Om nævninger

Nævninger skal sværge om håndran, om boran, om jordran, som nogle kalder markran, om vådesgerning og om tyveri. Disse sager skal forfølges på tre ting.

På det første ting lyser man ranet, og der fastsættes da et ting for hans modpart. På det andet ting gøres det første ting nyt, det vil sige, at to mænd eller flere skal vidne, at det er parternes genmæleting, og at den sagsøgte var lovlig stævnet til at stå til rette for sagsøgeren, og derefter skal den, der har rejst sagen, aflægge ed. På det tredje ting skal nævningerne sværge den sagsøgte enten skyldig eller uskyldig i ranet.

Men vedgår den sagsøgte, før sagsøgeren aflægger sin ed, (at have taget) dennes ejendele, da skal nævningerne ikke træffe afgørelse derom, og kongen skal ikke have sin bøde, men bonden skal dog have sin bøde. Men den sagsøgte må udrede det hele og præstere edsbevis på, at han har fået det, han sagsøges for, ved våde, idet han mente, at det var hans eget, eller at han fik det med sagsøgerens vilje.

Men brister edsbeviset for ham, skal han udlevere det, sagsøgeren gør krav på, og bøde tre mark både til bonden og til kongen.

Men vedgår han ikke, før sagsøgeren sigter ham ved sin ed, da skal nævningerne sværge derom, og han kan da ikke føre andet edsbevis.