Om falsk

Danske Lov

1.

Hvo som optager, flytter, eller sætter skelsten, eller stabel, uden lovlig medfart, eller smelter falsk guld, eller sølv, eller handler med de penge, der han ved falske at være, eller med falsk sølv eller guld, han gør falsk, og kongen bør hans hånd, og den, der falsk fik, bør at have af ham skadegæld.

2.

Understår sig nogen at slå nogen mønt uden kongens forlov, eller i nogen måde at forfalske kongens mønt, han bør at straffes på ære, liv og gods.

3.

End vorder anden mand svegen, eller bedragen, og fanger af nogen uvidende enten falsk guld, sølv, eller penge, og bær dem til møntmester, eller guldsmed, eller anden mand, som derpå kan skønne, og vil ej med dem købe, før end det bliver prøvet, om det er falskt, eller ej, da er han ej falskner.

Men om han ved sin købmand, da give ham sag, og have af ham skadegæld, og falsk blive dog med gode mænds vidnesbyrd der, som det er fundet, og skal ej mere udgives, men enten brændes, eller hugges i sønder, eller i havet kastes, så at ingen mand må det mere finde.

4.

Sælger nogen forfalskede varer, som han enten selv har forfalsket, eller viste, at de vare forfalskede, have sin boslod til kongen forbrudt, og dobbelt så meget til den købendes, som han gav for varerne. End siger han, at han ej viste, at de vare forfalskede, vise sin købmand.

5.

Kongens befalingsmænd, borgmester og råd, toldere, visitører, og hvem som helst på kongens vegne nogen befalning have, så og enhver kongens undersåt, skulle med største flid tilse, at ej nogen falsk mønt fra fremmede steder vorder indført i nogen havn, eller sted.

Og dersom nogen det kunne forekomme, da straks derpå at tale, og hænde dom derpå til tilbørlig straf.

6.

Befindes og bevises nogen at have efterskrevet anden mands hånd, og hans segl eftertrykt, og han sådan brev bruger til sin nytte og andens skade, da har han dermed forbrudt sin hånd, ære og boslod.

7.

Hvo som bruger sådanne breve, og dem i rette mod anden mand fremlægger enten selv, eller ved andre, svare selv til gerningen, med mindre han kan vise sin mand for sig, og gøre sin højeste ed, at han ej har været medvider i den falskhed.

8.

Hvo som falskelig giver sig ud for at være i nogen kongelig bestilling, og den øver, have forbrudt sin hals.

Jyske Lov

Mod beskyldning for falsk og for mordbrand, og hvis en mand beskyldes for at han er stimand, skal man værge sig med herredsnævn. Det vil sige tre mænd af hver fjerding, som er i det herred, og de skal udtages af ombudsmanden eller en uvildig mand, der ikke har nogen del i sagen og ikke er i slægt hverken med sagsøgeren eller med den sagsøgte.

Den sagsøgte kan af de udtagne udskyde sine åbenlyse uvenner, således som før er sagt, for ingen kan tvinges til at værge sig med sine åbenlyse uvenner.

De, der blev udtaget, skal enten sværge den sagsøgte skyldig eller uskyldig i gerningen, for man kan ikke tie en mand fra hans hals eller hans fyrretyve mark.