Villebøl vandingskanaler (oversigt)

Kanal-Interessentskabet af 16. og 17. nov. 1873

Kanal-Interessentskabet af 16. og 17. nov. 1873 blev resultatet af års forudgående arbejde af en del lodsejere (nok identisk med den første bestyrelse) for at vinde interesse for en bevandingskanal langs Kongeåen.

Man havde man fået det Danske Hedeselskab til at projektere kanalanlægget, der bestod af 2 kanaler - én på hver side af Kongeåen.

• Den sydlige strakte sig fra den preussiske grænse i øst til Gredstedbro i vest.
• Den nordlige fra lige syd for Tobøl til Gredsted.

Disse to kanaler skulle hver optage halvdelen af åens vandmasse. Der byggedes et stemmeværk lidt øst for Ribe-Kolding landevejen, samt et stemmeværk ved hver af de to kanalbroer. Derudover blev der lavet stemmeværk i åen ved Hjortlund.

Formålet med projektet var at overrisle engene med åens vand, der betegnedes som meget frugtbart. Man kaldte det frugtvanding. Som en følge af den store niveauforskel åen har vestpå, kunne man i Hjortlund-området også vande agerjord.

Kanalanlæggets længde og vandet areal

Administrationen delte man op i fire enheder:

	Længde				Vandet areal.
Villebøl-Hjortlund	13.070	alen =	8,21	km.	300	tdl.
Villebøl-Jernved	12.070		7,58		350
Hjortlund-Brokær	7.450		4,68		150
Hjortlund-Gredsted	8.040		5,10		150
I alt	40.630	alen =	25,50	km.	950	tdl.

Åens vandføring

Sommer 65 □ fod = 20,4 m² i sekundet.

Efterår 150 □ fod = 47,1 m² i sekundet.

Fra Villebøl til Gredstedbro er åens fald 6,28 meter.

Licitationen over anlægget

Licitationen påbegyndes i september 1874 og fuldføres i juni 1875.

Lodsejerne skulle betale ⅓ af de kalkulerede udgifter i oktober 1874 og ⅓ i december 1874 og resten af de faktiske udgifter den 19. maj 1875.

Bestyrelserne fra 1873

Sønder kanal

Sognefoged Peter Bertelsen.      Kroejer C. N. Knudsen.      Gårdmand Elias Bertelsen.

Nordre kanal

Gårdmand Anton Hjort.      Gårdmand Mads Jessen.      Gårdmand Hans Henrik Hansen.

Afslutning

Efter verdenskrigen 1940-45 var der ikke mere interesse for bevanding. Kanalanlæggene var forfaldne, og det ville være for kostbart at istandsætte dem.

Kunstgødning kunne igen købes, og den var forholdsvis billig. Man blev derfor enige om en nedlæggelse, og det skete for den nordre kanal i 1947 og for den søndre kanal i 1953.