Om kongens befalingsmænd og andre betjente

1.

Kongens befalingsmænd skulle alle kongelige forordninger og befalinger, ligesom de, enhver sin tid, er udgivne, lade registrere og i en bog indføre, som hos amtet altid skal forblive, og, når de komme fra amtet, den til deres efterkommere levere tillige med hvis tingsvidner, domme, og andre breve, som i amtet til underretning kunne fornøden gøres.

2.

De skulle have flittig og alvorlig agt og indseende med, at kongens lov, forordninger og befalinger, så vidt deres amt strækker sig, i alle måder holdes og efterkommes, og intet derimod handles, eller tillades.

Og når de befinde nogen husbond efterladen på sit gods at efterkomme det, som befalet er, eller og ikke vil skaffe den klagende ret over sine tjenere efter lov og dom, når han derom anmodes, da skulle de magt have og forpligtede være med eksekution det at efterkomme.

Befindes de forsømmelige her udi, og det skelligen bevises kan, at dem derom har været vitterligt, og de ikke samme tid i nogen kongens bestilling have været forhindrede, da skulle de derfor have forbrudt det betroede amt.

3.

Hvis misforstand og uenighed sig i købstæderne begiver, enten imellem øvrigheden og borgerskabet, eller imellem øvrigheden. indbyrdes, skulle stiftsbefalingsmændene med al flid se til at dæmpe i begyndelsen.

Men hvis de ikke ville lade sig sige, skulle de det straks for kongen angive med sand udførlig beretning om deres tvistigheders omstændigheder.

4.

Alle gejstlige og verdslige, som af kongen penges, eller nogen slags indkomstes, oppebørsel og forvaltning er betroet, og derfor stå for afgift, forpagtning, eller regnskab, skulle årlig efter deres forvaltnings, forpagtnings, eller bestillings, breve rigtigt og i rette tid derfor på kongens rentekammer klarere under den straf, som af kongen derpå sættes.

5.

Kongens befalingsmænd på landet og øvrigheden i købstæderne skulle have tilbørlig indseende med, at, når nogen dør, som med kongens indkomster har haft at gøre, da deres bo ikke forrykkes, eller forkommer, eller skifte vorder holdet, førend kongen er fyldestgjort, med mindre arvingerne er så vederhæftige, at de til kongens rettighed nøjagtig kunne svare.

Dog enhver, som lovlig pant har, sin panterettighed i alle måder upræjudiceret.

6.

Kongens fogeder, amts- eller commissari-skrivere, må ingen skriverpenge fordre, eller tage, af bonden, når han yder sin landgilde, eller skat, eller ager sine rejser, for afskrivelse, eller seddel, under deres bestillingers fortabelse.

Det samme er og om andre husbonders fogeder og skrivere.

7.

Alle husbonders fogeder, skrivere og andre tjenere, som stå for regnskab, skulle være forpligtede til deres husbonder årlig til bestemt tid at levere deres regnskaber med behørige beviser, og tage husbondernes bevis derpå, som dem ingenlunde bør at forholdes.

Og bør husbonderne inden tre, fire, fem, eller seks, ugers forløb i det højeste derefter, som regnskaberne vidtløftige er til. Overgive til dem hvis antegnelser og mangler de finde udi regnskaberne.

Og skulle førnævnte fogeder, skrivere og tjenere, være forpligtede til inden tre ugers tid i det højeste, efter af manglerne er dem tilstillede, at gøre nøjagtig forklaring for dem, eller dem straks betale.

Og hvis de ikke her udi efterkommer deres pligt, som her forskrevet står, bør de straks derfor at stille husbonderne nøjagtig borgen og forsikring, eller borge for sig selv uden nogen proces.

Dersom husbonderne findes forsømmelige med bevises meddelning, eller manglernes overlevering, såfremt de ikke lovligt beviser, at de i sådan forhindring været have, at de regnskaberne, hverken ved sig selv, eller deres fuldmægtige, have kunnet lade igennem se, og antegnelse gøre, da bør de at have forbrudt deres ret, fornævnte fogeder, skrivere, og tjenere, for i rette tide overleverede regnskaber at søge.