Skabelon:Om misgerninger

1. Om vildfarende lære, gudsbespottelse og trolddom

1.

Ingen i hvem det og være kan, som overbevises at være affalden til den papistiske religion må tage nogen arv, men den skal være forfalden til hans næste slægt og arvinger.

Men har han arvet, før end han forandrer sin religion, da beholder han arven.

Dog skal han ikke må bo i kongens riger.

2.

Findes nogen på jesuitiske steder at have ganget i skole, eller studeret, da skal den ikke til noget kald, enten i skolerne eller kirkerne, betros.

3.

Munke, jesuitter og deslige papistiske gejstlige personer må under deres livs fortabelse ikke her i kongens riger og lande lade sig finde, eller opholde. Hvo vidende sådanne personer huse og herberge, eller stede dem plads til deres romerske ceremonier at fulddrive, straffes som de, der huse fredløse.

4.

I lige måde skulle under samme straf alle andre særlige samkvemme til nogen anden religions øvelse, eller prædiken, end den, som i den anden bog ommeldt er, være afskaffede.

5.

Dog er ikke forment fremmede herrers gesandter, eller ministres, som sig ved kongens hof opholde, eller residere, og er af anden religion, at de jo for dem og deres egne tjenere i deres huse deres religions øvelse og hvis tilhører må bruge.

Dog at ingen prædiken holdes uden på deres eget sprog.

Men uden deres logementer og huse, eller for andre, end de fremmede ministres og deres egne tjenere, må deres præster hverken prædike, eller sakramenterne uddele, eller nogen anden sådan guds tjeneste sig understå at forrette, meget mindre af præster, eller andre tjenere, til disse rigers og landes religions foragt noget forargeligt foretages. Sker noget af sligt, og det ikke af den fremmede ministre bliver tilbørligen straffet og rådet bod på, da vide sig det selv, om kongen ved andre midler skulle forårsages sin lovs lydighed og observans, som andre potentater i deres lande i lige tilfælde bruge, at erholde og bevare.

Og forbydes alvorlig, at ingen, som ikke er nogen fremmed ministre egen betjente, må bruge denne frihed i deres huse, eller uden for bruge, eller søge, nogen fremmed religions øvelse, om de endskønt er af samme religion, og allermest de, som er af disse rigers og landes religion, at de, af hvad prætekst det være kunne, ikke skulle lade sig finde på de steder, hvor og når sådan fremmet religions øvelse forrettes, under den straf, som kongens lovs modvillige foragtere fortjene.

6.

Kongens ceremonimester skal ikke forsømme, hvor nogen fremmed minister, som anden religion bruger, sig opholder, ham på bedste manér at informere, at ingen med nogen uvidenskab skulle have årsag sig at undskylde.

7.

Hvem som overbevises at have lastet gud, eller bespottet hans hellige navn, ord og sakramenter, ham skal tungen levende af hans mund udskæres, dernæst hans hoved afslås, og tillige med tungen sættes på en stage.

8.

Har nogen sin hånd til nogen sådan guds foragt brugt, da bør den og af ham levendes at afhugges, og hos hovedet på stagen fæstes.

9.

Befindes nogen troldmand, eller troldkvinde, at have forsoret gud og sin hellige dåb og kristendom, og hengivet sig til djævelen, den bør levendes at kastes på ilden og opbrændes.

10.

Hvo som bruger nogen galne indbildede kunster med forsæt at ville forgøre og skade en anden, have sin hovedlod forbrudt.

Og er det mandsperson, da straffes han med jern og arbejde på Bremerholm, eller andet sådant sted, sin livstid.

Er det kvindesperson, straffes i lige måde i spindehuset.

11.

End bryde de ud, eller bortløbe, straffes på deres liv, om de kan antræffes.

12.

Dersom nogen befindes med signen, manen, målen, igen visning, visse dages udvælgelse, karakterers misbrug, at omgåis, og i sådanne mistænkte kunster kyndige og forfarne at være, og dem øve og bruge, da skulle de have forbrudt deres boslod, og rømme kongens riger og lande.

13.

De, som er sådanne folks medvidere, og deres råd og kunster til sig, eller andre, bruge, eller bruge lade, skulle første gang stå åbenbar skrifte, og give til næste hospital to tusinde lod sølv, om de middel dertil have, ellers efter deres yderste formue. Befindes nogen anden gang i samme forseelse, da straffes den ligesom de, der sådan ugudelighed og dårskab øve.

2. Om sværgen og banden

1.

Hvo som letfærdelig sværger og bander, og således misbruger guds navn, skal agtes som den, der ikke far med sandhed, og som ikke står til troende uden sværgen.

2.

Befindes nogen i købstæderne modvillig og fortrædelig i sådan guds fortørnelse, efter præstens og medhjælpernes påmindelse, at fremture, da skulle de ikke må forfremmes til nogen bestilling i byen, som de kunne have ære og gavn af, og såfremt de formene sig for meget med byens tynge, skat, eller pålæg, at besværes, da skulle de ikke der over må klage, medmindre de af deres sjælesørger, naboer og genboer, skudsmål og vidnesbyrd bekomme sig at have bedret.

Kan samme straf ikke hjælpe, da skulle de på det sidste slet af byen forvises, og til dets mere afsky skulle borgmester og råd i købstæderne lade sætte gabestokke på torvene og nogle andre steder, hvor udi bysvendene skulle være strengelig befalede at sætte dem, som offentlig med sværgen og banden lade sig høre, og den, som således vorder indsat, bør at give bysvenden fire skilling, før end han igen udlades.

3.

På landsbyerne bør herskabet sådanne letfærdige folk, når de efter præstens og medhjælpernes alvorlige advarsel ikke ville bedre sig, at sætte i fængsel på vand og brød i nogle dage.

4.

Og skulle husbond og hustrue ikke alene holde sig selv fra sværgen og banden, men end og deres børn, folk og tyende, så og have magt til i deres huse at sætte straf med penge, eller anden husstraf, på dem, som herimod gøre.

5.

Hvis præster, eller andre gejstlige, som bør deres menighed, eller underhavende, med godt eksempel at foregå, befindes selv at give forargelse med sværgen og ikke holde deres hustruer, børn og tyende derfra, da bør de dobbel straf at være undergivne.

3. Om helligbrøde

1.

Hvo som ikke holder søndage og andre påbudne hellig- og bededage hellige, og ikke findes i kirken, når guds tjeneste samme tider forrettes, skal bøde hver gang for helligbrøde tre lod sølv, og skal enhver søge sin egen sognekirke, som han hører til, og der bruge sakramenterne, så og give der sin rettighed, som kirken og kirketjenerne tilkommer, og må ingen på landsbyen lægge bønderne fra et sogn til et andet.

2.

Øvrigheden skal tilholde deres underhavende, og husbonderne deres tyende og tjenere, at komme til kirke, og dem ingenlunde derfra forholde.

3.

Hvo som arbejder under prædiken, skal første gang straffes på to lod sølv.

4.

Hvis ellers på søndage, eller helligdage, efter middag med modvillig arbejde sig tildrager, det straffes af øvrigheden i lige måde.

Dog skal hermed være undtaget hvis af stor og uomgængelig fornødenhed, særdeles når prædiken er endt, og sin næste, sig eller sine, særdeles at hjælpe og redde, sig kan tildrage, så vidt guds ord tilstæder, og enhver med en kristen samvittighed kan vide sig at befrie.

5.

De købstæder, som er lukte, skulle ikke, før højmesse er ude, lade portene åbne. Har nogen ærinde, som ikke lider ophold, da ansige det hos øvrigheden, og med deres bevilling udlades. Men præster, som skulle rejse til, eller fra, deres sogne uden byen liggende.

Item provsterne, som ville besøge landsbykirker i deres provstier.

Item uden by boende folk, som have deres sognekirke i byen, skulle uforhindrede uden nogen anden bevilling lades igennem portene. Så skal det ej heller være forbudt, at hvis kvæg, som går på græs uden byen om sommeren, må jo udlades og indlades igennem portene på sædvanlige tider.

6.

Kongens befalingsmænd og hver øvrighed og herskab skulle ikke alene herover med al flid holde, men og bønderne og deres børn og tyende på helligdage med fordringskab og alt andet arbejde, hvad det og være kan, aldeles forskåne, med mindre sådan uomgængelig fornødenhed, dog gudstjeneste uforsømt, indfalder, som ganske ingen forhaling kan lide.

Hvorimod forældrene og husbonderne skulle lade deres børn og unge folk hver helligdag ikke alene komme til prædiken, men og efter prædiken forblive i kirken der at høre og lære deres børnelærdoms forklaring, og anden gudelig lærdom og sang at øve, med mindre de så små er og vejen så lang og farlig, at det ikke ske kan.

Thi da skulle de dem i de byer, som næst sammenligge, forsamle, så vidt muligt er, og dem af degnen, eller substitutten, der lade undervise.

7.

Hvo som øl i købstæderne om helligdage til krohus fører, eller nogen kram og værksted åbner, eller nogen vare, eller andet, på offentlig sted fal holder, før end aftensang er ude og på ordinære bededage, førend højmesse er ude, skal have forbrudt det, som han har med at fare, til de fattige. Hvo noget behøver, søge sig det i husene hos dem, som det fal have.

8.

Hvo som nogen drik fal holder, eller udtapper, på nogen søndag, eller helligdag, før end aftensang er endt, uden alene til syge, om de det er begærende, skal have forbrudt hvis han har med at fare, og den, som drikken køber, straffes af sin øvrighed på to lod sølv.

Og hvilken øvrighed, som ser dermed igennem fingre, bøde fire lod sølv til kongen.

9.

Hvo som på bededage udtapper, eller udtappe lader, til overflod og umådelighed nogen drik, skulle derfor tiltales, og enten stå åbenbar skrifte, eller straffes på deres formue til næste hospital, eller på kroppen til vand og brød, om til anden straf ikke er formue.

I lige måde straffes de, som med fylderi sig på samme dage lade finde.

10.

Befindes ungdommen på kirkegårdene med legen, stimen, eller anden uskikkelighed, når gudstjeneste i kirken forrettes, at vanhellige tjenesten, da skal de, som dertil have tilsyn, have magt til at straffe de små derfor med ris, eller pisk, og de store med gabestokken.

Og hvis de store sætte sig til modstand derimod, have skade for hjemgæld, om dem noget derover vederfare, og skulle forældrene, eller husbonderne, i hvo de er, når det vorder dem tilkende givet, entholde deres børn og folk fra sådan uskikkelighed, med mindre de selv ville straffes derfor som for helligbrøde og med anden brøde til de fattige.

11.

Al letfærdig og forargelig lægen om jul, eller andre tider, og fastelavns løben forbydes strengelig, og bør alvorlig at straffes.

4. Om forgribelse imod kongens højhed, eller crimine majestatis

1.

Hvo som laster kongen, eller dronningen, til beskæmmelse, eller deres og deres børns liv eftertragter, have forbrudt ære, liv og gods, den højre hånd af ham levendes afhugges, kroppen parteres og lægges på stejle og hjul, og hovedet med hånden sættes på en stage.

Undkommer misdæderen, og ikke kan lide på legemet, da bør straffen at ske på hans billede og efterlignelse.

Er misdæderen af adel, eller højere stand, da skal hans våben af bødlen sønderbrydes, og alle hans livsarvinger miste deres stand og stamme.

2.

Hvo som enten med råd, eller dåd, lader sig finde at ville bringe nogen forandring i kongens absolut arve-regering, straffes på lige måde.

3.

Hvo som gør noget oprør, samler, eller hverver, folk inden eller uden lands, gør stempling enten med indenlandske eller udenlandske imod kongen, eller kongens offentlige fjender enten med råd, eller dåd, bistår, være lige straf undergiven.

4.

Hvo som opbyder enten landmilitsen, eller andre kongens ryttere, eller fodfolk, uden kongens befalning, have forbrudt ære, eller liv, eller gods, efter gerningens beskaffenhed.

5.

Kommer der fejde på riget, eller oprør, og kongen udbyder al almuen til landhjælp, eller til skibs, da, hvo som hjemme sidder, og er ikke enten så ung, eller så gammel, eller så svag og vanfør, at han våben ej kan bære, have forbrudt sin ære og boslod.

6.

Hvo som i fejdetid unødt og utvungen tager tjeneste hos fjenden, og tjener imod kongen, eller giver fjenden anslag, eller forråder kongens undersåtter, deres gods og formue, have forbrudt sit liv og boslod.

7.

Hvo som i kongens rige uden kongens særlig tilladelse hverver soldater, eller bådsfolk, og dem af riget udfører, have forbrudt sit liv og hvis han har med at fare.

8.

Holder nogen sine underhavende ryttere, eller soldater, imod kongens vilje, når kongen har befalet at aftakke dem, eller og vil ikke kvittere sit embede og bestilling, når kongen befaler det, have forbrudt ære og gods.

9.

Taler nogen ilde om kongens regering, have forbrudt ære og gods. Hvis sådan tale også har udseende til opsættelse imod kongen, da er livet også forbrudt.

10.

Forfalsker nogen kongens breve, hånd og segl, straffes på ære og gods.

11.

Oppebærer nogen mere told, eller skat, end som af kongen påbuden er, straffes som han var tagen ved tyvned.

12.

Befindes nogen at forvende eller forøde, penge, vare, gevær, eller andet, som til kongens tjeneste og arméens underholdning skulle anvendes, straffes på ære, eller gods, efter sagens beskaffenhed.

13.

Befindes nogen at opsætte sig, eller at råde andre til at opsætte sig, imod kongens befalninger, eller forordninger, når de på tinge, eller andetsteds, forkyndes, have forbrudt ære, liv og gods.

14.

Har nogen kundskab om sådanne forseelser, og det ikke straks åbenbarer, straffes, som medvider, endog han hverken i råd eller dåd er med i gerningen, så som forseelsen er til, på ære, eller liv, eller gods.

15.

Overfalder nogen fremmede gesandter, eller kongens høje ministre og råd i deres embeder, eller bestillinger, straffes på liv, på ære og gods efter gerningens beskaffenhed og dens stand, som overfaldes.

16.

Overfalder nogen sin af kongen forordnet øvrighed i deres embede, straffes på ære, eller boslod, efter sagens beskaffenhed.

17.

Overfaldes dommer, eller andre rettens betjente, med hug og slag, når de side kongens ret, da er dermed forbrudt liv og boslod.

18.

Undsiger nogen dommeren, eller truer ham med noget gevær, eller giver ham ubekvems ord for retten, bøde fyrretyve lod sølv til dommeren, og have sin boslod til kongen forbrudt, og derforuden være mindre man, om ordene er dommerens ære og lempe for nær.

5. Om børns forseelse imod forældre, item husbonds og hustruers

1.

Findes nogen at være sine forældre ulydig, og foragte deres kristelige formaninger til gudsfrygt, ærlighed, ædruhed, fredsommelighed, flittighed, sparsommelighed og deslige, og det skellig bevises, miste arv efter dem.

2.

Bander nogen sine forældre, eller dem ubluelig tiltaler, eller påtaler på ære og lempe, miste arv, og straffes med jern og arbejde på Bremerholm, om det er mandsperson, eller i spindehuset, om det er kvindfolk, deres livstid.

3.

Slår nogen sine forældre, da er det halsløs gerning.

4.

Slår hustrue sin husbond, og gør ham skade, da er det ligesom hun det mod en fremmed gjort havde.

5.

Husbond må revse sine børn og tyende med kæp, eller vånd, og ej med våben.

Men gør han dem sår med åd, eller eg, eller slår dem lemmer sønder, eller skader dem på deres helbred, da straffes han så som han en fremmed havde gjort skade.

6.

Den samme er og hustruens ret over hendes børn og tyende.

7.

Handler nogen husbond tyrannisk og ukristelig med sin hustru, og det ham skellig overbevises, da straffes han med Bremerholm, eller anden høj straf efter hans stand og vilkår.

8.

Handler hustruen ukristelig med sin husbond, da straffes hun med spindehuset.

9.

Er husbond og hustru lige skyldige til ond forligelse imellem sig indbyrdes og forargeligt levned, da bør de begge at straffes således, som sagt er.

10.

Handler nogen husbond ulovlig og utilbørlig med sine tjenere, eller bønder, da er det ligesom sådan gerning skete imod fremmede, og de have magt til at søge deres ret imod husbonden, som imod en fremmed.

6. Om manddrab

Bliver en mand dræbt om torsdagen før middag eller en hvilken som helst dag før torsdag, og er der landsting på den første lørdag derefter, da skal frænderne lyse det på dette ting.

Men bliver en mand dræbt om torsdagen efter middag, da skal de vente til det andet ting derefter.

Forfølges sagen ikke lovligt, og der ikke lyses i overensstemmelse med loven, og det rette ting går over, da kan man ikke rejse sag uden kongens tilladelse.

Men giver kongen ikke tilladelse til, at sagen rejses, da kan sagsøgeren ikke få mere end ret mandebod, det er tre gange atten mark penge eller fuld værdi for så mange penge, eller kønsnævn, hvis den sagsøgte nægter.

Men hvis den, der skal rejse sagen, ikke gør det på det rette lovlige ting og ikke får tilladelse af kongen til at rejse sagen inden dag og år, da kan kongen fastsætte bøder for den sagsøgte, hvis han vedgår, men nægter han, skal han forsvare sig med kønsnævn.

Men vil sagsøgeren ikke tage mod nogen af disse vilkår, som er omtalt, da har kongen ret til at erklære den sagsøgte og hans frænder sagesløse og fri for tiltale i den sag, for ingen skal føre sag af ondskab mod en anden mand.

7. Om afhug og sår

1.

Skærer, eller afhugger, nogen forsætligvis, eller af foragt, anden mands næse, øre, tunge, hånd, fod, fingre, eller deslige lemmer, eller slår, eller stikker hans øje ud, da bør han at straffes på holmen i jern sin livstid, eller at miste sin fred, og hans boslod være forbrudt, halvdelen til den han har skadet, og halvdelen til sit herskab.

Men sker det i slagsmål, at mand mister nogen af disse lemmer, da bødes for hver af dem fuld mandebod, trende atten lod sølv.

2.

Hugger, stikker, eller slår mand, anden sår, da bødes for hver sår, som ej er benhugget, eller igennemstunget trende tre lod sølv.

3.

End er det hulsår, eller benhugget, så at ben tages af, eller arret er i samme ben, og flyder op og neder, eller tvennet, som har to hul, så som mand vorder stunget enten igennem lår, eller læg, eller hånd, eller andetsteds, da bødes trende seks lod sølv.

4.

Vorde mands lemmer lydte, og vorde dog noget nyttige, så at han kan både krympe og række dem, da bødes trende tolv lod sølv.

5.

End vorder noget lem dødt og unyttigt, da bødes derfor ligesom det var ganske afhugget.

6.

For alle de sår, som mand ej kan skyle med klæder, eller hår, som er sår i ansigt og på hænder, bødes halv mere end for andet sår.

7.

Men vorder der lyde på, så som om munden stander vrang og skæv, eller øje, eller næse, da bødes halv mandebod, trende ni lod sølv.

8.

For stavshug og stenshug og benshug og nævehug og hårgreb og jordskuf bødes trende seks lod sølv.

9.

End vorder mand trælbåren, så at han ikke kan bære sig selv af det sted, men må ages, eller bæres derfra, så at han ligger deraf benbrud og ufør, da bødes derfor halv mandebod, trende ni lod sølv.

10.

I alle disse stykker skal den, der gerningen gjorde, foruden forskrevne bøder betale badskærløn, opholde den, som skaden har fået, med hans kost imidlertid, og give ham en billig penge for lyden og skaden, som den af gode mænd sat vorder, efter begges vilkår og lejlighed.

11.

Hugger mand anden sår, eller stinger til blods i kongens gård, da skal den det gjorde miste sin hånd.

12.

Slår mand anden pust, kæpshug, eller anderledes, i kongens gård, så at ej kommer blod ud, da skal han stinges igennem sin hånd, og ristes ud imellem fingrene.

13.

Bider mand anden, så at han der af fanger lyde, og det ej sker af nødværge, da skal han først betale skaden, og dernæst straffes yderlig på sin formue efter skadens beskaffenhed.

14.

Drager mand kniv til anden, endog han ingen skade gør dermed, bøde trende fem lod sølv.

15.

Gør han skade med den, da bøde han foruden rette bøder trende femten lod sølv.

16.

Drager mand sit sværd, eller kniv, eller spænder sin bøsse og lægger hanen på, imod anden med vred hue i kongens gård, da skal han stinges igennem sin hånd, om han bliver grebet med ferske gerninger, endog han ingen skade gjorde dermed.

17.

Drager man kårde eller kniv til anden, eller med hug og slag overfalder nogen, i kongens nærværelse eller påsyn, da har han forbrudt sit liv.

18.

Ager, eller rider, nogen forsætligen på mand, kvinde, eller barn, og gør dem skade på liv, helbred og lemmer, da er det ligesom han havde gjort det med sin egen hånd, og straffes på liv, eller bøder, som skaden er. Gør han det af fremfusenhed, eller uagtsomhed, da straffes han med jern.

8. Om udfordringer og dueller

1.

Hvo som udfordrer nogen i duel enten til hest, eller fods, i hvo han og er, og i hvad årsag han og dertil kan synes at have.

Og den, som møder, når han i så måder enten mundtlig, eller skriftlig, bliver udfordret, have forbrudt deres bestillinger, som de have, tillige med al deres gods, rørendes og urørendes, så vel som deres liv, efter sagens beskaffenhed.

2.

De, som lade sig bruge til sekunderer, og møde på stedet, og ikke forhindre, at parterne komme til slagsmål, være lige straf undergivne.

3.

Hvo som lader sig bruge til at ankynde udfordringen, enten mundtlig, eller ved åben kartel, bøde tre hundrede lod sølv, og hvis han ikke har penge at bøde med, da straffes med fængsel i tre måneder.

Er det lukket kartel, som nogen frembær, og han gør sin højeste ed derpå, at han ikke viste hvad den indeholdte, være angerløs.

4.

Ingen, som omkommer i nogen duel, hovedmand, eller sekunderer, må enten i kirken, eller på kirkegård, begraves.

5.

Den, som udfordres og ikke møder, skal aldeles være fri for al ond eftertale, og det bør ikke at komme hans ære og respekt til nogen forklejning i nogen måde, så som den, der hørsommelig sig efter loven har forholdet.

Og hvis nogen skellig overbevises at have ham derfor ilde eftertalt, da bør den at lide på sin ære.

6.

Hvo som giver årsag til udfordring, så som, at han uden årsag begynder nogen klammeri, og enten med ærerørige og skældsord, eller og med gerning, så som, med ørefigen, pryglen og deslige, nogen angriber, og ilde med ham handler, skal derfor straffes på penge, med fængsel, med sin bestillings fortabelse og anden hårdere straf, efter sagens beskaffenhed og den forurettedes stand og kondition.

Og skal derforuden med afbedelse og anden erklæring efter dommerens sigelse gøre den, som således forurettet er, nøjagtig satisfaktion.

7.

Hvo som nogen videnskab har om sådanne dueller og slagsmål, være sig værterne i offentlige herberger, eller kroer, eller og de, som findes i sådanne samkvemmer, hvor anledning til udfordringer og slagsmål gives, skal det betimelig dem, som jurisdiktion på de steder have, åbenbare, at ulykke kan forekommes. Dølge de det, betale fuld mandebod.

8.

Alle kongens embedsmænd, som nogen jurisdiktion have, civil eller militarisk, i købstæderne og på landet, på de steder, hvor sådanne tvistigheder indfalde, skulle alvorlig under deres bestillingers og besoldningers forbrydelse holde over dette, som her forskrevet står, og først af yderste magt forhindre, at ingen sådan slagsmål sker, men skaffe den forurettede ret, så snart det for dem angives.

9.

Er den skyldige af adel, eller lige ved adel privilegeret, da skal amtmanden, i hvis amt det forefaldet er, straks kalde tvende næst bosidende af adel, eller lige ved adel privilegerede, til sig, og uden ophold med dem dømme i sagen.

10.

Er den skyldige i virkelig krigstjeneste, skal der straks holdes standret over ham af den højeste krigsofficerer, som er næst ved hånden, være sig general, oberst, oberstløjtnant, major, ritmester, eller kaptajn.

11.

Er den skyldige af anden stand og forurettelsen er sket på landet, da skal herredsfogeden være forpligtet straks at holde ting, endog det ikke rette tingdag er, og dømme i sagen. I lige måde skal byfogeden, eller andre dommere i købstæderne, forholde sig, om forurettelsen er sket i købstad.

12.

Vil den skyldige indstævne dommen til højere ret, da bør det ham ej at tilstedes, med mindre han stiller nøjagtig borgen for sig, eller bliver borgen for sig selv.

13.

Processernes omkostning betaler den skyldige til den forurettede skadesløs.

9. Om husfred, kirkefred, tingfred, vejefred, plovfred

1.

Hvo som far med oplagt råd til anden mands hus, eller gård, enten han har det til leje, eller eje, eller hvad slags bolig det er, som han har ført sig selv og sit gods udi, eller skib, og dræber der enten ham, hans hustru, børn, tyende, eller gæst, som der er indbøden, eller til herberg, da bør han at miste sin hals, og hans hoved at sættes på en stage, så vel som alle de, der er i flok og følge med, og alle deres boslodder at være forbrudte, halvdelen til den dræbtes arvinger, og halvdelen til deres herskab.

2.

End gør han dem anden skade med afhug, eller sår, eller i andre måder dem udførmer, da bøde han over andre rette bøder trende fyrretyve lod sølv.

3.

Kommer mand fredelig i anden mands hus, og findes satte og samdrægtige med hinanden, og vorde siden usamdrægtige og komme i slagsmål, da er det ej husfred.

4.

Det er ej heller husfred, om husbond, eller hustru, slår deres børn, som er i fællig med dem, eller deres tyende i anden mands gård.

5.

Vorder mand af sin uven overfalden, og flyr for ham i anden mands gård, eller hus, til at fri sig, og han forfølges af ham der ind, da, hvis på ham der brydes, er det lige så fuldt, som det skete i hans eget hus og gård.

6.

Hugger, eller stikker, man i anden mands bord, vægge, døre, beslag, vinduer, vinduesskreder, eller andet hans boskab, eller slår hans vinduer ud, eller ind, betale skaden og derforuden trende fyrretyve lod sølv.

7.

Hvo som bestiger kongens hus inden, eller uden, som er befæstet med mur, grave, eller planker, eller som port er for, miste sit liv.

8.

Hvo som i kongens gård opslår kælderdøre, eller andre lukkelser, eller overfalder kok, kældersvend, eller nogen, som befalning har, miste sit liv.

9.

Binder mand nogen i sit eget hus uden skyld, eller tager ham, hans hustru, børn, tyende, eller gæst, og fører dem bort med vold og uret, da bøde han og enhver, som var med i den gerning, trende fyrretyve lod sølv.

10.

Det samme er og, om nogen med uret tages i anden mands hus, på gade, vej, mark, eller skov, og imod sin vilje andetsteds bortføres.

11.

Dog skal ingen bøde for voldførsel efter markskels tal.

Men det regnes for et vold, når nogen voldføres, og ikke for mere eller flere vold.

12.

Ligger stimand på skov, eller i skjul, eller på farende veje, eller nogen bryder ind i mands hus og bolig, og myrder noget menneske, da, om han vorder taget ved gerningen, har han forbrudt sit liv, og bør at lægges på stejle og hjul, og hans hovedlod være forfalden til herskabet og den dræbtes arvinger.

13.

End undkommer han, da være fredløs og straffes, som sagt er, om han kan antræffes.

14.

Og skal ellers alting med mord således forfølges, som sagt er om drab i det sjette kapitel.

15.

Gør stimand nogen sår, og ikke på ferske gerninger gribes, og sigtes derfor af den, som såret er, værge sig med sin ed, og derforuden lovlig bevise, at han ikke var på det sted, som gerningen sket var.

16.

Hvo som i kirken, på kirkegård, på ting, eller noget andetsteds, som dom og ret sættes, tager til værge, høder, eller truer nogen mand med vred hu, eller væbnet hånd, endog han ingen skade gør, bøde for hver sinde hans brøst så findes trende ti lod sølv.

17.

End hugger, eller stikker han, så det bløder, og så at sår vorder, da bøde han for såret efter loven og derforuden trende fyrretyve lod sølv.

18.

End slår han pust og nævehug, stavshug, eller i andre måder, da bøde han og derfor efter loven og derforuden trende femten lod sølv for kirkefred, eller tingfred.

19.

Hvo som på tinge overfalder, slår, eller med håndgerning forgriber sig imod sin vederpart, når de med hver andre stå for rette, da skal han ikke alene bøde derfor efter loven og for tingfred, men og for slig modvillig dristighed og overlast straffes med gabestok, eller fængsel, eller anselig pengestraf, efter den skyldiges formue, stand og vilkår.

20.

Overskældes, trues, eller overfaldes, varsels- eller stævningsmænd, når de varsel eller stævning forkynde, af dem, som kaldes, da bødes derfor som for tingfred.

21.

Overfaldes præst i kirke, eller på kirkegård, med hug og slag, når han sin tjeneste forretter, da er dermed liv og gods forbrudt.

Men overfaldes han på samme steder for, eller efter, tjenestens forretning, da bødes dobbelt så meget, som ellers, om en anden person var overfalden.

22.

Hvo som sårer nogen på den dag, som helligholdes, bøde foruden rette bøder også helligbrøde.

23.

Kirkefred og tingfred regnes fra man drager fra sit hus ret vejen til kirken, eller tinget, og siden fra kirken, eller tinget, ret vejen hjem til sit hus.

Dog at man ej tager af vejen, eller tager andre ærinder for.

24.

Hvo som overfalder sagesløs mand på torvevej, torv, gade, eller i stræde, eller vejfarende mand, eller bonde, der holder på sin plov, og slår, hugger, eller stikker ham, bøde foruden rette bøder trende fyrretyve lod sølv.

10. Om skade af anden mands våben eller fæ

1.

Udlåner nogen sine våben, kårde, kniv, stave, kæp, eller noget sådant, som mand kan gøre skade med, til anden mand, når han er i trætte og klammeri med nogen, eller og det bevisligt gøres, at det var ham vitterligt, som udlånte dem, at den anden ville gøre skade dermed, og den, som fik våben i hænde, gør nogen skade dermed, da bøder den, som dem udlånte, halv så meget som den, der skaden gjorde.

2.

Fanger mand skade af anden mands hors, eller nød, eller noget andet fæ, eller hund, som går løs, og den, som skaden fik, ikke selv forårsagede det, da skal den, som fæet eller hunden ejer, give badskærløn. End fanger han lyde deraf, da bøde den, der fæet eller hunden ejer, lyden efter sagens beskaffenhed.

3.

Dræber nogen mands hest, eller noget andet fæ, som mand lovlig må have, noget menneske, da skal ejermanden bøde tre lod sølv, og gøre sin ed, at han ej viste, at det fæ havde den vane. End sker det anden gang, imens han har sådant fæ i sin hævd, da afsone det hos den afdødes arvinger efter sin formue.

4.

Føder mand vilde dyr op, som er ulve eller bjørne.

Hvad skade de gøre, derfor bøder ejermanden og den, som dem i hævd har, ligesom han den selv gjort havde.

5.

Bide, stange, eller slå, en mands bæster, eller fæ, anden mands bæster eller fæ ihjel, da skal den, som ejer bæst, eller fæ, der skaden gjorde, betale den anden halv så meget, som det bæst, eller fæ, var værd, der dræbt blev, såfremt at det, som dræbt blev, var så godt, eller bedre, end som det, der dræbte.

Men var det, som dræbt blev, ringere end det, som dræbte, da skal dets fulde værd betales.

6.

Bider hund anden mands kvæg ihjel, eller jager det i uføre, da bøde den, der hunden ejer, første gang halv skaden.

Men sker det tiere, da bøde for hver gang hel skaden.

11. Om vådegerning

1.

Dræber mand anden af våde imod sin tanke og vilje til at skade enten den dræbte, eller nogen anden, med den gerning, bøde fyrretyve lod sølv til den dræbtes arvinger alene og dermed være angerløs.

2.

Sårer mand anden af våde imod sin tanke og vilje, betale badskærløn og den såredes kost, imens han læges, og være fri for anden bod.

3.

Hugge to mænd i skoven sammen, og den enes økse slipper af skaftet uden hans vilje, og han gør sin ed derpå, da er det våde hvad skade der sker, og bødes intet derfor.

4.

Skyder, eller kaster, nogen over hus, skib, eller plankeværk, eller nogen slig unødig gerning gør, og anden deraf fanger skade, sår, mén, eller bane, imod dens vilje, som det gjorde, og han gør sin ed derpå, da bøder han for drab fyrretyve lod sølv til den dræbtis arvinger, og til husbonden tyve lod sølv.

Men for sår og lyde halv så meget, som han skulle bøde, om han det med vilje havde gjort.

5.

Hugger, slår, eller stikker, nogen til en med vred hu, at han vil skade ham, og rammer en anden, da er det ej våde.

6.

End om nogen gå sammen i favn at brydes, eller drages i hænder, eller noget sligt anfange, med begges vilje og ikke af vred hu, da forvare hver sig selv. Fanger nogen skade i slig tilfald, og den anden har mistanke til ham, at han gjorde det med vilje, da værge sig med sin ed, at det ej skete med hans vilje, og bøde intet uden badskærløn og omkostningen.

7.

Ligger nogen spændt, eller ladt, bøsse eller pistol fra sig, og nogen deraf fanger skade, da bøder den, som dem således fra sig lagde, halv så meget, som han burde at bøde, om han af våde selv skaden gjort havde.

8.

Tager nogen anden mands bøsse, eller pistol, i hænde, som er ladt, og ved det ikke, og den går af for ham og gør skade, og han gør sin ed derpå, at han viste det ikke, da er det våde, og bøde derfor som for vådegerning, enten det er drab, eller sår.

9.

Drukner mand i anden mands brønd, eller hule, i gård eller på gade, som ej lovlig er, eller lergrav, som ej er vel med gærde forvaret, og derforuden fire favne fra alvejen, da bøde de, som vandet hører til, eller som lergraven gjort have, samtlige til den druknedes arvinger fyrretyve lod sølv.

10.

End drukner mand i mølledam, eller fiskepark, eller falder selv neder af hus, eller hus på ham, da bødes ej derfor.

11.

End rejser mand hus, nyt eller gammelt, da bør det fæstes, så hver mand kan være skadesløs. Gør de det ikke, som huset rejst have, før end de gå derfra, og det falder nogen mand til døde, bøde fyrretyve lod sølv til den dødes arvinger.

12.

Falder gammelt brøstfældigt hus på nogen mand til døde, og det bevises, at ejermanden har været tilforn advaret at forvare huset, at det ej skulle gøre skade, da bøde han fyrretyve lod sølv til den dødes arvinger, og derforuden betale al den skade, som deraf er forårsaget.

13.

Drukne små børn, som ikke kunne vare sig selv, eller anderledes omkomme, formedelst forældrenes uagtsomhed, da stande forældrene åbenbare skrifte, og give noget til de fattige efter deres formue.

14.

Ligge forældrene deres egne børn ihjel af forsømmelse, stande I lige måde åbenbar skrifte og give noget til de fattige første gang. Sker det anden gang, da straffes den, som det gjort har, på sin formue, eller liv, efter sagens beskaffenhed og omstændighederne.

15.

Ligger nogen andens barn ihjel, straffes med spindehuset første gang.

Sker det anden gang, have forbrudt sit liv.

12. Om nødværge

1.

Det skal være enhver, som voldelig overfaldes med slag, hug, eller sting, tilladt at værge sig selv, sit eget liv, eller sit eget gods, med hvad værge han mægtig er.

2.

Overfalder nogen anden, og tragter ham efter livet, eller har lagt sig i veje og lave for ham til at gøre ham skade med åråd, og han selv derover vorder dræbt, da ligger han på sine egne gerninger, og den, som sit liv værgede, være sagesløs.

3.

End bliver nogen usamdrægtig med en anden, og begærer fred, og dog overvældes af den anden, og kan ej slippe, men bekommer sår og hug, da, dersom han da dræber den anden til at forsvare sit eget liv, beholde han sin fred, og bøde fyrretyve lod sølv til den dræbtes arvinger.

4.

Fanger mand sår i horeseng med anden mands hustru, og kommer han levende derfra, og vorder dog død af samme sår, da ligger han på sine egne gerninger, og husbonden være sagesløs.

Og fanger horkarlen afløsning ved præsten, før end han dør, da må han i kirkegården begraves. Men bliver han dræbt i horeseng, da skal husbonden føre til tinget dyne og lagen blodige, som han dræbte ham på, og da skal den dræbte ligge på sine egne gerninger, og begraves uden kirkegården.

5.

Men dræbes han uden horeseng, endog horsagen er åbenbarlig, da gås derom, som om andet drab.

6.

Det er ej nødværge, dersom mand have været i slagsmål sammen, og er blevet skilte ad, og den, som var overvældet enten med skændsord, eller trussel, giver årsag, at de komme igen til slagsmål, og så dræber sin vederpart.

7.

Bryder nogen ind om nattetide i mands hus, eller bolig, til at stjæle hans fæ, eller gods, og han derover bliver dræbt af den, som vil forsvare sit gods, da ligger han på sine egne gerninger.

8.

Dræber mand anden af nødværge, og dog af frygt for sagens udgang undviger, da skal han, så snart han kommer i sin frelse, inden måneds udgang i det længste forfølge sagen til sin undskyldning.

Men hvis han det ikke gør, da holdes han for manddraber.

9.

Dømmes nogen til bod for drab, da skal dog ikke kongens amtmand, eller foget, lyse kongens fred over ham til tinge, før end bøderne er betalte, eller i retten nedsatte, om ingen findes af den dræbtes arvinger, som dem ville, eller skulle, oppebære.

10.

Fordrister den dødes slægt sig at fejde, eller fejde lade, manddraberen, eller hans slægt, når han til bod dømt er, og han den betalt har, da bøde de deres trende fyrretyve lod sølv, og udlægge igen til manddraberen de bøder, som vare opbårne.

13. Om løsagtighed

1.

Hvo nogen kvindesperson beligger, bøde til sit herskab fire og tyve lod sølv, og kvindfolket tolv lod sølv, og stande begge åbenbar skrifte. Har de ikke middel til bøderne, da straffes de efter deres formue og med fængsel på kroppene.

Men dersom de ægte hver andre, da betaler han til bøder halv femte lod sølv og hun halv så meget, og være fri for skriftemål.

2.

Beligger nogen formynder sin myndling, eller lavværge den enke, som han er lavværge for, da bør han, om han ledig er, at ægte hende, om hun vil. Vil hun ikke, da har han forbrudt sin halve hovedlod til hende foruden bøderne til herskabet. Kan han ikke ægte hende, formedelst han gift er, da har han forbrudt sin hele boslod til lige dele imellem hende og herskabet.

3.

Dersom nogen for anden vorder mistænkt og berygtet at leve et letfærdigt, eller skammeligt, levned med hver andre, bør dem ikke alene at pålægges, sig fra hver andre endelig at entholde, men om de er ledige personer, slet af byen, sognet og vel herredet fra hver andre sig at begive.

Og hvis de det ikke gøre, skulle de udstå kirkens disciplin og straffes af deres herskab.

4.

Dersom nogen enten selv, eller ved andre, beder om en dannemands datter, og derover beligger hende, før trolovelsen sker, eller han får endelig svar, da skal han endelig tage hende til ægte, om hendes forældre, eller formyndere, ville det samtykke. Ville de ikke, da bør han at give hende en hæderlig hjemgift efter hans formue.

5.

Det samme er og, dersom nogen beligger anden mø, eller enke, som tilforn har været uberygtet. Siger han nej for gerningen, og hun kan ham det ej overbevise, da værge han sig derfor med sin ed.

6.

Sigter kvindfolk nogen mandsperson, at han hende beligget har, og således åbenbarer sin egen skam, og gør sig selv til hore, og ingen kends gerning findes dertil, da bør hun det at bevise, eller bøde sine tre mark som en løgner.

7.

Siger og mandsperson sig at have haft legemlig omgængelse med uberygtet kvinde, enke, eller mø, og han det ej skellig kan bevise, bøde i lige måde sine tre mark, som en løgner.

8.

Dersom nogen befindes ubluelig at have skændt den ene uberygtede mø, eller enke, efter den anden, tre eller flere, da skal han ikke alene bøde som forskrevet står, men og straffes enten på livet, eller i andre måder med højeste straf, andre til eksempel og forskrækkelse.

9.

Men er det med berygtede kvindfolk han sådant har begået, da straffes han på formuen og på kroppen med fængsel, og hun tredje gang uden al nåde til kagen.

10.

Lider nogen fornemme mands enke, eller datter, i hvad stand de er udi, gejstlig eller verdslig, sig i uære beligge, da må hendes værge, såfremt han og næste frænder ikke hende ville benåde, hende straks tage, og fængslig lade indsætte og forvare i hendes livstid, og alt hendes gods til sig annamme, og det altsammen nyde og beholde, så længe han hende så i fængsel og forvaring holdendes vorder.

Dog når hun dør, skal hendes gods straks igen komme til hendes næste og rette arvinger, eller ægtebørn.

Og hvem i så måder beligger nogen fornemme mands enke, eller datter, da skal han agtes som mindre mand, med mindre han hende med hendes og hendes værges og frænders vilje og samtykke ægter.

11.

Hvo som i kongens gård krænker nogen kvinde, eller mø, og han der har soret tro tjeneste, han skal miste sine to fingre.

12.

Er kvindfolket betroet nogen nøgle til øl, mad, klæder, penge, eller andet, som bør at være forvaret, da straffes den, som hende besover som en åbenbare tyv, om han tjener i gårde med hende.

13.

Om nogen, som er hinanden i andet led, eller andet og tredje led, eller i tredje lige led beslægtede, eller i samme led besvogrede, findes at ligge i et ondt levned tilsammen og avle børn, da skal amtmanden, eller hvem deres herskab er, sagen med dem efter deres yderste formue aftinge, og de siden forvises landet. End rømme de ikke, da straffes de på deres hals.

Sker det anden gang, da uden nåde straffes på deres liv.

14.

De, som sig i de forbudne led imod guds lov, enten i blod, eller svogerskab, forse, straffes på deres liv, og derforuden, såfremt samme blodskam er begangen både med fader og søn, eller både med moder og datter, eller af fader med datter, eller af søn med moder, da skulle kroppene, når de halshugne er, kastes på en ild og opbrændes.

15.

Omgængelse, som er imod naturen, straffes med bål og brand.

16.

Dersom nogen voldtager en ærlig mø, eller enke, og det bevises, miste sit liv, eller, om han ej betrædes, være fredløs.

Men om ham benådes livet, tage sig hende til hustru, om hun og hendes formyndere og frænder ville.

Men ville de ikke, give hende af sine penge og gods efter fælles venners råd og samtykke.

17.

Bliver nogen befunden at have voldtaget den ene efter den anden, og ingen af dem tager til ægte, han bør uden nåde at straffes på livet.

18.

Hvo som noget kvindfolk vil med vold tage, og hendes råb og skrig om hjælp høres, og synes blåt kød, eller revne klæder, han miste sit liv, endog han sin vilje ikke fuldkom.

19.

Hvilken kone, der siger sig at være voldtagen, hun skal, så snart hun kommer i sin egen frelse, klage over den vold, som hende er gjort, for naboer og naboersker, og på kirkestævne, og siden på tinge, og da er det vel troligt, at hende er vold gjort.

Men tier konen, efter at det er blevet åbenbaret og folk ved deraf, både naboer og naboersker, at den mand har haft med den kone at bestille, eller at hun vorder med barn, og klager ej før derover, da er det troligt, at hun ej var voldtagen.

20.

Sigter kvindfolk mandsperson for voldtægt, og han ved dom bliver frikendt for voldtægt, da er hun, som sigter, skilt ved al sin ret for lejermål.

21.

Ganger kone vold over, da skal det ikke være hende til hinder, eller æres forklejning i nogen måde.

22.

Hvo som trolover sig med en, og siden sig i ægteskab med en anden begiver, bør at rømme kongens riger og lande.

23.

Hvilken ægtemand, eller ægtekvinde, sig med en anden i ægteskab indlader, bør at miste sin hals.

24.

Hvilken ægtemand, som har sin ægtehustru levende, eller hvilken ægtehustru, som har sin ægtemand levende, og bliver befunden i åbenbar hor, så det er bevisligt, da skulle de første gang, hvis brøst så findes, straffes på deres gods og penge efter deres yderste formue. Findes de anden gang, da skulle de i lige måde straffes på deres gods, og siden straks forvises af landet. Komme de tredje gang, så det er bevisligt, da skal den ægtemand, hvis brøst så findes, miste sit hoved, og den ægtekvinde, hvis brøst så findes, druknes.

Og når hor så bevises nogen over for tilbørlig dommere, da skal dommeren give det amtmanden, eller husbonden, eller andre, som det bør at straffe, tilkende.

25.

Befindes nogen ægtemand at have med anden ægtemands hustrue åbenbarlig og ubluelig omgængelse, og de ikke efter advarsel sig entholde fra hinanden, men blive fremturende i deres skammelige og forargelige levned, da bør han at miste sin hals, og hun at stoppes i en sæk og druknes.

26.

Såfremt nogen letfærdig står åbenbare skrifte på løgnagtig bekendelse, og kvindespersonen en for barnefader udlægger, eller og mandspersonen sig for barnefader udgiver, og siden dog befindes en anden rette barnefader at være, da, såfremt nogen løgnagtig skrifter selv inden fjerding år der næst efter går til sandheds bekendelse, skal den så vidt benådes, at den står åbenbar skrifte for sin forargelse. Sker det ikke, men den lovlig overbevises løgnagtig at have skriftet og udlagt, skal den uden nåde straffes til kagen og forvises landet. Den person, som sådan en til den første falske bekendelse bragt og forledt har, bør at agtes for en løgner og mindre mand, og sin boslod til sin husbond have forbrudt.

27.

End har han ingen boslod, da dømmes han i jern.

28.

Er det kvindesperson, som sig løgnagtig påtager barnemoder at være, og derpå står åbenbar skrifte, da bør hun at dømmes i spindehuset.

29.

Letfærdige kvindfolk, som på fremmede steder, hvor de ubekendte er, imod tiden, at de skulle føde, sig begive, må de, som dem hus låne, ikke efter deres barnefødsel lade fra sig komme, førend de det stedets øvrighed have tilkendegivet, på det nøjagtig kan erfares, hvo samme letfærdige kvindfolk monne være, hvo deres barnefader er, samt deslige omstændigheder, som til sagens kundskab og oplysning udkræves, såfremt de ej derfor på deres yderste formue ville straffes. Befindes sognepræsten det ikke at give øvrigheden og herredsprovsten straks tilkende, når barnet af ham kristnet er, da miste uden al nåde sit kald.

30.

Hvilken mandsperson sig i horehus lader finde til utugt at bedrive, og der antræffes, straffes første gang med otte dages fængsel, anden gang dobbelt så længe. Kvindfolk, som sig i sådanne huse opholde til utugt, straffes med kagen, eller sættes i spindehuset.

14. Om vold og hærværk

1.

Hvo som gør vold og hærværk, betaler skaden og bøde derforuden trende fyrretyve lod sølv.

2.

Ganger man med råds råd i anden mands gård, eller hus, og bryder hus, og tager der ud enten fæ, eller klæder, eller våben, eller andre koster, som bonden ejer, fra bonden selv, eller fra hans tyende, som han holder, da er det hærværk.

3.

Men tages der ud bondens gæsts heste, eller andre koster, som gæsten ejer, da er det hærværk imod bonden og ran imod gæsten.

4.

Far mand i anden mands bigård, og tager bier og fører bort, og dræber dem, og tager honning bort, da er det hærværk.

5.

Bryder nogen det hus op uden tingsdom, som anden mand ejer, enten det er bygt på hans eget, eller på anden ejers jord, da er det hærværk imod den, som huset ejer.

6.

Det samme er og om al den bygning, eller skjul, som nogen til sit kvæg kan have opsat.

Item gærder og deslige.

7.

Vil nogen ej flytte af lejehus, når han lovlig udsagt er, til rette fardag, eller bliver i det hus besiddende, som han ingen ret har til, eller er engang fradømt, imod ejermandens vilje, da bøde han sine voldsbøder, og ejermanden have magt uden videre dom ved rettens middel at gøre huset ryddeligt.

8.

Hugger, eller opbryder, nogen almindelige broer, eller tingstok, da er det hærværk.

9.

Hugger man fiskegårde, eller garn, i sønder, før end de med loven opdelte er, da er det hærværk.

10.

Spilder man anden mands plov, harve, tromle, eller hugger sele, tømme, skagler, eller deslige, i sønder for bonden i hans arbejde, da bøde derfor som for hærværk.

11.

Rider mand anden mands korn op med vold, eller far i anden mands ager med hjord, eller med stod, eller med vråd, og hjorder hans korn op med vold, da er det hærværk. Det samme er og, om mand hjorder anden mands eng med vold.

12.

End kommer fæet i anden mands ager, eller eng, af våde for hyrdens vangemmes eller forsømmelses skyld, da bøde han skaden, der fæet ejer, og gøre sin ed derpå, at det skete imod hans vilje og vidskab, at fæet kom derudi.

13.

• Mindre end tolv nød er ej hjord.
• Tolv heste eller hopper stod.
• Tolv svin vråd.

14.

Ødes anden mands korn, eller eng, med mindre end hjord, stod, eller vråd, da er det ej hærværk.

Men skaden skal betales efter gode mænds afsigt, og bødes derforuden halv så meget som for hærværk.

15.

End gør han sin ed, at det skete uden hans vilje og vidskab, da betaler han skaden alene.

16.

Hvo som har lod og del i marken, og tøjrer sit fæ i anden mands ager, eller eng, han bør at betale skaden og derforuden halv så meget som for hærværk.

17.

End far nogen mand på landet ridendes, eller agendes, eller han driver sit fæ for sig til by, eller andetsteds, da må han ligge på fælleden dermed og bede, hvad heller det er om nat eller dag. På stub må han og bede.

18.

Driver nogen fæ igennem vong, da må han ej bede derudi. End gør fæet nogen skade, når det drives igennem vongen, mod dens vilje, som det driver, da skal han, der fæet driver, skaden igengælde, og ej mere bøde derfor. Men sker skaden med forsæt, da bødes foruden skaden halv så meget som for hærværk.

19.

Om man tager anden mands fæ i sit korn, eller eng, og den, der fæet ejer, kommer dertil, enten i hegnet, eller på farende veje, da må han ej tage det fra den, som det i sit korn eller eng optog, uden hans vilje. End tager han det fra ham, da må han vorde ransmand derfor. End kommer det hjem til dens hus, der tog det i sit korn, eller eng, og ejermanden der tager det ud, da er det hærværk, og skal mand ej anden tiltale, end den som det udtog.

15. Om ran

1.

Hvo som begår ran, betale igæld og tvigæld, det er først så meget som ranet er, og dernæst dobbelt så meget, og derforuden bøde sine tre mark.

2.

Tager man fra anden hat, kappe, handske, eller noget andet, som han har i hænde, eller på sig, da bøde han for håndran.

3.

Ganger man i anden mands gård, og tager der bort af hans fæ, eller klæde, eller våben, eller nogen andre koster, da bøde han for boran.

4.

Ganger man i anden mands fold ude på marken, og tager der ud noget fæ, eller hø, eller korn, eller tømmer, eller andre koster, da bøde han for hjordran, eller markran.

5.

Slår man anden mands eng op imellem æg og ende, eller skær hans korn op på ageren imellem æg og ende, og tager det bort, da bøde han for agerran.

6.

Er der flere med at afføre hø eller korn bort, og det bliver kendt på at være ran, da er det ikke nok, at nogen af dem vil noget igen føre, og sige, at han ej mere afførte.

Men de blive alle i ransdele, indtil det alt sammen bliver igen udlagt, som var afført.

7.

End siger den, som engen slog, eller kornet afskår, at han mente, at det var hans eget, og gør sin ed derpå, da betale han høet, eller kornet, og bøde intet.

8.

Men gøres der lovlig efter foregåendes kald og varsel til ham forbud på, før end eller imens han slår engen, eller afskær kornet, da bliver han ransmand, dersom det bliver ham ved dom frakendt.

9.

Høster man anden mands korn, som han pløjede og såede uæsket og ukæret, og var ej afdelt af ham for midsommer med tingsdom, endog at han selv ejede ageren, som han høstede, da er det agerran.

10.

Thi deles det ikke af for midsommer, da høster den, som pløjede og såede, og giver den, som jorden ejer, fuld skyld af ageren.

Men bliver det afdelt for midsommer, og jorden bliver den, som pløjede og såede, frakendt, og han dog høster sæden, da er han ransmand.

11.

Hvo som pløjer og sår uden kære, og den tier, som jorden ejer, han skal lovlig bevise, at han havde den ager med lov og vilje.

Kan han ej det lovlig bevise, da har han sæden og sit arbejde forbrudt. End siger han med ed, at han såede den ager af våde, og mente, at det var hans, da bør han at have sin frøgæld igen, men have tabt sit arbejde.

12.

Afpløjer mand af anden mands ager over ren, siden lovlig reb gangen er, da er det ran.

Men er ej lovlig reb gangen, da bliver han ej ransmand derfor: Bør ej heller derfor at bøde, dersom han gør sin ed, at han ej videre pløjede, end som han fandt for sig tilforn at være pløjet. Tør han ej sin ed derpå gøre, betale så meget, som der kan avles efter dannemænds sigelse på samme jord, som han pløjede videre, end ham med rette tilhørte, og bøde til husbonden tre lod sølv.

13.

Ompløjer mand anden mands sæd, da har han forbrudt sine tre mark, om end skønt jorden er hans egen.

14.

Bortfører nogen af mark, eller skov, nogen afgrøde, korn, hø, tømmer, ved, eller deslige, når der er gjort lovlig forbud derpå til tinge, førend der dom gangen er, eller han har sin vederparts minde dertil, da vorder han ransmand derfor.

15.

Far nogen i anden mands skov, og hugger noget der, som han har ej selv lod udi, og lægger det på sin vogn, og nogen ret ejer betræder ham ved stubben, eller før end han kommer til alvej, og tager det fra ham, da vorder han ej derfor ransmand. End kommer han til alvejen, og siger, af hvem han fik det med rette skel, da må mand ham ej opholde, men mand skal fare til hus med ham, og lade kosterne besigtige med vidnesbyrd.

Og kan han ej da fange ret hjemmel dertil, da tiltales han for ran, eller tyveri.

16.

Det samme er og, om nogen i så måder betrædes med korn, eller hø.

17.

Bygger mand på anden mands jord enten hjelm, eller nogen andre huse, eller svinesti, eller gærde, eller noget sådant, og bliver derfor til tinge søgt, og han til første ting retter for sig, og borttager det, som han bygget eller opsat har, og gør sin ed på, at han mente, at det var hans egen grund, være angerløs. End tager han ej op det, som han bygget eller sat har, inden tredje ting, men tål dom, bøde sine tre mark.

18.

End sætter nogen sit hus på den jord, der i anden mands hævd er, endog at den er hans egen, og har han den ej med lov opdelt, og får han siden jorden til sig med nogen lov, da bøde han til den, som jorden i hævd havde, tre mark, fordi han ranede ham af hans hævd.

Men til husbonden bøder han intet.

19.

Finder mand anden på farende veje, og gør ham udførm, enten at han tager hans heste, eller øg, fra ham, eller vælter hans vogn om, eller hindrer ham, så han ej må bortkomme med sine koster, men forlader dem der, da er den, som sådan gerning gjorde, hvad heller han førte de koster bort, eller han lod dem efterligge, ransmand derfor.

20.

End kendes hin selv ved de koster, og tager dem igen i sin hævd som før, da må han ej søge den anden for ran for det, som han selv har taget tilbage.

21.

End om nogen fører hjem til hus hest, eller andre koster, som han har ranet, og den, der blev ranet, far efter og kender sit i hans gård med gode mænds vidne, endog at den, der ranede, skiller sig af med det, som han ranede, og ejermanden finder det efter de gode mænds vidne, som viste, at han var ranet, da må han med ran søge den gerning.

22.

Den er ej ransmand, som formener og forhindrer en anden at age over sin ager og eng, hvor der ej bør at være vej, om den anden lader sin vogn og koster efterstå.

16. Om røveri

1.

Hvo som ligger i skjul, og røver nogen vejfarende mand, og søger dermed fjælster, og døller sådan gerning, han er stimand.

Vorder han tagen på fersk fod, eller siden antræffes, og det ham skellig overbevises, have forbrudt sit liv til stejle og hjul og sin hovedlod til husbonden, når den forurettede har fået sin ret.

2.

Hvo som røver skibbruden mand, straffes som stimand.

3.

Hvo som røver af den mand, der dræbt er, enten klæder, våben, sølv, guld, eller penge, som han havde på, bøde for valrov trende fyrretyve lod sølv, og derforuden vederlægge dobbelt så meget, som røvet var.

4.

Hvo som i kirke opbryder blok, eller kiste, eller skab, hvor enten fattiges eller kirkens penge, eller kirkens kar eller ornamenter er udi, og deraf noget udtager, straffes ligesom stimand med stejle og hjul. End røver han noget af kirken, som ej er under lås og lukkelse, så som alterklæder, lysestager, eller kroner, eller deslige, straffes med galgen. Er det ringere, som lysearme, stolelåse, hængsler, eller deslige, straffes med kagen og arbejde i jern sin livstid.

17. Om tyveri

Hvis en mand rejser tyverisag mod en anden mand og griber ham med noget (af det stjålne) i hænde, skal han binde det på hans ryg og føre ham til tinget og overgive ham til kongens ombudsmand, og ombudsmanden skal have tingsdom for, hvad tyven har forbrudt ved et sådant tyveri.

18. Om falsk

1.

Hvo som optager, flytter, eller sætter skelsten, eller stabel, uden lovlig medfart, eller smelter falsk guld, eller sølv, eller handler med de penge, der han ved falske at være, eller med falsk sølv eller guld, han gør falsk, og kongen bør hans hånd, og den, der falsk fik, bør at have af ham skadegæld.

2.

Understår sig nogen at slå nogen mønt uden kongens forlov, eller i nogen måde at forfalske kongens mønt, han bør at straffes på ære, liv og gods.

3.

End vorder anden mand svegen, eller bedragen, og fanger af nogen uvidende enten falsk guld, sølv, eller penge, og bær dem til møntmester, eller guldsmed, eller anden mand, som derpå kan skønne, og vil ej med dem købe, før end det bliver prøvet, om det er falskt, eller ej, da er han ej falskner.

Men om han ved sin købmand, da give ham sag, og have af ham skadegæld, og falsk blive dog med gode mænds vidnesbyrd der, som det er fundet, og skal ej mere udgives, men enten brændes, eller hugges i sønder, eller i havet kastes, så at ingen mand må det mere finde.

4.

Sælger nogen forfalskede varer, som han enten selv har forfalsket, eller viste, at de vare forfalskede, have sin boslod til kongen forbrudt, og dobbelt så meget til den købendes, som han gav for varerne. End siger han, at han ej viste, at de vare forfalskede, vise sin købmand.

5.

Kongens befalingsmænd, borgmester og råd, toldere, visitører, og hvem som helst på kongens vegne nogen befalning have, så og enhver kongens undersåt, skulle med største flid tilse, at ej nogen falsk mønt fra fremmede steder vorder indført i nogen havn, eller sted.

Og dersom nogen det kunne forekomme, da straks derpå at tale, og hænde dom derpå til tilbørlig straf.

6.

Befindes og bevises nogen at have efterskrevet anden mands hånd, og hans segl eftertrykt, og han sådan brev bruger til sin nytte og andens skade, da har han dermed forbrudt sin hånd, ære og boslod.

7.

Hvo som bruger sådanne breve, og dem i rette mod anden mand fremlægger enten selv, eller ved andre, svare selv til gerningen, med mindre han kan vise sin mand for sig, og gøre sin højeste ed, at han ej har været medvider i den falskhed.

8.

Hvo som falskelig giver sig ud for at være i nogen kongelig bestilling, og den øver, have forbrudt sin hals.

19. Om mordbrand og hedebrynde

1.

Sætter man ild i anden mands hus eller skov med vilje, da er det mordbrand, og vorder han tagen derved, have forgjort sin hals, og enten brændes, eller stejles, og skaden gældes igen af hans gods, og fyrretyve lod sølv til den, der skaden fik, og til kongen ligeså, og til husbonden hans boslod.

2.

Men sker det af våde og skødesløshed, og ikke af forsæt, da bøder han skaden, om han har middel dertil, eller straffes med fængsel og arbejde.

3.

Rider, eller går, nogen til anden mands i harm hu, og sætter ild enten på marken i hans svinesti, eller gærde, eller ålegård, da bøder han den forurettede skaden og derforuden tre mark.

4.

End er de ulovlig satte, og vorde de opdømte, så at mand må dem med lov ophugge, da må han dog ej sætte ild i dem, uden han vil så meget for dem bøde, som de var ej med alle opdømte.

5.

Råder man anden til brand, og det ham lovlig overbevises, straffes ligesom den, der gerningen gjorde.

6.

Sætter man ild i hede, og brænder anden mands lyng, eller tørv, eller om samme ild løber i skov, hus, eller by, og brænder og spilder skoven, hus, eller by, da gælder han skaden, der ilden udbar, endog han agtede ej at brænde uden sit eget, eller det, der skadesløst var.

7.

End bær hyrde, eller andre tjenestetyende, der ej er i bondens fællig, ild ud, og kommer da nogen våde deraf, da er bonden ej skyldig at gælde det, uden ham overbevises, at han bad eller bød det.

8.

Ingen bør at sætte ild i hede, uden alle ejere vorde derom forenede, at brænde enten mose, eller hede, og gange selv med og vogte, og særdeles se til, at vinden er føjelig, at ej kommer ild i andre mænds mark dem til skade.

9.

End om ild sættes i hede på en bymark, og gør skade på anden mark, da skulle de ejere på den mark, der ilden sættes først udi, enten gælde skaden, eller lægge den ud, der ilden først derudi sætte.

10.

Viser mand barn, eller tåbe, efter ild, og deraf kommer skade, da svarer han selv til skaden, så som tilforn er sagt om våde og skødesløshed.

20. Om fæs drab eller sår

1.

Hugger, eller stikker, nogen til ridende mand, og slår fejl af manden, og rammer hesten, da bøde han derfor sine voldsbøder, og tage hesten til sig, og gøre den så god, som den var, før end den fik skaden. End vorder hesten død, eller lydt, da betale hesten igen, som den var værd, før end den fik skaden, og bøde dog sine voldsbøder.

Men om man hugger anden mands klæder, og det bevises, betale skaden, og bøde trende tre lod sølv.

2.

Hvo som forsætlig dræber anden mands kvæg, eller bæster, bøde skaden og trende fyrretyve lod sølv.

3.

Sårer man forsætlig, eller i andre måder beskadiger, anden mands kvæg, eller bæster, betale skaden efter dannemænds sigelse, som den er stor til, og derforuden bøde trende tyve lod sølv, eller mindre, efter som skaden er til.

4.

Går nogens fæ i anden mands ager, og kommer den dertil, der kornet tilhører, eller ageren i leje eller fæste har, og vil det indtage, og kan ikke, og havde det fæ hyrde, eller fæet er så kådt, og løber enten på sten, eller staver, og vorder deraf lydt, eller dødt, da tage han det døde fæ til sig, og gælde andet så godt igen uden bod, og han, der fæet ejer, gælde kornet igen til ham, som kornet ejer.

5.

Men havde det ikke hyrde, da være den, der gennede, derfor angerløs.

21. Om æressager

1.

Siger man anden noget til i krohus, møllehus, smedehus, eller andetsteds i slig forsamling, da må den, der sigtet er, stævne den anden, til tinge for slig snak og påsagn.

Vil den da det ikke bestå, og ej er bevisligt, eller siger sig at vide ingen skiel dertil, andet end han har hørt løst folk så sige, da skal fogeden finde ham sagesløs hjem igen.

2.

Sigter en den anden for nogen uærlig sag til tinge, for dom, eller i nogen anden ærlig og ædru forsamling, og skælder ham for løgner, skælm, tyv, eller sådant, som den andens ære og lempe egentlig angår, og det straks begæres, at de nærværende drages til minde, og det ikke kan bevises ham over, da bør den det sagt har at være en løgner, og bøde sine tre mark.

Og skulle dommerne give det fra sig beskrevet, om sådan æreskænden på tingene og for retten forefalder, og den sigtede det straks begærer at skrives og antegnes.

3.

Siger nogen om anden mand i hans fraværelse det, som hans ære og lempe angår, og det med lovfaste vidner i tide bevises, og han ej sådan påsagn lovlig kan bevise, da deles han derfor, ligesom han den anden det personlig tilsagt havde.

4.

Er ordene ikke nogens ære og lempe for nær, og dog kendes af dommeren at være utilbørlige, da må de med pengestraf forsones, efter som de er grove til.

Og skal ingen æredom udstedes for ord, som ære og lempe ikke vedkomme, og ved hvilke ingen sigtes på ærlig navn og rygte.

5.

Overskælder mindre mand, som allerede er dømt til sine tre mark, eller og ond kvinde, nogen med ærerørige ord, da skulle de enten forvises byen, om de i købstæderne er, eller herredet, om de på landet er, eller straffes med holmen, eller spindehuset.

6.

Kalder man anden tyv, horesøn, forræder, eller andre ubekvems ord.

Er han ved sin fulde lavalder, da blive han selv den samme mand, med mindre han den anden sådan gerning skellig overbevise kan. Er han mindre åring, miste sin hud.

7.

Befindes nogen med skammelig løgn, mundtlig eller skriftlig, at ville sætte deres øvrighed, gejstlig eller verdslig, eller andre hæderlige folk og ærlige hustruer, eller møer, nogen skandflik på, bøde sine tre mark, og derforuden trende fyrretyve lod sølv.

Og hvis han ikke har at bøde med, da bør han at slås til kagen og bære sten af byen.

8.

Overbevises nogen at have skrevet, eller opslaget, skandskrifter og paskviller på ærlige folk, og har ikke været sit navn bekendt, da bør han at miste sin ære, og gå i jern sin livstid på Holmen, eller andetsteds.

Er det på øvrigheden, miste sin hals.

22. Om hustruers, børns, eller tjenestetyendes forlokkelse

1.

Ruffere og ruffersker, som forfører nogen mands hustru, eller døtre til løsagtighed og et ondt levned, bør at stryges til kagen, og ved bødlen af byen udføres.

2.

De, som forlokker anden mands børn, eller tyende, til tyveri, eller anden sådan skammelig gerning, straffes ligesom de selv stjålet, eller gerningen beganget havde.

3.

De, som forfører ungdommen til drik, dobbel og anden forargelig omgængelse, straffes på deres boslod og forvises byen.

Har de ingen boslod, straffes på kroppen med fængsel og arbejde, som forseelsen er til.

4.

De, som forlokker noget tyende af sin tjeneste, være forfaldne til tyendets husbond dobbelt så meget, som tyendet skulle have til årlig løn.

5.

De, som holde horehus, straffes med kagen, og forvises den provins om de bo udi, eller sættes i spindehuset.