Forskel mellem versioner af "Topografi 1923 Hjortvad"
Hp (diskussion | bidrag) |
(Ingen forskel)
|
Versionen fra 29. apr 2014, 20:43
Indholdsfortegnelse
Gudsnap
Vi fortsætter vor tur og kommer snart til Gudsnap. Af skatteregisteret fra 1542 kan man se, at ejendommen er meget gammel. I rubrikken for overskat nævnes den ikke, men ved årlig pengeafgift står den opført:
- Hans Negelsen 4 mark 0 sk. For jagt er der intet opført.
Gården skal i gamle dage have haft et meget stort jordområde og fire mark årlig pengeafgift svarer også til en stor gård. Da den intet betaler i overskat og jagt, må den vist have haft nogle særrettigheder.
Vi er nu nået ud til sognets vestgrænse og står lige ved skellet til det forhenværende Kalvslund sogn. I disse optegnelsers indledning er der gjort opmærksom på, at Hjortvad, Bavngård og Ravning naturligt hørte til Lintrup sogn, og derfor skal disse tre steder også uden videre tages med ind i disse optegnelser.
Vi passerer sognegrænsen, og efter en kort tur er vi i:
Hjortvad
Først må vi nu her tage afsked med den så tit nævnte Farrisbæk, som herfra fortsætter sit løb under navnet Hjortvad Å, indtil den sluttelig udmunder i Nibså ved Ribe. Byens navn skal hidhøre fra, at hjortene, som husede i de store egeskove, der dengang dækkede en stor del af landet, her havde et vadested gennem åen.
I skatteregisteret for 1542 nævnes i rubrikken for overskat:
- Souerin Thomasen 6 mark 0 sk.
Og i registeret for årlig pengeafgift står:
- Souerin Tamsen 3 mark 5 skilling. Samme for jagt 8 skilling
Ifølge det gamle skatteregister havde Hjortvad for 350 år siden kun én gård og efter skattens størrelse endog næppe en helgård. Men ved forrige århundredes begyndelse nævnes byen med fem halvgård og ét indsiddersted. Denne vækst havde sin grund i, at beboerne i Hjortvad købte jorderne fra den herregård, der lå i Bavngård, som blev udstykket.
Gårdene i Hjortvad har meget store jordarealer, men meget er nu tilplantet. Især har den nulevende 80-årige landmand P. Lauritzen plantet meget af landet til, der hører ind under hans gård, som sønnen nu har overtaget.
På en bakkeskråning syd for Hjortvad, der hører til to af gårdene der, ser man et forkrøblet egekrat, der dækker et betydeligt jordområde. Man har nu forsøgt at få træerne til at vokse op ved at plante gran ind imellem, og det ser ud til, at det efterhånden vil lykkes.
I den vestlige udkant af dette krat, viser man en plads, som kaldes tingstedet. Der kan ses et rundt tragtformigt hul så stort, at tolv mand magelig kan sidde deri, ellers er der intet. Kun kan her meddeles, at mens lyngen gror frodigt tæt ind til denne plet, er der på samme ikke en pind, men frodigt vokser der langt græs.
Denne plads har jo sandsynligvis været brugt til et eller andet i oldtiden, men da dette minde er glemt, skal vi nøjes med at gengive hvad 'Hans Tærsker' fortalte. Det formede sig omtrent således:
To gange hver sommer samles her ved tingstedet tolv gamle bønder. De mødes ved midnatstide og er borte igen før sol står op. De sætter sig ned i en kreds omkring hullet, og hvad bestiller de, de sidder og ser på hverandre og siger ikke noget videre, og når de så har siddet en tid, så begynder der én at 'rangle af', og så 'rangler' de sådan af, én efter én, indtil jeg bliver den sidste.
Ifølge hans fortælling var hvert medlem forpligtet til at sørge for en stedfortræder, som kunne overtage pladsen, når én døde. En gammel bonde i Brøstrup havde givet 'Hans Tærsker' 24 gamle daler for at overtage hans plads, og nu skulle han jo også sørge for en, der kunne overtage hans plads, når han gik bort, men det lykkedes ham ikke. 'Hans Tærsker' er død for mange år siden som sidste medlem af tinget ved Hjortvad, og selskabet er derefter ophørt.
Tremarksmanden
Øst for det her nævnte egekrat ligger en stor flad mark, og hvor Hjortvad Å danner den østlige grænse i den søndre ende af marken, vises et større stykke, som kaldes for 'tremarksmandens'. Der ses endnu tydeligt rester af en bred grøft, som har indrammet hele stykket på syd- vest- og nordsiden, på den østlige side danner, som allerede nævnt, Hjortvad Å grænsen. For nogle år tilbage sås her også levninger af et hus, og herom fortælles der, at der har boet en 'tremarksmand'.
Noter
Optegnelser fra Lintrup og Hjerting sogne, af A. J. Marcussen, Rødding. (1923)