Om verdslig- og hus-stand

Version fra 2. mar 2013, 11:11 af Hp (diskussion | bidrag) Hp (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning
Om kongens befalingsmænd og andre betjente
1.

Kongens befalingsmænd skulle alle kongelige forordninger og befalinger, ligesom de, enhver sin tid, er udgivne, lade registrere og i en bog indføre, som hos amtet altid skal forblive, og, når de komme fra amtet, den til deres efterkommere levere tillige med hvis tingsvidner, domme, og andre breve, som i amtet til underretning kunne fornøden gøres.

2.

De skulle have flittig og alvorlig agt og indseende med, at kongens lov, forordninger og befalinger, så vidt deres amt strækker sig, i alle måder holdes og efterkommes, og intet derimod handles, eller tillades.

Og når de befinde nogen husbond efterladen på sit gods at efterkomme det, som befalet er, eller og ikke vil skaffe den klagende ret over sine tjenere efter lov og dom, når han derom anmodes, da skulle de magt have og forpligtede være med eksekution det at efterkomme.

Befindes de forsømmelige her udi, og det skelligen bevises kan, at dem derom har været vitterligt, og de ikke samme tid i nogen kongens bestilling have været forhindrede, da skulle de derfor have forbrudt det betroede amt.

3.

Hvis misforstand og uenighed sig i købstæderne begiver, enten imellem øvrigheden og borgerskabet, eller imellem øvrigheden. indbyrdes, skulle stiftsbefalingsmændene med al flid se til at dæmpe i begyndelsen.

Men hvis de ikke ville lade sig sige, skulle de det straks for kongen angive med sand udførlig beretning om deres tvistigheders omstændigheder.

4.

Alle gejstlige og verdslige, som af kongen penges, eller nogen slags indkomstes, oppebørsel og forvaltning er betroet, og derfor stå for afgift, forpagtning, eller regnskab, skulle årlig efter deres forvaltnings, forpagtnings, eller bestillings, breve rigtigt og i rette tid derfor på kongens rentekammer klarere under den straf, som af kongen derpå sættes.

5.

Kongens befalingsmændlandet og øvrigheden i købstæderne skulle have tilbørlig indseende med, at, når nogen dør, som med kongens indkomster har haft at gøre, da deres bo ikke forrykkes, eller forkommer, eller skifte vorder holdet, førend kongen er fyldestgjort, med mindre arvingerne er så vederhæftige, at de til kongens rettighed nøjagtig kunne svare.

Dog enhver, som lovlig pant har, sin panterettighed i alle måder upræjudiceret.

6.

Kongens fogeder, amts- eller commissari-skrivere, må ingen skriverpenge fordre, eller tage, af bonden, når han yder sin landgilde, eller skat, eller ager sine rejser, for afskrivelse, eller seddel, under deres bestillingers fortabelse.

Det samme er og om andre husbonders fogeder og skrivere.

7.

Alle husbonders fogeder, skrivere og andre tjenere, som stå for regnskab, skulle være forpligtede til deres husbonder årlig til bestemt tid at levere deres regnskaber med behørige beviser, og tage husbondernes bevis derpå, som dem ingenlunde bør at forholdes.

Og bør husbonderne inden tre, fire, fem, eller seks, ugers forløb i det højeste derefter, som regnskaberne vidtløftige er til. Overgive til dem hvis antegnelser og mangler de finde udi regnskaberne.

Og skulle førnævnte fogeder, skrivere og tjenere, være forpligtede til inden tre ugers tid i det højeste, efter af manglerne er dem tilstillede, at gøre nøjagtig forklaring for dem, eller dem straks betale.

Og hvis de ikke her udi efterkommer deres pligt, som her forskrevet står, bør de straks derfor at stille husbonderne nøjagtig borgen og forsikring, eller borge for sig selv uden nogen proces.

Dersom husbonderne findes forsømmelige med bevises meddelning, eller manglernes overlevering, såfremt de ikke lovligt beviser, at de i sådan forhindring været have, at de regnskaberne, hverken ved sig selv, eller deres fuldmægtige, have kunnet lade igennem se, og antegnelse gøre, da bør de at have forbrudt deres ret, fornævnte fogeder, skrivere, og tjenere, for i rette tide overleverede regnskaber at søge.

Om privilegerede personer

Om privilegerede personer

Om borgere i købstæderne
1.

Vil nogen være borger i nogen købstad, da skal han gøre sin ed for borgmester og råd, derefter skal han give for sit borgerskab noget efter politi-ordningen, og før må han ej bruge borgerlig næring, under hans faldsmål, fyrretyve lod sølv til kongen og byen.

2.

De skulle holdes for borgere og nyde borgerlig ret og frihed, som således deres borgerskab soret have, og gør og give al borgerlig og byens tynge, og selv holde hus og ildsted i byen, og ingen anden, om endskønt han i nogen anden købstad borgerskab har taget, og sig for borger ladet indskrive.

3.

Ingen borger må flytte af byen, før end han på rådhuset lovlig har til borgmester og råd sit borgerskab opsagt, og gjort rede og rigtighed for hvis han i byens bestillinger har forestået, og ham af øvrigheden har været betroet.

Men hvis øvrigheden fornemmer, at han uden rigtighed agter at flytte, da må de både hans gods og hans person arrestere lade, i hvad påskud han og gøre kan, med mindre han vederhæftige forlovere sætter, eller billig forsikring i rørligt, eller urørligt, gods stiller.

Om øvrighed og andre betjente i købstæderne
1.

I hver købstad skal der være så mange borgmestre og rådmænd, som byens lejlighed udkræver, hvilke skulle sættes af kongen, og ham deres ed gøre.

Men hvor ingen borgmester og råd er, der skal den forordnede byfoged forrette hvis som borgmester og råd tilkommer.

2.

Ingen må fra øvrigheds bestilling forløves, uden det sker med kongens udtrykte bevilling.

3.

Befindes nogens udygtighed for hvad årsag det og være kan, da skal kongens stiftsbefalingsmand for kongen det andrage.

4.

Øvrighedspersoner, dommere og skrivere, som til tinge tiltales for sager, som deres ære, eller gode navn og rygte og oprigtighed, pågælde, må ej øvrigheds sæde beklæde, førend de ved endelig dom frikendes og erklæres.

Imidlertid skulle andre i købstæderne af stiftsbefalingsmanden og på landet af amtmanden i deres sted forordnes, indtil de lovlig, som før bemeldt er, bliver erklærede.

Men for bare og løse beskyldninger bør ingen sit sæde at vige, men derved at blive, indtil han lovlig søgt vorder.

5.

Borgmester og råd skulle holde god skik og politik aldeles efter alle de punkter og stykker, som i loven og politi-ordningen om købstæderne meldes, og flittelig give agt på, at sådant i alle måder holdes og efterkommes, såfremt de ikke derfor af kongens fiskal ville tiltales, og selv stande til rette.

6.

De skulle holde over hvis af kongen påbydes, og dersom de kongens befalningers, eller lovens, overtrædelse tre uger upåtalt lade forbigå, efter at det dem vitterligt været har, da skal byen derefter ingen anpart have i sagefaldet, men borgmester og råd skulle byens anpart selv udlægge, og derforuden for deres forsømmelse af kongens fiskal tiltales på deres embede.

7.

De skulle lade alle breve, som byen vedkomme, og som enten til, eller af, borgmester og råd udgives, registere og til bogs føre, hvilken på rådhuset skal være i forvaring.

8.

De skulle det så mage, at en hver for et skelligt værd kan bekomme hvis vare, som landets indbyggere behov have, og bør at findes fal i købstæderne. Og skulle de årligen i hver købstad om påske tvende af deres middel forordne, hvilke skulle ikke alene nogle gange om året taksere og sætte købet på ferskt oksekød, saltet og tør fisk, danskt øl og brød.

Item gøre en billig takstvin, salt og andet, intet undertagendes, som købmænd og håndværksfolk og andre for deres vare og arbejde skulle have.

Men og med deres medbrødre have indseende, og tænke på middel, hvorledes menighedens nødtørft af sådant i tide er at forskaffe.

Med mindre de selv ville svare, en hver for sin forsømmelse. Og de, som mere tage end forordnet bliver af borgmester og råd, skulle bøde første gang til kongen tyve lod sølv.

Anden gang have forbrudt deres borgerskab, og ej videre tilstedes i riget deres handel at bruge.

9.

De små bestillinger i købstæderne og byens tjenereanordnes og afskaffes af borgmester og råd, og lige som ingen for rigdoms, medholds, slægts og svogerskabs, skyld, skal til nogen bestilling fordres, så skal ej heller nogen for ringe anseende skyld forbigås, om han dygtig er.

10.

Ingen borger må vægre sig nogen af byens bestillinger at betjene, med mindre han er skipper, styrmand, seglingsmand, eller sådan håndværksfolk, som loven, eller politi-ordningen, derfor forskåner, hvilke dog dertil må bruges, om de det selv samtykke.

11.

Borgmester og råd må ikke besvære nogle privilegerede, gejstlige, graduerede personer, og dem, som er i kongens tjeneste og ingen borgerlig næring bruge, med nogen borgerlig personal tynge.

12.

Når nogen til nogen bestilling udkåres, da må den udvælgelse hverken begyndes, eller endes, med drik, eller gæstebud, eller noget lav derfor anrettes.

Ej heller skal noget regnskab, registering, køb, salg, eller andet sligt, forrettes ved drikken, eller gæstebud, såfremt både vært og gæst derfor ikke ville tiltales og straffes.

13.

Når kongen lader sin befalning til borgmester og råd udgå at forskaffe folk til hans tjeneste, enten til lands, eller vands, da må de ingen derom advare, at de sig forstikke kunne, meget mindre forskåne nogen, som er i deres, eller andres, tjeneste, såfremt de ikke med vanære vil miste deres bestilling.

Om kæmnere
1.

Borgmester og råd skulle årligen den anden januar af de fornemste borgere nævne en byens kæmner, eller flere, om fornøden gøres, til hvilke forleden års kæmnere skulle overlevere beholdningen, og gøre regnskab inden fjorten dage der næst efter i borgmesters og råds og nogle borgeres overværelse, hvilke regnskabet flittig skulle overse, og antegne hvis mangel derudi kan findes.

2.

Gøre kæmnerne ikke regnskab, som før bemeldt er, inden fjorten dage der næst efter, da skulle de derfor tiltales og straffes efter deres formue. For manglerne skulle de enten straks gøre klart, eller med nøjagtig erklæring dem afbevise.

Gør de ikke straks derfor klart, da skulle de for dem dobbelt betale.

3.

Forrige års kæmner, om der er ikkun en i byen, eller den nederste, om flere er, skal næst følgende år altid lade sig finde, hvor han henfordres af kæmnerne, at gøre på alting undervisning om hvis samme års kæmnere af ham til efterretning have at spørge.

Om takserborgere
1.

Borgerskabet skal årlig den tredje januar udvælge to, fire, eller flere borgere, som en tid lang i byen boet have, og borgernes lejlighed kende, hvilke skulle med forrige års kæmnere den første søgnedag i februar i det år taksere dem, som bo i byen, hvorefter udgiften til gejstlig og verdslig brug skal på enhver beregnes.

2.

De, som bo i købstæderne, og ingen borgerlig næring bruge, så som: privilegerede, gejstlige, graduerede personer, og som i kongens tjeneste er, skulle, så vidt de ejendomme i købstæderne have, skatte efter den takst, som nu sat er, eller herefter sat vorder.

Men befindes nogle af bemeldte, enten selv, eller deres hustruer, eller deres husfolk, noget købmandskab, høkeri, tapperi, håndværk, eller borgerlig næring, at bruge, da skulle de al kongelig og borgerlig tynge udstå.

3.

Alle, som bo i købstæderne, af hvad stand de og er, og i hvad frihed de sig kunne påberåbe, skulle give kirkebetjentene deres rettighed, så og holde det ved lige, som de selv nytte og fordel af have.

4.

Takserborgerne skulle blive ved forrige års takster, med mindre de takserede, enten ved arv, eller andre måder, deres formue siden sidste gjorte takst forbedret have, eller ved deres bos og formues skifte, eller ulykkelig tilfald, kendelig forringelse, eller skade, på deres midler lidt have, og da skal borgmester og råd tvende andre borgere dertil nævne, som dem på ny inden fjorten dage skulle taksere.

5.

Klages der over taksten, da skal borgmester og råd høre så vel deres angivende, som formene andre for ringe at være takserede, som deres, der formene sig at være for højt satte, og hvor sådant skelligt befindes, tilholde takserborgerne det at forandre.

6.

De skulle derforuden al taksten igennemse, og dersom de befinde, at takserborgerne have gjort nogen til vilje, da skulle de lade dem tiltale for utroskab, og efter dommens indhold straffe.

7.

Borgmester og råd skulle årlig til hver nytårsdag forfatte rigtig regnskab på alle deres indtægter og udgifter af skatterne, og derhos forklare alle deres indtægter med rigtig og udførlig mandtal, hvem der har skattet, og hvor meget enhver har udgivet, hvilket skal af kæmner, rodemestere, og de bedste borgere, som til tinge årlig skulle udnævnes, underskrives og samtykkes, at så meget og ej videre er pålagt og oppebåret, hvilke regnskaber med alle dertil hørende assignationer og kvittanser skulle årligen tre måneder efter ny års dagkongens rentekammer indleveres under tilbørlig straf.

Om lav og håndværkere
1.

Når nogen tager borgerskab, da skal han af borgmester og råd lade sig indskrive for hvad håndtering, eller håndværk, han agter at bruge og nære sig af, og hvis der er noget lav for samme håndtering, da skal hans navn optegnet ved byens tjenere af borgmester og råd oldermanden tilskikkes.

Og skal så den, som således er antegnet, må bruge den håndtering, eller håndværk, uden nogen videre antegnelse, eller samtykke, med mindre ham nogen uærlig og lastelig misgerning klarlig overbevises, hvilken han ikke hos gud og øvrigheden har afsonet.

2.

Ellers skal med mesterstykke, lærebreve og alt hvis lavene og håndværkerne tilhører, i alle måder forholdes efter politi-ordningen.

Om omløbende kræmmere
1.

Al gæsteskud, som fremmede kræmmere give i købstæderne, at de må med deres kram og vare at sælge udstå, skal over alt riget være afskaffet, og ingen være tilstedt med nogen kramvare at omløbe fra en købstad til en anden, eller og nogen sted dermed at udstå, og i alne, lod, eller pund, at sælge, med mindre han borger er, under de hos sig havende vares konfiskation, og anden straf efter sagens befunden beskaffenhed.

2.

Ingen borger, eller undersåt, må tage fremmede købmands penge, eller gods, eller have nederlag med dem, og bruge til de fremmedes gavn og nytte alene, under samme penges og godses forbrydelse, og derforuden tresindstyve lod sølvs bøder.

Om markeder

Om markeder

Om mål og vægt
1.

Ingen mål, eller vægt, må enten i købstæderne, eller på landet bruges, uden de, som af kongen forordnede er. Og skulle i alle købstæderrådhusene sådanne mål og vægt findes, efter hvilke en hver skal have magt og frihed til at prøve, om ham, enten i købstæderne, eller på landet, nogen uret med mål, eller vægt, er vederfaret.

2.

Ingen skal være forment, som sælger, eller yder, noget korn, selv med et ret strygetræ at stryge, enten tønde, eller skæppe, som måles med.

3.

Øvrigheden på hver sted skal det være frit for, så tit de det godt og nødigt eragte, udi enhvers huse at lade efterse hvad mål og vægt de bruge.

4.

Befindes nogen at have, eller bruge, anden mål, eller vægt, end som forskrevet står, eller at bruge anden mål, eller vægt, at måle, eller veje, ud med, end han bruger at måle og veje ind med, da skal han agtes som en falskner, og have sin boslod forbrudt, i hvo han og er.

Om vognmænd og færgemænd
1.

Øvrigheden i hver købstad skal forordne i deres by visse vognmænds lav, og derover bestille en dygtig oldermand.

2.

Så snart en rejsendes mand nogensteds ankommer, skal oldermanden forpligt være at have en vogn ved hånden, at den rejsendes mand kan uden ophold komme fort, og det således, at han med ingen højere vognleje bliver besværet, end den takst, som kongen har ladet gøre, formelder.

3.

Alle værterne i købstæderne skulle have samme takst trykt i deres huse hængendes, at den rejsendes mand straks kan se hvad han skal betale.

4.

Tager nogen af den rejsendes mand videre end taksten tillader, eller vægrer sig derfor at age, da skal oldermanden det for øvrigheden angive, og de skulle straffe ham efter kongelig anordning.

5.

Dersom oldermanden herudi findes forsømmelig, eller modvillig, og det byfogeden tilkendegives, da bør byfogeden straks at skaffe den rejsendes heste og vogn, og siden have sin tiltale til oldermanden og vognmanden, som burde kiøre, såfremt at vognmændene ikke er i kongens rejse.

6.

Hvilken færgemand videre begærer, eller tager, til fragt, eller færgeløn, enten for ledige personer, rejsege heste med karle, heste og vogne, end som af kongen forordnet er, straffes, når det ham lovlig overbevises, efter kongelig anordning.

7.

Hvilken skipper, eller færgemand, nogen betler fra et sted til et andet overfører, med mindre de sådan pas og bevis medbringe, hvorefter dem kan tilstedes fra et sted til et andet at rejse, give for hver person til straf til de fattige ti lod sølv, som af byfogeden skal inddrives, og derforuden på sin egen bekostning bortskaffe dem til de steder, som de frakomne er, og imidlertid de på det sted er, selv dem underholde.

8.

Skipper, eller færgemand, som indfører her i riget, eller flytter over et færgested til et andet, nogen tater, have forbrudt skibet han har at føre og sin halve boslod.

9.

Ingen skipper, eller søfarende mand, må kongens bådsmænd, eller nogen af soldatesket, være sig ryttere, eller soldater, som i kongens tjeneste er, i deres førende skiberum indtage, og af riget og landene udføre, uden kongens, eller deres, som af kongen dertil er forordnede, passer: ej heller flere folk medføre, end de til deres skibe nødvendig behøve, under skibs og godses fortabelse.

10.

Enhver skipper skal hos det steds tolder her i riget, hvorfra han segler, angive, hvor mange bådsfolk han inden skibsborde har, og til sin rejses fornødenhed endelig behøver med sig at føre, så og forpligte sig samme folk, når han igen til riget ankommer, med sig at føre, med mindre han lovlig kan bevise dem, som borte blive, at være døde.

11.

Indtager skipperen ellers i sit skib nogen af kongens undersåtter til at udføre, da skal han miste dem, og give for hver person, som han i så måder ville udsnige, et hundred lod sølv, og de som således ulovlig ville forløbe, skal have deres boslod forbrudt, og sættes på holmen.

12.

Kongens toldere skulle på hvert sted her i riget have flittig indseende, når nogen skipper bortfarer, at ingen sådanne personer, som her oven ommeldt er, med noget skiberum hemmelig undkomme.

Om selvejerbønder
1.

Selvejerbonde, som besidder nogen bondegård, skal bruge alle gårdens eje både i skov og mark, og ingen af de andre medarvinger skulle bruge noget af gårdens tilliggelse, men annamme fyldest af den, som gården besidder, hvis den kan ydermere tåle over den sædvanlig tynge, efter dens, som herligheden har, og samfrænders tykke.

2.

Fordrister sig nogen af medarvingerne herimod at bruge noget af gårdens ejendom, da forfølges han derfor med ran.

3.

Dersom den, der gården besidder, forhugger, eller forhugge lader, samme gårds skove til upligt, eller og forkommer noget af ejendommen, som dertil liggendes er, og ikke holder gården ved magt, da skal den, der herligheden har, have magt med samfrænderne at sætte en anden af medarvingerne derpå, som vil og kan frede skoven, og holde gården og ejendommen ved magt, og rede der fuldt af til den, der herligheden har, og hans medarvinger fyldest, som ham bør at gøre, som forskrevet står. Findes der ingen af medarvingerne, eller frænderne, efter lovlig tilbud på tre hjemtingsdage, som gården vil, eller kan, antage, da må den, der herligheden har, lade gården lovlig taksere, og sælge den til den mestbydendes.

Dog at den, der herligheden har, nyder den for nogen anden, om han vil give så meget for den, som nogen anden byder. Hvis overblive kan, når bondens gæld er betalt, bør at komme bonden og hans medarvinger, om de have lod i gården, til gode.

4.

Selvejer bonde må ej med utilbørlig arbejd, eller tynge, af den besværes, som herligheden af gården har, videre, end som herligheden efter billighed kan udkræve, som eragtes at være den fjerde del imod en fæstebonde, som besidder en hel gård.

Om landbo, eller fæstebønder og landsby-handel
1.

Ingen skal udvises af sin gård, som han har fæst af sin husbond, så længe han holder den ved hævd og bygning, og den forbedrer, og lovlig gøder sin jord i marken, og giver sin skyld i lovlig tid, som er smørskyld til St. Hans dag midsommer, kornskyld til St. Mortensdag og andre små bede, gæsteri og oldengæld, og anden rettighed, hver til sin tilbørlig tid, og er sin husbond og hans fuldmægtig i hans fraværelse hørig og lydig.

Og ej låner, lejer, eller fæster, fra sin gård ager, eng, eller noget af gårdens tilliggelse, eller tilsteder nogen anden at bruge noget af gårdens tilliggelse, og ej hugger i de skove, der tilligge, i nogen måde, uden sin husbonds, eller hans visse buds, minde.

2.

Forbryder bonden sig imod noget af disse stykker, da har han sin gård forbrudt.

3.

Har husbonden ingen gård, eller hus, at bo udi, og han i egen person vil besidde den gård, som bonden i fæste har, da skal han sige bonden til derom St. Hans dag midsommer, og give ham sit fæste igen, og betale ham hvis bevislig omkostning og forbedringgården både i by og mark han gjort har, og da bør bonden at flytte af gården til næstfølgendes voldermisse.

4.

Efter bondens død må hans efterladte hustru uden al indfæstning besidde gården med al sin tilliggelse, så længe hun sider enke, og retter sig efter det, som om bonden før skrevet står.

Men dersom hun vil giftes, da skal den, som hende ægter, fæste gården af herskabet, førend han drager i gården.

5.

Hvis nogen enke ikke vil blive ved gården, da bør hun straks efter mandens død, når skifte holdes, at sige sig fra den til husbonden.

Hvis hun det ikke gør, da skal hun blive ved gården, indtil hun den lovlig opsiger efter den syvende artikel, som her efter i dette kapitel meldes.

6.

Når en husbond udviser nogen af sit gods for nogen af ovenbemeldte årsager, da skal samme bonde give husbonden sin forpligt, at han ej skal gøre efterkommeren nogen forfang, så og forsikre husbonden for hvis han med rette ham pligtig er. Vil bonden ej det gøre, da må husbonden anholde ham, indtil han det efterkommer.

7.

Hvilken bonde der ikke er vorned, som vil flytte fra sin gård og bolig, skal dertil have skellig årsag, og den lovlig bevise, derefter må han opsige den efter lovlig kald og varsel til husbonden, tre næste tingdage efter hver andre, for St. Hans dag midsommer, og fjerde tingdag derefter tage det beskrevet.

Hvorimod med skudsmål ingen forhindring må gøres.

Og da må bonden til voldermisse dernæst efter flytte.

Dog at han efter opsigelsen til forskreven tid retter for sig med landgilde, ægt og arbejd, og anden rettighed, som det sig bør, af gården og boligen til husbonden, så og svarer til brøstfældigheden, som til forskreven voldermisse findes. Forlader han gården uden lovlig opsigelse, da bør han, hvor han antræffes, at straffes som en rømningsmand.

8.

Dersom husbonden vil, at bonden skal så rugsæden, da skal han derfor give ham frøgælden igen.

9.

Drager, eller bortdør, nogen bonde fra sin gård, og den ej af anden bonde igen bliver besat, da skulle samtlige bymænd, i hvem og deres husbond er, være pligtige til at lade gårdens bygning på års og dags tid bevare, at den ej bliver nederbrudt. Nedbrydes den imidlertid, og de ikke anholde, eller tilkendegive, hvem det gjort har, da bør de samtlige den igen at opbygge.

10.

Dersom nogen bondes gård, eller hus, ved ildebrand, eller anden ulykkelig tilfald kommer til skade, da må bonden ej stedet forlade, eller sig andensteds nedsætte, men han bør med husbondens og bymændenes hjælp, om han selv ej har middel dertil, at opbygge gården, eller huset, før end han må derfra flytte, eller gården, eller huset opsige.

11.

Bruger nogen bondens jord uden husbondens minde, da har han den sæd forbrudt, og hvis han den bortføre vil imod husbondens forbud, da må husbonden lade den anholde, og i bondens gård indføre indtil sagens uddrag, om den, som såde, vil derpå tale, hvilket han til anden tingdag derefter i det seneste skal gøre, eller siden ingen magt have at tale derpå. Men har den, der såde, bortført sæden af stedet, og kommet med den til sit hus, da må han tiltales derfor som for vold, men heste og vogn bør også derforuden at være forbrudt, om de antræffes, før end de komme på landevejen. Det samme er og om tørveskær, gærdsel og deslige.

12.

Dersom husbonden tager fra nogen bonde skov, ager, eng, græsgang, tørveskær, eller deslige, som bonden i fæste og brug har, og giver landgilde af, da skal husbonden korte det efter billighed i bondens landgilde, og selv udrede hvis tynge, der ligger på det frataget, så vidt det sig kan beløbe.

Dog hvis husbonden ham tørveskær og gærdsel, som han tilforn til sin fornødenhed nydt har, udviser, da bør ej husbonden ham derfor noget at afkorte.

13.

Bonde må ej indgrave, eller indlukke, nogen ager, eng, eller jordbund, uden hans husbonds minde og alle lodsejeres samtykke.

Ej heller aflukke enten folke- eller fægang, hvor den har været af alders tid.

14.

Ingen bonde skal være pligtig til at levere andet, enten i vare, eller penge, end som han står for i jordebogen, langt mindre nødes til at betale varene med penge højere end som ret landkøb er.

Ej heller må han tvinges til af sin husbond at føre sit landgilde længere vej end som stiftet, der han i bor, er langt til.

15.

Kongens amtmænd og alle husbonder skulle skellig gæste, eller ved deres folk gæste lade, deres tjenere, eller dem, som de i befalning have, og ej begære fremmet drik, eller andet sligt, men lade sig nøje med hvis bonden til redelighed kan afstedkomme.

Ej heller skulle de besvære dem med ydermere føring, end som de pleje og pligtige er af gammel tid.

16.

Det skal stå en hver bonde, ingen undtagen, frit for ubehindret at sælge sine vare, det være korn, smør, honning, øksne, heste, fisk og alle andre vare, som han har, og ikke forbydes af kongens amtmænd, eller deres husbonder.

Og skal derover ingen husbond tvinge, eller trænge nogen bonde, eller kaste ham derfor nogen uhylde på, eller derfor beskatte ham.

Men vil nogen husbond købe noget af sin bonde, da skal han have det i hans minde og med hans vilje, ligesom han købte det af en fremmet.

17.

Forurettes nogen bonde, hans hustru, eller folk, af anden, da må bonden selv udføre sagen mod sin vederpart, og tage bøder for bondesagen. End vil, eller formår han ikke sagen at udføre, da bør hans husbond derpå at tale, og bonden tager opretning for sin skade, men husbonden tager bøder for bondesagen og sin anvente bekostning. Fordøller bonden nogen vigtig, eller ejendommen angåendes, sag for sin husbond, eller uden hans minde forliger sig med sin vederpart, da bøder han til sin husbond lige så meget, som hans vederpart til bondesagen kunne være forfalden.

18.

Enhver bonde skal årlig, imens han har rum til og lejligheden er, i det mindste lægge fem humlekuler, tre ymper abild, pære, eller andre gode træer, og derforuden plante ti pile, eller have forbrudt et halv lod sølv for hver han forsømmer af dem til sin husbond. Hvor bønderne ikke have rum ved deres gårde, da skulle de dem langs deres gærder sætte.

Og skal en hver amtmand, eller husbond, tilholde bønderne dette at efterkomme.

19.

Hvilken bonde, som hel gård besidder og ikke årlig sår en skæppe hampefrø, og den, som halv gård besidder, en halv skæppe, bør af sin husbond at tiltales og straffes som en modvillig og ulydig tjener, med mindre han beviser, at han ikke tienlig jord dertil har.

20.

Ingen bondefiske i sin gårds tilliggendes sølod, eller mølledam, uden sin husbonds forlov.

21.

Ingen bonde må hugge i sin gårds tilliggendes skovspart, eller have og lykke, uden hvis ham, af hans husbond bliver udvist.

Og skal han svare og stå til rette for samme sin skovspart, dersom noget derudi uden husbondens vilje hugges, med mindre han med lovfaste dannemænd lovlig beviser, at andre det have hugget, og hvo de er, hvilke han og skovfogeden ej have kunnet hindre. I lige måde forholdes med tørveskær og gærdsel.

22.

Hvo som noget træ, æg, bøg, eller andet, tillades at hugge i nogen herskabs skove, og ikke ti unge træer, hvor ham udvises, beskærer, så og seks træer af samme slags igen sætter, og dem freder og forvarer, at de for kvæg uskadt kan fremvokse, bøde til husbonden to lod sølv for hvert træ, der vorder forsømt.

23.

Ingen håndværksmand må bo på landsbyen, undtagen grovsmede, tømmermænd, bødkere, teglbrændere, pottemagere, som gøre sorte potter, hjulmænd, murmestere, skindere, vævere, som væve vadmel, blår- og hampelærred, skræddere, som syr vadmel, og de skomagere, som syr bøndersko.

24.

Ingen, i hvo det være kan, må bruge noget købmandskab på landet og i landsbyerne til forprang med alne, måde, eller vægt, eller sælge nogen kramvare, stål, salt, eller fremmed humle, under varernes forbrydelse.

25.

Ellers må enhver, som jordegods ejer, gøre sig sit eget godsnyttigt, som han kan, og sælge sine varer til hvem han vil.

Dog at det ikke sker kongen på hans rettighed til forfang, eller købstæderne i deres billig handel og næring til hinder.

26.

Bønderne skulle føre deres vare til købstæderne, og dem på offentlig akseltorve og markeder fal holde, og ej dem til høkere og forprangere, som landet omløbe, sælge. Gør de herimod, have forbrudt varernes værd til kongen, og varerne, om de af kongens foged antræffes kunne, i lige måde være kongen hjemfaldne.

27.

Ingen, som bor på landet og pløjer og sår, skal forbydes at købe sit sædekorn, eller hvis andet han behov har til sit huses ophold og sin avlings fortsættelse, heste, hopper og kvæg, hvor han det bekomme kan: Så må og kongens undersåtterlandsbyerne, ubehindret af købstadmænd og andre, købe til deres huses bygning, vogne, plove, ildebrand og nødtørft, men ikke til forprang tømmer og ved af dem, som det med skib indføre for købstæderne og i andre små havne, og igen give hvis vare de have, som de det med betale kunne. Dersom købstædmænd dem det forhindre, da bøde deres voldsbøder.

28.

Ingen må have mere kvæg, eller bæster, på overdrev, ævred, eller fælled, end som han har jords vurdering til.

29.

Have flere byer overdrev, ævred, eller fælled, sammen, da bør det at takseres, hvor meget det kan tåle, og hver by sættes efter sin jords vurdering, hvor meget den derpå må have, så at klov imod klov, horn imod horn, regnes.

30.

Har bonde ikke selv så meget kvæg eller bæster, som ham tilkommer at må have på overdrev, ævred, eller fælled, da må han tage ind på sit tal af andre for leje, og hvad deraf gives beholder han ene sig til nytte.

Dog hvis nogen i byen begærer for leje at få sit kvæg og bæster derpå, da bør han det for fremmede at nyde.

31.

Hvad bøder og straf, som almuen lægger på i nogen by, eller torp, om hegnet og gærde og grøft og led, sær hjord og anden byens nytte og tarv, det må ej en nabo, eller to, kuldkaste, men skulle alle holde vedtægt. Hvo derimod gør, og den ej vil holde, da må man ham pante for hans ulydighed, og ej bryde dermed enten vold, hærværk, eller andet.

32.

Hvis bøder og straf, som efter byens vedtægt skal udgives, eller for græsning, eller for andet byen tilhørendes, bekommes, må ej til gilde og drik anvendes, men til byens gærder, grøfter og anden byens nytte, bruges.

Og skulle sådanne bøder så vel som hvis af andet byen tilkommendes kan indbringes, til den vederhæftigste mand i byen leveres, som skal gøre byen rigtighed, både for hvad der indkommer, og hvortil det udgives.

33.

For , som vorder indtaget enten i korn, eller eng, skal lovligt pant forelægges, som ejere vorde forenede om, når de lægge deres mark i hegnet, og således skal pantet løses, som de var til ens om. Vorder pant, som for indtaget er sat, ikke løst inden allehelgensdag, da være det forbrudt.

34.

Hver mand skal lukke sine gærder, som alle ejere samtykke, og så som han ejer og bruger i by og i bol, efter ret reb, og gøre dem lovlig høje. End for stuf gærder man ej, uden det er fortov fælled i by, da gærdes der for hovedgærdet.

35.

Alle mænd skulle gærde for deres tofte, der bygte er.

End for ubygte tofte i byen gærder den, som ejer hovedgærdet, og alle naboer gærde siden, som dem tilfalder, om behov gøres.

36.

Falder en bys fælled imod anden bys hegnet, da skulle de der fælled eje, rejse halv gærde med dem, der vong eje, og holde så jævnet, fordi at de, der nu have fælled, fange ad åre hegnet, og have slig jævnet behov.

37.

Hændes det så, at enten de, der hegnet tilhører, eller de, der fællet eje, ville ej lukke halv gærde og holde jævnet, og de, der vong eje, fange nogen skade formedelst deres egne gærder, have skade for hjemgæld. Men fanger de skade af udenmark-mands gærder, enten af deres eget , eller af anden mands, da gælde den skaden, der gærdet skulle lukke.

38.

End om ingen mand kendes ved det gærde, der skaden voldte, da skulle på begge sider mænd udnævnes til at rebe gærderne og vide hvem det tilkommer.

39.

Vil nogen ej lukke sine gærder på den lavdag, som ejere forrelægge, og ej lægge ud den bøde, som vedtagen er, da skulle de, der vong eje, selv lade gærde, og så tale den forsømmelige til med retten.

Og lader han gå dom over sig, da er han forfalden til sagsøgeren tre lod sølv, og til herskabet tre lod sølv, og skal betale skaden og omkostningen derforuden.

40.

Indhegner nogen stykke jord, som han må indhegne, til sæd, eller eng, og ikke af alders tid har været indhegnet, gærde for sig selv så som han bedst vil have fred på sin sæd og eng. End fanger han nogen skade, fordi han ej lovlig gærdet har, have skade for hjemgæld.

41.

Har nogen mark, som ej med gærde, eller grøft, på nogle steder indhegnet er, men med å, eller andet vand, og det kunne hænde sig, at vandet undertiden ikke står så højt, at det andres kvæg kan værge og af marken udeholde, da bør den, som fred vil have på sin grund, enten at sætte gærde, eller at lade vogte derfor, at kvæg ej på hans grund kommer.

42.

Gærde for rugvong skal være lukket inden St. Mortensdag.

Dog hvis bymændene vedtage, at deres kvæg og bæster skal gå i vongen til imod St. Mortensdag, da må det vel ske, men svin må ingenlunde tilstedes at gå derinde.

43.

For vårsæd skal gærdes for voldermisse, og skal stande til St. Mikkelsdag, uden så er, at alt kornet kommer før ind. Hvo som gærde før optager, gælde efter al den skade, der bliver gjort derover, at hans gærde er optaget.

44.

Vil nogen have sit i vong, når han selv der har høstet, før end al vongen er høstet, da skulle de ved to mænd give de andre, som ej indhøstet have, bud derom, og have det i deres minde, og således vogte det, at det ikke kommer på andres uhøstede agre, og gør skade.

45.

Det samme er og, om en by, som har vong og ævred med en anden, får før indhøstet end den anden. Hvo herimod gør, betale al den bevislig skade, og imidlertid må fæet indtages, indtil han betaler.

46.

Men findes nogen, som enten af forsømmelse, eller fortræd, vil ikke høste sit korn, når det er høstefærdigt, da skulle de, som høstet have, ved tvende bymænd ham advare, og lægge ham dag for at høste. Sidder han overhørig, da er de andre bymænd ej pligtige for hans skyld at holde deres kvæg af ævred, og han have hvis skade, som han derover lider, for hjemgæld.

Men hvis nogen af uformuenhed ikke kan få lige indhøstet med de andre, da bør de andre at komme ham til hjælp.

47.

Abild- og kålhave og tofte, som må indhegnes, skal hver mand sig selv hegne med sit eget gærde, om han vil have dem i fred, og værge dem for allehånde slags .

Uden for geder alene og gårdbrydere, som er øksne og svin: deraf må ikke indtages, uden geder alene, med mindre det er forelagt på tinge.

48.

Gærder skal være lovlige, så at ingen derover fanger skade. Kommer det, at enten menneske falder derpå, eller , eller bæster, komme til skade, da bødes for menneske som for vådegerning, og for , eller bæster, som det er værd, og skaden er til.

Om vornede
1.

Vornedrettighed i de lande, som det hidindtil brugeligt været har, følger husbonden med grunden, ved hvad måde han den lovlig bekommet har, og vorneden er pligtig til at antage hus, eller gård, som hans husbond ham på sit eget forelægger.

Og hvis han det ikke gør, da må husbonden dele ham til stavns med al hans formue, om endskønt han sig på andre steder har bosat.

2.

Præsterne må ingen skudsmål give nogen vornede, som fra et sted til et andet ville flytte, uden de have rigtig afsked fra husbonden, og hans forlov dertil. Gør nogen præst herimod, da bøde han seksten lod sølv, halvparten til vornedens herskab, og den anden halve part til præsteenker.

3.

Hvis og nogen af sådanne personer skulle sig undslå, eller forstikke fra deres husbond, da må de af husbonden, hvor de antræffes, anholdes, at de til behørige steder kunne forskikkes til gårde at antage, eller anden tjeneste at forrette, hvor på ingen forhindring af nogen må gøres, når husbonden lovlig beviser, at det er hans vornede.

4.

Bor bonde på en husbonds grund, og det kunne hende sig, at hans hustru føde drengebarn på en andens grund, da hør dog vorneden til den grund, som forældrene bo på.

5.

Slegfredsøn er vorned til den grund, som hans moder lovlig bevises at have været på den tid han blev avlet.

6.

Vorned må ej begive sig af sin husbonds grund, eller på andet sted sig nedsætte uden hans rette husbonds forlov. Tjener vorned på andet gods med sin husbonds vilje, give husbondhold årlig to lod sølv.

7.

Har vorned fæst hus, eller gård, af sin husbond, i hvor det er på hans husbonds grund, og det hænder sig, at den grund, som vorneden er født på, siden kommer under anden husbond, ved arv, køb, mageskifte, gave, eller indførsel, da kan han ikke deles til stavns af den, som grunden bekommet har, men han bliver vorned til den grund, som han har fæst hus, eller gård, på af den, som da var hans husbond, og ejede begge grundene.

8.

Har og nogen fribrev for sit fødested af sin rette husbond selv, og ingen anden, bekommet, da må han ej siden af nogen deles til stavns.

Dog skulle alle sådanne breve læses og påskrives til hjemtinget til tredje ting i det længste, efterat de er daterede, og derefter tingsvidne tages, ellers intet gælde.

9.

Husbond må sin vorned vel frigive, men han må ham ingenlunde til en anden sælge. Sælges vorned, da er han fri både for den, som solgte, og for den, som købte.

10.

Ingen, som nyder noget bøndergods, enten ved forlening, eller for sin bestilling, uanset han i andre måder vornedrettighed nyder, må give nogen vorned fribrev sin efterkommere og godset til skade.

11.

Har nogen præst vornede, som han ej selv fornøden har til sit gods, som til hans embede ligger, at besætte, da tager den, som herligheden har, dem til at besætte sit gods med. Men tager præstes vorned gård, eller hus, på anden husbonds end på dens grund, som herligheden har, da kan præsten dele ham til stavns, om han ham til sit godses besættelse fornøden har: I lige måde den, som herligheden har, om præsten ham ikke behøver.

12.

Skolepersoner og studenter, så længe de blive ved deres studeringer, og ikke slå sig til nogen anden verdslig håndtering.

Item præste- og degne-sønner, skulle ej deles til stavns, på hvis grund de og er fødte.

13.

Ingen vorned må i købstæderne af øvrigheden for borger antages, med mindre han har sit fribrev af sin husbond. Sker det, da agtes det ikke.

Dog dersom det skulle hende sig, at vorned har nedsat sig i købstad, og der boet utiltalt på ti års tid, og er enten en god handels- håndværks- eller søfarendes-mand, da bør han at være fri for sin fødestavn.

14.

End har vorned været bosat på landsbyen uden sin husbonds grund i tyve år uden tiltale, da bør han og at være fri for sin fødestavn.

15.

Har vorned sig i krigstjeneste begivet, og ikke er bleven søgt for sit fødested, førend han fændriks, eller kornets, plads har erlanget, da må han ej siden til stavns deles.

Om veje
1.

Til hver by bør med rette at være så mange veje, som fornøden gøres.

2.

Hvo som almindelig vej, som enhver er tilladt, formener, eller aflukker, eller forandrer, eller spilder med grøft, eller pløjning, som til by, kirke, ting, strande, vanding, mølle, eller skovs, er lagt, lægge vejen ud igen, og gøre den så færdig igen, som den var tilforn, og derforuden bøde sine tre lod sølv.

3.

Ellers skal med veje i alle måder forholdes efter politi-ordningen.


Om ægteskab
1.

Hvo hustru vil have, bede hende af forældre, eller rette værge, dog med hendes ja og vilje.

2.

End gifter hun sig uden dens vilje, som efter loven er hendes rette værge, da volder han hendes gods, imens hun lever, om han vil.

3.

Hemmelig trolovelse skal ej holdes, som er sket uden forældres, eller deres vilje, som er rette værge efter loven.

Dog dersom forældre, eller værge, ikke have nogen skellig, eller lovlig, årsag det at forhindre, da skal deres forbud, eller hvis forhindring de der udi ville gøre, intet gælde.

4.

Holder en værge nogen over hendes atten år for hans egen fordels skyld ugift hos sig, om hun bekvemmelig kan blive forset, da må hendes andre frænder og venner klage det for øvrigheden, som der udi skulle gøre hvis ret og billigt er.

5.

Trolovelse skal ikke holdes, som sker i drukkenskab, eller i nogens umyndige år, som agtes i mandsperson under tyve fulde år og i kvindes person under seksten fulde år, ej heller om en er ikke ved sin rette fornuft og forstand.

6.

Ej heller skal agtes, eller for fulde anses hvis hemmelig bepligtelse- eller trolovelses-brev, som nogen giver hver andre indbyrdes.

7.

Forpligter nogen ægtemands- eller kvindes-person, imidlertid de leve i ægtefælled, sig nogen at ægte, da skulle de, som sig så forpligte, eller forskrive, så vel som de, der sådanne forskrivelser tage, stå åbenbare skrifte, og straffes på deres formue, om de middel have.

Hvis ikke, da mandspersonen en tid lang straffes i jern og kvindes personen i spindehuset.

8.

End besover ægtemand i sit ægteskab nogen kvindes person, da må han ej efter hustruens død komme i ægteskab med den han besovet har.

Ej heller ægtekvinde, som i ægteskab af anden bliver besovet, efter mandens død med den, som hun er besovet af.

9.

Personer, som for slægts, eller svogerskabs, skyld ikke må samles i ægteskab:

  1. Forældre og deres børn, så og de, som er i forældres sted, og de, som er i børns sted, må hverken nær, eller fjern, samles i ægteskab. Forældre er fader og moder: børn er søn og datter: i forældres sted er alle oldefædre, og forældres og oldefædres søskende, fra olding til olding, i hvorvidt de sig opstrække kunne: i børns sted er børnebørn og deres børn ned ad, i hvor vidt de sig nedstrække kunne.
  2. Brødre og søstre må ej komme sammen i ægteskab, enten de er fuld- eller halv-søskende; broder må ej heller tage til ægte søsters, eller broders, datter, ej heller nogen af dem, som af søsters, eller broders, børn avles, i hvorvidt de sig nedstrække kunne; ej heller må søster til ægte bekomme sin broders, eller søsters søn, ej. Heller nogen, som avles af dem, i hvorvidt de sig kunne nedstrække.
  3. De, som i andet og tredje led er beslægtede, det er søskendebørn og næstsøskendebørn; item om den ene person er i andet led og den anden i fjerde led, må ikke komme sammen i ægteskab; men de, som er i fjerde led, desligeste om den ene person er i tredje og den anden i fjerde led, da må de have hinanden.
  4. En mand skal holde sig lige så vel fra sin hustrus slægt, som fra sine egne slægtninge; og en kvinde skal holde sig lige så vel fra sin mands slægt, som fra sine egne slægtninge; ti ligervis som en ikke må have sin egen søster til ægte, så må han ikke heller have sin hustrus søster til ægte: og ligesom en kvinde må ikke have sin broder til ægte, så må hun ikke heller have sin mands broder til ægte, og så fremdeles. Og skal herhos agtes, at svogerskab, som hindrer ægteskab, ikke agtes videre end iblandt en mand og alle hans hustrus slægtninge, og iblandt en kvinde og alle hendes mands slægtninge, og ikke iblandt mandens og kvindens slægtninge indbyrdes;
    Hvorfor mandens og kvindens slægtninge ikke forbydes for svogerskab at komme sammen i ægteskab: så må da to brødre have to søstre, fader og søn have moder og datter, og en mand må have sin stifmoders moder, eller datter, og så fremdeles.
  5. En mand må ikke have sin hustrus slægt, eller hustruen hendes mands slægt i andet, eller tredje, led, efter manden, eller hustruen, er død fra hinanden, men i fjerde led, eller i tredje og fjerde led, må det ske. I lige måde skal og holdes, om nogen beligger noget kvindfolk, endog de er ikke ægtefolk, dersom nogen af dem siden ville gifte sig, da må hverken han have hendes, ikke heller hun have hans slægt, i andet eller tredje led.
  6. Ingen mands person må tage sin stiffaders efterladte hustru, eller kvindes person sin stifmoders efterladte mand til ægte, eftersom sådant ikke alene strider imod den gemene ærbarhed, men end og er af stor forargelse. I lige måde må mands person ej tage til ægte sin stifsøns efterladte hustru, eller kvindes person sin stifdatters efterladte husbond.
  7. Kommer nogen ellers uvitterlig med hver andre i disse forbudne led, som søskendebørn og andre, i ægteskab sammen, da skulle de derfor hverken ved dom adskilles, eller straffes; men forser nogen sig vitterlig herimod, da skulle de straffes på deres formue, og rømme den provins, som de bo udi.
  8. Begiver nogen sig uden rigerne der at lade sig i ægteskab sammenvie, som ellers i kongens riger imod loven ikke burde tilsammen at stedes, og siden i kongens riger sig begive, eller nedersætte, da skulle de ikke alene straffes på deres formue, men og som lovens underfundige overtrædere ikke tilstedes i kongens riger sig at opholde.
10.

De personer, som ikke er i rangen, eller af adel, eller lige ved adel agtes, og agte at indgå ægteskab, skulle først troloves, og siden for brylluppet lade lyse tre gange for sig på tre søndage efter hinanden åbenbarlig af prædikestolen i det sogn, som fæstemøen, eller kvinden, sig opholder, på det at, dersom nogen er, der kunne lovlig forhindre sådant ægteskab, de det imidlertid kunne granske og forfare, før end ægteskab bliver fuldkommet; derfor om nogen har noget deri at sige, eller ville gøre noget forbudægteskabet, da skulle de, før end der lyses tredje gang, give sognepræsten det tilkende i to, eller tre, dannemænds nærværelse, og være forpligtede straks at tage stævning, hvorfor han, eller hun, samme ægteskab forhindre ville; hvis det ej gøres, da skal samme forbud, eller forhindring, ikke gælde, eller agtes hvad de derefter gøre ville.

11.

Ingen trolovelse skal ske, uden at præsten og fem andre vidnesbyrd i det mindste er der overværende. Holdes dog iblandt dem, som er i rangen, eller af adel, og dem, som lige ved adel agtes, for fuld ægteskabsløfte, hvor begge parterne i seks af fælles venners nærværelse tilsige hver andre ægteskab, og give hinanden fuld ja-ord.

12.

De, som således trolovede er, eller hinanden ægteskab have tilsagt, må dog ej søge seng med hver andre, for end de er viede sammen i kirken.

Hvo som fordrister sig herimod at gøre, skulle straffes af deres øvrighed, når de af sognepræsten blive påminte.

Og dersom de ligge i et ondt levned, og forholde at lade sig vie sammen i kirken, da skal sognepræsten sætte dem en vis tid for, og hvis de ikke inden den tid lade sig vie tilsammen, skal han åbenbarlig forbyde dem nadverens sakramente: og dersom de endda ikke ville rette sig, da skulle de for sådan deres forargelses skyld åbenbarlig sættes i band.

13.

Gøres der forbud hos præsten, før trolovelsen sker, da skal præsten holde sig derfra, og den, som forbudet gør, være forpligtet straks at tage stævning, ligesom tilforn er sagt, om nogen vil gøre forbud for brylluppet.

14.

Årsager, hvorfor de, som er trolovede, må adskilles:

  1. Trolovelse, som nogen nødes til, bør ej at holdes, såfremt det gives tilkende før brylluppet sker; men derefter at ville sige sig at være nødt dertil skal intet gælde.
  2. Om nogen fæster en mø, og hun bliver derefter befunden at være krænket af en anden, da må han skille sig ved hende, om han ikke vil tage hende til nåde; og dersom den første, som havde krænket hende, vil tage hende til ægte, da må det tilstedes.
  3. Om de personer, som er trolovede, forse sig på enten af siderne, så at enten han bevarer sig med noget andet kvindfolk, eller hun bevarer sig med en anden mandsperson, da må de og være hinanden kvit, uden den person, som uskyldig er, vil benåde den skyldige: men dersom de forse sig på begge sider, da skal dem ikke tilstedes at blive ved den person, som de have forset sig med på enten af siderne for den forargelse, der ville følge efter; men bør derfor at straffes på dobbelt lejermåls bøder.
  4. Dersom nogen trolover sig en, og ikke bevarer sig med hende, og han derefter trolover en anden og besover hende, da skal han betale tre dobbelt lejermåls bøder, og ingen af dem beholde. Og den præst, som har forrettet sidste trolovelse, og ikke har anset hvis tilforn om trolovelse sagt er, skal straffes på penge til fattige præsteenker efter provstemodets sigelse.
  5. Dersom nogen, efter trolovelsen sket er, drager hen fra sin fæstemø, og bliver længe fra hende imod hendes vilje og samtykke, da må hun efter tre år gifte sig med en anden, om fæstemanden ikke er i lovlig forfald forhindret. Det samme er og om fæstemøen drager fra fæstemanden; dog skal det først gøres bevisligt, at den person har været så længe borte.
  6. Om nogen af parterne, efter trolovelsen sket er, forser sig med tyveri, eller anden sådan uærlig gerning, hvilken dog ikke følger livs straf efter, da må den uskyldige befris fra den skyldige, om den det begærer.
  7. Om nogen for trolovelsen havde nogen hemmelig sygdom, som spedalskhed, faldendes sot, eller nogen anden slig besmittelig og vederstyggelig syge, og ikke den åbenbarede, da må han, eller hun, blive hver anden kvit, om de det begære. Men dersom sådan sygdom, eller anden krankhed, kommer efter trolovelsen, da skal der sættes nogen tid, i hvilken mand kan søge råd, om den syge imidlertid kan hjælpes; kan den ikke, da må den trolovelse opslås, om det begæres.
  8. Om en trolover en anden, og den ene ikke findes efter trolovelsen så rig som den havde sig angivet, og den anden for slig årsags skyld vil sådan trolovelse omkaste, og ikke holde, da skulle de derfor ikke må skilles ad.
15.

Årsager, hvorfor ægtefolkadskilles:

  1. Horeri. Dog skal den person, som anklager, lovlig stævne den, der anklages, i rette, og skellig bevise det: og er det ikke nok, at den person, som anklages, det selv bekender, fordi mand tit befinder, at mange lyve på sig selv, på det den ene kan blive af med den anden, og komme den i skade, som han, eller hun, siger sig at have syndet med, eller for anden sag. Herhos skal dommeren forfare:
    1. Om den person, som anklager, er uskyldig; thi dersom dens skyld og findes i lige måde, da bør de ikke at skilles ad, efterdi hverken af dem, som hinanden i så måder ville beskylde, bør selv for den sag skyldig at være; men dersom den ene person retter og bedrer sig, og den anden ikke, så det findes bevisligt, da må den, som retter sig, vel adskilles fra den anden, som bliver varagtig i sit syndige levned.
    2. Skal og flittelig forfares, om nogen af dem har givet den anden merkelig årsag til sådan forseelse, med rufferi, tyranni, eller i andre måder, som dommeren kunne kende at være ret årsag til sådan fald, da bør de ej lettelig at skilles ad.
    3. Om en dannemands hustru bliver voldtagen, da bør hun ikke for sådan voldtægt at skilles fra hendes husbond, fordi den bør ej at straffes, som lider uret, men den der gør uret.
    4. Dersom en mand, efter at han har befundet sin hustru i hor, søger seng med hende, da har han dermed forbrudt sin tiltale til hende; men dersom hun anden gang forser sig, og han da holder sig fra hende, da må han klage hende an, og skilles ved hende; og må hun ikke gifte sig igen uden kongens synderlig bevilling, og det efter tre års forløb, og da skal hun føre nøjagtig vidnesbyrd, at hun imidlertid har skikket sig ærlig og kristelig; dog skal hun ikke må gifte sig, eller blive boendes i det sogn, herred, eller by, som den uskyldige er boendes. Det samme er og, om hustruen befinder sin mand i hoer. Den uskyldige person står det frit for straks at træde til andet ægteskab, når skilsmisse ved dom er sket.
  2. Desertio, når den ene ægteperson foruden nogen skellig årsag, eller den andens samtykke forlader den anden og drager bort, og skal dermed så holdes:
    1. Den person, som forladt er, skal tøve den anden efter i tre år i det mindste, uden så er, at det kan skellig bevises, at den person, som er bortdragen, belægger sig med nogen anden, da må den person, som forladt er, tilstedes til ægteskab straks sådant bevist er; men når de tre år er forløbne, da skal den person, som forladt er, stævne den anden først til herredsting og siden til landsting, og føre det bevist til konsistorium. Dernæst skal den have sit vidnesbyrd beskrevet af sin sogne-præst og sit skudsmål af sit sognefolk, som skal tages til tinge, at den anden person har været borte i tre år, og at den forladte person har imidlertid levet og holdet sig ærlig og vel, og ikke givet den person, som er bortrømt, skellig årsag dertil, og når dette så altsammen lovlig bevist er, da må den person, som forladt er, tilstedes at gifte sig igen.
    2. Sker det, at den forladte person forser sig, før end de tre år er endte, da skal den person straffes tilbørlig af sin øvrighed, dog ikke forbydes ægteskab, uden med den person, som den sig har forset med.
    3. Dersom en mand drager hen i krig, eller på sit købmandskab, og af sådan årsag bliver længere borte, da skal han ikke holdes pro desertore, men hans hustru skal fortøve ham efter i det mindste i syv år.
    4. Dersom og er vis kundskab, at han er fangen, eller i andre måder forhindret imod sin vilje, da skal hun endelig fortøve ham efter, og ikke gifte sig med nogen anden.
    5. Når der er vidnesbyrd, at en mand er bleven enten i krig, eller i andre måder, omkommen, da skulle de vidnesbyrd overhøres af deres tilbørlige dommere, om de er nøjagtige, og der tages beskrevne, og siden skal den person, som vil gifte sig, indføre samme vidnesbyrd for consistorio, og der gøre bevisligt, at hun har skikket sig vel, og siden må hende tilstedes andet ægteskab. Men dersom nogen fordrister sig til at søge seng med hver andre, før end dom lovlig gåen er i consistorio, da skulle de derfor straffes af deres øvrighed.
    6. Sker det så, når en kvinde har så gift sig med en anden mand, efter dom gangen er, at den første hendes mand kommer igen, og begær sin hustru til sig igen, da bør han at have nøjagtig vidnesbyrd med sig, at han har imidlertid sig tilbørligen forholdet, og med ingen anden sig forset, eller forvises at søge sådant vidnesbyrd af dem, som han har været hos: og når han det har gjort bevisligt, bør hans hustru at forlade den anden mand og komme til den første igen.
  3. Impotentia, når nogen er ubekvem til ægteskab; dog skal den person, hvis brøst så findes, stedes tre års tid at søge råd, om den imidlertid kan hjælpes, om den havde den brøst for brylluppet, og dersom den ikke da bliver hjulpen, da må der blive skilsmisse imellem dem; men dersom den brøst kom efter brylluppet, da skulle de bære det som et andet kors, der ægtefolk kan tilkomme.
16.

Adskillige tilfælde i ægteskab.

  1. Om en mand, eller kvinde, som er ægtegift, forser sig med hans eller hendes broder, søster, eller næste slægt, som er imod guds lov, og ham, eller hende, af synderlig årsag benådes livet, da må de blive tilsammen, uden så er, at den, som uskyldig er, begær at skilles fra den, som sig i så måder forset har.
  2. Om den, der har sin fæstemø, tager sig en anden til ægte, da, dersom han har haft noget ydermere at skaffe med samme sin trolovede, bør han at forlade den anden, og beholde den første, om hun vil; men dersom han i så måder er uskyldig, da skal han blive hos den anden, om hun ikke viste, at han var trolovet med den første, der hun gaf sig i ægteskab med ham; men dersom hun viste det, da bør han at give den anden over, og blive hos den første, om hun det begærer. Begær hun det ikke, så skal han dog ikke beholde den anden, efterdj hun viste, at han tilforn var trolovet: og han, som sig i så måder forser, skal straffes derfor af øvrigheden på yderste formue.
  3. Dersom husbond, eller hustru, falde i nogen besmittelig syge, som spedalskhed, eller deslige, da bør de ikke derfor at skilles ad, men lide det tålmodelig som et kors dem er pålagt; dog er det i sig selv kristeligt, at den, som med slig sygdom er belat, ikke begærer at besmitte den anden.
  4. Dersom bevisligt er, at enten husbonden, eller hustruen, har været besmittet med spedalsk syge, og ikke har det åbenbaret, før de komme sammen i ægteskab, men at den ene derefter har fordærvet den anden, da må den, der så bedragen er, vel skilles ved den anden.
  5. Dersom husbonden, eller hustruen, bliver afsindig, da må deres ægteskab derfor ikke adskilles, men den ene at se den anden til gode, og hjælpe hinanden i alle de måder muligt kan være.
  6. Om husbond, eller hustru, bliver befunden i tyveri, eller nogen anden uærlig sag, som er halsløs gerning, og bliver dog sparet på livet af øvrigheden, da må de derfor ikke skilles ad; men blive sådanne misdædere fredløse, eller landflygtige, og ikke bekomme deres fred igen af øvrigheden inden tre år, da må den uskyldige person tilstedes at gifte sig, om den des imellem har holdet sig ærlig og vel, og det skellig kan bevises.
  7. Dersom nogen bliver fredløs, dog ikke for uærligt, da bør hustruen at fortøve i syv år, om han des imidlertid kan stille øvrigheden tilfreds, og komme til sin fred igen. Sker det ikke, da må hende efter de syv år tilstedes at gifte sig med en anden.
  8. Om en ægtemand far andensteds hen, og der gifter sig med en anden hustru, som ikke ved af hans første giftermål, da holdes hun uskyldig, så længe hun ved der intet af, og bør derfor hverken hun, eller hendes børn, som de have avlet sammen, at lide nogen skade enten på ære, eller gods. Men om hun kommer i vis forfaring, at han har en anden hustru, da bedriver hun hoer, om hun længer har samkvem med ham, og når sådant bliver åbenbaret, at han må ske bliver livet benådet af kongen for nogen mærkelig årsags skyld, da skal han komme til den første igen, om hun vil tage ham til nåde: vil hun ikke, da må han dog ikke beholde den anden, men hende skal det være frit for at gifte sig med en anden mand. Sammeledes skal og holdes, om en ægtekvindes forseelse i så måder befindes.
  9. Dersom nogen enten til tinge, eller imellem sig selv, give hver andre skilsmisse-brev, da skal samme brev intet agtes, men de, som samme breve udgive, eller samtykke, skulle straffes af øvrigheden og stå åbenbar skrifte.
Om umyndige og værger
1.

De, som ikke kunne være deres egen værge, enten for alder, vanvittighed, ødselhed, eller andre årsager, som af øvrigheden billig kendes, skulle have værge.

2.

Umyndige børns værge efter moders død er fader.

Efter faders død er broder, som sine fulde fem og tyve år endet har. Er der flere brødre fuldbrødre til de umyndige, da er den næst at være værge, som er ældst. Men er de halvbrødre, da skal den være værge, som er næst på fædrene side.

Er ikke broder til, da er farfader næst at værge. Er ej farfader, da er morfader næste værge.

Er han ej til, da er farbroder. Er han ej, da er morbroder.

Er ingen af dem til, da skal næste i byrd være værge. Faderens frænder er nærmere at være værge end møderne frænder, om de er lige nær i byrd, og ville vel værge.

Men er det venteligt, at nogen fød værge skulle ilde værge, eller er uvederhæftig, eller ingen fød værge er til, da sætter øvrigheden med overformyndernes samtykke, hvor de er forordnede, den til værge, som de sikrest børnegodset kunne betro, så som de agte selv at svare til.

3.

Er nogen med trende vidtløftige værgemål betynget, da bør ham ej videre at pålægges.

4.

Er den føde værge ej i by, eller tilstede, og dog i riget, da skal øvrigheden, så snart dem tilkendegives nogen død at være, som sig umyndige børn har efterladt, på boets bekostning ved skrivelse lade ham det vide, at han sig straks indstiller til værgemålet at antage, såfremt han ikke vil svare til al den skade, som de umyndige derover kunne lide.

5.

Hvo som andens værge skal være, han skal have så meget ved at hæfte, som han tager under sit værgemål, med fuld ejendom, på det dersom noget ødes, eller forkommes, af deres gods, som han er værge for, han har da af sit eget gods så meget igen at gælde og skaden at oprette.

6.

Har han ikke så meget, da sætte han vissen for sig.

7.

End kan han ingen forlover, eller forsikring, sette, og dog er en fornuftig, flittig og ærlig mand, da kan børnegodset ham nok betros.

8.

Ingen, som ikke sine fulde fem og tyve år endt har, må være værge for andre.

9.

Stiffader må ej være sine stifbørns værge, uden at næste frænder, eller øvrigheden, vil det samtykke.

10.

Slegfredsøn må ej være ægtekvindes søns værge.

11.

Fæstemand må ej fæstemøs værge være, dog må han være overværendes, når skifte hende angåendes holdes.

12.

Borgmestre, rådmænd, eller byfoged, må ej være nogen umyndiges værge, uden de er dens rette fød værge efter loven, eller og byerne er så ringe, at ingen anden vederhæftig er at bekomme.

13.

Den, som nogen stor svaghed påkommer, enten af alderdom, eller med uvid, tjenestekarl, eller mindre mand, må ingen umyndiges værge være.

14.

Når moder og børnene efter faderens død formedelst et lovligt skifte er blevne adskilte, da skal det være moderen frit for hendes børns gods under sit værgemål at beholde, og det siden, så længe hun sider ugift, efter loven at forestå.

Dog så, at føde, eller satte, værger have tilsyn, at børnegodset ej forkommes, så som de selv ville svare dertil.

15.

End formærkes det, at hendes børns gods formindskes for hendes skyld, da skulle værgerne annamme det fra hende.

16.

Så længe moder sider med hendes faderløse børn ugift, da må mand ej tage børnene fra hende, men hun bør dem med lovlig underholdning og kristelig optugtelse at forsyne, og nyde derfor billig betaling, så som af øvrigheden, og frænderne, eller værgerne, ret kan kendes.

17.

Men giftes moder, da skulle børnene til værgerne, uden de er så spæde, at de moders hjælp ej kunne miste, det er til syv år.

18.

Begærer moderen fremdeles at ville have sine børn hos sig, særdeles døtrene, og vil give dem deres kost fri, og deres frænder kunne kende, at børnene vel opdrages hos hende, da er det ej billigt, at man tager dem fra hende.

19.

Dog når hun gifter sig, enten børnene bliver hos hende, eller ikke, da tage værgerne børnenes gods i deres gemme og forvaring, og give hende fosterløn og kostegæld, indtil de er syv år.

20.

Hvis løsøre nogen umyndig tilfalder på skifte, det skal værgen straks ved offentlig auktion, hvor den i brug er, gøre i penge, eller i andre måder sælge, det dyreste det sælges kan og ikke ringere, end som det er vurderet for.

Dog dersom der er møbarn, som til den alder kommen er, at mand formoder, at hun med første kan blive gift, da må værgen indebeholde hende til bedste af løsøret hvis fornøden kan eragtes til at sætte bo med.

21.

Hvor løsøret ved offentlig auktion ikke kan gøres i penge, og værgen ej heller kan sælge det i det ringeste for det, som det er vurderet for, da byde han det op til tinge, og tage tingsvidne derpå, og være så angerløs.

22.

Ingen værgeafhænde de umyndiges jordegods, som han er værge for.

Dog dersom nogen forældre dør, som sig støre gæld og besværing efterlader, end godset kan forrente, eller med løsøret aflægges, da må de umyndiges værge sælge af jordegodset, indtil gælden således formindskes, at, når de umyndiges værgepenge og anden omkostning årlig af indkomsten udlægges, gælden da af samme indkomsts rest føjelig kan forrentes.

23.

Dog må værgen hverken selv, eller ved andre, sig noget børnegods, løsøre, eller jordegods, tilforhandle, meget mindre det nogen ringere, end vurderet er, overlade, uden det sker ved offentlig auktion.

24.

Befindes nogen værge ubillig fordel at søge, eller utilbørlig sig at forholde, stande til rette og straffes, som den sig i svig og underfundighed har ladet befinde.

25.

Værge må ej børnepenge føre af det herred, birk, eller by, som arven er falden udi, uden han agtes af øvrigheden fuldkommen vederhæftig, eller sætter en anden til forløftningsmand derfor, som der ejer selv gods, på det at pengene kunne blive holdne barnet til bedste hos visse folk, og blive der betalte, som de blive optagne, når barnet kommer til lavalder.

26.

Enhver værge bør i alle måder at søge sin myndlings gavn, og udbringe indkomst af al hans formue det højeste ske kan, og hvis bliver til overs, når alle omkostninger, så og den tredje penge, som værgen for sin umage nyder, er fradragne, skal komme den umyndige til fremtarv.

27.

Værgepenge skal alene forstås, når al bekostning af godset går, og besværing derpå hænger, være sig folkeløn, rostjeneste, skat og alt andet, som af boet bør at udredes, og den umyndiges nødtørftig ophold først afkortes.

28.

Vil værge ingen værgepenge tage af sin myndling, da bør han derimod ej at forbindes til at svare til rentis rente af sin myndlings midler. Kan formynderen ikke sætte sin myndlings penge ud på rente, da bør han dem at opbyde til hjem- og landsting, og hvis ingen dem begærer, som de sikkerlig for fem af hundrede, dersom ingen vil have dem for seks af hundrede, kan betros, da må han dem hos øvrigheden nedsætte, og være fri for at svare sin myndling til renten, indtil han dem sikkerlig kan få udsat.

29.

Værger skulle være pligtige til, så ofte det af overformynderne, eller øvrigheden, begæres, hvilket en gang i det ringeste om året ske skal, at fremlægge rigtighed om deres myndlingers midler, hvor og hvorudi de bestå.

30.

Den, som værge er, og børnegods og penge i forvaring og forsvar har, skal gøre sin myndling rede og regnskab, når den kommer til sine myndige år, for al indtægt og udgift i en af frændernes, eller øvrighedens, overværelse.

31.

Forløves nogen fra umyndiges værgemål, og anden mand det med øvrighedens samtykke, eller befalning, antager, da skal den første gøre den anden god rigtighed derfor, og af ham lade sig kvittere, hvormed han og for al tiltale af den umyndige i sin tid, eller andre, bør fri at være, men den anden, som det annammet har, og har derfor kvitteret, bør til alting at svare, og på det han kan være des sikrere, må han, før end han den forrige værge kvitterer, lade af overformynderne og øvrigheden kende på hvis han tvivler på i den forrige værges regnskab.

32.

Kan værgen ej svare myndlingen til hvis han med rette for værgemålet skyldig bliver, da skulle overformynderne, som ej bedre tilsyn med værgen haft have, dertil svare. Kan myndlingen hos dem ej ret bekomme, da søges skadens oprejsning hos øvrigheden, eller husbonden, som bør at have opsigt med de umyndiges gods.

33.

Er værgen ikke fød værge efter loven, men sat værge, og den føde værge efter loven værgemålet uden lovlig forfald og undskyldning ikke har villet antage, da svarer samme føde værge myndlingen til sin skade, før end overformyndere, eller andre, derfor kan søges.

34.

Den, som er atten år gammel, annammer selv sit gods at forestå.

Dog skal værgen, efter at han afkald for formynderskabet bekommet har, eller en anden god mand dertil af øvrigheden forordnet, have fremdeles tilsyn med den, som sit gods at forestå selv til sig annammet har, indtil han bliver fem og tyve år, at han ej godset unyttelig bortsætter.

Og bør derfor intet pant, eller skøde, eller anden forskrivning agtes, som af den mindre åring sættes, eller gives, uden det sker med forskreven curatoris samtykke.

35.

De, som noget købmandskab, eller håndværk, bruge ville, særdeles om de ikke drik, dobbel og ødselhed er tilgivne, må til samme håndterings fortsættelse bruge med deres formynders og curatoris råd og samtykke sig til nytte af hvis dem arvelig kunne være tilfalden, i synderlighed når de give sig i ægteskab, om de end ikke er fem og tyve år gamle.

36.

Den, der atten år gammel er, giver ingen værgepenge, om han end skønt er uden lands, men værgen alene sin anvendte bekostning betales.

Dog hvis nogen modvillig udebliver uden lovlig forfald og undskyldning, når han sine atten fulde år nået har, og ikke vil annamme sit gods, og efter gjorte lovlig og rigtig regnskab give værgen afkald, da bør værgen ikke at stå den fare med værgemålet, eller have umag og besværing dermed for intet.

37.

End er myndlingen sine fem og tyve år og i landet, og ikke gør endelighed med sin formynder, når formynderen ham det lovlig har tilbudt, og gør det bevisligt, og formynderen dør imidlertid, da bør hans arvinger for den sag angerløs at være.

38.

Fader må ej forholde sine sønner deres mødrene, siden deres moder er død, og de er deres atten år, og ville fare fra ham.

Dog så, at dermed forholdes, efter som tilforn meldt er i den 34. artikel.

Men datter må ingenlunde sige sig af faderens værgemål, før end han giver hende en anden ret værge, eller husbond.

39.

En myndling skal lade sig nøje med hvis jordegods en formynder forårsages efter den takst, som af kongen sat er, i betaling at tage, og med den indkomst, som deraf bekommes, så at formynderen ikke skal være skyldig sin myndling til højere at svare, når som helst det ikke bevises formedelst formynderens forsømmelse at være sket, at ikke anden og bedre betaling er søgt og til veje bragt.

40.

Dersom og en formynder til sin myndlings forsikring tager pant enten i løsøre, eller jordegods, og samme pant af formynderen er lovlig taget, og for den pris, som i landet med pant at tage gængs er, da bør myndlingen med samme pant at lade sig nøje, og formynderen ikke være forpligtet sin myndling rede penge derfor at skaffe, såfremt han tilbørlig flid og middel hos debitoren har anvendt om rede penge at erlange, og de ikke have været at bekomme.

41.

Enke må sig lavværge tage hvem hun vil af sine frænder, eller anden god ærlig og fredsommelig mand, som hende i hendes sager med råd og dåd kan bistå, og med hende til vitterlighed underskrive hvis forhandlinger, eller andet magt påliggendes, af hende foretages.

42.

Befindes lavværgen at være urolig og enken unødige trætter at forårsage, eller i andre måder enken skade at påføre, da skal øvrigheden forbyde enken at bruge hans råd, og hende en anden god mand i hans sted forordne, som hun kan være tjent med.

Om overformyndere og børn
1.

Der skal i hver købstad være tvende fornemme borgere, som temmelig er til alders og vel formuende, hvilke skulle være overformyndere, og med borgmesters og råds hjælp have indseende med alle dem, som værge for dem, der værge behøve.

2.

Dernæst have opsigt med ungdommen, hvorledes den opfødes, såvel som med forældrene, hvorledes de deres børn holde.

3.

Enhver af dem skal i det ringeste fire år være i bestillingen, og skulle de derfra ikke tillige forløves, men når den ene forløves, afsættes, eller ved døden afgår, da den anden, som igen bliver, med den ham tilforordnes, skal blive i to år i det ringeste.

4.

Befindes nogens udygtighed i denne bestilling formedelst armod, sygdom, uforstand, drik, eller anden letfærdighed, da skal borgmester og råd en anden i hans sted indstille, og derforuden, dersom hans uflid, utroskab, eller andet sådant, befindes, ham tiltale og søge for den deraf forårsagede skade med betaling til de interesserede.

Og hvis bøder den skyldige således udgiver, deraf skal den ene halve part kongen alene til regnskab føres, den anden halve part til fattige umyndige faderløse og moderløse uddeles.

5.

Når nogen sin tid udværet har i bestillingen, og om hans medbroder ellers, som før bemeldt er, i det ringeste to år bestillingen betjent har, begærer at forløves, da såfremt en der i byen dertil dygtig befindes, skal han den sidste december til den, som borgmester og råd dertil igen samme dag betro, i øvrighedens nærværelse levere en rigtig, dog kort, fortegnelse på alt hvis hans bestilling vedkommer, og der udi kortelig forfatte navnene på dem, som værger have, hvad deres lejlighed og tarv er, dernæst på værgerne, hvad betænkende han over dem har. han skal og overlevere fortegnelseforældrene og ungdommen, og hvad brøst hos en hver findes: Hvilken fortegnelse ikke skal komme nogen til hinder, eller skade, enten den fortegnendes, eller de optegnede, men skal alene være som en underretning, hvor efter hans efterkommere kan sig forspørge.

Ej heller skal efterkommeren med samme fortegnelse, eller underretning, sig til nogen uflittighed, eller uvidenheds undskyldning, behjælpe, men selv forpligtet være straks om alting sig at informere.

6.

Overformyndere skulle ikke bruges i nogen byens bestillinger, eller rejser, så længe de i denne bestilling er, og siden også forskånes for kæmners bestilling, om nogen anden dygtig dertil er at bekomme.

7.

Overformyndere skulle have tilsyn, at forældre holde deres børn, drenge, eller piger, til skole, ærlige tjenester, købmandskab, eller håndværker, og hvis de befinde nogen at holde sine børn hos sig til ørkesløshed, da skulle de sætte forældrene månedsdag for, inden hvilken de selv derud inden må skaffe råd. Sker det ikke, da skulle overformynderne sætte børnene til ærlige håndværker, og skulle forældrene være forpligtede dem at klæde og føde. Ville de det ikke godvillig gøre, da skulle overformynderne det som en vitterlig gæld ved nam hos dem søge, om de ellers dertil formue have. End have forældrene ikke formue, da skulle sådanne så vel som andre faderløse og hittebørn, som til håndværker sættes, klædes af hvis almisse, som nogen ville godvillig give.

Om tjenestefolk på landet og i købstæderne, inderster og løsgængere
1.

Tjenestefolk må ej med deres forseelse føre deres husbond skade på, men de bør selv at lide for hvis de brudt have.

2.

End giver husbond sin tjener, eller anden, fuldmagt på sine vegne at forrette noget, da bør husbonden selv at svare til hvad derudi forses af den, som han fuldmagt givet har, og af ham igen søge opretning.

3.

Begås noget uskelligt imod tjeneren af andre end husbonden, da opbær tjeneren selv bøder.

4.

Ingen ledig karl, eller inderste, som sider til huselandsbyen, må bortfæste sig til bondearbejde og tjeneste ringere end hel eller halv år, uden et halvt års løns forbrydelse.

5.

Og skal så ingen på landet hos bønderne for dagløn arbejde uden gifte og bosatte på gårde, eller gårdsparter, og gadehusmænd, som gøre og give årlig rettighed til deres herskab.

6.

Dog skal hermed ikke være forbudt, at de, som sig ved søkanten på nogle visse tider om året af fiskeri og søen alene nære, jo herefter som tilforn må om vinteren, og når de ikke er til søs, sig for dagløn bortfæste.

Ej heller at tærskere jo må lade sig antage af hvem, som dem behøve til deres korn at udtærske, på hvad tid og til hvilken tid mand har dem behov.

7.

Inderster, være sig karle, eller kvinder, må ikke af gård- eller husmænd til værelse antages under deres fæstes fortabelse, uden det dem af husbonden, eller hans fuldmægtig, bevilges, som om indersters forhold og næring sig skal lade informere, så det kan være husbonden og bonden uden skade.

8.

Når nogen fremmet til sognene ankommer, skal bønderne straks give præsten det tilkende, som deres pas og bevis de medbringe skal læse, og dem overhøre, og dersom nogen mistanke kunne være, da præsten det for herskabet, eller hans fuldmægtig, angive.

Og skulle præsterne flittig antegne deres navne og fødested, som sig i deres sogne opholde, være sig inderster, tjenestekarle og drenge, eller løsgængere, at mand hos dem herom, når behøves, kan have fuldkommen efterretning.

9.

Alle tjenestekarle og drenge, som til bondearbejde er antagne, hos hvem det og være kan, med mindre de fæster gårde, eller gårdsparter, hvor på de sig kan nære, skulle være forpligtede deres tjeneste otte uger for fardag, som er på landet den første juni og den første december, til deres husbond lovlig at opsige.

Og såfremt husbonden dem utilbørlig vil opholde, må de tjenesten løskynde i nogle af byens, eller sognefolkets, nærværelse, eller og til kirkestævne. Udførmer husbonden dem derfor med hug, eller slag, straffes som for vold.

10.

Når tjenestetyende, mands- eller kvindes-personer, lovlig deres tjeneste engang opsagt have, synderlig om de uden sognet sig agte at begive, da skal deres sognepræst være forpligt at meddele dem bevis, når de den begære, at de er fri og ledige fra herretjeneste til lands og vands, så vel som fra bondens tjeneste, og for ægteskab, såfremt de ellers ikke med nogen trolovede, eller viede, er. Og skal ingen præst under tilbørlig straf sådan bevis dem vægre, eller og den dem over en halv dag forholde, og skulle præsterne give alle skudsmål beskrevne under deres hænder og signeter, som de ville ansvare og være bekent. De nyder derfor af enhver tjenestekarl, dreng, eller kvinde, fire skilling danske.

11.

Begiver nogen karls- eller kvindes-person sig ulovlig af deres husbonders tjeneste, da skulle de have forbrudt så meget, som deres halve års løn sig kan beløbe, halvdelen til husbonden og halvdelen til husbondens herskab: Og de, som dem videndes antage, skulle have dobbelt så meget til den forrige og rette tjenestetyendes husbond og hans herskab forbrudt.

12.

Hvo som tager anden mands svend, tjener, eller tjenestekvindfolk i tjeneste uden pasbord, han skal svare den, som tjeneren uden lovlig afsked er fradragen, til al den skade han derover lider, og derforuden bøde til ham, som ovenbemeldt er. Og skal en hver give sine tjenestefolk, mands- og kvindes-personer, når de fra ham skilles, pasbord, som de have fortjent, at ikke nogen derover bliver bedragen.

13.

Ingen må tage en anden mands tjener i forsvar, før end han lovlig skilt er fra sin husbond.

14.

Tilsiger nogen sin tjeneste og tager fæstepenge på hånden, og vil ikke gå i tjeneste, betale fæstepengene igen og derforuden fjerdeparten af et års løn, som han skulle have, dersom han havde kommet udi tjeneste. End har han ingen fæstepenge opbåret, betale dog et fjerding års løn, som sagt er.

15.

Antager man nogen til sin tjeneste, og vil ham siden uden lovlig årsag ej annamme, da beholder den, som antaget var, hvis fæstepenge given er, angerløs, og derforuden bør husbonden at give ham fjerdeparten af et års løn, som han skulle have, om han i tjenesten havde kommet.

16.

Når nogen tjenestefolk, som deres tjeneste opsagt have, eller andre løsgængere, som ikke er bosatte og tiende til kongen, kirken og præsten, eller gøre og give dem nogen rettighed, ej heller have fuldkommen bevis og nøjagtig skudsmål fra præsten, hvor de have deres ophold, og hvorledes de skikke sig, det være sig mands- eller kvindes-personer, nogensteds betrædes, og ikke lovlig bevise sig, såfremt de ellers ved sundhed været have, tjeneste at have for en billig løn begæret på de steder de behøves, og kunne antages, da skulle de straks pågribes, og dom over dem forhverves, at gå så mange måneder i jern at arbejde, som de have entholdt sig fra at tjene, eller om de i fremmede lande her af riget sig ville udsnige, og siden betrædes, da derfor søgis, tiltales og straffes med fængsel og jern. Og da skal kongens amtmænd dem, som på kongens grunde, således skyldige befindes, med ringeste bekostning ske kan, enten til Bremerholm, eller anden steds hen forskikke med deres dom, hvorudi alle mod dem forhvervede vidnesbyrd skal være indførte, på det, om nogen sådanne af had og avind forurettede er, under det skin, at de skulle være løsgængere, de da kunne igen til rette forhjælpes.

17.

I lige måde skal med dem forholdes, som sig for soldater udgive, eller soldater er, og landene igennem stryge.

Dog de tjenesteløse folk og soldater undertagne, som lovlig pas have og skellig befindes på deres rette rejse og vej at være stede, og sig uden tryglen opholde, eller og uden tvivlsmål den formue eje, at de sig deraf kunne holde, og uden nogen mands skade have sig med lediggang at opholde: Hvorpå de bør, om begæres, at skaffe sognevidne og skudsmål.

18.

Kongens amtmænd skulle hver i sit amt tvende gange om året, som er den første juni og den første december, holde inkvisition over alle sådanne folk, så og forfare, hvorledes med alt det, som her forskrevet står, forholdes, og da tilforn herskabet på landet, som i hans amt boendes er, derom advare, at en hver på sin grund kunne på samme dag og tid holde ransagning, og tilhjælpe, at dette fyldestgøres.

19.

Findes nogen, som sig til side holder på de to foreskrevne dage, når inkvisitionen sker, de skulle agtes for løsgængere, og straks pågribes, og med dem handles, som tilforn ermeldt.

20.

Dersom herskabet på landet ikke selv formår sådanne modvillige og løsgængere at antaste, straffe, eller i god forvaring at have, eller dem ikke til egen tjeneste og arbejde vil bruge, da må de det kongens amtmænd, i hvis amt de er boende, tilkendegive, og dem til ham lade over antvorde, at han sig med dem, efter som før ermeldt, kan forholde.

21.

Findes nogen løsgængere, eller dem, som ingen pas, eller rigtig besked, have, videndes til sig at holde, dem huse og hæle, de skulle på landet have forbrudt deres fæste til deres husbond, og derforuden, om dem overbevises nogen ulovlig handling og fællesskab med sådanne at have haft, at stå til rette derfor og straffes som vedbør.

Men i købstæderne skulle de, som det gøre, straffes som de der huser fredløse.

Om jøder og tatere
1.

Ingen jøde må sig her i riget ind begive, eller sig finde lade, uden kongens særdeles lejdebrev under tusinde rigsdalers straf af hver person, som uden forskreven lejdebrev betrædes.

2.

Hvo som nogen jøde angiver og kongens amtmand anviser, skal have derfor hver gang et halvt hundred rigsdaler.

3.

Tatere, som omløbe og besvige folk med deres bedrageri, løgn, tyveri og trolddom, skulle af stedets øvrighed pågribes, hvor de kunne befindes, og alt hvis de have med at fare dem fratages, og deres anførere på livet straffes, og de andre inden vis tid at rømme riget fra næste steder de kunne udkomme, og hvis de efter den tid spørges, eller overkommes, kunne her i riget, da som deres anførere at straffes på livet, og hvo dem huser, eller herberger, bøde til sit herskab for hver nat og for hver person, som den der huser fredløse.