1639 på Riberhus Slot

1.

Den opkastede banke nordvest for byen, på hvilket Riberhus lå, har på den ene led en udstrækning af omtrent 120, på den anden af omtrent 100 fod. Dens 4 hjørner vender omtrent mod de 4 verdenshjørner, og siderne må derfor nærmest betegnes som den nordvestlige, nordøstlige, sydøstlige og sydvestlige, af hvilke den anden og den fjerde er de korteste. På alle 4 sider fandtes bygninger, som indesluttede et firkantet gårdsrum. Den eneste adgang til slottet var på den nordvestlige side som den, der ved sin beliggenhed ud imod engene og bortvendt fra byen var bedst dækket mod et fjendtligt anfald, på det sted, hvor endnu hovedovergangen er, ikke midt på den angivne side, men omtrent kun halv så langt fra det nordre som fra det vestlige hjørne. Adgangen fandt sted ad en vindebro, som førte over slotsgraven og hvilede på 8 murede piller.

Den sikreste efterretning om bygningernes antal, beskaffenhed og beliggenhed for hverandre haves af den forretning, ved hvilken slottet 1639 overleveredes af lensmanden Albret Skeels enke til eftermanden Gregers Krabbe. Dens indhold kan dog udfyldes ved efterretninger fra andre kilder. Den afbildning af slottet, som findes på prospektet at Ribe i Brauns "Theatrum Urbium" er desværre således mislykket i tegningen, at den er mindre oplysende, skønt måske nok det almindelige, ret anselige indtryk af slottets udseende nogenlunde svarede til virkeligheden. Det stemmer nemlig hermed, at Hans Laugesen i sin oftere omtalte tale om Ribe siger (rimeligvis dog med vel stærke ord), at slottet var prægtig bygget og kostbar prydet, og at det ragede så højt op med sinde tinder, at det viste sig tydeligt i flere mils afstand. Til det sidste behøvedes der dog efter slottets beliggenhed på sin temmelig høje bakke i en meget flad egn ikke så særdeles meget.

2.

Slottets egentlige hovedbygninger, som nævnes 1639, synes at have været meget gamle, om de end ikke havde stået i Valdemar Sejrs tid, kan det dog vistnok antages, at det var de samme, som var blevet benyttede af kongefamilien ved de store fester, som holdtes her i Erik af Pommerns og Kristoffer af Bayerns tid. For deres høje alder taler også deres ringe størrelse, på grund af hvilken de heller ikke mere blev benyttede til bolig for kongerne, når disse i den periode, som vi her behandler, kom til Ribe.
Bygningerne var i følge den ovennævnte overleverelses-forretning følgende:

1. Når man var passeret vindebroen, kom man til et porthus, 2 lofter højt, med kælder under og tækket med bly. I det øverste stokværk, ovenover porten, fandtes 2 rum, nemlig lensmandens fruerstue, i hvilken der var 4 vinduer, og et sengekammer med 1 vindue. På loftet var i gavlen over fruerstuen indrettet et lille kammer med 3 vinduer og foran det en "forstue" med 2 vinduer og "skorsten" (kamin); fremdeles et andet kammer med 2 vinduer og "skorsten". Disse rum må have udgjort lensmandens beboelseslejlighed. Øverst fandtes et kornloft.
   Huset var i god stand.
2. Ved siden af dette porthus (mod nordøst?) stod et grundmuret blytækt tårn, hvori var en trævindeltrappe, som førte op til kamrene i porthusets øverste stokværk. Den øverste del af tårnet var på adskillige steder revnet.
   Til dette tårn hørte uden tvivl det spir, som ses på tegningen i Brauns "Theatrum".
3. "Udbygt af fruerstuen" (porthuset), uden tvivl i flugt med den mod sydvest, fandtes et hus, ligeledes 2 lofter højt med kælder under. Nederste stokværk indeholdt kun 1 rum, en hvælvet stue eller sal med 4 vinduer, i hvilke der var jernstænger, en "skorsten" og et lille i muren indhugget skab.
   Denne "hvalstue" eller "hvælvstue" findes 1604 benyttet til rettergang, senere som fængsel for en bedre stillet person.
   Øverste stokværk indeholdt ligeledes kun 1 rum, som kaldtes "kongens stue", ligeledes med 4 vinduer og skorsten. Derover var kornloft, taget var lagt med sten. Denne bygning var i god stand, men var også den eneste, som ved et besøg af kongen, kunne siges at stå ledig til hans personlige brug.
4. Endnu var der en lille stentækt udbygning ("kvist") fra fruerstuen mod nord. Den indeholdt i hvert stokværk et lille kammer med 1 vindue, det nederste forsynet med jernstænger i vinduet, det øverste med en skorsten.
5. På venstre hånd ved porten, måske på den nordøstlige side af slotsgården lå et grundmuret hus, som forneden indeholdt mælkestue (med skorsten), foroven pigernes kammer med skorsten og 2 mindre kamre.
6. Forresten optoges gårdens nordøstlige side af en større grundmuret bygning, 2 lofter høj, med kælder under. I nederste stokværk var skriverstuen, som havde 3 vinduer med jernstænger i. I den stod et lille "kontor" med jern-tralværk for. Indenfor dette større rum fandtes et "lille skriverkammer" og et sengekammer, hvert med 1 vindue. Fra forstuen foran skriverstuen førte en vindeltrappe af træ op til et større rum med 6 vinduer (rimeligvis til 2 sider), og fra det kom man ind i et mindre kammer, som var helt beklædt med fyrrebrædder og havde 2 vinduer. Hvad disse 2 rum benyttedes til, siges ikke. Loftet ovenover dem brugtes som kornloft.
   Huset var takt med sten og vel vedligeholdt.
7. På slotsgårdens sydøstlige side, lige overfor porten, fandtes et stentakt bindingsværkshus på 11 fag, indrettet dels til vognskjul, dels til 3 kamre, rimeligvis for det mandlige, tjenende personale. Ved enden af dette hus lå et andet på 5 fag, indrettet til smedje med kul-loft over.
8. Gårdens sydvestlige side dannedes af et stort, grundmuret stenhus, 3 lofter højt. I nederste stokværk fandtes stegers med 3, borgerstue med 1 og bryggers med 2 vinduer. I andet stokværk var der maltloft, fiskekammer (til den mængde tørfisk, som anvendtes til bespisningen) og røgloft. Øverste stokværk benyttedes som kornloft. På den "søndre" (må her vistnok betyde den sydvestlige) side var muren, så vidt man kunne se ovenfor "den jordvold", meget revnet. På samme side var der et lille "udskud", som indeholdt små kamre til tørv og andet.

Af inventar, som fulgte med slottet, fandtes kun følgende:

I fruerstuen en dobbelt jernkakkelovn og 2 borde, i "hvalstuen" et bord af fyr, på kamrene 3 borde, 2 "stabelsenge" (himmelsenge) og en foldebænk, i skriverstuen en "kakkelovn" (rimeligvis af pottemagerarbejde), en "klokke med sejerværk", som Albr. Skeel selv havde købt og betalt, i bryggerset en stor kobberpande, i stegerset nogle store brandjern og lidet mere, når undtages 2 kobber- og 1 jern-stykke (kanoner), hvoraf det sidste dog var uden vogn (lavet).

Ved skrivelse af 25. februar 1583 havde kongen tilladt, at ubrugeligt inventar måtte afgives til de fattige i hospitalet. Det samme tillodes 1602 med hensyn til gamle ubrugelige sengeklæder.

Såvidt overleverings-forretningen for det egentlige slots vedkommende. De samme bygninger nævnes også ofte i synsforretninger, som lensmændene lod optage ved borgere i byen, når bygningerne trængte til større reparation, som oftest i anledning af en stærk storm, for hvis angreb slottet ifølge sin beliggenhed var meget udsat. I sådanne synsforretninger fra 1603 og 1643 synes bygningerne under a. og b. at nævnes under et, som det store nordre hus, i hvilket både fruerstuen og hvælvingen anføres. I den af 1603 synes ligeledes bygningerne under e. og f. at slås sammen til et, som indeholdt skriverstue, rustkammer og "fadebostue". Herved bestyrkes, at disse bygninger indbyrdes havde ligget flugt med hinanden, så at de fremtrådte som 1.

3.

Der mangler ikke efterretninger om nybygning og reparationer på slottet i denne periode. 1545 fik f. eks. lensmanden på Bahus ordre til at lade hugge en mængde tømmer "til den bygnings behov på Riberhus", deriblandt 319 svære bjælker, 17 alen i længden, 4 kvarter i tykkelsen og 1 alen i bredden. De fleste skulle være af eg, fremdeles ege lejder, dels af 40 dels af 17 alens længde.

Den 26. august 1583 tillod kongen, at lensmanden måtte indkøbe 10 skpd. bly og anvende det til render (tagrender) "mellem husene på slottet". 1585 måtte broen over til slottet ombygges, ikke blot på træværket, men også de murede piller.

Den 23. september 1593 fik lensmanden ordre til at lade det gamle stenhus på Riberhus, kaldet skriverstuen, som ikke var nyttigt til noget, nedrive. Dette skete dog ikke dengang; men 1603 var bygningen stærkt beskadiget, da den ene gavl var revnet, og i de følgende år må den enten være reven eller falden ned.

Under 15. februar 1616 udgik der da brev til lensmanden om at lade den opføre på ny efter mester Hans Bygmesters overslag, hvorefter den ville koste 1.318 rdl. Meningen var, at den skulle opføres på den gamle grundvold, men d. 2. maj samme år lod Albr. Skeel på tinget udnævne 8 mænd til at syne denne. De erklærede, at den gamle mur, hvorpå huset havde stået, 7 alen høj, og 3½ alen tyk, men under den var kun sand og ler, ingen slynger (pæleværk) eller kampesten, hvorfor de mente, at det ikke var rådeligt at bygge på den, men foreslog at opsætte den nye skriverstue langs med volden, næst op til kong. majestæts sal (altså i det østlige hjørne). Dette råd må dog ikke være bleven fulgt, som vi se af forretningen af 1639.

De gamle mures beskaffenhed synes at tyde på ælde.

Ved det ovenanførte kongebrev af 1595 fik lensmanden tillige befaling til at lade grave en brønd på slottet og opsætte den af kampesten; hvis man ikke kunne træffe "vældvand", skulle der lægges render ind til den fra graven. Denne brønd har da skullet træde i stedet for en vandkunst, som digteren Hans Frandsen omtaler i sit digt "de civitate Ripensi" (om Ribe by), der findes i hans "liber elegiarum" (1554). Han kalder den "en springende kilde i slotsgården med sit afløb indrettet i fordums tid af kunstfærdige hænder" og synes at sige, at den var omfattet af marmorstatuer. Dette anlæg må senere være blevet ødelagt, da man 1595 måtte grave en ny brønd i dets sted. Ved kongebrev af 27. februar 1596 tillodes det lensmanden, eftersom der skulle være mangel på kampesten i lenet, at benytte mursten til den nederste del af brønden. Efter Terpager var dog hele brønden opsat af kampesten, som var tilhuggede smukt og i en runding. Af denne brønd, der var 18 alen dyb, var der endnu 1736 en levning tilbage. I slutningen af det 17. århundrede havde stiftamtmanden benyttet den som iskælder.

I anledning af en indstilling fra Albr. Friis om forskellige istandsættelser på slottets bygninger udtaler den bygningskyndige konge, Christian 4., i en skrivelse af 13. december 1600, at han selv "har set den lejlighed, så at både husene i sig selv er uordentlig byggede, der de første gang er byggede, og derhos meget forfaldne".

1642 var broen over til slottet atter så forfalden, at det ved kongebrev af d. 25. november tillodes lensmanden at anvende 339 spec. dr. til dens reparation, men førend denne kunne foretages, styrtede ved fastelavn 1643 en del af broen ned med mange mennesker, som netop var samlede ved slottet for at skrives i skat. Om nogen omkom derved, siges ikke. Den 30. april derefter afholdtes en synsforretning, som udviste, at også bropillerne trængte til meget eftersyn. Et nyt syn fra oktober samme år udviser, at broen da var fuldkommen istandsat, og andet reparations arbejde på slottet udført. Men under den krig, som udbrød samme år, led slottet så meget ved 2 belejringer og andet, at lensmændene fra den tid af ikke mere kunne bebo det, men skaffede sig bolig på Korsbrødregård.

Man havde dog endnu ikke opgivet slottet. Ved kongebrev af 24. november 1651 tillodes det lensmanden at anvende 2.000 rdl. til dets nødvendige bygning og reparation, således at denne sum fordeltes på 2 år. Rimeligvis er der dog ikke blevet udført noget betydeligt, da lensmanden ikke, så vidt vides, igen tog bolig der. Under krigen 1657-1660 er det uden tvivl blevet yderligere ødelagt, som også Terpager siger, og fra nu af tænktes der ikke mere på dets istandsættelse. Det forfaldt da efterhånden ganske. Indtil 1684 må bygningerne dog til dels have stået endnu, thi i dette år lod stiftamtmanden optage syn over det tømmer, som fandtes i dem og kunne være tjenligt til anden bygning, og året efter fik Sct. Kathrine kirke 1.500 tagsten (ligesom 2 år senere 4.200 mursten) fra slottet. En lignende anvendelse har vel andre af materialerne fundet, hvorved ruinerne hurtigt svandt hen, så at slottet allerede 1692 i en taksation over resterne kunne kaldes "nedbrudt og forfaldent", og samtidigt kalder Mads Rostoch det en stenbob.

4.

Slottets befæstning bestod for en væsentlig del i dets grave. Udenfor disse synes der 1587 at være bleven anbragt palisader, thi under 28. april dette år pålagdes det lensmanden at købe 2 ladninger tømmer til en værdi af 400 dr. til anbringelse af et "stackeværch" omkring slotsgraven. Disse "stakitter" omkring gravene nævnes i synsforretningen af 1603, som for største delen omslagne af stormen og vandet og blev måske ikke fornyede.

Indenfor gravene løb nede ved vandet rundt om slotsbakken en murstens mur, hvis højde både Hans Laugesen og Hans Frandsen stærkt fremhævede. 1608 var en del af denne mur styrtet om, thi d. 26. juli lod slotsskriveren tage et syn over en "mur norden ved slottet nede ved graven", hvoraf et stort stykke var aldeles nedfaldet, og et andet stod for fald. Af denne mur blev grundvolden, som indeholdt store kampesten, udgravet omtr. 1830 eller 1840, og stenene anvendte til byens skibbro. I forbindelse med denne mur stod de såkaldte "runddele" eller "bulværker", en slags lukkede og med tag forsynede små bastioner. Efter Dankwerths angivelse i hans "Landesbeschreibung" og efter overleverings-forretningen af 1639 var de 4 i tallet, vistnok i hvert hjørne, skønt det på tegningen hos Braun ser ud, som om der var 3 på hver side. De var så lave, at floden i 1623 kunne løfte overdelen af dem.

Bagved muren og runddelen var den høje bakke skrænt, som endnu måtte bestiges af en stormende fjende, og denne skrænt var i det mindste på de sider, som nærmest var udsatte for en fjendtlig beskydning, nemlig den sydøstlige og sydvestlige, tillige med den nærmest til denne stødende del af den nordvestlige, forhøjet med en virkelig vold, som hævede sig over slotspladsens plan og tildels kunne dække slottets bygninger mod en fjendes kanonskud. Slotspladsens nuværende udseende synes at udvise dette med stor sikkerhed, og det bekræftes ved historiske efterretninger, som når det af forretningen af 1639 ses, at den ene side af det sydvestlige store hus, for en stor del var skjult af "den jordvold". Denne del af befæstningen synes at være kommen til efter reformationen, thi d. 24. oktober 1543 udgik der et kongebrev til Klaus Sehested som lensmand på Riberhus og stiftslensmand i Ribe Stift om, at han skulle lade føre så meget jord som muligt ind på slottet, især ved hård vinter, hvorefter han siden kunne lade denne jord jævne "og den vold og befæstning lægge". Der tilsendtes ham samtidigt kongelige breve til de øvrige lensmænd i stiftet om, at de skulle tilholde bønderne i deres len til at arbejde på slottets befæstning efter det kongelige åbne brevs lydelse; hvis han behøvede andre breve til samme bygnings behov, kunne han begære dem i kancelliet.

År 1600 havde Albr. Friis gjort en indstilling om, at der burde bygges og hjælpes på slottets befæstning, og fik under 13. december det svar, at kongen med det første ville sende en bygmester derhen for at bese befæstningen. Der synes dog intet at være sket dengang. 1601 omtales et fængsel "på volden".

Til slottets forsvar havdes kanoner. Den 8. maj 1554 udgik der brev til lensmanden Peder Bild om, at han skulle sende en nøjagtig opgivelse om, hvor mange stykker skyts, og af hvad slags, han havde på slottet; det små kobberskyts skulle han lade gøre "færdigt", hvis det ikke var det, og opgive, hvor mange heste han havde til at befordre det. Meningen var, at det skulle afgå til Rendsborg i anledning af krigsforholdene ved Elben. Derefter afgik under 23. maj breve til domkapitlet, såvel som borgmestre og råd i Ribe, Varde, Kolding og Vejle om at sende heste og karle til fremføring af dette skyts, Varde by 2 heste og 1 kusk, de øvrige byer 4 heste og 2 kuske. Hvor meget skyts lensmanden havde kunnet afsende, ses af en ny skrivelse til ham af 25. februar næste år om, at da de 8 stykker, som første gang var sendte til fyrstendømmet, ikke var "færdige", skulle de sendes til København, for at gøres færdige der.

Den 13. december 1600 får lensmanden ordre til at lade gøre "hjul og lader" til slottets kanoner. 1588 nævnes et bøssehus på den søndre side af volden; det var dog i dengang ganske forfaldet.

1557 nævnes en Lydik van Araberre, som tjente lensmanden Peder Bild, og i lensregnskabet for 1562-63 en Jørgen van der Hude. De havde vistnok været bøsseskytter, som skulle forestå slottets artilleri. Forøvrigt udgjordes besætningen af de våbenøvede karle, som lensmanden stadig måtte have i sin tjeneste, da han ifølge sit lensbrev var forpligtet til at tjene kongen med 8, indtil 12 væbnede ryttere. Disse karle eller hofmænd havde vel altid ved siden heraf en fredelig dont at passe, så at de til dels falder sammen med de mange forskellige bestillingsmænd på slottet, som nævnes, især i kirkebogen, såsom slotsgartner, kældersvend, berider, staldmester, skytte, portner, smed, slotsskrædder, saddelmager.

Hele dette tjenerskab stod nærmest under slotsfogeden (el. husfogeden), som i enkelte tilfælde var en adelsmand, f. eks. 1557 Mads Skeel, en søn af Niels Skeel til Hesselballe.

5.

Lige udenfor den bro, som førte over til slottet lå dettes staldgård på et meget indskrænket terræn, mellem slotsgraven og engen. Bygningerne var heller ikke af stort omfang. Afleverings-forretningen af 1639 nævner et østre, et søndre og et vestre hus på henholdsvis 14, 13 og 18 fag og en hølade (mod nord?) på 25 fag. Høladen og det østre hus var opførte af fyrretømmer alene, de 2 øvrige huse bestod derimod henholdsvis af fyrre- og egebindingsværk ("muret mellem stænger"). Det østre og vestre hus var væsentlig indrettede til stalde, det søndre derimod til forskelligt brug. Indkørslen for den, som kom fra byens Pilleport for enden af Grønnegade, gik igennem en port på det østre hus, og derpå gennem et særegent porthus med egebindingsværk ud på broen, som førte over til slottet.

På tegningen hos Braun ligger bygningerne dog lidt anderledes. I gamle dage havde slottets stalde ligget i nærheden af byens Sønderport, og en lade i Grønnegade. Allerede 1551 omtales dog "den gamle stald, som stod for Riberhus", og 1562 blev en stald, som havde stået på Sejbjerg (se nedenfor), nedbrudt og igen opsat "ved slottets port".

Denne staldgård var, som man ser, ikke indrettet på noget egentligt avlsbrug. Som et slags ladegård til slottet i ældre tid må vistnok det nysnævnte Segeberg (Sejbjerg) i Farup sogn betragtes, men efter reformationen indrettedes det forhenværende nonnekloster nordøst for byen med dets marker til en sådan. Segeberg bortskænkedes til Jørgen Pedersen Rentemester, kom efter hans død igen i kongens besiddelse, men nedlagdes nogle få år derefter, idet bygningerne blev flyttede, dels til den nye ladegård, dels til staldgården foran slottet og jorderne for størstedelen henlagdes til den første, navnlig engene, hvorimod det meste at agerlandet synes at have henligget uopdyrket, indtil kongen d. 23. april 1581 atter pålagde de bønder, som lå under Riberhus, for fremtiden at pløje og tilså den.

1639 beskrives ladegårdens bygninger som bestående af et hus på 14 fag, indrettet til bolig for ladefogden og hans folk, en stor kornlade på 26 fag, en stor, høj lade på 24 fag, tildels dog indrettet til øksenstald, og endelig en øksenstald på 35 fag, alt ved god magt.

Ladegårdens tilliggende var ikke ubetydeligt, eftersom det senere blev ansat til 91 td. 7 skp. 1 fjk. 2 alb. hartkorn. En mindre del af disse jorder nordøst for byen bære endnu navn af ladegårds jordene, nemlig den, som uden tvivl har udgjort det forhenværende nonneklosters agerland. Dens hartkorn var 8 td. 1 skp. 2 fjk. 1½ alb.

Ladegården drevedes naturligvis ved hoveri af kongens bønder i lenet. Christian 4. havde bestemt, at kun de 140 nærmest boende bønder skulle gøre dette hoveri, nemlig bønderne i Gørding og en del af Skads herreder såvel som i Farup og Seem sogne, hvorimod de øvrige bønder i lenet skulle give arbejdspenge. De 140 besværede sig dog over, at de ikke alene kunne overkomme arbejdet, og da de øvrige kongsbønder i Skads Herred erklærede sig villige til at deltage i arbejdet, imod at de 140 bidrog til frihedspengene, indvilligede kongen ved skrivelse af 23. juni 1624 heri.

Senere må kredsen af de arbejdspligtige være bleven udvidet endnu mere, som det synes, thi da kongen omtr. 1650 havde udlagt 10 af kronens gårde i lenet for gæld, og disse 10 gårdes arbejde nu var blevet fordelt mellem de øvrige, klagede kronens bønder også i Vester Herred foruden de andre steder herover og begærede, at Ballum Birks 37 ½ gårde (med undtagelse at birkefogedens, delefogedens og sandemændenes) og 8 (Riberhusiske) gårde i andre sønderjyske sogne i nærheden af Ribe, måtte overtage de nævnte 10 gårdes andel, såvel i bjergningen af slotsengene som i kørsel med tørv, ved og ilding til slottets fornødenhed. Lensmanden anbefalede dette andragende, da bønderne i Ballum hidtil intet arbejde havde gjort, mens de andre herreder havde haft hver sin tilskiftede eng, at høste og indavle, og så meget mere, som de første til dels boede nærmere, medens af de sidste flere bønder var komne meget tilbage i den onde tid. Dette indrømmede kongen da ved skrivelse af 11. juni 1651.

Til slottet hørte siden 1488 en abildhave, som lå ved slottets stalde ved den gade, som dengang kaldtes Kongensgade, nu Skovgade, i nærheden af Sønderport. Stedet er endnu have og har bevaret navnet af "slotshaven". I slottets regnskab for 1581-1582 anføres den som ”abild- og rumle-have” og en mand havde fri bolig i en af slottets 4 nærliggende boder, for at "vogte og vare" den. 1641 var en del at den bortlejet til 2 mænd, men desuden var der en gartner, som holdt beværtning med øl, gæsterne spillede terninger. Samme efterår var dog gartneren bortrømt, og kongens foged lod tage syn over den skammelige måde, hvorpå han havde handlet med haven. Norden for haven lå den såkaldte slotstoft, som strakte sig op til slotsgraven. Ved enden af Grønnegade havde slottet sin kålgård, rimeligvis den nuværende blegdam.

Til Riberhus Len hørte fra gammel tid af Gørding og Skads herreder. 1542 blev også Vester (Horne) Herred lagt ind under lenet og forblev senere under det. Desuden hørte naturligvis det gods, som havde tilhørt de gejstlige stiftelser i Ribe og som lå i Sønderjylland, til Riberhus Len, med undtagelse af Møgeltønder og Trøjborg, som allerede i den katolske tid havde udgjort særlige len under bispestolen og efter reformationen vedblev at bortforlenes særskilt og senere pantsattes og solgtes. Da kongen 1599 købte Møgeltønder tilbage, forenedes det påny med Riberhus Len og blev i forening med det hele denne periode igennem. Ballum Birk (tidligere Brink Len) med den sydlige del af Rømø og List, som 1583 var blevet lagt til Trøjborg, vendte 1602 tilbage til Riberhus. Derimod hørte Vesterland-Før og Amrum, i det mindste fra reformationen af, altid under dette. Endelig fik lenet en større udvidelse, idet Malt Herred, som havde ligget under Skodborghus, indtil kongen 1580 solgte denne gård, og som derpå i et par år havde hørt under Koldinghus, ved kongebrev af 23. marts 1583 henlagdes under Riberhus. Foruden Ribe by stod Varde under lensmandens tilsyn.

Noter

• Riberhus Len
• J. F. Kinch: Ribe Bys historie og beskrivelse (1884), bind 2, side 468-472.