drikker, men dog har disse Adams børn også lyder: stolthed, letfærdighed, hvos de høje ånder religions foragt og utidig animositet etc.

Bedrageri anses skammelig, lumsk at behandle en køber, gør handelsmanden ikke, hvor der under ham næring, den tager han imod med al optænkelig høfligheds beværtning.

Rettens betjente er kostbare, intet imellem mig og nabo kan afgøres, uden ridefogeden, herredsfogeden og skriveren besegler vor mellemhandling, og det koster penge. Men dette må jeg igen sige: bonden kender her sin amtmand, han er her det hanbør være, amtets højeste dommer og øvrighed. Gid det var så i alle danske provinser! Amtmanden deciderer ved et dekret eller mellemtale såvel i verdslige som gejstlige sager, og afgør således tvistighederne. Er én af parterne i ingen måde således at tilfredsstille, så tillades ham at øde penge på tyske processer, som varer tit hans søns levetid ud.

Præsterne her synes i visse poster, såsom i henseende at tælle tiendekornet på marken med bonden, i henseende til skifter efter døende personer, i henseende til penges uddeling til fattige etc., ikke at have den myndighed og fordel som de danske. En degn er her meget ringe agtet, en skoleholder er noget mere i estime, han er bondens consultus, han er og her i sit embede gerne en fuldkommen mand, en dansk skoleholder her er en kunstner i regnen og skriven, dertil sættes ikke demitterede tjenere, afsatte jordegods ejere og pagtere, bankerotte købmænd, men de kommer lige fra information og seminario til at undervise andre. De har fri hus i en hytte, som bønderne har opbygget. Det visse som er dem tillagt at leve af, er kun ringe, ligesom på proprietærens gods i Jylland, men bønderne i Nørre- og Sønderjylland glemmer dem ikke med foræringer til julen af mel, gryn, flæsk, kød, lys og sligt.

Degnene her har deres boliger, vist korn af bønderne, somme steder også skøn avling, item visse pund smør, ost og brød etc.

Præsterne har gode sikre indkomster, i købstaden visse tillagte penge, så og skriftepenge, begravelsespenge etc., som siden skal vises. På landet har de deres avling, fri jord, hver 30. kærv korn til tiende, 30 lam, gris, og visse penge af føl og kalve, item visse pund smør og brød. Præstegården betaler mand efter mand efter taksation med 500 eller 1.000 rd., visse fag deraf plejer sognemændene at skulle holde vedlige. Præsterne her er fri fra al konsumtionsskat, studieskat, doktorskat, enkeskat, med mere, som de danske præster årlig må svare.

Kirkerne holdes i god stand, de er mest alle med blytage, og tilhører kongen (Gram og Fole undtagen, som hører under Schackenborg). Årlig aflægger kirkeværgen (en bonde i sognet) kirkeregnskab for matmanden og provsten for hvad korn og halm han har haft af tienden, samt kvægtienden, som præsten strengelig må attestere. Af indkomsterne bliver repareret hvad præsten og kirkeværgen klager at mangle, item leveres af kirkens intrader præsten noget til det nye testamente og katekismers anskaffelse til fattige børn i sognet. Til at blive præst ved nogen af disse kirker, har på en halv snes år næppe gået an uden general-superintendentens d. Struensees rekommandation, og i Tørning Len næppe uden den retfærdige d. Blochs. År 1773 blev en del kirker her i amtet bestjålne og i en fandtes en seddel på alteret med denne påtegning: 'dette er den tolvte kirke vi har besøgt, her fik vi kun rigsdaler, og dem kan kirken vel tåle at lade os'.

Bønderne klæder sig her i vadmel, nogle af de rigere, samt møllerne undtagne, som klæder sig i grå og blå klæde, som købes her for godt køb. Dog klæder bønder deres koner sig altid nettere end de i Sjælland og Fyn, og besidder derhos nogle dyder i højere grad fremfor øboerne, nemlig ydmyghed, godgørenhed, ædruelighed, kyskhed, lyst til guds ord at høre og lade virke på deres sind, men de tåler heller ikke vel at sættes i rette og lastes.

Nogle skribenter, jeg ved ikke af hvilken drift, som og vor mag. Dyssel synes at give disse alt for store fuldkommenheder, og derimod at ville favne hos os øboere alt for meget af vittighed og duelighed, men lader os engang upartisk veje dyderne mod hinanden. Man skriver om disse: de lægger vind på fiskeri. Jeg må spørge, hvor er disse fiskere? er det andre end de som har lejet strandene og søerne af kongen, de har lyst at fiske, fordi andre er formente at komme der, skete dette også, at fiskerierne under Lolland og omliggende øer blev til visse forpagtede, da ville vi sikker få et hundrede familier flere på disse øer, og amtstuerne få flere penge at hæve.

De lægger vind på levende gærder og stendiger.

Det siges nok, men en svale gør ingen sommer, de er her udi lige så efterladne som vore øboere, endskønt de for deres plov har tre timer tilovers, imod lollænderne har én.

De rejser gerne.

Ja, hvo har ikke lyst til at rejse. Men en lollænder lader nok være at rejse, han er bunden til sin stavn.

De står sig vel.

Det har meget naturlige årsager. På lige indkomster er lollændernes udgift tre skilling, når dennes er én. Alting er let køb i landet, i Lolland er alting overmåde dyrt.

De bagtaler ikke så meget deres næste.

Vel er de ikke rent frie derfor, imidlertid gør nærbebyggelsen i Lolland meget dertil, item visse familier, og de kan jo uddø.

De drikker ikke brændevin som øboerne.

Det er sandt, disse drikke er godt glas vin. Lollænderne, som begynder at samle midler, drikker heller ikke, det er gerne kun de fattige, hos hvilke alting skal gå lige op. Efter deres død vide de, at der bør deles således, at der gerne bliver intet at arve. Det har heller ikke været altid, det kan forandre sig. Man ved ellers, husbonden må skaffe tjenestekarlene i Lolland hvad der forlanger.

De lader deres børn lære.

Det er vist, det er en lyst at høre børnene her læse, se dem skrive og gøre høje tyske regninger. Men hvorfor lærer børn så slet i Lolland? for skoleholderne kunne intet selv, det burde jo gejstlig øvrighed råde bod på. Tilmed er forældrene skødesløse på øerne her udi, for de vide, deres børn kommer ikke vidt ud i verden.

Man finder mere agtpågivenhed og lyst til guds ord.

Det er sandt, jeg lever hellere blandt folk i Lolland, men jeg står hellere på en prædikestol i hin egn. Mon ikke et slags slaviskhed kan gøre noget dertil udi Lolland og på øerne, at gemytterne er så tillukkede og dorske i dette stykke?

De planter og poder.

Det er bare frugttræer, men mine lollændere sætter hundrede gange flere pile, de sætter også en del frugttræer. Ja de lægger også flere humlerødder.

De handlende er høfligere og billigere.

I henseende til det første er mange ting periodiske. I henseende til billighed, højere told gør en stor forskel.

Deres tjenestekarle og piger er dueligere arbejdere.

Lollands tjenestekarle fattes kun lidt mere ave, ofte har man og intet af materialerne i dette på forandringer fattige Lolland at give dem, at arbejde udi de lange vinteraftener. Jeg ved forresten ikke, og kan ikke forsvare lollænderne der udi. Hvad pigerne angår, da forsikrer jeg, hvor økonomien er ordentlig, og konen i huset selv er flittig, der er pigerne lige så flittige ved dag og aften, som hine sønderjyllændere.

De er mere skikkede til at komme blandt folk, såsom de har lært mere i deres ungdom.

Det kunne man tænke, men jeg har befunden, at en lollandsk bondedreng er nok så snild i omgang som disse Mener man, at det tyske sprog hjælper disse, så tager man meget fejl, én fra denne egn forstår lige så meget tysk, som én der er født på Anholt eller ved Viborg, det er kun i :Haderslev latinske skole, hvor det tyske sprog ekserceres. Forresten forstås og tales i hele amtet kun meget slet dansk. Men det er vist, at disse som i deres ungdom har lagt grundvold, bliver dygtige i det de sættes til, når en lollandsk bondesøn stedse gerne bliver en sinke og et drog i alle videnskaber.

Haderslev Amts historie i almindelighed

Grænser, størrelse og ældste inddeling

Haderslev Amt, som er det største amt i de danske provinser, har Bæltet til grænse mod østen og mod vesten Nordsøen (som indbyggerne kalder Vesterhavet). Mod sønden støder den mod Løgumkloster Amt og mod norden til Nørrejylland.

Amtet udgør 800 plove, der er lidt over 9033 td. hartkorn. Beregningen var tilforn 1100, og efter den gamle matrikel 1563½ plove (af hvilke er 13¾ frie plove, 7 plove på Haderslev slotsgrund, 16 ny Gram Herreds plove og 1⁹/₁₆, hvormed amtets vestre del har forøget sig), foruden 30 plove, som hører under Schackenborg og Gramgård over 20 til Rantzaugods.

Amtet er 45 kvadratmile, stærkt bebygget, og intet amt bliver for sin størrelse, verdslig og gejstlig jurisdiktions indretninger og andre gjorte forandringer, en historie mere værdig.

Amtet udgør hele syv herreder, af hvilke de to, nemlig Haderslev og Tyrstrup udgør Haderslevhus Len, men de øvrige fem herreder kaldes Tørning Len. Dog ligger i Tørning Len en del, som hører under Riberhus Amt, såsom Ribe stad selv, som med sin cirkel eller distrikt ligger ret i skellet mellem Kalvslund og Hviding herreder, item Riberhus Birk, St. Catharinæ Sogn 36 td. hartkorn, Gram Birk, i Gram 8 td., og Ødis 28 td., Lustrup Birk, Seem Sogn 159 td. og derover St. Catharinæ Sogn 58 td. hartkorn.

Fire og tresindstyve kirker indbefatter dette amt, hvilke hver for sig siden, hver til sit herred, anføres.

I gamle dage var provinserne inddelte i sysler. Sjælland udgjorde Vester- Øster- og Medelsyssel. Nørrejylland var delt i ni sysler, således var der også i den del vi nu nævner hertugdømmet Slesvig. Her finder vi Bar, Baring eller Borg Syssel, det er netop de 34 kirker, som nu udgør Haderslev Provsti. Sønderjyllands Syssel, det var alle amtets øvrige sogne, tillige med Ribe selv og Seem Sogn.

Den inddeling i sysler tilskrives Harald Blåtand, som døde år 980, og var en gejstlig inddeling. Sysselnavnet bruges ikke mere.

Gamle beboere og herregårde

Højere op i tiden bliver vanskeligt at kende dette stykke land. Vel er bekendt, at her var cimbernes land. Den cimberske halvø er Jyllands gamle navn. Hvorledes omtrent 150 år før Kristi fødsel dette lands indbyggere skrækkede det mægtige Rom, er vel bekendt. Ptolemæus og venerable Beda gør sig umage at kende dette steds gamle beboere og slutningen bliver: Blanding af sachser, angler og jyder. Anglerne satte de især i denne strækning, og da de ginge bort til England, skal jyderne have rykket fra Nørrejylland i deres sted, som har begyndt at bygge og dyrke.

Førhen har her været i amtet adskillige priviligere adelige godser, men de er indløste i de senere tider af hertug Hans på Haderslev Slot og af kongerne. Og man kender her ikkun Gramgård med 30 plove, item Høgsbro, Vesterbæk og Spandet med 20 plove.

Frugtbarhed og friheder

Frugtbare jorder, som giver hvede og byg, ærter og boghvede og så fremdeles, græsgange hvorpå fødes kvæg i stor mængde, item de fiskerigeste søer og vande glæder enhver beskuer, ikke at glemme de tykkeste skove, hvor vilde dyr små og store vrimler, og mange tusinde svin fødes.

De skadeligste dyr for kornet er vildsvinene og for kvæget ulvene.

Indbyggerne her står sig i almindelighed vel, hvortil også fælledskabets ophævelse i årene især 1739 og 1740 (da over tusinde såkaldte lykker blev indrettede med grøfter og levende gærder), ikke har gjort lidt. Så har de og adskillige friheder, såsom de ligger i hertugdømmet Slesvig, og er fri for den store kvægtold, nemlig 5 rd. for et par stude, som jyderne må betale i Kolding, hvis de ville drive handel med dem i de tyske provinser etc. Deres skatter, skattekorn og fourage-leverance er jævnet efter plovene, og for resten besværer dem ingen. Den største klage man hører, er, at den rigeste bondes søn ingenlunde er befriet fra soldaterne, endskønt mangen end gerne ville betale henimod tusinde rigsdaler for ham, og sligt er retfærdigt.

Øvrighed og ret

Hans majestæt kongen lader begge hertugdømmer regere ved en statholder, som fra 1768 er prins Carl af Hessen.

Den kongelige regering i hertugdømmet var først i Haderslev, siden i Flensborg, men nu i Glykstad.

Amtet ligger under det Tyske Kancelli, undtagen nogle gejstlige, som hører under Ribe bisps opsyn.

Til overretten på Gottorp Slot appelleres her fra alle købstæders, tinges, bønders, hospitals, kirkers og andre retter domme. I første instans hører, foruden mange enkelte personer, også herhen steder, amter, herreder, kancelligods, frie huse etc. Dommene afsiges i kongens navn, og tåler ingen videre appellering. Retten består af statholderen, kansleren, vicekansleren, to kancelliråder, af hvilke den ene er tillige registrator, fire kancellister, og én kancelliråd.

Landretten holdes også på Gottorp og består af statholderen, fire adelige og fire lærde råder, og landkansleren. Begyndes årlig i den fulde uge efter påske. Derhen langer appellationer fra de adelige retter. I første instans hører herhid de adelige og de adelige godsers besiddere.

Amtmanden i Haderslev har i amtet den første undersøgelse i alle forefaldende retters sager, og afsiger dom alene, hvis ej saghaveren beråber sig på lov og ret eller værneting, inden seks uger.

I værnetinget i hvert herred sidder herredsfogeden, ridefogeden, otte tinghørere eller stokkemænd, to af otte sandemænd, og tingskriveren. I blodsager siger, til herredsfogedens dom, otte sandemænd tillige deres kendelse eller lov, og her appelleres på stående fod til overretten.

Amtsforvalterens embede er at indkassere den årlige pligt og landgilde, item: skovbøder, træ-udvisningspenge, indersters skat, magasinkorn etc. Er og kirkeskrivere ved de årlige kirkeregnskaber.

Husfogeden udskriver alle vogne, som bør gøre frie kørsler, han har opsyn over alle kongelige pagtstykker, veje, broer, kongelige fæsteskove, og har medopsynet med skovbetjentene etc.

Ridefogederne indkasserer den månedlige kontribution, og hvad af plovtallet af kongen påbydes, såsom: fourager, landtransport-penge og amts anlæg etc. item: andre ekstraordinære påbud, som reguleres efter de i amtet 800 plove. De er tilstede ved alle tinge, vurderinger, syn, skifte- og delingssager, de fører overinspektion over bøndergodset og alle økonomiske sager og undersøgninger etc.

Herredsfogederne er i hvert sit herred justitiarii, overformyndere, skifte- og delingsforvaltere, de udsteder også alle fæ-attester til tolddegradationers hemmelse.

Tolders, kontrollørers og tingskriveres embede er alle bekendt.

Branddirektøren står for amtets brandvæsen. Brandanstalten ses af en vidtløftig forordning 1741 den 11. dec. Begge hertugdømmer hører under ét her udi. Ved forefaldende ildsvåde pålægges nogle skillinger, eller hvor meget behøves, på hver plov.

I gejstlig ret står amtet under overkonsistorium på Gottorp Slot, som består af statholderen, kansleren, vicekansleren og andre overrettens råder, generalsuperintendenten som overkonsistorialråd, og én eller to andre konsistorialråder. Herhid hører ægteskabs- og kirkesager fra alle dem, som i første instans står under overretten etc., item: appellationer fra underkonsistorium.

Land-overkonsistorium på Gottorp angår dem, som i første instans stævnes for landretten, item dem, som ikke hører under underkonsistorier, og ej under overkonsistorialretter.

I Danmark er synodi provinciales, landemoder, årlig i hvert stift, men i hertugdømmet Slesvig bliver hvert steds gejstlige sager afgjort af provsten og amtmanden, uden i såre vigtige sager, da et synodus af provsterne i begge hertugdømmer på kongelig ordre convoceres, i hvilket, næst de verslige råder, generalsuperintendenten er præses.

I Haderslev holdes et underkonsistorium, som består af pastor primario, som kirke- og skoleinspektor, ærkediakon og diakon, så og konsistorialskriveren, som fører protokollen, sådan en konsistorialskriver udnævner konsistori-herrerne hvem de behager. År 1657 blev stadssekretæren af konsistorio dertil beskikket, og derved er det siden blevet. Førhen blev og til assessorer valgt nogle lærde præster fra landet. N.B. I den ordentlige konsistorialret er amtmanden præses, og alle tre præster i byen assessorer. Her kendes i kirke- og ægteskabssager, item: angående kirkebetjentenes embede, lærdom og levned. I andre retters sager hører alle gejstlige under den civile ret.

Små kirkesager kommer ved første undersøgelse for kirkeinspektører eller visitatorer, amtmanden og provsten. De slette og alle i en menighed opkommende uordener, og de mellem gejstlige og sognefolket forefaldende urigtigheder, hvis de kan, i det gode, eller ved en besked. Dog kan den fornærmede beråbe sig, om han lyster, på ordentlig rettergang.

Love og forordninger

Om kong Harald har givet den første lovbog, er nok lige så uvis, som om St. Ægistus gav os det første evangelium eller Kunibert eller Willibrod. Med retfærdigheden gik der hos fædrene vel, som Sallustius skriver ...

(resten udeladt her)

Ejere og regenter

Aldrig bevises, at dette amt, med hele hertugdømmet nogensinde var et len af det hellige romerske rige. Da kejser Henric Auceps år 920 overvandt kong Gorm og satte en markgreve i Slesvig til grænsens bestyrelse, så viste han i det ringeste dermed, at han aldrig tiltænkte sig nogen andel på det, som var norden for. Boxhornius ræsonnerer ikke rigtig, at Harald måtte tage riget til len af kejser Otto 936, thi så havde rigskammeret udi Speyer ikke skullet forgæves fordret årlig taxam af hertugdømmet Slesvig, som nogle gange er sket. Meget mere finder vi, at i forefaldende disputer, dømte kejser Sigismund år 1424 imod de holstenske prætentioner, at Slesvig skulle evig være et len af Danmark.

Det er vel tit skilt fra Danmark, thi år 1085 blev Sønderjylland af kong Knud den Hellige, forlenet til hans bror Oluf Hunger, som 1088 blev konge.

Fra 1118 til 1130 blev kong Niels Svendsens bror, Knud den Hellige, her beskikket som hertug. Han blev ombragt af en dansk prins.

Fra 1148 til 1157 hans søn Valdemar 1., som siden blev konge.

Fra 1188 til 1203 Valdemar 2., kong Knuds bror. Blev siden konge.

Fra 1216 til 1232 Erik Plovpenning. Blev også konge i Danmark.

Fra 1232 til 1250. Prins Abel, som slog sin bror ihjel, for han ville tvinge ham til at tage hertugdømmet som et len af sig.

Fra 1254 til 1257 Valdemar 3., Abels søn. Døde som hertug.

Fra 1261 til 1272 Erik 2., forriges bror. Kong Erik Glipping førte krig mod ham og erobrede Haderslev, Flensborg, Tønder og flere steder. Han døde som hertug.

Fra 1282 til 1312, Valdemar 4., forrige hertugs søn. Døde som hertug.

Fra 1312 til 1325 Erik 3., forriges søn. Døde som hertug.

Fra 1325 til 1364 Valdemar 5., forriges søn blev udvalgt til konge i Danmark, men afsagde riget igen år 1340, da Christoffers søn Valdemar 3. blev konge. I hans tid 1350 grasserede den ødelæggende pest. Han blev 1362 af de holstenske grever fangen og sat i fængsel i Nyborg, dog for en vis penge igen løsladt.

Fra 1364 til 1385 Henrik, forriges eneste søn. Døde uden børn.

Fra 1386 til 1404 greven i Holsten Gerhard 6. blev dermed belenet af kong Olav. Greven blev slagen af ditmarskerne, og da kong Erik af Pommern ikke ville afstå hertugdømmet til grevens sønner, oprejste sig hver med trætte, indtil kejser Sigismund år 1424 tilkendte kongen hertugdømmet. Men grevens sønner agtede intet om kejseren, de vovede en krig med kongen, indtil én af dem, nemlig Henrich, blev år 1427 gennemstukket i Flensborgs belejring, den anden søn Gerhard døde, og så blev endelig år 1435 til Vordingborg et forlig sluttet mellem kongen og den tredje søn, kaldet Adolph 8., så at han fik hertugdømmet, undtagen Haderslev og Ærø. Tre år derefter gjorde under denne hertugs beskytning Nørrejylland opstand mod gejstligheden og adelen, og Haderslev Amt faldt også til hertugen. Dog stod tvistigheden uafgjort til år 1440, da kong Christophorus Bavarus belenede hertug Adolph arve- og fæsteret lige til Kolding. Hertugen blev siden tilbudt den danske krone, men afslog samme, og hans søstersøn greven i Oldenborg Christian blev konge, som stadfæstede hertugen sit len.

Altså fra 1438 til 1459 hertug Adolph, som døde uden arvinger.

Fra 1481 til 1490 dronning Dorothea, Christian 1.'s enkedronning.

Men fra 1490 til 1523 hendes søn Friderich, bror til Hans. Hertil blev på Gottorp 1490 afgjort mellem begge brødrene, at hertug Friderich fik Gottorp, Haderslev, Tønder, Egernførde, Rundtoft, Steenberg, Ejdersted, Trittov, Oldenborg, Pløn, Steenborch, Tyle, Itzehoe, Osterhof, Nimynster, Lykenborg, Kohøvede, Kiel, Nordstrand. Han blev derefter konge i Danmark, og ham succederede sønnen den store Christian 3. som hertug, og stod her i mange år, indtil 1544.

Fra 1544 til 1580 hertug Hans (Johannes) den ældre (en bror af den store kong Christian 3., førhen hertug og statholder, residerende her i Haderslev), hvilken uforglemmelige herre i Haderslev, med største ære bør evindelig erindres. Ved deling mellem ham og hans høje brødre, kong Christian 3. og hertug Adolph, fik vor store hertug Hans til andel Haderslev, Tørning, lille Tønder med Øster Herred, Rendsborg, Femern, Bordesholm og Løgumkloster, item Nordstrand, og måtte betale på hertugdømmets gæld for sin part 3.000 mark lybsk. Denne i Haderslev uforglemmelige herre, som Krüger kalder ikke et almindeligt menneske, men en fyrste, en fædrenelands fader, Ifraels vogn og hans reisnere er født 1521 i begyndelsen af maj måned på det gamle Haderslev Slot, en søn af kong Frederik 1. og dronning Sophie af Pommern. Til hofmester blev han beskikket hr. Oluf Rosenkranz og til informatores magister Hermennus Bonnus, og efter sammes forfremmelse til det lybækske gymnasii rektorat magister Petr. Svavenius, [2] begge to gode mænd, som fra Pommern var hid undvigede formedelst den der fortrykte religion. Med god lærdom blev han sendt til fyrst Albrets t. t. hochmeister udi Preussen, som højt elskede ham, og hertugen glemte aldrig denne fyrste igen.

Efter ridderskabets råd kom vor prins tilbage og tog sit sæde på Haderslev Slot år 1542, og to år derefter gik ovenmeldte deling for sig. Og hertugen antog til sin kansler doktor Jeron. Ölgaard, til sin kammerherre Ewald v. Woyen og til kammersekretær Martin Volqvart. År 1547 lod han sig af Nordstrands beboere hylde, og bekræftede dem, dog uden sin magts fornærmelse, deres forrige privilegia samme år domini misericord., hvorpå han solgte Pelvorms kirke til dens sognemænd for 1.000 mark lybsk, således at de selv måtte kalde deres præster, kun at samme var i lærdom rene og luthersk sindede. Kun få tror, med hvad højagtelse for hans ømme kærlighed mod sin hr. farbrors søn, den fangne konge Christian 2., jeg følger ham, da han i året 1549 i februar rejste ham i møde til Assens, da Christian 2. blev ført fra Sønderborg til Kalundborg.

For den rene lutherske lære og for retskafne prædikanter var han den største forfremmer og forfægter. Om sine præster plejede han at sige: Gud give, at den nød må aldrig komme på mig, at jeg skulle lægge skat på mine præster og kirketjenere. Mod sværmere og religions forstyrrere udgav han alvorlige forordninger. Han anlagde skoler, gymnasia og hospitaler, gav milde donationer for de lærde.

Bemeldte Krüger skriver videre: Han regerede her ret kristelig og gudelig, elskede gud og hans ord af hjertet - lod daglig læse for sig, især om søndagene, forklaringer over evangeliet, og derved gjorde sig en andægtig indgang til kirken og prædiken. Man traf ham ofte spadserende frem og tilbage i sit gemak, at synge og fornøje sig med doktor Luthers og andre læreres salmer. Han citerede præsterne i sin jurisdiktion og forfremmede også gerne fremmede, når de var forsynet med gode attester. Han hørte gerne personlig de klagende, og hjalp dem hurtig til rette, lagde dem ingen besvær på, som de ikke havde haft før.

År 1557 begyndte han på sit prægtige slot Hansborgs bygning, hvorom siden skal meldes. To år derefter drog han tillige med kong Frederik 2. og hertug Adolph i krig imod de ditmarske, som i samme år den 13. juni tre gange blev slagne og deres stad Heide erobret og afbrændt. Den mellemste del af det erobrede Ditmarsken fik hertug Hans til sin andel. Siden gives der tiere lejlighed at melde om denne store herre.

Hans endeligt var opbyggeligt, skønt sørgeligt for mange. Han blev syg år 1580, dog havde hans medicus dr. Matth. Tipotius endnu den 1. oktober, som var dagen for hans dødsdag, et godt håb om hans restitution,men han forestillede sig selv sit endeligt, og opmuntrede sindet ved attende søndag efter trinitatis evangelium, begyndte om aftenen klokken otte af sig selv at synge: Vi tror allesammen på én gud, befalede sin forløser sin sjæl, og bad for sine undersåtter. Herpå sov han til midnat, da en kammertjener, som mærkede, at han var i en hård søvn, løb til og rejste ham i sengen over ende, hvorpå han vendte øjnene efter de i stuen stående, men lukkede dem straks, og hensov uden livsarvinger

Over fire måneder beholdte Haderslev hans høje lig, og siden blev det henbragt til Slesvig Domkirke (hvor begge hans forældre var hensatte). Rigets marskal Peter Gyldenstjerne var her i kongens sted, de øvrige var: Hertug Adolph med gemalinde og sønner, item hertug Hans den Yngre med sin hertuginde.

Liget ankom til Slesvig 1581 den 1. februar, og blev indsat på apoteket, og dagen efter blev det bragt i kirken, og følgeskabet var således: Skolediscipler og præster syngende, 75 andre lærde præster, der ærværdige slesvigske domkapitel, provsterne, det gottorpske kancelli, hertugens livhest behængt med et sort dækken, det høje lig, som blev båret af 18 personer, 32 adelspersoner med store vokslys omkring liget, hertug Adolph, Peter Gyldenstierne og hertug Hans den Yngre, alle tre i en rad, hertug Adolphs to sønner hr. Friederich og hr. Philip, de meklenborgske gesandter, den holstenske statholder Henrich Rantzau, andre meklenborgske gesandter, hertug Adolphs unge frøken, ledsaget af to adelspersoner, hertug Adolphs gemalinde ledsaget af to adelsmænd, hertug Hans den Yngres ligeledes, jomfruerne af Itzehoe Kloster med deres provst, 23 i tallet, jomfruerne af klosteret Pretz 15 i tallet, 18 jomfruer af klosteret i Uterstein, 6 jomfruer af Slesvig Kloster, en del adelige junkere af hertugdømmerne, råd og borgerskab. Superintendenten dr. Paulus ab Eitzen holdt herpå en tale over de ord: Nu lader du din tjener fare i fred etc., hvorpå liget blev båret op i koret og nedsat i den fyrstelige begravelse.

Hans møbler og penge fik hans bror hertug Adolph, men de lenbare godser blev delte mellem kongen og bemeldte hertug. Og kongen fik dette amt, som døde kort tid efter, nemlig 1588.

Fjorde, åer og søer

Af fjorde, åer og søer må her især mærkes:

Haderslev Fjord, som bøjer sig fra Lillebælt vesten op til staden, to mil lang, men er næppe en fjerdedel mil bred. De sejlende har her et indtagende syn af skove, marker, enge, kirker og en del til fjorden løbende bække. Af fisk fanges her ørreder, torsk, makrel, sild etc.

Kolding Fjord, i hvilken de sejlende har samme forlystelser, og har i sønder det smukke Kolding Slot. Fjorden er fiskerig.

Genner Fjord, som gør den yderste grænse i sønden, har en mils løb fra landet ud i bæltet, men er ikke meget fiskerig.

Skodborg Å, denne af slavernes nederlag bekendte å, må især mærkes, såsom den er grænse for amtet mod norden, hvorom § 1 allerede er meldt.

Nibs Å, denne store å, som samler sig en mil østen Ribe af to store arme og har altså to udspring, den første i Vonsild Sogn en halv mil fra Kolding, som kaldtes engang Fobis Å og siden Oksen Å efter Oksenvad, endelig Brovad, Slevad og Gram Å. Den anden arm udspringer i Sønder Rangstrup Herred, halvfemte mil sønden den forrige ommeldte arm, og kaldes Rudeflod, så Jardeflod, siden Geilstflod. Disse arme, når de har løbet hver for sig mestendels seks mil, samles og løber igen fra hinanden rundt omkring Ribe by udi Vesterhavet.

Taps Flod, udspringende noget fra Taps by, og løber snart i sønder, snart i øster og nordøst, endelig gennem Hejls Sø udi bæltet, og driver tre til fire møller.

Hejls Sø. Denne store sø er over en halv mil lang og mestendels en fjerdedel bred, var førhen fiskerig, men nu ikke mere, for den har fået fri samfund med bæltet.

Haderslev Dam, strækkende sig i sydvest fra staden over en halv mil lang, men ikke meget bred. I denne sø fanges de på andre steder så rare og delikate velsmagende og fordøjelige sandarter, så og gedder, aborrer etc. Den bortforpagtes af kongen for en årlig afgift. De på denne sø sejlende har af Haderslev et smukt prospekt.

Hoptrup Dam, en halv mil lang, gør nogen grænse mellem Haderslev og Gram herreder, og er temmelig fiskerig.

Bankel Dam i Halk Sogn, en god fjerdedel mil lang og næsten lige så bred.

Jels Åer, tre i tallet, af hvilke den første er en fjerdel mil lang og bred. Alle tre hænger artig tilsammen formedelst Jelsbæk, som flyder endelig i Nips Å. Disse Jels Åer eller Hennings Damme, forpagtes også bort af kongen.

Hvilken oplivelse denne egn med sine fiskevande og skove giver den agtpågivende beskuer, ved den til slig egn uvante bedst at skønne.

Historiske efterretninger om dette amts fornemste begivenheder

Nogle efter årstal blandede korte efterretninger finder jeg bedst at være her at anføre, og disse er:

• Omtrent i det 343. år efter verdens skabelse skal fyrsten Hather være slagen her hvor Haderslev står.
• 385 år efter verdens skabelse drog denne egns beboere, angler kaldede med jyderne til Italien, og ved fire sejrvindinger satte det romerske rige i yderste skræk.

Efter kristi fødsel:

• År 400 skal på en landdag være blevet besluttet, at fordi landet ej kunne ernære så mange efter de frisers love, en del skulle begive sig andetsteds hen. Anglere og jyder udsejlede da fra Tønder til England og holdte sig tapre mod pikterne og skotterne.
• 516 var en ødelæggende vandflod over amtets vestre del.
• 589 finder man den allerførste, som i denne egn skal have prædiket guds ord, nemlig S. Ægistus, og efter ham Koniochus.
• 692 kom tolv af Benediktinerordenen fra Nederlandene til det cimbriske Frisland, af hvilke Willibrord besøgte denne egn, men prædikede forgæves.
• 815 var Ebo af Rheims og Halitgarus biskop i Cambrai her i samme ærinde, men ligeså uheldig som forrige.
• 818 forfulgte og forjagede den onde kong Regner de få omvendte kristne her var, men guds hævn kom over dette lands hårdnakkede hedninger, kong Arnulphus af Frankerriget slog 100.000 af dem.
• 826 kom Sankt Ansgar herind, som efter syv år blev af kejseren sat til biskop over de nordiske riger. Han indførte Benediktiner-munkene, som skulle forestå skolevæsenet, indtil man fik ordentlige sognepræster.
• 827 omtrent blev bygget den første kristelige kirke i dette stift, nemlig i Haddeby ved Slesvig.
• 934 fik dette stift sin egen biskop, navnlig Ericus. Hvorpå landet blev delt i sysler, som tilforn er meldt.
• 948 før og efter fulgte kejser Otto, som selv førte sin armé kong Harald Blåtand langt ind i Jylland. Kongen måtte lade sig døbe og kristne.
• 984 omtrent levede den femte biskop, Poppo, som stadfæstede den kristelige lære ved mange mirakler, ved at bære gloende jern, ved at trække på sin bare arm et gloende jernærme ubeskadiget, ved at bære en utrolig byrde jern, ved at stikke ild i hans med voks overdragne skjorte, som han havde på kroppen.
• 1007 var den bedrøvelige hungers og pesttid næsten over hele Europa.
• 1018 kom den sjette biskop Ezicco, som man læser om, at han sad smukt hjemme og lod verden jævne sig selv.
• 1022 var det første koncilium nat. i Slesvig af de danske gejstlige, da kong Knud var hos, og ærkebiskop Unuanus af Hamborg var præces.
• 1051 var så dyr tid, at mange sultede til døde.
• 1060 gjorde venderne og slaverne indfald i Holsten og Jylland, og holdte ilde hus med de kristne, og kong Harald af Norge var ikke bedre.
• 1096 begyndte Benediktinerne ved domkirkerne, også i Haderslev, at lade sig kalde canonici regulares (efter Augustins regel) eller domherrer.
• 1100 omtrent blev i stedet for Haralds love, sachsernes rette her indførte.
• 1120 blev i Rom besluttet, at de gejstlige skulle skille sig ved deres koner, hvilket dog gik i langdrag indtil år 1222, da ved et koncilii dom i Slesvig sagen blev alvorlig.
• 1135 blev stiftets biskop Albero den ellevte i orden, dræbt i krig, og Rico som blev ærkebiskop, succederede ham.
• 1139 blev kong Erik Emune dræbt på Hviding Herredsting af en herremand kaldet Sorte Plog, og han blev i Ribe begravet.
• 1166 omtrent blev biskop Aage fordrevet, for han holdt med kong Valdemar i et pavevalg. Han var i orden den femtende biskop.
• 1182 blev Valdemar, kong Knuds søn biskop, men blev fængslet, fordi han skal have tragtet efter den kongelige krone.
• samme år gav kong Knud 6. alle bønder og tjenere, som hørte til Slesvig bispestol, fri fra al pålæg og tjeneste, at de skulle stå under bispens magt alene.
• 1186 blev tiender her påbudne, af hvilke biskoppen fik en halv del, præst og kirken delte resten. De modvillige blev satte i band.
• 1188 begyndte man at holde årlig den 8. juli en fest til en nationalhelgen Sankt Kjeld, som fordum havde været en adelsmand, født i Venning ved Randers.
• 1201 kom den attende biskop, navnlig Nicolaus 1., som tugtede de utugtige munke.
• 1213 døde dronning Margrethe i Ribe, hun bliver ellers kaldet Dagmar.

(forkortet)

Kort udtog af dette amts kirkehistorie

I henseende til vore fædres gudsdyrkelse skulle være meget at skrive, men lidt til læserens glæde. Hvorledes det med de gamle kimbreres gudstjeneste forholder sig, ved vi lidt eller intet af. Odin og hans tilhængere dyrkede solen og planeterne, og mente deres guder i menneskelig skikkelse ikke kunne afbildes. Templer byggede de ikke, men de dyrkede deres guder ved ofringer på høje og i lundene, hvis spor endnu haves. Romerne lærte dem uden tvivl at bygge templer for guderne, og at afbilde guderne i figurer, solen i en mands skikkelse, månen i en kvindes, Tyr i et vilddyrs hud, Odin i krigsudrustning. Luftens gud Thor på en trone, til hvilken hvert niende år måtte ofres endog mennesker, frieris gudinde Freja, som en bevæbnet mand med sværd og bue. Deres nattedans og liderligheds gud var Kom, det er Bacchus.

Når de døde mente de tapre at fare til Valhalla, hvor de endnu holdt feltslag, åd og drak vel med Odin. De feje og onde derimod skulle til Niflheim, hvor angstens gudinde Hala herskede. Når en verden forgik skulle hine komme til en bedre himmel kaldet Gimle, men de sidste til et værre sted Nastrond.

Nyfødte børn blev i vand dyppede og derved dem givet navn. Ægtefolk blev endog efter templers bygning viede under åben himmel.

Til deres berømmelse finder vi dog, at de har straffet synder, krænkede kvinder blev dræbte og brændte, og horkarle ophængte. Mordere havde visse fristeder indtil deres sags udførelse, deres uskyldighed bevistes ved lod- eller kampfægtning, ved gloende jern at bære eller at gå på, stikke hånden i sydende vand og så videre, o svage retfærdighed!

De døde legemer, at de ikke skulle forhånes, blev brændte, og asken i en sort potte nedsat i en med markstene indvendig fyldt høj, til hvilken hver stridsmand bar jord sammen i sin hjelm.

År 400 skal goternes biskop Ulphilas have oversat biblen i sit sprog, og ellers ved omgang med englænderne blev den gode lærdom noget bekendt her i egnen. Sankt Ægistus 589, Koniochus, Willibrod 692, Willehad, biskop Ebbo, og flere lod sig vel høre her, men næsten forgæves, indtil sankt Ansgar år 826, som var noget lykkeligere, og blev disse landes metropolitan.

Rembertus prædikede ordet frimodigt i Ribe Kirke år 860.

Poppo gjorde mange jertegn, prædikede og døbte ved Flensborg år 984, og blev biskop. Her standsede den ubevægelige konning Sven Otto noget den gode lærdom, indtil gud ydmygede ham.

Den store kong Knud forsynede landet med lærde mænd, og i det 12. sekel var landet med lærere velforsynet. Men hvor forfaldt disse hyrder ikke til ledighed, hovmod og vellyst. Slesvigs biskop selv var med at dømme lærdomsreformatoren Jan Hus til ilden, skønt han ikke forstod at læse 2 linjer af hans i bøhmisk sprog skrevne bøger.

År 1522 fremtrådte hr. Hermann Tast, vicarius i Husum og hans medhjælper hr. Pistorius, og talte mod den forfaldne kristenhed. Prins Christian 3. blev statholder i hertugdømmerne, og som han i Tyskland havde fået smag på Luthers lære, begyndte med alvor at reformere kirken, dels ved sin hofpræst, dels ved de store mænd Ditlev Reventlow og Johan Rantzau. De præster, som ville kende og prædike sandheden og gøre prinsen deres religions ed, fik på deres embeder nye bestallinger daterede 1528. Gud opvækker her fremdeles mænd, der selv har smagt evangeliers trøst, og som har lyst at sørge for herrens forløfte.

Så får da dette være nok af amtets almindelige fortællinger.

Haderslev Amts historie i særdeleshed

Kalvslund Herred med underliggende sogne og byer

Dette herred udgør 23⅓ plove (foruden 60 tønder hartkorn til Ribe Amtshus kontribuerende, hørende under Vilslev Sogn, item henimod 30 plove til Rantzaus præster i dette og Hviding herreder).

Indbyggerne i herredet udgør ved 1.900 mennesker.

Fra øster til vester har man henimod fire mile, men fra norden til sønder 3/4 mil. Det grænser mod norden til Skodborg Å, mod sønden til Ribe, mod østen til Frøs Herred, og den vestre kant til havet.

Skove kender man ikke her, men foruden nogle store heder, har landmanden gode kornlande og græsenge, som dog ved Vesterhavets oversvømmelse undertiden lider skade.

Såsom herreders indbyggere ligger norden for den jyske købstad Ribe, må de mod hertugdømmets indbyggeres frihed, svare en liden told af varer, som de igennem Ribe fornødentlig må føre, når de ville handle med deres brødre, efter kongelige forordninger. Hvorfor de ønsker daglig Ribe at ville sejle bort, og at stå norden for deres grænser.

Gejstligheden hører under Ribe bispedømme.

Kalvslund Sogn

Ligger midt i herredet, 6 mil nordvest Haderslev, og 1 mil nordøst Ribe. Har 4 plove, foruden 24 tønder hartkorn, som skatter til Ribe Amtstue.

Byerne i sognet er: Kalvslund, Villebøl, Ravning, Hjortvad etc.

Kirken, liggende på marken, er en god stærk bygning, uden tårn, den har tilforn været hovedkirken, men præsten bor nu ved sin anden kirke Hjortlund.

Præsten hr. Munck har ziret den indvendig med opskrift på stedets præster, og har på skriftestolen skrevet:

Hvo som misgerning vil fortie og fordølge, ulykken hannem skal i ind- og udgang følge, men hvo den samme vil bekende og afstå, skal vist af himmelen af held og nåde så.

På dåbsstedet:

Den dyre page erindre dig, som du med christo gjorde, elsk ham, at du i himmerig, med ham kan salig vorde.

På degnestolen:

Om du vil, at den hellig ånd, din andagt skal opvække, og ved sin himmelmægtig hånd, dit hjerte til sig trække, sid ej i kirk' og tiend' vær, når andre kristne sjunge, gud dig, som andre mennesker, gav både røst og tunge.

På sprinkelværket op til alteret:

Dette tralværk er bekostet 1719, da hr. Munck var sognepræst, og Nis Pedersen i Hjortvad og Søren Hansen af Villebøl var kirkeværger etc.

Præsterne til Kalvslund har været:

• Hr. Hans Pedersen, som døde 1602 den 13. januar.
• Oluf Severini Bruun fra Maltbæk Præstegård, til dette embede ordineret 1602 den 24. marts. Fra ham finder vi på Hjortlund altertavle dette distiction: 'Ætherea qvicqvid respirans veseitur aura, collaudat celebrer, glorificerqve deum'.
• Berthel Sture var her 1654. Denne smukke mand måtte med så mange flere præstemænd i amtet i den mere end bedrøvelige krigstid 1658 og 59, sige verden farvel. Hans præstegård og alt blev ødelagt, og dette gav mulig anledning til, at præsterne siden har bygget og boet i det andet sogn.
• Bertel Struck, blev en ældgammel mand
• Poul Wellejus, som tiltrådte embedet omtrent år 1690, men døde efter tre år. Hans søn (som han avlede med sin formands datter) blev i verden bekendt, han var rektor scolæ i Nyborg, og blev derefter præst i Gundslev, men blev fra sit embede afsat.
• Johan Biltoft blev ej gammel, thi han døde 1695.
• Karsten Als, født i Skåne, døde 1712.
• Niels Teilman fra Ribe, døde 1713.
• Hr. provst Hans Munck fra Århus. Var i København pestpræst, og derefter forestod disse menigheder i 27 år, thi han døde 1740. Hans far, som var en god jurist og birkedommer havde ladet ham vel undervise, så at han her i egnen var anset som en stor mand.
• Mag. Thomas Andrup født i Hunseby Sogn udi Lolland, hvor pastor Niels Frandsen på sin alderdom fornøjede sig med at læse for ham. I nogle år var han rektor for Sæby skole i Jylland, og blev derfra 1740 kaldet som præst til dette sted, hvor han ikke levede ét år.
• Peder Thun opretter ved et velsignet langt levned sine formænds korte tid. I sin fødeby Ribe var han nogen tid hører ved skolen, og blev derfra kaldet som pastor for disse sogne 1741 den 8. dec. Fra ham som korrespondent i det 1769 i København oprettede landhusholdningsselskab har vi det meget, som i de offentlige tidender er skrevet om hornkvægs inokulation.

Hjortlund Sogn

Situationen er her angenem ved den store Gramflod.

Det mærkværdigste her er nu intet uden det gamle, som man nu ingen rede ved til: Der siges, at vore hedenske fædre af denne egn nogle gange årlig samledes i lunden hvor kirken står, og under åben himmel tilbad solen.

Hjortlund skal sige så meget som Horslund eller Hestelund. Helvaderus skriver herretslund.

Sognet har 3⅙ plove og desuden 28 tønder hartkorn skattende til Ribe.

Lintrup Sogn

Ligger 5¼ mil nordvest fra Haderslev. Har henimod 500 indbyggere og 8½ plove, foruden 5 tønder hartkorn, som skylder til Ribe.

Byerne i sognet er: Lintrup, Mejlby, Dover, Årlund, Foldingbro, Vimtrup, Tornum, Nørre Olling, Kastbjerg, Skovlundgård, Skærbæk Mølle, Kastbjergled og:

Tornumgård, en kongelig forpagtningsgård, som fra Haderslev Amtstue på kongens vegne på visse år forpagtes for en årlig afgift. Den avler skøn korn, dog ikke i mængde, rug og havre er det meste, foruden en mængde kvæg, stude og heste.

Dette sogn har givet af sig den berømte og store professor og konfessionarius mag. Søren Lintrup, født 1675.

Præsterne i sognet har været:

• Mag. Andreas Farsbelius, som døde 1584 den 14. februar.
• Hr. Jacob, den forriges svigersøn. Efterlod 3 sønner: én blev præst til Gammel Haderslev, én blev archidiaconus i Haderslev, den tredje succederede ham her, nemlig:
• Mag. Andreas Lintrup, herredsprovst. Fra ham ser vi et carmen gratulat, i P. Wandalini Paraphr. in Matthæum 1651. I den bedrøvlige krigstid 1658 og 59 led han mange ting, og endelig døde han samme år.
• Hr. provst Jacob Sørensen Lintrup. Far til bemeldte professor Lintrup. Var her henimod 20 år og døde 1679.
• Mag. Christen Lauritzen Wellejus var fra 1679 til 1730, det er 51 år. Herredsprovst. Var født 1657 den 12. juni i Odense, hvor hans far var stiftsprovst. Blev 1674 fra Odense Gymnasium student. Var siden kollega i Ribe Skole, og da han var 22 år gammel til læreembedet ordineret, og da giftede sig her med Helene Kraglund fra Ribe Bispegård. Han stod i sær nåde hos Christian 5. og Frederik 4., og prædikede ofte for dem, men mest for dronning Charlotta Amalia. Men han havde og adskillige store sorger. Hans præstehus afbrændte to gange, første gang 1681 og anden gang 17... Hans børn var hr. Peter til Fole. Hr. Lauritz til Føvling, hr. Ludvig til Lustrup, præster. Lene gift med pastor Otto Stoud i Søndersø.
• Peter Hygom, den forriges adjunkt fra 1719 og svigersøn af Karen Welleja. Han blev præst til Hygum, hvor om ham er meldt, og endelig biskop.
• Provst Michael Boysen eller Boethius fra 1732 præst til stedet. Født i Rødding præstegård. Her trådte han i ægteskab med Lene Stoud (en datter af pastor Peter Otto Stoud til Søndersø i Fyn), som døde 1744.

Hjerting Sogn

Har navn af Herthus, en stor gudinde for det nordiske folk, andre skriver hende Herthe. Navnet siger da Herthes eng. Hun er frugtbarheds gudinde, eller romernes Ceres.

Stedet ligger 4¾ mil nordvest for Haderslev.

Hjerting og Gastrup gør 2⅚ plove, som skylder til Haderslev. Sognet har desuden 9 tønder hartkorn, som skatter til Ribe Amtstue.

Heder og moser falder her store.

Kirken er filial til den forrige.

Farup Sogn

Må have navn af den ofte omtalte Fares Skov, som begyndte her, og strakte sig i 8 miles længde ud til Østersøen.

Her er vist ellers et Fares Sted, formedelst Vesterhavets oversvømmelse, hvorpå for få år, nemlig nytårs nat 1764 man havde bedrøvelige prøver, flere ses i forrige § 9. År 1634 natten imellem den 10. og 11. oktober blev formedelst vands oversvømmelse af hele sognet alene 30 mennesker reddet.

Sognets indbyggere beløber sig til 560 mennesker. Haderslev har her 4⅚ plove, foruden 270 tønder hartkorn, skattende under Ribe Amtstue.

Byerne er: Farup, Kirkeby, Jedsted, Kærbøl, Hillerup, Tanderup, Nygård, Lundgård, Poulskrog, Blæsbjerg.

Farup Kirke ligger over 7 mil nordvest for Haderslev, men kun en lille halv mil nordvest Ribe. Denne smukke kirkes tårn står på kirkens søndre side (hvilket skal betyde den sidste kirke i Sønderjylland). Og den første kirke, nemlig Vilslev på hin side Skodborg Å, i Nørrejylland, har sit tårn derimod igen på den nørre side af kirken. Indfaldet er af de gamle artigt nok.

Sognet lider mangel på skov og tørvemoser, lynghederne må derfor holde for, og somme steder er de heller ikke værd at spare på.

Præsterne til stedet vides:

• Hr. Andreas, som døde 1601 den 25. april. Han mokerede sig meget over de, ved landdagene som i Haderslev holdtes 1598, udgivne trusler mod præster, som tog svigersønner til adjunkt
• Hr. Niels, men hr. Niels takker kun lidet for sin Xantippe, han fik til ægte (dog hun hed Ingeborg). Hun slog ham daglig, fra væg og til stok, men hr. Niels gennemheglede hende igen, når han kom på sin prædikestol. Altså kunne det aldrig blive godt.
• Hr. Søren
• Hr. Jørgen Jørgensen Kors fra Korsør, som døde 1695 og hans ulærde søn, degn i Vilslev, lod ham begrave.
• Hr. provst Jørgen Raun fra Gammel Haderslev Præstegård. Blev 1695, to uger efter pinsefesten indsat af amtsinspektøren d. Johan Møller fra Haderslev, og giftede sig med sin formands kære Gunder, men hans egen far trolovede ham med den anden hustru Anna Maria N., og han blev far til 13 børn. Hans præstegård afbrændte 1731, men han var altid uforsagt, han købte Lundgård, og boede der tryggelig, til han døde 1734 den 16. okt., men hans enke levede til 1759.
• Adam Thillerup fra 1735 til 1738. Opbyggede i sin korte tid den afbrændte præstegård. Provst Rauns mange utugtede børn drillede denne fromme mand med så mange chikaner og processer, så han anråbte kongen at slippe herfra, og han blev kapellan til Kerteminde. I hensigt på ham skriver også eftermanden i ministerialbogen: Gud bevare mig fra processer.
• Hr. Augustinus Henrichsen, bror til hr. konferensråd Henrich Hielsmstierne, en søn af hr. justitsråd og rådmand Niels Henrichsen i København. Blev efter nogen års udenslands rejse i sit 30. år kapellan i Kerteminde, men straks omvekslede med forrige hr. Thillerup, og kom til dette sted, hvor han giftede sig med dr.med. af Tønder N. datter, og avlede med hende en datter, som blev gift med pastor Top i Ærøskøbing. Hr. Henrichsen for fort at bygge på præstegården, men år 1753 søgte og erlangte han kald til de to store sogne Rise og Marstal på Ærø. Han blev også ked af dette sted, søgte og blev 1766 præst til Idestrup på Falster, hvor han døde 1770 den 27. april.
  Denne opvakte Jesu tjener og sandheds lærer var til sin tid i Farup et skinnende lys. Med de mæhriske brødre her i egnen holdt han venskab, men han veg aldrig fra de åbenbarede sandheder.
  Vi har ellers fra ham: Panegyricus ad natalem Christiani VI. 1732. Giesæ.
• Hr. provst Carsten Volqvartz, født 1722 den 1. januar i Trondhjem, hvor hans far var købmand. Fra sin fødeby blev han 1740 student, og efter tre års fuldendt cursum academicum i København rejste han hjem, og blev kaldet som residerende kapellan til Skogn i Trondhjems Stift 1745, hvortil han blev ordineret af stiftsprovst hr. Jacob Tode i hr. biskop Harboes fraværelse. År 1747 giftede han sig med Margrete Bork Hagerup, en datter af pastor Hagerup i Skogn, og har avlet med hende mange børn. År 1753 blev han fra Norge kaldt til Jylland, til dette sted, hvor han fuldendte den nu stående prægtige præstegårds bygning. Han er nu fra 1770 den 30. marts sognepræst i Kolding.
• Hr. Laurits Grundahl fra Vejle, blev fra amanuensis tjeneste hos biskoppen i Ribe, kaldet som pastor til dette sted 1770 den 30. marts, og gud lade ham i mange år leve her for at nå sine redelige hensigter. Længe siden, jeg glædede mig så meget ved nogens forfremmelse til lærer-embedet, som ved dennes: Falskhed gøres her til skamme, ægtefolk har her et par at spejle sig udi, her finder den mismodige velment opmuntring etc.

Om strøgodset

Udenfor disse 7 herreders grænser er endnu noget såkaldt strøgods, som fra gammel tid yder skatter og afgifter til Haderslev Amtstue indtil denne dag, og dette gods er:

1. Strandelhjørns distrikt, hvis kongelige ridefoged, som tillige er sognefoged, bor i Strandelhjørn. Distriktet er i Sønder Rangstrup Herred beliggende i Åbenrå Amt og indeholder følgende steder:
   1. I Løgum Sogn: Tyrholm 2 huse, Ravnbjerg 4, Hjarup 4 huse
   2. I Hellevad Sogn: Øbening 1 hus
   3. I Bevtoft Sogn: Strandelhjørn 18 huse.

   Disse steder bruger 4½ plove efter sidst indrettede matrikel

2. Bolderslev distrikt, bestående af 63 gårde og huse, og har ligeledes sin ridefoged, boende i Bolderslev, indbefatter disse steder og gårde:
   1. I Rise Herred, Bjolderup Sogn, Åbenrå Amt: Bolderslev by 35 huse, Mellerup 5, Hjolderup 2, Todsbøl 2, Raved 1 sted, Tagebøl ..., Bolderslev møller, Jordkær by 1 hus, Nørenleben 1 og Sønderenleben 1 hus
   2. I Sønder Rangstrup Herred, Hellevad Sogn: Klovtoft by 6 huse
   3. I Slogs Herred i Tønder Amt: Lendemark by 1 hus, Tinglev 2, Holebøl (?) 1 og Steinberg Kro
3. Genner distrikt, beliggende i Åbenrå Amt og består af 48 steder, hvis ridefoged eller sognefoged bor i Genner by. Stederne ligger:
   1. I Rise Herred, Løjt Sogn: Stolliggård 7 gårde, Nørby 5 steder og Fladsten
   2. I Sønder Rangstrup Herred, Løgum Sogn: Løgum by 10 steder, Genner 21, Hesselbjerg 1, runde møllen og Hovslund
4. Af Møgeltønder Sogn: Bønderby 4 steder
5. Af Rømø, liggende i Vesterhavet ud for Brøns og Skærbæk, dens nordre del: Kongsmark by 50 gårde og huse, Tvismark 25, Boldilmark 8, Toftum 9, Juvre 8. (?) under Hviding Herreds jurisdiktion
6. Til Haderslev brandkasse hører af Ribe hovedsogn: Øster Vedsted 21 huse, Inder Bjerrum 4
7. Udi Haderslev Amt bor nogle få, som hører til Carlswrå fogderi, under Mohrkirke, Tønder Amt (?)

Noter

Peder Rhode: 'Samlinger til Haderslev Amts Beskrivelse'. (1775/1942)