Om retten og rettens personer

1. Om den lydighed man lovgiveren og loven skyldig er

1.

Kongen er efter kongeloven, så som kongedømmets rette uforanderlig grundvolds lov, sine rigers og landes Danmarks og Norges enevolds arvekonge og herre, og alene har højeste magt og myndighed til at gøre love og forordninger efter sin gode vilje og velbehag, at forklare, forandre, formere, formindske, ja og slet at ophæve forrige af ham selv eller hans forfædre udgivne love, så og at undtage hvad og hvem ham lyster ud af lovens almindelige befaling. Han har og ene højeste magt og myndighed at isætte og afsætte alle betjente, høje og lave, være sig hvad navn og titel de have kunne, efter sin egen fri vilje og tykke, så at alle embeder og bestillinger, i hvad myndighed de have, skal af kongens enevoldsmagt, såsom af én kilde have sin første oprindelse.

Kongen har og ene højeste magt over al klericiet, fra den højeste til den laveste, at beskikke og anordne al kirke og gudstjeneste, moder, sammenkomst og forsamlinger om religions-sager efter guds ord og den augsburgske konfession, når han det rådeligt eragter, at byde og forbyde.

Han har og ene våbens og væbnings magt, at føre krig, slutte og ophæve forbund med hvem, og når han det godt befinder, told og anden kontribution at pålægge.

Korteligen at sige: kongen ene har magt at bruge alle jura majestates og regalier, hvad navn de og have kunne.

Hvorfor og alle kongens undersåtter, i hvad stand og højhed de og er, som bo, eller sted at bo på eje og have i hans arveriger og lande med alle deres tyende, folk og tjenere, skulle som ærlige arve-undersåtter holde og agte kongen for det ypperste og højeste hoved her på jorden over alle menneskelige love, og der ingen anden hoved eller dommere kender over sig, enten i gejstlige eller verdslige sager uden gud alene, og derfor være kongen, som gør dem alle fred, og ved sin lov og regimente styrer og værger rigerne og landene, hørige, lydige, underdanige, hulde og tro, og søge og forfremme kongens gavn, skade og afbræk af yderste formue afvende, og tjene ham troligen med liv og gods, og med ed være forbundne imod alle og én hver, hvem det være kunne, indenlandske eller udenlandske, som imod kongens enevoldsmagt og arverettighed skulle ville handle eller tale, sådant at forsvare under livs, blods, æres, og godses fortabelse, og at fra sådan deres pligt og skyldighed ingen venskab eller fjendskab, frygt eller fare, had, avind, eller nogen menneskelig list og påfund i ringeste måde skal dem afvende.

2.

Den lov, som kongen giver, må ingen mand aftage eller forandre.

3.

Ingen må tage sig selv ret, men enhver skal tale og dele sig til rette.

4.

Ingen skal dømme imod den lov, som kongen giver, men efter den skal landet dømmes og rettes.

5.

Kongens undersåtter og alle de, som i kongens riger og lande sig opholde, eller handle, skulle rette sig efter kongens lov, befalinger og forordninger.

Og skulle kongens befalingsmænd og alle, som noget embede af kongen er betroet, efter deres eds og embedes pligt alvorligen holde der over, at kongens lov og hvis af kongen budet er, bliver i alle måder med allerunderdanigste lydighed efterkommet.

Men hvis nogen her udi findes forsømmelig, såfremt det bevises, at det ham videndes været har, og han ellers ingen lovlig undskyldning har, da er det kongens fiskals embede, både den, som sig forgrebet har, så og den, som sit embedes pligt at efterkomme forsømt har, at søge og tiltale efter loven, og over ham hænde dom på hans embede, og på hans gods og penge efter hans formue, og efter sagens befundne beskaffenhed.

6.

Giver kongen nogen befaling ud til én eller anden, og han den ikke med allerunderdanigste lydighed efterkommer, såfremt det står i hans magt (hvor om han straks bør at gøre til kongen sin allerunderdanigste erklæring) da skal han derfor af kongens fiskal tiltales, og om han noget embede, gejstlig eller verdslig, har, bør han det efter dom at have forbrudt, og hvis han intet har, da at straffes på sin formue efter sagens beskaffenhed.

2. Om værneting

1.

Prinserne og prinsesserne af blodet skulle for ingen underdommere svare, men deres første og sidste dommere skal kongen være, eller hvem han særdeles dertil forordner.

2.

Kongernes naturlige børn skulle ej søges for andre dommere, end for dem, som af kongen dertil beskikkede vorde.

3.

Ingen skal drages fra sit værneting, undtagen i de tilfælde, som her efter ommeldes.

Ej heller må nogen skyde sig fra sit værneting, eller fra den overret, som værnetinget er under, førend dom på begge steder gangen er.

Thi alle sager, som bør at forfølges til værneting, de skulle først did stævnes, og dom der tages beskreven, og når nogen ej vil nøjes med den dom, da skal han stævne dommeren og de vedkommende med samme dom for den forordnede overdommere, og der tage dom i lige måde for sig beskreven.

4.

Alle og enhver, som ikke har noget embede, der henhører til noget sær retterting, skulle svare til det herreds birke- eller byting, som de bor og holder dug og disk, eller sig opholder udi.

5.

Alle sager kongens indkomster angående skulle lige for kongens kammerkollegium indkomme, hvorfra og ingen, af hvad stand han og er, og enten han er hovedmand eller forlover, må i fornævnte sager sig undslå, eller skyde sig til sit værneting, men bør efter kammerkollegium stævning der at møde og dom lide.

6.

kongens betjente, som i rangen nævnes, og er eller have været i virkelig tjeneste, og bo i København, og ikke have sær-privilegier eller nogen anden bestilling, som står under anden ret, og de til den vilde eller skulle svare, de, deres hustruer, enker og børn, skulle svare til kongens hofret, undtagen i livs og ære-sager, eller og det angår huse og gårde i købstæderne, eller jord og ejendom på landet, eller nogen borgerlig brug og handel.

7.

Til kongens borg ret skulle svare alle kongens betjente i kollegierne, som bor i København, og ikke nævnes i rangen, med deres hustruer, enker og børn.

I lige måde de, som virkelig tjener i kongens hof, og ellers ikke nævnes i rangen, som alle hofofficianter, trompetere, lakajer, stald-, jagt- og andre deslige betjente.

Item alle deres betjente og tjenestefolk, som i rangen er: Så skulle og alle kongens håndværksfolk, som bor i København, og ingen borgerlig næring bruge, svare under borg retten.

8.

kongens betjente, enten de i rangen nævnes eller ikke, som ikke bor i København, svare for den stads dommere, hvor de bor, undtagen sagen deres bestillinger angår.

9.

kongens krigs- og skibsofficerer, hvervede soldater, holms- og arsenals betjente skulle søges for krigs- admiralitets- og arsenal-retten i de sager, som angår deres bestillinger, liv, ære, besoldning, gevær og gælds fordring.

Men på alle deres andre sager skal den bys eller stads dommere dømme, hvor de bor eller sig opholder, så de i alle måder skal være lands loven undergivne.

10.

Soldater, som på landet udskrives, imens de sig hos lægsfolkene opholde, skulle svare til herreds- eller birketing.

Men når de komme under fanen at stå, svare de, som om hvervede soldater sagt er.

11.

Adelen, som er de alene, som for dem, deres ægtebørn og afkom til adelig skjold og hjelm er berettigede, være sig indenlandske, eller udenlandske, som enten er af kongen naturaliserede, eller betjene nogen bestilling i rangen.

Item lige med adelen privilegerede skulle i livs og ære-sager søges for kongens højeste ret, med mindre de tjene under militien til lands eller vands, da det med dem efter den 9. art: skal forholdes.

Undtagne de højeste officerer, som skulle i livs og ære-sager søges for kongens højeste ret.

12.

Grever og friherrer, som er de alene, som er af kongen dertil ophøjede, eller fremmede naturaliserede, skulle lige for kongens højeste ret indstævnes.

Dog udi de sager, hvor først anden oplysning udkræves, forordner kongen dem kommissarier.

13.

Superintendenterne tiltales for kongens højeste ret, om de sig i deres embede forsé, eller falde i nogen åbenbarlig syndig last eller kætteri. I andre verdslige sager svare de til den ret, som andre lærde folk og gejstlige svare til.

14.

Professores i det kongelig universitet i København, studiosi, universitetets betjente, så og lærde mænd, som bor i København, og er i universitetets matrikel indskrevne, og ej have nogen anden bestilling, de, deres enker og tjenestefolk svare til konsistorium i alle sager, drabssager undtagne, hvorpå at dømme stadens øvrighed tilkommer.

15.

Lektorer og professorer hos domkirkerne og i gymnasier, præster, degne, substitutter og skole-betjente, så og lærde folk, som ingen bestillinger have, skulle i gejstlige sager søges for herreds provsten og provstemode, men om ejendom, jord, ager, eng og skov, gæld og andre verdslige sager, skulle de svare til herreds- birke- eller byting og landsting.

Dog hvis sager, som for provsten straks i mindelighed bilægges kan, de bør ej for nogen verdslige dommere at indkomme, såfremt sagen ikke er kriminel eller kongens interesse angår.

Thi når de for nogen stor last er dømte fra deres embeder, eller blive befundne i nogen halsløs gerning, da har den verdslige øvrighed sin ret imod dem, ligesom imod andre, der sligt begå.

16.

Hvis sager imellem præst eller degn og sognefolket, som hænge af kirkens myndighed, forefalde, på dem dømmes af herreds provsten, eller henvises til provstemode.

17.

I ægteskabs sager skulle stifternes befalingsmænd, hver i sit stift, dømme med de lærde mænd, eller sognepræster, som næst ved dem boende ere.

18.

Dersom trætte falder om jord, hus, ejendom og markskel, da holdes det for værneting, under hvilket ejendommen, som trætten reiser sig af, er beliggendes, om end skønt den, som for sagen er, andetsteds bor, eller sig opholder, men kald og varsel gives til hans bopæl.

19.

Dersom nogen i by, birk, eller herred, boendes har at tiltale den, som uden samme by, birk eller herred, boendes er, for vold, hærværk, ran, skældsord, som i byen, birket, eller herredet, begangen er, enten han der tilstede er, eller ikke, så og for vitterlig gæld, som i byen, birket, eller herredet, efter egen forskrivelse skal betales, eller anden sådan anfordring, som man sig til det sted at efterkomme har tilforbundet, såfremt han personlig der findes, da må sagsøgeren samme sin vederpart så frit efter lovlig given varsel til den by- birke- eller herredsting, hvor sagen sig begivet haver, eller han sig tilforbundet haver, tiltale og forfølge, som det vederpartens eget værneting var.

20.

Haver nogen forpligtet sig med hånd og segl, eller og for retten vedtaget, at svare for nogen ret, som ikke er hans værneting, da bør han for samme ret at møde og der dom lide.

21.

Har nogen haft noget at forestå, som formynderskab, kirkers, skolers, eller fattiges forstanderskab, kæmneri, eller andre sådanne bestillinger, da bør han, eller hans arvinger, der sammesteds at svare, og stå til rette, hvor han sådant antaget haver.

22.

Er og nogen ved endelig dom tildømt bøder, eller andet, at legge fra sig, da bør han på det sted, som dommen falden er, at lide tiltale, dersom han ikke retter for sig.

23.

Tiltaler indenlandsk, eller udenlandsk, nogen til hans værneting, da bør han, eller hans fuldmægtig, at svare til samme ting, og stande sin vederpart til rette, dersom veder-parten i samme sag med rette til ham nogen tiltale haver.

24.

Hvor som nogen gribes på fersk fod, eller siden nogen andetsteds antræffes for nogen misgerning, da gås derom på det sted, som gerningen sket er, og dømmes af den ret, så vidt loven medfører, endog det ikke er den pågrebnes værneting.

Dog dersom nogen rettes betjente, eller øvrighed lader nogen pågribe, som ellers står under anden sær ret i sådan sag, som han er greben for, da skulle de straks give den pågrebnes øvrighed det tilkende, og såfremt samme øvrighed ved egne betjente lader fangen affordre, da skal han være følgagtig, og derhos vidnesbyrd, om nogle førte er, tilstilles om hans forseelse, at den skyldige tilbørligen kan blive straffet. End affordres fangen ikke det første muligt er, da gås der med ham efter loven på det sted, som han greben er.

25.

Til vidnesbyrd at påhøre bør den, som der til stævnes, at møde til det ting, som vidnerne skulle aflægges, endog det ikke er hans værneting.

26.

Har nogen adskillige værneting, da må sagsøgeren udvælge, hvilket af samme værneting han vil søge sin vederpart for, og bør den, som for sagen er, der at svare til sagens uddrag, med så skel, at han der selv holder dug og disk, når han første gang kaldes.

27.

Stævnes nogen, hvis værneting ej egentlig vides, til nogen ret, som han vil skyde sig fra, og han hverken varselsmændene straks, ej heller dommeren første tingdag tilkende giver, og skelligen beviser, hvilket hans rette værneting er, da blive sagsøgeren ved den ret, som han har ham stævnet til, og den, som for sagen er, bør der at svare, og dom lide, med hvis efter loven påfølger, om han ikke dommen efterkommer.

3. Hvor og når ting og rettergang skal holdes, og hvad der skal handles

1.

Byting skal holdes af byfogeden offentlig, og ikke på rådhus inden lukte døre.

2.

Herreds- eller birketing må ej være i landsbyerne, men på andre belejlige stæder.

3.

Hvo som ved tinge bygger, eller bygge lader noget krohus, eller hytte, der øl, eller anden slags drikke at udtappe, miste hvis drikkevarer han med sig har, og der foruden bøde tyve lod sølv til herskabet.

4.

Ingen rettergang må holdes på hellige dage, eller de tre næste dage for påskedag, eller fra juledag til helligtrekongersdag.

Men såfremt rettergangens visse tingdag, som sjette uges, eller deslige, indfalder på en helligdag, eller på de dage, som her ommeldt er, da skal næste søgnedag holdes for rette tingdag og tægte-dag.

5.

Herreds- birke- og byting og andre ordinære underretter skulle sættes om sommeren til otte slet, og om vinteren til ni slet, og holdes en gang om ugen på de dage, som sædvanligt er.

6.

Alle landsting skulle holdes om onsdagen, eller, om da hellig dag indfalder, på næste søgnedag derefter, en gang hver måned i det mindste, med mindre fornødenhed det udkræver, da en gang hver fjortende dag. De skulle sættes om sommeren ved syv slet, og om vinteren ved otte slet.

7.

På tingene skulle først læses hvis kongelige forordninger, eller befalinger, blive fremskikkede, og befalede at læses.

Dernæst købe kontrakter, og skøder, mageskifte- gave- og pantebreve, afkald, og andet deslige.

Og skulle de, som til tinge komme med sådanne breve at lade læse og påskrive, advare rettens betjente, før end retten sættes, eller det første at den er sat, at de med sådanne breve er ankomne, på det de på en dag og tid kunne samtlige, om de flere er, blive lydeligen læste og påskrevne. Derefter skal kongens sager først foretages, og siden andres uden ophold.

8.

I ægteskabs sager dømmes på de fire tamperdage om året.

9.

Provstemode i Sjælland holdes i Roskilde:

1. onsdagen efter dominicam primam trinitatis.
2. anden dag dionysii, såfremt den ikke indfalder på en løverdag, thi da holdes det om mandagen der næst efter.

10.

I Ribe Stift:

1. i ribe tre dage næst for St. Hansdag om tamperdags tider.
2. i varde tre dage før tamperdagen, som indfalder næst før jul.

11.

I Ålborg Stift i Hjørring:

1. philippi jacobi dag.
2. ægidii dag.

12.

I Fyns Stift, for Fyn, Langeland, Als og Årø, i Odense:

1. næste onsdag efter dominicam qvasi modo geniti.
2. næste onsdag for dionysii.

For Lolland og Falster i Maribo onsdagen næst efter dominicam secundam trinitatis.

13.

I Viborg Stift i Viborg.

1. onsdagen efter dominicam qvasi modo geniti.
2. onsdagen efter mauritii.

14.

I Århus Stift i Århus.

1. onsdagen efter philippi jacobi.
2. onsdagen efter dionysii.

15.

Kongens højeste ret holdes ordinære en gang om året på den tid og det sted, som kongen påbyder, og skulle først alle norske sager, som did er nedstævnede, dernæst jyske, siden fynske og smålandske, der efter sjællandske, foretages.

16.

Parterne, hvis sager er opslagne til at høres for kongens højeste ret, skulle om mandagen, tirsdagen, onsdagen, torsdagen og løverdagen til seks slet om morgenen, og om fredagen til tolv slet være tilstede.

Og hvis de, eller nogen på deres vegne ikke kommer frem, når de påråbes, skulle de straks, og før end de siden til rettergang må stedes med deres sager, udgive firsindstyve lod sølv, hvilket i protokollen af sekreterne skal antegnes.

Men indstille de sig ikke, inden den provinses sager, som deres sager høre til, have ende, da gåes derom, som her efter i det fjerde kap: 33. art: formeldes.

4. Om stævnemål, kald og varsel, og opsættelser

1.

Ingen rettergang må stedes imod nogen, eller vidnesbyrd føres, eller tingsvidne udstedes til tinge, eller for nogen ret, eller mænds opkrævelse, eller nogen besigtelse, syn, eller granskning, at ske, uden den, hvis enten gods, ære, eller liv, det pågælder, er lovlig dertil kaldet, eller og er selv til vedermåls ting, og ikke undskylder sig, at han ikke har fået lovlig kald og varsel.

2.

Sagsøgeren skal stævne den, som for sagen er, og andre vedkommende, med to mænd, før sol går ned, for deres bopæl, i hvad ting og ret de og stævnes til, enten mundtlig, eller skriftlig.

3.

De, som mundtlig kald og varsel givet have, skulle selv komme til hjemtinget, og vidne med ed og oprakte fingre, at de ham, som tiltales, lovlig stævnet have, og enten selv med ham mundtlig talt have, eller med hans folk, eller med andre, som tilstede var, og skulle deres navne, som stævnet have, hvem de er, og hvor de sig opholde, i tingbogen indføres. Når kaldsedlen er skreven af sagsøgeren selv, skal det i lige måde med kaldsmændene forholdes.

4.

De, som forkynde skriftlig kaldseddel, eller stævning, som under rettens segl er udstedt, skulle forkynde den i dens, som stævnes, eller hans folks, eller andres påhør, som der kunne være nærværende, og enten dem en udskrift deraf levere, eller give dem så lang tid, at de kunne lade den udskrive, om de det begære: og hvis de selv ej ville, eller kunne skrive på den, da skulle de, som den forkyndt har, der på skrive med deres navne under, og hvem de er, og hvor de sig opholde tillige med deres navne, som vare nærværende, der stævningen blev forkyndt.

Hvilken stævning således påskreven skal for retten fremlægges, læses og påskrives.

5.

I kald og varsel, enten det sker mundtlig, eller skriftlig, skal sagen, såfremt processen skal holdes lovlig, nævnes, hvorfor man stævnes, så og en vis dag og et vist ting, hvortil man stævnes, og ikke til flere på en gang.

Og gælder samme kald og varsel i seks uger i de poster varsel er givet for.

Dog at varselsmændene møde til første ting, og afhjemle, hvad de til hver ting have givet varsel for, og det i tingbogen stykkevis indføres, og efterfølgende tingdage lydeligen oplæses. Er det skriftlig stævning, da skal den for retten hver tingdag læses og påskrives.

6.

Hvis nogen overbevises usandfærdeligen, enten med mundtlig, eller skriftlig, stævnings forkyndelse at have omgået, straffes ligesom falske vidne.

7.

Til herreds- birke- og byting gives mundtlig, eller ved skriftlig kaldseddel, otte dages varsel, om den, der stævnes, bor, eller opholder sig, i det herred, birk, eller by, som tinget holdes udi.

8.

Fjorten dages varsel gives ham, om han er uden herredet, birket, eller byen, og i provinsen.

9.

Seks ugers varsel gives ham, om han er uden provinsen, og i riget.

10.

Haver han ingen bopæl i riget, og ikke vil lade sig finde, da gives ham seks ugers varsel der, som han sidst bopæl, eller tilhold, haft haver, og seks ugers varsel tillige til landstinget.

11.

Kald og varsel til indførsel i en afdødes gods, som ej arvinger haver, eller efter hvilken arv og gæld ej er vedgåen, gives på samme måde.

12.

Er den, som stævnes, uden riget, eller ikke vides, hvor han er, da gives ham varsel på samme steder, som nu sagt er, inden årets udgang at møde, og svare.

13.

Har nogen ingen bopæl i riget, og trætte er om markskel, da gives hans bonde, som på boligen og grunden bor, der, som trætten falder, otte dages varsel.

14.

Når reb begæres på mark, skov, eller ejendom, da skal kald og varsel gives, ikke alene til ejermændene, men end og til alle de mænd, som er i den by bonde, som samme ejendom tilligger, at de er hos, når noget dermed foretages skal.

15.

Udi uskifte imellem arvinger, eller kreditorer, ejendoms trætter er man ej pligtig til at stævne andre, end dem, som ejendommen bruge, og den i hånd og hævd have.

16.

For afpløjning, eller af slet, gives den kald og varsel, som skaden gjort har, og ikke hans jorddrot.

17.

Rejser nogen bort, efter at ham lovlig kald og varsel given er, enten uden provinsen, eller riget, da forfølges den sag, som han har fået varsel for, lige så fult, som han var til stede, dersom sagsøgeren ikke hviler med processen, men sagen uden ophold fra ting til andet forfølger.

Lader sagsøgeren tre ting overgange, at han ej forfølger sagen, siden han har kaldet sin vederpart til et ting, da må vederparten fare af land og rige, såsom han ej var kaldet med alle.

18.

Siger nogen på dens vegne, som stævnet er, at han var rejst af provinsen, eller riget, før end han blev kaldet, da skal den, som det siger, det lovligen bevise.

19.

Søges nogen for jordskyld, husleje eller deslige afgift af nogen gård, eller hus, da holdes samme sted for bopæl, om endskønt den, som for sagen er, ikke bor der.

Dog at han kaldes og stævnes til sådan tid, som tilforn ommælt er, om han er uden byen, provinsen, eller riget.

20.

Døer nogen, som ikke har gjort rigtighed for hvis han havde at forestå, i mens han levede, så som formynderskab, fattiges forstanderskab, kirkeværgeri, kæmneri, og deslige, da gives hans arvinger kald og varsel i stervboen, når de tiltales for at gøre rigtighed.

21.

Giver man en prokurator, eller anden mand, fuldmagt nogen sag at forfølge, da står det kald og varsel for fulde, som fuldmægtigen i den sag gives af vederparten, ligesom hovedmanden selv varsel bekommet havde.

22.

Stævninger til landsting udstedes under landstings skriverens hånd, og landstings segl, og forkyndes på den måde, som tilforn sagt er, ved tvende mænd, ottendedagen, før landsting holdes, for dens bopæl, som stævnes, enten han er i herredet og byen, eller uden, enten i, eller uden, provinsen, enten i, eller uden, riget.

Såfremt han ellers tilforn lovlig varsel til hjemtinget har bekommet, og hjemtingsdommen inden tre uger indstævnes.

23.

Lader sagsøgeren tre uger gå forbi, efter at hjemtingsdommen er afsagt, før end han tager landstings stævning, og den, som for sagen er, imidlertid rejser bort, da skal det med stævningens forkyndelse og tiden så forholdes, som tilforn om hjemtings kald og varsel meldet er.

24.

Opsættelser skulle ske med begge parters samtykke, eller og, når dommeren for lovlig forfald ej kan være til stede.

Opsættelsen gives dog ikke beskreven, med mindre det af parterne begæres, men i det sted skrives på stævningen af skriveren, til hvilken tid sagen er opsat.

Hvilket og i tingbogen skal antegnes tillige med dens navn, som med stævningen fremkommer, og med deres navne, som stævnes, en hver til efterretning, som det begærer at vide.

25.

Landstings stævningen med samme påskrift, skal på tilbørlig sted til herreds- birke- eller by-ting forkyndes, og påskrives, og derhos bevises, at den indstævnte hovedmand, som sagen mest angår, genpart der af har været tilbuden, og bør ham der på hjemtinget genpart af forskrevne stævning med sin påskrift at tilbydes, og, om det begæres, tilstilles.

26.

Når nogen stævning på landstinget forelægges, som tilforn har været læst, og påskreven, og siden befindes at være forandret, da skulle landsdommerne straks kende derpå, og tilkende den skyldige, hvad straf han, som rettens forvildere, bør at lide.

27.

Ingen stævning til kongens almindelig højeste ret i de sager, som i Danmark dømte er, må udstedes kortere, end seks uger for tiden, som den er påbuden, med mindre dommeren, eller skriveren, forsætligvis retten at spilde, med dommen, som indstævnes, at udstede videre, end tilbørligt er, har opholdt. I sådan tilfald stedes end og efter tiden stævning. Begæres ellers stævning over domme kort for den påbuden højeste ret, da gives den ud til den, som næst derefter vorder påbuden. I de sager, som i Norge dømte er, skal stævningen tages et fierding år for tiden, som højeste ret er påbuden.

28.

Kongens stævning til højeste ret skal og forkyndes på den måde, som tilforn om skriftlig stævning sagt er, i Norge to måneder før tiden, som højeste ret er påbuden.

Men i Danmark, i Sjælland otte dage, i Fyn og Smålandene fjorten dage, og i Jylland tre uger før.

Vil han, som stævnes, ikke lade sig finde, og er dog inden landet, da skal stævningsmændene læse, og forkynde stævningen for hans bopæl med vidnesbyrd trende sinde, og to dage imellem hver, og give det hans folk tilkende, så mange de kan komme i tale med, og da stande det for fulde.

29.

Vil man lade stævningen til herreds- birke- eller byting forkynde over ham, som ikke har villet ladet sig finde, da skal han tre gange påråbes, før end stævningen læses, og da står det for fulde.

30.

Befindes nogen lovlig stævnet mundtlig, eller skriftlig, og hverken han selv, eller hans fuldmægtig, møder for sin tilbørlig under- eller overdommere, uden han har lovlig forfald, og det nøjagtig beviser, da lægges ham af dommeren lavdag for, dog ikke over fjorten dage, til hvilken han bør at møde, og, hvis han da ikke vil møde, da skal dommeren efter fremlagte breve og bevisligheder i sagen dømme, hvor efter og eksekution må ske, og han for modvillig udeblivelse have skade for hjemgæld.

31.

End er han stævnet for kongens højeste ret, og ikke selv, eller hans fuldmægtig, møder, da dømmes i sagen efter dens beskaffenhed, og han efter dommens indhold at lide, med mindre lovligen bevises, at han i sådan forfald har været, at han hverken selv har kundet mødt, eller fremskikket sin fuldmægtig.

32.

Men hvo, som stævner anden for nogen overdommere, og dog hverken selv, eller hans fuldmægtig, eller hans lovlig forfald, møder, da har han tabt sagen, til han stævner lovligen igen, og der foruden skal han give sin vederpart hans bevislig kost og tæring.

33.

End har han stævnet for kongens højeste ret, og ikke møder, inden den provinses sager, som hans sag hører til, have ende, da bør han ikke alene at igen give sin vederpart, som møder, og byder sig i rette, den billig på processen anvendte bekostning med bevislig kost og tæring, men og aldeles have tabt sagen, og ikke videre tilstedes på den at tale.

Men dersom han indleverer sin tagen stævning i rette tid i kongens kancelli med sin vederpartis skriftlig samtykke, og vederparten ikke vil sagen videre udføre, da bør han derfor fri at være.

34.

Kald og varsel gøres ikke fornøden, når nogen til tinge vil lade læse sine skøder, mageskifte- gave- eller pantebreve, eller afkald, eller deslige: ej heller for godses opbydelse, arvs og gælds fragåelse, beslag på gods, eller person, eller for skudsmål.

5. Om dommere

1.

Dommere skulle være vederhæftige og uberygtede dannemænd, som skulle skikke hver mand lov og ret uden vild, efter den ed de kongen svoret have, som her efter bag i lovbogen findes indført.

2.

Ingen dommere, som på sit ærlige navn og rygte til tinge søges, og tiltales, må besidde retten, før end han derfor er enten lovlig erklæret, eller ved dom frikendt.

3.

Giver nogen dommere en uretfærdig dom ud, og det sker, fordi han er ikke ret undervist i sagen, eller og sagen er ham vrangt foredragen, eller og han har det gjort af vanvittighed, da skal han igengive den, som han med sin dom uret gjort haver, hvis bevislig skade, kost og tæring, han derpå lidt og gjort haver.

Kan det og bevises, at dommeren har taget gunst, gave, vild, eller frændskab for retten, eller sagen findes så klar, at det ikke kan regnes for vanvittighed, eller vrang undervisning, da skal han derfor afsættes, og ej sidde mere i dommers sted, og bøde imod den forurettede skaden igen, være sig gods, liv, eller ære, og kongen, hvis overbliver af hans boslod.

4.

Dør nogen dommere, som for uretfærdig dom beskyldes, før end sagen til overdommeren indstævnes, eller der endelig på hans forseelse efter klar bevislighed kendt vorder, da svare hans arvinger skaden alene, og skal det ej være den afdødes lempe for nær, som den, der ikke kan møde, og svare for sig.

5.

Det samme er og om ridemænd, som ikke deres tog således gjort have, som de burde.

6.

Ingen dommere må dømme i de sager, som ham selv gælde på.

Men da skal i hans sted, om han ene betjener retten, en anden bosat og vederhæftig dannemand af stedets øvrighed, eller herskab, dertil forordnes.

7.

Dommerne skulle processerne, det meste muligt er, forkorte, og ikke tilstede, at nogen med kroglove og unyttige skudsmål, eller sådan rettens spilde, retten og dens gænge opholder.

Og når nogen formener sig at have tiltale til en anden for nogen gæld, breve eller andet sådant, og han af den søgende begærer, at han vil vise ham hvis bevisning han derpå har til at forekomme al proces, og han dog ikke sig dertil vil bekvemme, men vil endelig have det til proces, da, når det kommer til proces, endog den søgende der fremlægger sine bevisninger, bør dommeren dog at dømme ham til omkostning for forårsagede proces og vidtløftighed.

8.

Dommerne skulle ikke sagerne med opsættelser forlænge, ej heller magt have nogen sag til dom at optage længere, end i seks uger, med mindre begge parter det, enten begære, eller samtykke, eller nogen slig nøjagtig og lovlig forfald haver, at han ikke på samme tid kan møde. Opholder dommerne nogen sag længere, end forskrevet står, uden lovlig forfald, da skulle de, så tit og ofte det sker, give to hundrede lod sølv til næst hosliggendes hospital.

9.

Såfremt og nogen dommere nogen mand med ophold, eller udflugt, retten spilder, eller nægter, eller og vægrer sig vidner at stede, forhøre, eller forhøre lade, eller forhindrer at gives beskreven, så vidt at ske bør med rette, og sådan hans ulempe af overdommeren befindes, da skal han ikke alene forfriske den forurettede sagen på sin egen bekostning, og stande ham til rette for hvis skade han der over lidt haver, men og, om han ikke fældes på sin bestilling, have dog forbrudt foruden kost og tæring tresindstyve lod sølv.

Hvilke bøder såfremt han ikke betaler inden seks uger, efter at overdommerens dom gangen er, da skal han ikke efter den dag besidde den ret, og skal der foruden stå den, som forurettet er, frit for, hos ham udlæg, for samme bøder, med lovlig medfart at søge.

10.

Dog må ingen dommere give, eller udstede, nogen vidne efter ord, som falde i rettergang, og ikke gælde hovedsagen på, eller nogen mands ære og lempe pårøre.

11.

Dersom den, der søges og tiltales, vil straks gørlig rette for sig, da bør dommeren over ham ingen lovmål at tilstede.

12.

Dommerne må ingen uendelige domme udstede med disse ord: uden det anderledes kan afbevises, haves i minde, aftales, forstås, bevises, og andre deslige uendeligheder.

13.

De skulle dommene under tyve lod sølvs straf for retten lydeligen afsige, og med tydelige og klare ord give dem fra sig beskrevne, så der udi ikke kan gøres nogen tvivl, hvormed nogens ret kunne blive forhalet, og med begge parternes bevisninger, på det, når sagerne komme ind for højere ret, at man da om deres beskaffenhed af samme skriftlige domme omstændelig kan vorde underrettet.

14.

De skulle i alle pengesager udtrykkelig sætte, hvor meget hovedsum, rente og omkostning betales skal, og på det de ikke med udregning selv skulle besværes, må de tilforordne forstandige dannemænd til at gøre udregning og likvidation i parternes nærværelse, hvilke dannemænd skulle have for deres umage, hvis af dommerne dem derfor billigen tillagt vorder.

15.

Når de tildømme nogen til at gøre, eller efterkomme, noget, da skulle de ham en vis tid forelegge, inden hvilken han skal dommen fyldestgøre, og sætte en vis straf hos, om han det ikke efterkommer.

16.

De skulle dommenes slutninger straks, efter at de er afsagte, til skriveren levere, at de i tingbogen, rådstuebogen, eller protokollen, straks kunne indskrives, og parterne, som dommene begære beskrevne, dem uden ophold bekomme.

17.

Ingen herreds- eller birkefoged må sig i nogen købstad nedsætte, eller bo uden herredet, eller birket, ej heller mere end et herred, eller birk, betjene.

18.

Herreds- og birkefogeder skulle nyde for deres bestilling, hver en gård omtrent på ti tønder hartkorn kvit og fri for landgilde, ægt og arbejde, og skat.

På samme måde skulle og herreds- og birkeskrivere, hver nyde en gård omtrent på seks tønder, og intet videre nyde af herreds- eller birke-bønder til årlig løn, uden hvis de af arilds tid nydt have.

Dog at det ikke overgår en skæppe korn af hver hel gård.

19.

Når nogen misdædere skal dømmes fra sit liv, eller nogen fra sin ære, enten til herreds- og birketing, eller til byting i de købstæder, hvor borgmester og råd have landstings ret, da skal fogeden tage til sig de otte bedste tingmænd, og selv med dem under tresindstyve lod sølvs bøder dømme til, eller fra, og ej tilnævne andre domsmænd der udi.

Men i de købstæder, som svare under landstinget, skulle borgmester og råd under deres tresindstyve lod sølvs bøder side dom med byfogeden, når nogen skal dømmes fra liv, eller ære.

Og skal dommen gives begge parterne beskreven, om de den begære, under fogedens og fornævnte hans meddomsmænds indsegle.

20.

Landsdommerne, og de, som nogen overret betjene, skulle uden nogen forevendning endelig kende på alle underretters domme, såvel som på sandemænds, og andres, der blive for deres ed og vidnesbyrd kaldede, deres tog og eder, gods, ære, eller liv, angældende, som for dem til stadfæstelse, eller underkendelse, indstævnes, og dem, hvad heller de beskyldes, eller ej, reise, eller fælde.

Og må de ej deres domme på de indstævnte domme grunde.

Men selv tage sagerne og deres beviser for sig, og derefter kende og dømme, som de agte at forsvare. Landsdommerne skulle og kende på alle de vidner, som til grevernes og friherrernes birker blive førte, dersom de til landstinget, enten til stadfæstelse, eller svækkelse, indstævnes.

21.

Imod adelens og med adelen lige privilegeredes breve må de og vel dømme, med mindre de således i dommen røres, at det deres ære og lempe er for nær, som dem udgivet have.

22.

De skulle selv, såfremt de efter sagens omstændighed finde nogen til kost og tæring, sætte og navngive i deres domme, hvor meget den skal være, efter som sagen har været klar, eller mislig, til.

23.

Kommissærer udi de sager, som samfrænder bør at dømme udi, og som ellers ikke bekvemmelig kunne til tinge ordeles, bevilges og forordnes af kongen efter begge parters begæring.

Men dersom den ene part vægrer sig derud i, og ikke vil have gode mænd på sådanne trætter, som ej anderledes, end ved kommissærer bør eller kan, adskilles, endog han af den anden part derom er besøgt, da skal det være hans vederpart frit for, ene kongelig befaling at tage.

Dog at han skelligen beviser, at han sin vederpart tilforn halvdelen af kommissarierne at tage har tilbudt.

24.

Udebliver en eller flere af kommissærer, eller andre gode mænd, som til nogen forretning er forordnede, formedelst lovlig forfald, da har de, som kommer tilstede, magt til, andre vederhæftige gode mænd i deres sted at tage.

25.

Kommissærer, og andre deslige, skulle, om muligt er, inden seks uger, efter at befalingen er dem tilstillet, forrette hvis dem befalet er, og inden måneds dag i det seneste, efter deres forretning give deres dom beskreven, og da straks, hvis breve og dokumenter for retten leverede er, en hver igen lade tilstille.

26.

Når kommissærer eller andre dommere, som en ret besidder, eller ridemænd, og deslige, sig om deres domme og forretninger ej kunne forene, da skulle de fleste stemmer beslutte dommen eller forretningen.

End er de lige mange på begge sider, da giver den, som formand er, med dem, som ham følge, dommen beskreven, og ingen anden.

27.

Kommissærer i deres afsigter skulle og dømme, hvilken af parterne kommissionens omkostning skal betale, om den, som kommissionen forhvervet har, bør den ganske eller en andel, og hvorvidt deraf, at betale, henseende, hvo i sagen bedst grundet er, og derfor den i alle punkter vinder, så og om sagen så er beskaffen, at den ej anderledes kunne været bekvemmelig udført, eller den, som kommissionen har forhvervet, sagen ved lands lov og ordentlig rettergang med mindre bekostning kunne have udført.

Thi da bør den, som taber, ej at føres på større og unødig bekostning ved sådan processens forandring.

6. Om indstævning til højere ret

1.

Dersom parterne voldgive deres sag og tvistighed på dannemænd, enten med opmand, eller uden, da hvad de sige og kende, så vidt deres fuldmagt dem tillader at gøre, det står fast, og kan ej for nogen ret til underkendelse indstævnes, dog kongen sin sag forbeholden.

2.

Granskninger, likvidationer, og deslige afsigter indstævnes for den ret, som befalingen dertil udstedt har.

3.

Overkøbmænds afskeder skulle straks for byfogeden, borgmester og råd, og andre ordentlige dommere, til underretning og påkendelse indstævnes.

4.

Dog bør ingen overkøbmand, eller andre, som ikke er rette dommere, men mere underhandlere, for deres afskeder tiltales, uden så er, at der åbenbarlig vitterlig bedrag findes under.

5.

Sandemænds tog i drabssager indstævnes til landstinget.

Men have sandemænd soret om herreds- eller markskel, og nogen påkærer, da opkræves til landsting, og af landsdommerne udmeldes ridemænd, som derpå skulle kende.

6.

Skiftebreve, indførsler, udlæg i arveløs bo og i godses opbydelse, indstævnes for den overret, som de personer er under, der samme forretninger gjort have.

7.

Kommissærer, som af kongen bevilges, og ridemænd, som af landsdommerne tilforordnes, indstævnes lige for kongens højeste ret.

8.

Herreds provstedomme indstævnes til provstemode for stiftsbefalingsmanden og superintendenten.

9.

Herreds- og birketings domme indstævnes til landsting.

I lige måde de bytings domme, hvor borgmester og råd ikke have landstings ret.

Thi hvor de have landstings ret, der indstævnes byfogedens domme for borgmester og råd, efter hver bys privilegium.

10.

Borgrettens domme indstævnes for kongens hof-ret.

Og må ingen sag til bemeldte hofret indstævnes for ringere, end det, hvis hovedstol, og som sagen har rejst sig af, er tredive lod sølv, eller dets værd, være sig gæld, bøder, eller andet, med mindre det angår nogens person, gode navn og rygte.

11.

Birkedommere i grevskaberne og friherskaberne indstævnes for deres domme lige til højeste ret, og ikke til landstinget.

12.

Vil nogen stævne nogen underdommeres dom, som til herreds- birke- eller by-ting, eller i anden underret, dømt er, da skal han tage underdommerens dom beskreven, og den inden seks måneder, efter at den afsagt er, for landsdommerne, eller overretterne, indstævne, eller siden ikke have magt den at påtale.

Men dersom nogen er dømt til sådanne bøder, som han bliver fredløs for, om han ikke retter for sig, og ikke inden seks uger indstævner dommen, da har han ej siden magt på den at tale, uden han kan få oprejsning.

13.

Hvo som stævner nogen underdommeres dom for overdommere til underkendelse, og samme dom bliver i alle måder ved magt kendt af overdommeren, da bør han at give sin vederpart en billig kost og tæring, og til underdommeren hvis billigt er efter sagens beskaffenhed.

14.

Landsdommernes og overretternes domme, og kommissærers afsigter, og ridemænds forretninger, i Danmark, skulle inden år og dag, efter at de er afsagte, til kongens højeste ret indstævnes. De sager, som fra norge må til højeste ret indstævnes, skulle inden atten måneder, efter at dommene er udstedte, stævnes. Sker det ej, da stande de, så vidt dommeren angår, uryggede, så at dommeren bliver uden skade, om kongen derud inden dispenserer, såsom, om sagen umyndige angår, og deres værger er blevne uvederhæftige, som dem noget til skade kunne have forsømt, eller kongen i drabssager, eller andre, giver oprejsning, hvor tiden og stedet til sandheds oplysning kan være fornøden, eller anden og bedre bevisning i sagen føres og forhverves.

15.

Dør nogen landsdommer eller andre overrettes dommere, eller kommissarier, eller ridemænd inden år og dags forløb, da skulle de, som deres domme stævne vilde, inden seks måneder efter dommerens afgang tage stævning.

Dog at samme stævnings datum og termin ikke udtydes, forstås, eller forlænges, over den forbemælte år og dags termin efter dommens udstødelse.

16.

Dog skal ingen være forment, end og efter forskrevne termins forløb, nogen dom, eller indførsel, til stadfæstelse at indstævne, når dommernes domme, eller ridemænds indførsler, ikke til underkendelse indstævnes.

17.

I ligemåde dersom nogen sin vederpart vil stævne, ej beskyldendes processen, eller dommen.

Men at han enten det har fordret, som siden befindes engang at være betalt, eller i andre måder nogen urigtighed i samme sag begået, da må han sin vederpart derfor til højeste ret indstævne, for sådan ved ulovlig middel påførte skade, eller for falsk, efter som sagen er til, og han trøster sig med retten den at kunne udføre og forsvare.

18.

Ingen skal tilstedes stævning i kancelliet til kongens højeste ret, med mindre han stævner landsdommernes, eller andre overretters, domme, og har både dem og underretternes domme for sig beskrevne, undtagen i de sager, som lige at indstævnes bør for kongens højeste ret.

Og må ingen sag til kongens højeste ret indstævnes for ringere, end det, hvis hovedstol, og som sagen har rejst sig af, er seks og tresindstyve lod sølv, eller dets værd, være sig gæld, bøder, eller andet, med mindre det angår nogens person, gode navn og rygte.

19.

De sager, hvorudi nogen for rettens fornægtelse og voldsom tvang og forurettelse anklages, må og for den højeste ret lige indstævnes.

20.

Kommer ellers nogen ind for kongens højeste ret med nogen sag, som allerede er, eller burte været, dømt på i under- og overretterne, og dog ikke har deres domme derudi beskrevne med sig, da skal han afvises, og give sin vederpart kost og tæring.

21.

Indstævnes nogen dommere, sandemænd, rebsmænd, eller andre deslige, til deres dommes, eller afsigters, underkendelse, og de blive ved magt kendte, da skal den, som dem stævnet har, igen give dem deres tæring, som de gjort have frem og tilbage igen til deres eget.

22.

Dersom nogen i vitterlige og kends sager, så og i andre unyttige trætter, enten stævner, eller lader sig stævne, til kongens højeste ret, sagen alene, sin vederpart til stor bekostning, des længere at kunne opholde, da skal den, som sagen taber, ikke alene betale den billig på processen anvendte omkostning, men også give sin vederpart en billig kost og tæring.

Men dersom han vil rette for sig, og fyldestgøre hvis dom over ham tilforn falden er, og hans vederpart dog stævner ham til kongens højeste ret, til at føre ham i videre omkostning, eller og til den ende alene, at have stadfæstelse på ergangen dom af kongens højeste ret, og han ingen kontra-stævning tager, da bør han ingen omkostning at give sin vederpart.

23.

Hvis og nogen, som uvederhæftig befindes, i en rede og klar sag stævner til kongens højeste ret nogen overdommers dom, ved hvilken han efter rigtig håndskrift, eller forskrivelse, er tildømt noget at betale, eller fra sig lægge, da bør han at sætte vissen, eller nøjagtig borgen, for hvis dommen om formælder, så og for hvis bekostning han med ophold og videre proces fører sin vederpart udi.

Og hvis han enten ikke vil, eller ikke kan, sætte vissen for sig, da bør hans tagen stævning ikke at forhindre hans vederpart, at han jo ved rettens middel lader ergangen dom fyldestgøres.

7. Om tinghørere

1.

Tinghørere, tingmænd, eller stokkemænd, skulle være otte, eller i det mindste syv, foruden fogeden, tilstede på tinge, når retten holdes, til rettens sager at fordre, og til et lovligt tingsvidne at udstede.

2.

De skulle årligen skrives til stokkene, i købstæderne af ærlige og uberygtede borgere, og på landet af bosatte bønder i herredet, eller birket, og skal det omgå iblandt borgere og bønder, så ingen, som har været sit år ud, skal dertil skrives, imens der er andre, som ikke tilforn dertil have været brugte.

Og når de af fogeden på tinget opnævnes, skulle de svære på deres siel og sandhed, om hvis de have set og hørt.

3.

Ingen omkostning må af tingmændene gøres, enten med gæstebud, bordklæde, eller andet sådant.

4.

Når tinget til rette tid er sat, og de tilstede værende parter er forhørte, og efter at tre gange er påråbt, om nogen videre vil gå i rette, og ingen sig fremstiller, og tingmændene med fogeden og skriveren skilles ad, da, når tinget således er brudt, sættes det ej mere den dag. Men om fogeden for bulder, tumult, eller gevalt skyld, må stå op fra retten, da, når tumulten er stillet, må retten og tinget igen holdes samme dag.

I lige måde, dersom tinget formedelst rettens benægtelse af fogeden, eller skriveren, splittes, da må det igen sættes samme dag.

Dog ikke af den foged, eller skriver, som for rettens benægtelse er beskyldt.

Men der skal straks af øvrigheden, eller herskabet, eller deres fuldmægtige, andre dertil forordnes.

8. Om skrivere ved retten

1.

Alle, som er bestilte i under- og overretter at skrive, skulle oprigteligen handle i deres bestilling, efter den ed, som de soret have.

2.

De skulle have en hver sin ting- eller rådstue-bog, eller protokol, samt alle retten tilhørige bøger, nummererede, igennem dragne og forseglede: dem, som høre til underretterne, med kongens befalingsmænds, eller øvrighedens.

Men dem, som høre til overretterne, med rettens, eller dens fornemste betjentes, segl. notarius publicus regius skal og have en igennemdragen protokol med kongens kanslers segl.

3.

De skulle i forskrevne bøger, eller protokoller, med flid og troskab uden betaling indtegne alt hvis til tinge og for retten forefalder, være sig domme, afsigter, tingsvidner, pante- og skøde- mageskifte- og gavebreve, maningsbreve, og andre rettens forhandlinger, efter den orden, som de er fremlagte.

Og må de ikke skrive noget til tinge på andet, eller løst, papir, og siden hjemme det renskrive, men skulle det straks på tinget, eller hvor retten holdes, i samme bøger, eller protokoller, indføre.

Bladene og siderne skulle de og fuldskrive, og ej lade noget rum stå ledigt, som noget kunne tilsættes på.

4.

End skulle de der foruden have en bog, hvorudi genpart af alle de domme, som udstedes, skal indskrives.

Item en bog, hvorudi alle pante- mageskifte- skøde- og gavebreve, maningsbreve, og deslige, efter at de for retten er læste, og både af dommeren og skriveren påskrevne, ord fra ord skulle indføres, og en hver til efterretning deraf skriftlig gives, som har fornøden at vide, om det gods, som til pant tilbydes, mageskiftes, skødes, eller gives, til andre tilforn er pantsat, eller afhændet.

Og når nogen sit pantebrev, eller andre sådanne breve, som i fornævnte bog er indførte, indløser, eller forandrer, da skal han pligtig være inden tredje landsting, i det seneste, dem til landstinget med dens hånd, som de lyde på, og til dem har været berettiget, påskrevne at fremskikke, at det i bogen af skriveren kan vorde antegnet, under hundrede lod sølvs straf til kongen, og der foruden, om nogen falskhed derunder befindes at være begangen, at lide, som vedbør.

5.

Skrivere skulle i dommene alt det indføre, som hovedsagen angår, og ikke for nogen deres fordel brevene og dokumenterne kortere, eller vidtløftigere, forfatte, eller anderledes skrive, end som forsvarligt kan være.

De skulle brevene klarligen og vel fuldskrive, og hvis de sig herimod forse, skulle de efter lovlig proces straffes, efter som forseelsen er til.

Og dersom nogen, af dommerne, som hermed bør at have indseende, advaret, ikke retter sig, eller forsætlig vis imod sin skrivered sig forgriber, skal han straks afsættes, og ikke mere skrivers bestilling betiene.

6.

Dog skulle de ikke være forpligtede i dommene mere end meningen at indføre af hvis forsætter, som i retten er læste og påskrevne, på det at slige vidtløftige forsætter sagen ikke for meget skulle forblomme, og overdommerne siden i dens rette forstand des mere forvilde.

7.

Vægrer nogen skriver sig modvilligen i ting- og rådstue-bogen, eller protokollen, at indføre noget forhørt vidnesbyrd, eller andet, som bør med rette at indføres, hvorved nogens ret kunne spildes, da har han dermed forbrudt tresindstyve lod sølv, og der foruden stande den forurettede til rette for hvis skade han derover lidt haver.

8.

Forfalsker nogen skriver, eller andre, tingbogen, eller protokollen, eller giver falske tingsvidner ud, da straffes han derfor, som en falskner, på sin ære, hånd og boslod.

9.

Forholder han nogen, enten tings- eller rådstue-vidne, domme, eller andre breve, at give beskrevne over fjorten dage i det længste, efter at de er forhvervede, med så skel, at de for retten er begærede, og den halve betaling for brevpenge, med stemplet papir dertil, hos ham er indleverede, da give han for hver dag, de over tiden forholdes, til den, som opholdes, to lod sølv.

10.

Forholder nogen landstings- eller overrets-skriver nogen sin dom over fornævnte tid, da bøde han for hver dag fire lod sølv.

Men hvis han forsætlig opholder nogen, og derved forhindrer, at han ikke kan få stævning til kongens højeste ret, da har han forbrudt sin bestilling, og skal oprette den klagende sin skade.

11.

Kongens højeste rets domme skulle udleveres, efter som de vorde afsagte, og må ingen sin dom tilstilles, før end alle de, som for ham have dom hændet, og dem beskrevne begært, deres domme have bekommet.

12.

Ingen landstings-skriver må være birke- eller herredsfoged, eller skriver, ej heller borgmester, rådmand, byfoged, eller skriver i de købstæder, som svare under landstinget, eller sig uden sin bestilling med nogen dom, rettergang, skriven, eller procureren, befatte, i de sager, som til landstinget siden kunne vorde indstævnede.

9. Hvo der må gå i rette for sig selv, eller for andre

1.

Lovfældte og mindre mænd må gå i rette og svare for sig selv, når de tiltales.

2.

End forårsages de at lade tale på nogen sag, da må de ikke selv til tinge deres sager udføre.

Men øvrigheden, eller husbonden, skal på sådannes vegne lade tale, eller forordne dem en, som skal udføre deres sag.

3.

Brejder nogen den, som går i rette på deres vegne, sådant, da skal han derfor give otte lod sølv, halvdelen til dommeren, og halvdelen til den, som går i rette.

4.

Beskyldes og bevises nogen i rettergang at være fordelt for ærlig sag, og straks retter for sig, da må det være ham tilladt, og rettergangen ej derfor at spildes.

5.

End beskyldes fordelt mand ej for retten, men hans vederpart lader ham upåanket gå i rette imod sig, da kan vederparten ej, siden dom udi sagen gangen er, for den årsag skyld rygge, eller genkalde dommen.

6.

Ingen kvindes person må for kongens højeste ret gå i rette, med mindre sagen hendes, eller hendes mands, eller børns, ære, eller liv, angår.

7.

Borgmester og råd udi købstæderne og øvrigheden, eller husbonden, på landet skal skaffe dem, som ikke må, eller kunne, gå i rette for sig selv, sådanne personer til at forfølge deres sager, som de kunne være forvaret med.

8.

Prokuratorer, som må og skulle forfølge andre folks trætter, skal være gode, oprigtige og uberygtede mænd.

9.

I købstæderne skal de være så mange, som byens lejlighed udkræver.

10.

Ingen må sig dertil lade bruge, uden de, som af borgmester og råd dertil forordnes, og af dem beediges:

• at de i ingen dem beviste vrange og uretfærdige sager ville lade sig bruge.
• ingen uretvisheder i rettergang, vidners føring, eller anderledes, videndes drive.
• ikke med kroglover, udeblivelser, forhalninger, unødige eller søgte skudsmål, uden billige årsager, sagen opholde.
• ingen vidtløftige, indviklede stævninger, eller forsætter, skrive og dermed årsag give, at dommene vidtløftigere, end tilbørligt er, skulle forfattes.
• ikke ville hidse folk sammen, eller hindre lovlige forligelsemål.
• ikke ville de fattige, eller andre, med ubillig løn udsue.
• endeligen, at de deres principaler med flid, troskab og oprigtighed ville tjene.

Om hvilke stykker og om deres ed de af dommeren, i hver sag som tvivlrådig er, skulle erindres, og, om dommeren det fornøden eragter, på ny for retten gøre deres ed: så og særdeles advares, at de råde folk fra skældsord, gluffer og gloser, og allermest fra ærrørige ord, når æren ikke søges.

11.

Befindes nogen prokurator herimod at handle, da skal han straks af borgmester og råd afsættes, og ej af dommeren tilstedes for nogen at gå i rette, og der foruden straffes efter sagens beskaffenhed.

12.

Dem skal tillægges noget til løn af borgmester og råd, for stævninger til under- eller overretter at udkaste, supplicatzer og indlægger at forfatte, så og for en ganske proces at drive, efter dens vidtløftighed, og principalens vilkår og formue, hvorover de ingen med en eller anden forevendelse må betynge.

Men når de af øvrigheden befales, skulle de tjene de fattige, være sig enker, vanvittige og værgeløse, eller andre, uden betaling, og søge deres løn og opretning i den kost og tæring, som dem af vederparten tildømmes.

13.

Overgår nogen prokurator den fuldmagt og ordre, som ham af principalen given er, principalen til skade, da bør han at stande ham til rette derfor.

14.

Ingen skal være forpligtet til at bruge prokuratorer, som selv ved sin værge, frænde, eller tjenere, sin trætte vil udføre.

15.

På landsbyerne må ingen prokuratorer bruges.

Men enhver skal der selv føre sin sag ud, eller bruge dertil en i herredet, eller birket, bosat oprigtig mand, eller begære af øvrigheden, eller husbonden, en person, som ham derudi kan tiene.

Dog at ingen andensteds afsat, eller forvist prokurator dertil antages.

16.

Prokuratorer, som oprigtigen sager, dem betroede er, udføre, og retsindige altid befindes, skulle ej derfor af øvrigheden lægges for had, men lides og forfremmes til under-øvrigheds bestillinger i byerne.

17.

Dersom landsdommerne, eller andre overdommere i vigtige og tvivlrådige sager for got anse, og til sagens oplysning det nødigt befinde, bør principalen selv og andre interesserede at møde, når det dem forelægges, under tyve lod sølvs bøder, halvdelen til dommeren, og halvdelen til næste hospital, med mindre de lade svære deres lovlig forfald.

18.

Spilder nogen anden mands sag med ulovlig beskyldning, da bør han at forfriske vederparten sagen igen, og betale ham hans bevislig omkostning.

10. Om forfald og skudsmål

1.

Lovlige forfald i alle rettergange er disse:

• om nogen ligger på sin sygeseng, så at han kan ikke komme.
• eller mand er i kongens bestilling forhindret.
• eller og om han er kaldet til højere dom.
• eller han skal værge sin jord, om det er hans rette lavdag.

Disse forfald skal den, som er, eller haver, stævnet, dersom han for nogen af dem ikke kan møde, lade svære på tinget, med oprakte fingre efter loven, med mindre han er i kongens erinde uden riget affærdiget.

End er han i riget, da give under sin hånd, at han i sådant kongens kald er forskreven, at han derfor ikke kan møde, eller skikke sin fuldmægtig.

2.

End sigtes nogen på tinge, så han selv hører derpå, for hvad sag det er, eller han tager ved genmæle på tinge, da må ham ingen forfald hjælpe, at han jo enten selv, eller hans fuldmægtig, bør at møde og svare.

11. Om hjemmel

1.

Hvo som hjemmel vil være til tinge, eller i nogen rettergang, på sine egne, eller sit herskabs vegne, og vil dermed drage andre fra deres ret, da skal den, som så hjemler, straks personligen stande i samme sted, under samme forfølgning, og lide og undgælde hvis lovmål udi samme ret kan påfølge, på det at ingen mands rette dele skal spildes.

2.

Ingen hjemmel skal stå for fulde, uden den, der vederhæftig er, eller fuldmyndig af den, der bør at svare dertil med rette.

3.

Ingen skal fremskikke sit hjemmelsbrev til tinge, uden han sender det bud derhos, som fuldmyndig og mægtig er straks at skulle gå i rette, som forskrevet står.

4.

Er det og, at nogen hjemmel fremkommer, enten personlig, eller med hjemmelsbrev, aldeles nøjagtig, som forskrevet står, da skulle dommerne både til landsting, byting, birketing, herredsting, eller anden ret, pligtige være at dømme på efter loven, uden al undskyldning, eller opsættelse, være sig hvo det være kunne, som enten personlig, eller ved hjemmelsbrev, indtræder i hjemmels sted, ingen persons stand, eller kondition, anseende, og lade begge parterne vederfares den samme dom og ret, som de ellers ville, eller skulle, gøre, og afsige imellem sagsøgeren og den, som hjemmel ført haver, så at aldeles ingen sin ret og sag for sådan hjemmel hindres, eller opholdes.

12. Om skikkelighed for retten

1.

Hvo som kommer til tinge, eller for nogen ret, eller kommission, være sig hovedmand, eller fuldmægtig, vidner, eller andre, skulle ære kongens ret, og med beskedne ord, skikkelige lader og fagter, både imod dommeren og vederparten, gå i rette, og deres sager fremføre.

2.

Hvo som på tinge, eller for nogen ret, eller kommission, gør dommeren ulyd med råben, buldren, banken, eller banden, eller giver sin vederpart nogle skældsord, eller skælder en anden ærlig mand for en løgnere, eller i andre måder taler ærlige folk på deres ære og lempe for nær.

Og er dommeren ulydig, og ikke vil give plads og rum for retten, bøde imod dommeren tre lod sølv, og der foruden tiltales og straffes, som forseelsen er til.

3.

Dog må ingen slippe hovedsagen, som begyndt er at drives, og anden sag anfange, for ord, eller gerning, som parterne imellem kunne falde i rettergangen.

4.

Den, som uden dommerens tilladelse eller befaling sværger, og bruger guds navn forfængeligen til tinge, eller for nogen ret, skal give for første gang han således sværger et halv kvint sølv, anden gang et kvint, tredje gang et halv lod sølv, og så dobbelt frem ad, de to parter til næste hospital, og den tredje til dommeren, for han skal opkræve dem.

Og skal hver, som så sværger, stille dommeren til freds, før end han går af tinget, eller fra retten, eller have forbrudt tre lod sølv, halvdelen til næste hospital, og halvdelen til dommeren, og dog betale for hver ed hans soret haver, som forskrevet står.

5.

De, som gå i rette for kongens højeste ret, skulle tilbørligen og med sømmelig respekt deres sager forebringe: altid deres tale i rettergangen til kongen, hvad heller hans majestæt selv er tilstede, eller ikke, henvende, og, imens de for retten stå, sig fra al skælden, løjten, sværgen og banden, og deslige uskikkeligheder, entholde, og, hvad heller dommen går dem med, eller imod, med lige respekt fra retten sig igen begive.

6.

Befindes nogen prokurator, eller fuldmægtig, herimod at handle, straffes med fængsel.

Desligeste, dersom nogen af parterne selv, eller underdommere, som svare for deres domme, på oven bemeldte måde tabe den respekt de er retten pligtige, da straffes efter sagens omstændighed, og deres stands og vilkårs beskaffenhed.

13. Om vidner og tingsvidne

1.

Vidne er ej mindre end to personer, overensstemmende, og udi en ting.

2.

Ingen er pligtig til at vidne andetsteds, end til sit værneting, efter lovlig given kald og varsel.

3.

Vil nogen godvillig vidne, uden given kald og varsel, eller for anden ret, omkostning dermed at spare, da må det ham tilstedes.

4.

Dersom nogle fornemme folk, som ikke pleje at søge ting, mands- eller kvindes-personer, eller de, som ligge på deres sygeseng, eller have anden lovlig forfald, kræves til vidne, da skulle de syge, og de, som ikke skrive kunde, hjemme ved ed i tvende lovfaste mænds påhør, aflægge deres vidne, hvilket samme mænd til tinge med deres ed skulle fremføre.

Men de andre skulle deres vidne skriftlig med ed bekræftet under deres egne hænder i tide for retten indskikke, hvilket skal agtes både i værd og straf, ligesom de på tinge med oprakte fingre soret havde.

5.

Ingen ubekendte personer skulle tilstedes at vidne, med mindre de gøre rigtighed for sig, hvo de er, hvor de have deres ophold, og hvor de er at finde, hvilket og skal i tingbogen indføres.

6.

Ellers må ingen på tinge efter skriftlig seddel vidne, uden han det selv skrevet haver, og det selv for retten oplæser, og med ed bekræfter.

7.

Bliver nogen tilkrævet at vidne i nogen sag, og dommeren legger ham ed for, sin sandhed i den sag at vidne, da bør han at vidne ved sin ed, alt hvad ham derom vitterligt er, og hvis han, enten af dommeren, eller af parterne, bliver tilspurt om til den sags oplysning, eller bøde sagsøgeren og kongen, hver ti lod sølv, med mindre han kan og vil svære, at han ved intet deraf.

8.

Dommeren skal fremkalde dem, som vidne skulle bære, og de skulle svære med oprakte fingre, at de ville sige sandhed, og intet deraf dølge. Og skal dommeren formane dem, hvad straf der skal efterfølge, dersom de vidne løgn, særdeles, når sagen er af stor vigtighed, og angår folkes ære, liv og velfærd, skal de hver for sig selv alene indkaldes og forhøres, og for dem oplæses den forklaring på eden og formaning, som herefter bag i loven indføres, og bør på alle tinge, og hvor ret holdes, på en tavle trygt at ophenges.

9.

Befindes nogen at vidne åbenbare løgn med sin fri vilje og fulde forsæt, så man kan kende, at han vant løgn, da straffes han på sine to fingre, og hans boslod være forfalden til hans husbond.

Og skal dommeren lade skriveren skrive på de falske vidner, som fældede blive, og forskikke dem med deres navne, som fældede er, til en hvers øvrighed, at de lade dem forkynde til herreds- birke- eller byting, og eksekutionen ske.

10.

Hvo der køber en anden til at vidne løgn, han skal være mindre mand, og straffes på sin boslod, dog ikke på sine to fingre.

11.

Findes der nogen tid vidne imod vidne, og udi en sag, da skal dommeren grangivelig granske og forfare alle de vidnesbyrd på både sider, og dømme efter dem, som retvise kan kendes.

Men de, som uretfærdige findes, forfølges derfor, som før er meldt.

12.

Haver nogen vidnet til et ting, og andre vidner derimod til andet ting skulle føres, da skal den, som tilforn vant, lovlig kald og varsel gives til at høre de andres vidne.

13.

End er de andres vidne ej imod de førstes, da er det ej fornøden, at de første dertil kaldes.

14.

Dersom nogen af parterne skyder på andre vidnesbyrd og bevisning, end han da tilstede haver, da tilstedes det ham, dog ikke uden en gang, og skal da nævnes, hvad vidnesbyrd han påskyder.

15.

Bevises det, at den, som vidner på en anden, er hans åbenbare uven, eller avindsmand, da bør hans vidnesbyrd ej at anses.

16.

Villige vidner, såsom: husbond, hustrue, børn, tyende, søskende, eller lige så nær besvogrede, skulle ej anses, med mindre ingen anden vidne kan haves, fornemmelig i drabs, volds, eller deslige, sager.

Thi da skulle de vidne, som afved.

17.

Villige vidner skulle de og holdes for at være, som selv i den gerning medværet have, hvorom de skulle vidne.

18.

Vidner barn, der under sine femten år er, da kan det vidne hverken rejses, eller fældes.

19.

Intet udædisk menneske, eller nogen anden, som forvunden er for nogen uærlig sag, tyveri, forræderi, eller trolddom, skal stå til troende i vidnesbyrd, eller i andre måder, i hvad de ville sige og vidne på nogen.

20.

Den, som ustadig befindes i sit vidne, og nu siger et, nu et andet, og nu bejaer noget, nu fragår det igen, bør ej at stå til troende, men straffes som en løgner, om forsetlig svig hos ham findes.

21.

Hvo vidne vil føre på hvis en anden sagt haver, han skal det gøre på fersk fod og til første ting, som han lovlig kald og varsel til kan give, efter at han om sådan påsagn er videndes vorden.

Ellers skulle vidne på ens mund ikke gælde imod hans benægtelse.

22.

End efter års forløb må ingen vidne føres på hvis nogen af andens mund hørt haver.

23.

Beskikkelses vidner, om hvis dem svares, bør til tinge med ed at bekræftes, dersom de modsiges, og kunne ej underkendes, med mindre de ved andre lovlige vidner, eller anden klar bevisning, igen drives.

24.

Intet vidne må i egen person stævnes til landsting, eller anden overret, med mindre han til sit værneting ej har villet vidne sin sandhed, eller han beskyldes for sit vidne, at det er usandfærdigt.

25.

Dog hvis landsdommere, eller andre overretters betjente det nødigt befinde, besynderlig i ære- og livs-sager, at vidner for dem i egen person skal forhøres, og de lovlig stævnes for deres vidner at forklare, og at overvejes, og imod andre at forhøres, da bør de at møde, eller bøde sagsøgeren og herskabet, hver ti lod sølv, med mindre de lade svære deres lovlig forfald.

26.

Ellers, når vidner alene for processen beskyldes, og ej deres ære og fælding angår, som vidnet have, da skulle de ej stævnes til at møde.

27.

Når enten af parterne, efter at dom udi sagen gangen er, kan finde nogen bedre sandheds oplysning og bevisning, end som for retten har været, da skal ham ej formenes det at gøre, såfremt han med sin ed bekræffter, at han om samme bevisning tilforn ikke har været videndes, eller den kunne have bekommet, på det at han samme bevisning for højere ret, når sagen der indkommer, kan fremføre.

Men, når på sagen i kongens højeste ret kendt er, da tilstedes ingen videre proces.

28.

Tingsvidne er det, der gode mænd, tinghørere, tingmænd, eller stokkemænd, som på tinge vare, vidnede med deres ed, det de så og hørte, og den, som det pågielder, var selv til vedermåls ting, eller var lovlig kaldet dertil.

Hvilket er så stærkt, at intet derimod kan siges.

29.

Vidner nogen mand i tingsvidne, der fordelt er, eller dømt til sine tre mark, da fælder han ingen uden sig selv.

14. Om sigtelse og ed

1.

Den, som anden vil sigte, og saggive for nogen gerning, eller ord, han skal gøre det på fersk fod, så snart han derom videndes vorder.

2.

Ingen videre eder skal til tinge og i rettergange tillades, enten af den, som sigter, eller den, som sigtes, end de, som loven og retten fordrer og tillader.

3.

Vidner, som med ed aflagte er, må ikke ved vederpartens ed benegtes.

4.

Ingen må gøre nogen ed, førend det ham af dommeren tilstedes, eller pålægges.

5.

Dommeren skal ikke letteligen nogen af parterne tilstede ed at gøre, eller nogen den pålægge, anseendes, at den, der sag giver, bør det lovlig at bevise.

6.

Benægtelsesed må af dommeren pålegges, når ham synes, at sagen det udkræver, eller i det ringeste efter sagens tilstand således, at, endog det ikke nøjagtig bevises, der dog vis formoding er, at den sigtede er skyldig, og derfor efter lov og ret bør sagen ved sin egen ed sig at fralægge, på det at han for videre tiltale sig kan befri.

Men ed imod ed må ingenlunde af dommeren tilstedes, meget mindre pålægges.

7.

Vil den sigtede ikke gøre benægtelsesed, når det ham af dommeren, som forskrevet står, pålegges, da må den sigtende gøre sin ed, og den sigtede have tabt sagen.

8.

Ingen skal findes til lov, som er tolv mænds ed, for nogen sag.

15. Om egen bekendelse

1.

Hvis nogen for dom og ret vedgår det, som han sigtes og beskyldes for, da må han det ej siden fragå.

2.

Sidder han i fængsel, og er i anden mands vold og tvang, og bekender noget, som han siden, når han kommer i sin egen frelse igen, benægter og fragår, da bør sådan hans bekendelse ej være ham til hinder, eller skade.

3.

Søges og tiltales mand for nogen sag, og tilbyder sin vederpart penge, eller andet, ikke fordi han kender sig skyldig, men at hans for trætte og rettergang kvit kan være, og vederparten det tilbud ej vil annamme, da kan det tilbud ej siden tjene til nogen bevisning, at han er skyldig, men vederparten bør anden lovlig bevis i sagen imod ham at føre.

16. Om sandemænd

Der skal være otte sandemænd i hvert herred, to i hver fjerding. Dog må der ikke være mere end én af noget fællig.

Hver af dem skal have ejendom i den fjerding, hvor han er sandemand, og i det mindste være fælles-bryde og ikke landbo. Ingen kan afsætte dem, medmindre de forbryder deres hovedlod ved at sværge falsk, eller de tager mere hesteleje, end de skal. Dog må ingen have både forlening og sandemandshverv i samme herred.

17. Om granskninger

1.

Når nogen beklager sig forurettet være, på jord, eng, skov, skifter, gærder, vandfald, bygning, græsning i fælled, eller auret, og alt andet sådant, som ikke kan kendes på, før end syn, eller besigtelse, sker, da skal af dommeren uvildige dannemænd opnævnes, som skulle komme på åstederne, og der granske og besigte, hvorledes det har sig dermed.

Hvilket syn og besigtelse de skulle til næste ting derefter fremføre og bekræfte.

18. Om rebsmænd

1.

Når nogen lodsejer i nogen by finder sig at være brøstholden, enten i mark, skov, eller ejendom, da skal han det først kære på tinge, at han har mindre, end ham bør, og begære jævnet med reb, og før end der mæles reb på nogen ejendom, da skal fogeden først nævne otte uvildige lovfaste herreds- eller birkemænd, som skulle på en bestemt dag og tid derefter komme på samme ejendom, som reb begæres på, og skal der granskes, om den, der klager, har slig brøst, at der bør at gange reb, eller ej, og det skulle de vidne på næste tingdag.

Findes der da slig brøst, at reb skal gå, da skal fogeden og de otte herreds- eller birkemænd, som vare udnævnte til synsmænd, først over alt gøre deres flid at tilfreds stille den, som brøstholden er, med lodning, eller udlæg af den, som mere har, på det at alle ejere ikke skulle fange skade af reb.

Men hvor ikke anderledes kan forliges, end at reb skal mæles, da hvor fjerding findes på marken, der skal rebes efter fjerding, hvor bol, efter bol, hvor otting, efter otting: så skal og være om tolvting, fjerding, eller kvarter.

Og hvor så findes at gribsjord er, som tilforn ikke har været lagt, enten i bol, fjerding, otting, eller mark sølvs jord, som er et pund bondeskyld, den rebes efter gammel landgilde og skyld.

Og skal over alt rebes, så vel for smørskyld som for kornskyld.

2.

Og, når reb mæles på marken, da skal rebsmændene være pligtige under deres faldsmål at komme på marken, den dag fogeden har dem forelagt, så tilig, som sol går op, og da begynde deres rebning, og skulle så rebe til sol går neder, og forfølge således deres rebning uden forhalning dag fra dag, til de have rebet marken altsammen, på det ingen bonde skal besværes med unyttig fordærvelig kost og tæring.

3.

Med skovrebning forholdes i lige måde, som med markrebning.

4.

Rebsmænds fald, dersom deres ulempe findes, er tredive lod sølv.

19. Om bånd og fængsel

1.

Ingen må bindes, med mindre han på sådanne ferske gerninger gribes, som han bør at lide for på liv, eller lemmer, eller selv på tinge vedgår sådanne gerninger, eller med tingsdom for sådanne sager er forvunden.

Ellers skal enhver, som i så måde for ret og ting beskyldes, være sikker og fri, til tinge og fra, og tillat at svare for sig, dog at han stiller borgen for sig.

2.

Gribes nogen om nattetide i anden mands hus, eller i hans gård, med sande tegn, at han ville stjæle, eller gøre vold, da må han bindes.

3.

Tager man nogen og binder, for hvad sag det være kan, og ej fører ham til tinge, men lader ham før løs, da bøde han tresindstyve lod sølv.

4.

Slipper misdæder ud, og vorder løs af bånd og fængsel, da må man tage ham, hvor man ham finder.

5.

Vil husbonden, eller øvrigheden, ej annamme misdæderen af sagsøgeren, når det af dem begæres, og lade ham forvare, og misdæderen derover fra bonden bortkommer og vorder løs, da er han angerløs, som bant ham.

Men husbonden, eller øvrigheden, bør at bøde tresindstyve lod sølv.

6.

Binder man nogen med uret, bøde tresindstyve lod sølv.

7.

Findes nogen rasende, eller galind, da må, hvem der vil, ham binde, og føre ham til tinge, og tilbyde hans frænder ham, og de er pligtige at forvare ham, såfremt de have middel dertil.

Hvis ikke, da bør øvrigheden at sætte ham i forvaring.

8.

Når nogen antræffes på anden mands gods, som med rette må gribes, da bør de, som ham gribe og bortføre ville, at give jorddrotten, eller hans fuldmægtig, eller hans bonde, som bor på godset, om jorddrotten, eller hans fuldmægtig, ikke er så nær tilstede, det tilkende, før end de ham af godset bortføre.

9.

End vil nogen dem derudi forhindre, og han derover undkommer, da bør de at skaffe ham tilstede igen, og bøde deres tresindstyve lod sølv, og der foruden andre bøder efter loven, om de gøre nogen skade, fange de selv derover skade, have skaden for hjemgæld.

20. Om pinlig forhør

1.

Ingen skal pinlig forhøres, uden han tilforn er dømt til døde for nogen ugerning, med mindre det er in crimine majestates i højeste grad, hvor sagens beskaffenhed ikke lider, at den almindelig lands proces kan følges.

21. Om arrest og beslag

1.

Arrest skal gøres ved rettens betjente og kongens foged, eller, om de ikke er tilstede, ved tvende dannemænd.

2.

Nægte rettens betjente at gøre arrest, når den begæres på nogens person, eller gods, som må arresteres, da skulle de svare den klagende til hvis skade han derover beviser sig at lide.

3.

Gøre rettens betjente arrest på nogens person, eller gods, som ej arrest er undergiven, da svare de selv dertil.

4.

Hvo som arrest på nogens person, eller gods, begærer, han skal give rettens betjente, som arresten begæres af, nøjagtig forsikring, eller stille borgen, at han til sagens uddrag skal blive tilstede, og at svare til al den ulejlighed, som af arresten kunne forårsages, om den ulovlig befindes.

5.

Ingen, som kommer i kongens ærinde til nogen sted, og det straks for rettens betjente beviser, må på sin person arresteres.

6.

Ingen udenlandske imod oprettede fordrag, eller indenlandske imod kongelig given frihed, må med arrest belægges.

7.

Ingen, som kan og vil straks stille nøjagtig forsikring, for hvis han søges for, bør, enten på person eller gods, at arresteres.

8.

Er nogen udenbys- birks- eller herredsmand efter rigtig håndskrift, revers, eller dom, vitterlig gæld, eller andet, skyldig, som ej til rette termin er betalt, eller efterkommet, da må hans person, eller gods, hvor han, eller det, antræffes, i by, birk, eller herred, arresteres.

9.

Befindes nogen indenbys- birks- eller herredsmand, som efter forrige artikel er noget skyldig, og er uvederhæftig, at afhænde, eller forstikke, sit gods til at bedrage sine kreditorer, da må der arrest på hans gods, eller person, lægges.

10.

Har nogen været i kongens, eller anden husbonds, tjeneste, eller haft nogen anden bestilling, så som: kirkeværgeri, fattiges forstanderskab, formynderskab, kæmneri, eller noget andet, som han skulle gøre rede og rigtighed for, og har det ikke gjort, og han ikke kan stille nøjagtig forsikring for sig, eller forehaver at flytte bort, da må både hans person og gods arresteres.

11.

Er nogen skyldig for husleje, når fardag er ude, som han bør at flytte på, da må hans gods arresteres.

12.

End befindes han at forflytte sit gods af huset, da må der lægges arrest på hans person.

13.

Har nogen ligget i herberg og fortæret, og vil drage ud af huset, før end han betaler for herberg og fortæring, da må hans gods i huset arresteres, og hvis det synes ikke at kunne tilstrække, da må på hans person lægges arrest.

14.

Har nogen anden mands gods inde hos sig, og samme gods lovlig bliver arresteret, da må den, som det i gemme haver, ikke lade det udkomme imod arresten.

Lader han det udkomme, og den, som arresten har ladet gøre, vinder sagen, da bør han selv at betale godset, såvidt sagsøgeren der af tildømt vorder, med mindre han lovligen beviser, at det med magt og imod hans vilje er bortkommet.

15.

Befindes nogen uvederhæftig at have beganget noget, som voldsbøder, eller deslige, påfølge, da må hans person arresteres.

16.

Skældes nogen på sin ære, eller voldelig overfaldes af en anden, da må han samme sin vederpart lade arrestere til sagens uddrag.

17.

Drager den arresterede af arresten, eller forflytter det arresterede gods, og arresten siden lovlig kendes, og dommen går ham imod, da må hans vederpart ham for vold forfølge, og han bør med hovedsagen og omkostningen sine voldsbøder at betale.

18.

Befindes nogen, som på sin person må arresteres, at være uvederhæftig, eller foragte arresten, da må rettens betjente, om det begæres, tage ham i forvaring på et ærligt sted til sagens uddrag.

19.

Når arrest er gjort for gæld, enten på person, eller gods, da skal den, som arresten har ladet gøre, straks have tilstede håndskrifter, eller beviser, når påæskes, på det den arresterede ikke videre skal opholdes, end som han for sig rette vil og kand.

20.

Retter den arresterede ikke straks for sig, da skal den, som arresten har ladet gøre, straks arresten forfølge, og gøre sagen anhængig til næste efterfølgende ting, som han kan få stævning til.

Opholdes med forfølgningen, og førnævnte ting forbigår, da er arresten dermed ophævet.

21.

Befindes arresten ulovlig, da skal den, som arresten har ladet gøre, oprette den arresterede hans spot og skade, såsom den af gode mænd vurderet, og af dommeren kendt bliver.

Og skal han i den sag svare til den ret, hvor arresten forfølges, om endskønt det ej er hans værneting.

22.

Med alle slags forbud, som gøres, enten ved mænd, eller til tinge, skal forholdes, ligesom med arrest i alle måder.

22. Om maning

1.

Maning skal ske lovlig og skriftlig ved tvende mænd, som skulle skrive på maningsbrevet, at den lovlig forkyndet er, dersom han ikke selv, som manes, vil skrive derpå.

2.

Når maningen forkyndet er, skal sagsøgeren lade den læse og påskrive, det første muligt er, til landstinget, eller bytinget, i den provins, eller by, hvor maningen sket er.

Dernæst skal han tage stævning over den indmanede, om han ikke holder maning, til den første almindelig højeste ret, med så skel, at der er fjerding års tid imellem maningen og den højeste rettes begyndelse. Hvis det ikke sker, da kan sagsøgeren ikke bruge maningen til forhindring at gøre, at den indmanede jo sit gods til andre må pantsette, eller afhænde.

3.

Ingen kan i sin sag bruge andens maning, men den gælder alene i den sag, som maningen er gjort for.

23. Om borgen og forløfter

1.

Om nogen bliver sigtet for nogen sag, der liv, lemmer, eller ære, angår, eller nogen truer en anden med fejde, brand, eller i andre måder, og vil ikke sætte borgen, når øvrigheden ham det pålægger, da må den pågribes og sættes, indtil han stiller borgen således, at hans vederpart kan være forsikret.

2.

Om nogen for retten gives tyvsag, der selv ejer jord, hus og gård, da må han dermed selv borge for sig. End om landbo, eller anden, som hverken jord, hus, eller gård, ejer, gives tyvsag, da skal han sætte anden vederhæftig mand til borgen for sig.

End kan han ingen få, der for ham borge vil, da må sagsøgeren selv lade ham anholde.

3.

Hvo som anholdes på fersk fod for nogen voldsgerning, han skal, enten straks sine bøder nedsætte, eller stille borgen for dem, og for sit faldsmål, efter lovlig rettergang at betale, eller borge for sig selv.

4.

Hvad som man vorder borgen for, det skal man gælde, og ingen må sig af borgen sige, før end det er efterkommet, som han er borgen for.

5.

End ganger man i borgen for tyv, eller anden ugerningsmand, da skal han ham antvorde for retten, og der sige sig af med borgen til den, han tog ham af, og dermed være angerløs.

6.

End slipper han bort, enten af hændelse, eller med hans råd, som borgen er, da bøde han, som borgen er, alle de bøder, der han skyldig er, som han er borgen for, og derforuden trediesindstyve lod sølv.

7.

End vil han fly, der borgen sette, da skal hans borgen til sagsøgeren, eller øvrigheden, ham levere til forvaring.

8.

Hvo som borgen sætter, han svarer ingen mand for de gerninger, uden den alene, som er hans borgen.

9.

Kvinder og mindre åringer må ej i sådanne tilfælde borge for nogen.

10.

Hustru, som husbond har, eller søn, som er i fællig med sin fader, endog han er kommen til lavalder, og mø, i hvor gammel hun er, må ej heller være forlover for penge, eller borgen for noget.

11.

Enke, som selv har at gælde af, må være borgen og forlover for penge og gods.

12.

Ingen, som ikke er sine fulde fem og tyve år, skal være forpligtet, eller tillat, at svare til noget forløfte, eller hægtelse, han inden, eller uden, riget gjort haver.

13.

Er sådanne mindre åringer i forløfte med andre, som er over den alder, da skulle de for de mindre åringer ikke være forpligtede at betale, med mindre de sig som som sig med sådan umyndig forlover har ladet nøje, tage skade for hjemgæld for hans anpart, og agtes, som han så vidt ingen forlover haft havde.

Og skulle derimod ingen optænkte eksceptioner, eller påfund, i nogen rettergang, eller proces, være kraftige, eller anseis. Anker nogen, eller ilde påtaler, sådanne mindre åringers forpligter, da skal han agtes lige ved den, som sig med ulovlig kontrakt behjælper, og den mindre åring, såvelsom den, der med ham i løfte er, være aldeles fri for sådan utilbørlig påtale.

14.

Er der flere forlovere for en sum penge, da står det i kreditorens magt, efter udgiven brevs lydelse at søge, enten en for alle, eller alle for en.

Og hvis en af forloverne må betale den hele sum, da må han søge hvem ham lyster af sine medforlovere for den resterende sum, når han sin egen part afdraget haver.

Dog hvis nogen skade skulle lides hos en af medforloverne, da bør den deles imellem de andre medforlovere.

15.

Forlover har magt til at søge hovedmanden, som han er forlover for, for gælden, når han til ham lovlig sit forløfte opsagt haver, og han ikke betaler kreditoren.

Dog kan han ikke være fri for sit forløfte til kreditoren, før end han ham fornøjet haver, og sit forløftningsbrev indfriet.

24. Om bøder og dommes eksekution, nam, indførsel og deslige

1.

Alle aftingninger for uvisse sagefald i købstæderne, og på kongens amter, kommunitetets, hospitalers, skolers og kirkers gods, skulle ske til tinge, og deres indtægter med tingsvidner forklares.

2.

De, som stå for regnskab, skulle ved deres regnskaber og indtægter lægge præsternes kundskaber, hvor mange dem vitterligt er at have sig med lejermål forset, og hvem for barnefader er udlagt, samt slutningen af de domme, hvor nogen sagefald, eller konfiskation, er falden.

Og skulle hverken borgmester og råd, eller byfogeden for nogen deres anpart, være sig halve, tredie, eller tiende, penge, eller andet, noget indebeholde, før end alle udgifterne med betjenternes løn er fra den hele sum af indtægterne afdragne.

Så skal ej heller kongen til udgift føres, hvis bekostning på fanger at underholde, eller at lade straffe, gøres.

Men den skal betales af den skyldiges bo, eller af sagsøgeren, såfremt de middel have, hvorpå rigtig tingsvidne skal tages.

Men dersom hverken den skyldiges bo kan tilstrekke, ej heller sagsøgeren kan betale, da skal den tages af anden uvisse sagefald, på det ret og retfærdighed kan have sin gænge.

3.

Bøder skulle på det sted, som dømt er, udlegges og betales.

4.

Tresindstyve lod sølvs bøder, og andre deslige, når bødes skal både den forurettede og herskabet, deles i trende parter.

Den første tilkommer sagsøgeren, den anden den skyldiges husbond, eller øvrighed, den tredie kongen, eller den, som overretten herligheden har.

5.

Er den skyldige uden husbond og tjenesteløs, da tager kongen bøderne, som husbond.

6.

Dersom ingen arvinger findes efter dræbt mand, som mandebod efter loven bør at opbærge, da hører den kongen til.

7.

Misdæders hovedlod, som forbrydes, følger hans husbond, eller herskab, det være sig på hvis stavn den og findes.

8.

Dersom den forurettede lader sin sag upåtalt, eller og, når han sagen rejst har, enten lader den falde, eller forliger sig med sin vederpart, før end dom gangen er, da bør dog kongen, eller husbonden, deres bøder, i de sager, som bøder vedhænge. Ellers bødes ej kongens, eller husbondens, sag, før end den forurettede er sket fyldest.

9.

Barn, som er under sine femten år, bøder skaden til den, som han forsætligen har forbrut sig imod, og ikke til husbonden, uden for manddrab alene.

10.

Boslod, eller hovedlod, som forbrydes, forståis, når sagsøgeren først har bekommet sin ret, og al anden vitterlig gæld er udtagen.

11.

Ved bøder på sølv forstås så mange penge i mønt, som sølvet er værd.

Har man ikke formue at bøde med, da straffes på kroppen.

12.

Jord forbrydes ikke, men falder arvingerne til, med mindre crimen majestates er begangen, eller forseelsen kendes så grov, at den skyldiges gods, både rørendes og urørendes, bør kongen at være hjemfaldet.

13.

Vorder nogen dømt til fuld, eller halv, mandebod, eller til tresindstyve lod sølvs bøder, være ugild til at stå i nogen ret, og betiene den bestilling han haver, indtil han retter for sig.

Og hvis han det ikke gør inden seks uger, eller stiller nøjagtig borgen, da bør han at miste sin fred, indtil han retter for sig.

14.

Men er ham dom overgangen på ringere bøder i ærlig sag, eller han er dømt til noget at betale, eller gøre, og han ikke retter for sig inden forelagte tid i dommen, da bøde han tre lod sølv, og være ugild til at stå i rette imod nogen, og at betiene den bestilling han haver, indtil han retter for sig.

Og hvis han ikke inden seks uger derefter endda retter for sig, da må hans vederpart lade ham gribe og fængsle, indtil han retter for sig.

15.

Men er der gåen dom over ham for ran, eller anden uærlig sag, og han er dømt til at bøde sine tre mark, da er han mindre mand indtil han af kongen kan få oprejsning.

Og hvis han ikke inden seks uger efter dommens datum retter for sig, da bør han at miste sin fred, indtil han retter for sig.

16.

Er nogen dømt til at miste sin fred, eller at rømme kongens riger og lande, og efter den forelagte tid i dommen lader sig der finde, da bør han at gribes og straffes på hans hals.

Og hvo som huser og hæler den fredløse, bøde til kongen for den første nat, han har ham i huse, seksten lod sølv, for anden nat dobbelt, og så fremdeles, med mindre han ved sin egen højeste ed kan benegte, at han ikke viste, at han var fredløs. Fredløs mand har dagsrum og nattefrist at rømme.

17.

Når nogen, som ikke nyder adelig frihed, er tildømt at betale, eller lide nam, eller indførsel i sit gods, i hvor det findes, og han ikke retter for sig inden femten dage, eller og trende solemærker, om enten han, eller hans vederpart, er gæst, da skal fogeden, eller hans fuldmægtig i hans forfald, med tvende mænd, når det af sagsøgeren begæres, for den skyldiges bopæl æske udlæg efter dommen, og hvis han ikke straks retter for sig, og enten ikke vil, eller kan, gøre udlæg, som sagsøgeren kan nøjes med, da skulle de af de bedste vare og løsøre, som i den skyldiges bo findes, og om de ej kan tilstrekke, af hans jorder og ejendom tilvurdere sagsøgeren fyldest og fuld værd for hvis han af dommeren er tilfunden at betale.

18.

De skulle således taksere og sette, hvis løsøre udlægges, som de agte at forsvare, og jordegodset efter den takst, som af kongen sat er.

Og skulle de, når de i jordegods indføre, drage til hver gård lejligheden at forfare, at dens værd des bedre efter kongens takst kan agtes, og derefter indføres. Om noget forekommer, som de ikke forstå sig på at taksere, da må fogeden kalde andre dertil, som have forstand derpå.

19.

Gør den skyldige selv anvisning på jordegods, på det han sit løsøre kan beholde, og sagsøgeren dermed er tilfreds, da må det ham tillades.

20.

Hænder det sig, at tvende, eller flere, på en tid begære af fogeden at gøre dem nam, eller indførsel, da skal fogeden først være den følgagtig, som ælst nams, eller indførsels, dom haver.

Men forsømmer nogen selv sin ret, da må den bekomme nam, eller indførsel, som lovligen sin sag forfølger.

21.

End have de lige gamle domme, og på en tid søge nam, eller indførsel, da have de lige rettighed, og om de indførsel udi et gods søge, være derudi lodtagne hver efter sin anpart, i hvo og af dem indføres, med mindre nogen straks indførselen opsiger, og sig på ny i andet gods vil indføre.

22.

Men hænder det sig, at nogen har nams, eller indførsels, dom over sin skyldener erlanget, og formedelst indstævning til højere ret kan ikke udlæg for sin fordring bekomme, og en anden imidlertid også nams, eller indførsels, dom over samme skyldner erlanger, da skal der af den skyldiges bo så meget afsættes til den første, som dom erlanget haver, og den betimeligen for rettens middel, som den anden udlæg gøre ville, forkynde lader, som han kan billigen blive fornøjet med for sin fordring og anvente bekostning, hvilket skal så længe i arrest forblive, indtil endelig dom imellem ham og hans skyldner afsagt vorder, og før end det således afsat vorder, må den anden ej nogen udlæg bekomme.

23.

Ingen må sig i bondens korn, hø, eller foder, enten i laden, eller på marken, lade indføre, ej heller i bondens fornødne plovbæster, eller andet nødvendigt plovredskab, så længe som kåber, tin, boskab, fæ, kvæg, heste, hopper, eller andet tjenligt, som i bon findes, kan tilstrekke.

Og hvis nogen indførsel sker, enten i utærsket korn, hø eller foder, da må dog foeringen ej fra bondens bolig bortføres, men den skal på stedet fortæres.

24.

Ej heller må nogen tage nam i bondens bo, før end aflagt er al bevislig forstrækning, som bonden gjort er til hans avls fortsættelse, enten af husbonden, eller andre, så og kongens skatter og den tilbørlig landgilde, som han sin husbond pligtig er.

25.

Så længe gode tjenlige løsøre, godt købstadgods, eller jordegods, er at bekomme, som sagsøgeren med billighed kan være fornøjet med, og for hovedstolen, påløbende rente, og anvente billig bekostning, efter brevenes formælding, med dets udlæg være skadesløs holden, da skal hovedgårdens takst og gården selv med næst tilliggende gods, som til gårdens avlings fortsættelse uforbigængelig fornøden eragtes, og en hvers bopæl forskånes.

Og må sagsøgeren selv navngive hvis andet gods han til udlæg begærer, og den skyldige ingen ret have ham at henvise, hvor ham selv lyster.

Ej heller må de, som indførslen gør, sagsøgeren andensteds imod hans vilje og samtykke indføre.

Men hvis den skyldiges bo, eller jordegods ej kan tilstrække, så sagsøgeren deraf kan nå skellig og billig betaling, som før er mælt, da skal til dens fyldestgørelse indførsel og udlæg ske, først i det næste gods, dernæst i hovedgårdens takst, og endelig i gårdens bygning, eller anden bopæl, indtil sagsøgeren for sin fordring på forskrevne måde fuldkommelig vorder betalt.

26.

Og står det sagsøgeren frit for at lade sig indføre i hvis gods, som af den skyldige afhændet, eller pantsat, er til andre, siden sagsøgeren ham, enten maning, eller stævning til højeste ret, lovlig har ladet forkynde, eller arrest gjort på hans gods, eller person, eller nams, eller indførsels, dom over ham forhvervet.

Men ellers skal intet, som lovlig er afhændet tilforn, eller noget lovligt pant, ved hvad navn det og nævnes kand, ved sådan udlæg, eller indførsel, præjudiceres.

27.

Har nogen taget anden i fællig med sig, og har ej tinglyst hvad han indførte i fællig, og vorder enten af dem, som i fællig er, dømt til at lide nam, eller indførsel, da må der ske nam og indførsel i alt hvis der i fællig findes, og må den, som dom overgangen er, ikke lyse alt sit gods til den anden, og gøre sig selv fattig, uden det var gjort til tinge, før end han til tinge blev søgt.

28.

Findes den, som nams og indførsels dom overgangen er, at have sit gods og formue i et andet herred, birk, eller købstad, og han ej har i det herred, birk, eller købstad, som dommen falden er, at fyldestgøre dommen og sagsøgeren med, da skal fogeden der sammestæds i lige måde være forpligtet at gøre eksekution, ligesom sagen sammesteds forfulgt var, når han med den dom, som til den skyldiges værneting udstæt er, besøges.

29.

Dersom den, der søges med nam, eller indførsel, enten ved sig selv, eller sine folk, griber til verie, da bøde han og hver af dem trediesindstyve lod sølv, om endskønt de ingen skade gøre.

Gør de nogen skade, da bøde de derforuden for skaden.

Fanger han, eller de, skade derover, da have skade for hjemgæld.

30.

Sagsøgeren kan og lade sig indføre i det, som den skyldige arvet har, om endskønt en anden dermed forlent er, og det i hænde haver: så og i det, som den skyldige har anpart udi, hvad heller samme hans anpart vides, eller ikke, dog alene så vidt, som den skyldige dertil er berettiget.

Og så snart sagsøgeren kan få at vide, hvorudi den skyldiges anpart består, skal han være forpligtet i den at lade sig indføre, med mindre han vil have skade for hjemgield, om han det forsømmer, og lader andre derudi gøre indførsel, for hvilke han ellers var prioriteret.

31.

Ingen kan i det, som den skyldige endnu først arve skal, lade sig indføre.

32.

Befinder sagsøgeren sig brøstholden med løsøres vurdering, da må han kræve andre vurderingsmænd derpå til anden vurdering, dobbelt så mange, som på første vurdering været have.

Og hvis han med ingen af dem kan, eller vil, nøjes, da må han på skyldenerens skade og fordel ved offentlig auktion selge det udvurderede gods.

Kan han så ej deraf bekomme fyldest, da bør af skyldenerens bo videre udlæg at ske.

End bliver der til overs, da kommer det skyldeneren til gode.

33.

Søges nogens bo med nam, eller indførsel, og sagsøgeren af den skyldiges gods ej kan blive betalt, da har sagsøgeren magt til at lade ham sætte i forvaring, indtil han betaler, eller stiller nøjagtig forsikring for gælden.

34.

Når udlæg sket er efter nams og indførsels dom, eller på skifte, opbud, eller andre måder, og dertil hørende dommes og breves summa og andre omstændigheder er i den afsigt, som derpå gjort vorder, indførte, da skulle fornævnte domme og breve nøjagtig påskrives og kasseres, så vidt de bør, og siden den, af hvis bo udlæg gjort er, tilstilles.

Dog hvis nogen efter lands lov og skyldenerens forskrivelse ikke har af udlægget sin fulde betaling, da må han brevene beholde.

Dog at derpå bliver afskrevet, hvis han derpå bekommet haver, og hvis han videre med rette har at fordre.

35.

Vægrer fogeden, som bør at eksekvere nams, eller indførsels, dommen, eller hans fuldmægtig, at gøre sit embede derudi.

Eller han med mændene gør noget imod dette, som forskrevet står, da skulle de samtlige stande den forurettede til rette derfor, og oprette ham al den skade han derover lider, og fogeden derforuden for rettens fornægtelse at miste sin bestilling.

36.

Er den skyldige af adel, eller lige ved adel privilegeret, da stævnes hjemtingsdommen til landstinget, og dersom den der bliver ved magt kendt, da skulle landsdommerne, enten selv, om de ville og kunne, eller udmelde og tilfinde tvende ridemænd, som kreditoren dertil kan formå, hvilke skulle være pligtige til at efterkomme landsdommernes tilfindelse, og tage fogeden med sig, og gøre sagsøgeren udlæg, efter den måde, som her ovenfor mælt er om fogeden og tvende mænd.

37.

Dør sagsøgeren, imens sagen er i proces, da må hans arvinger blive ved at udføre den, som den afgangen slap. Samme ret er og om værge og umyndige.

38.

Dør den, som søges, før end nam tagen, eller indført, er efter underrettens dom, da svare hans arvinger ikke til forfølgningen, før end derpå tages straks overrettens dom.

Men hvis dom for kongens højeste ret er gangen, da søges derefter ekssecution uden videre proces.

39.

End er ingen arvinger, da stande forfølgningen for fulde.

Dog dersom rette arvinger inden år og dag, efter arven falden er, komme, og arven vedgå, da må de udløse den, som indført er, når de ham efter indførselen fornøje og til freds stille, og imidlertid nyder han godset og dets indkomst for sin rente.

40.

Ingen nam, eller indførsel, må ske i den afgangnes bo, efter hvilken arv og gæld lovligen er fragået.

41.

Når nogen, som ikke nyder adelig frihed, er af kongens højeste ret tildømt nogen gæld at betale, som ved nam, vurdering og indførsel, bør at søges, da skal han så snart, som sagsøgeren ham dommen ankynder, efterkomme dommen, og rette for sig.

Hvis han det ikke gør, skal herreds- birke- eller byfoged, hvor den skyldige sig opholder, eller har sine middeler udi, være forpligtet, straks ham dommen med kongens segl under fremvises, uden ophold, eller nogen forevendning, at gøre sagsøgeren udlæg i den skyldiges bo, efter den måde, som her oven tilforn er mælt, først for hvis højeste rettes dom indholder, dernæst for al den bevislig omkostning, som sagsøgeren er ibragt, siden højeste rettes dom falden er.

Og dersom befindes, at den skyldige af modvillighed har gjort utilbørlig ophold med højeste rettes dom at efterkomme, da bør fogeden også at gøre udlæg af hans bo for kongens faldsmål, som er syv og tyve lod sølv.

42.

Dersom den skyldige er af adel, eller lige ved adel privilegeret, og han ikke straks retter for sig, efter at højeste rettes dom er ham forkyndet, og sagsøgeren søger sin betaling i den skyldiges middel og formue, som på landet findes, da skal landsdommerne på første landsting, som holdes, efter at sagsøgeren har dem højeste rettes dom forevist, uden nogen stævning over den skyldige, enten selv, om de ville og kunde, eller udmælde ham af landstinget ridemænd, som skulle gøre sagsøgeren udlæg i den skyldiges middel og formue, som på landet findes, efter den måde, som her oven tilforn er meldt om ridemænds og fogedernes forretninger i disse sager.

Men hvis den skyldige har sine midler i nogen købstad, og sagsøgeren derudi vil søge sin betaling, da skal rettens betjente sammesteds straks gøre eksekution efter højeste rettes dom.

Dog hvis nogen, som er skyldig, har sine midler i København, da skal den rettes betjente, hvorunder han svarer, straks og på lige måde, som før er mælt, befordre sagsøgeren til eksekution.

43.

Hvis enten fogeden, landsdommerne, eller ridemændene, gøre sagsøgeren nogen ophold herudi, da skulle de selv oprette sagsøgeren sin skade, og betale kongen deres faldsmål.

44.

Men er nogen af kongens højeste ret tildømt at lide på sin person til fængsel, fordj han har ikke holdt maning, eller efter sin æres forskrivelse betalt sin kreditor med rede penge, og han ikke straks retter for sig, efter at dommen ham forkyndet er, da skal hver steds øvrighed, amtmændene på landet, og byfogeden i købstæderne, være forpligtet til, straks de med højeste rettes dom ansøges af sagsøgeren, at være ham på hans egen bekostning behjælpelig, at den skyldige pågribes, og sagsøgeren til fængsel leveres på et ærligt sted at anholdes.

Og skal amtmændene have den myndighed i deres amt, at, i hvem de dertil bruge og forordne ville i det herred, eller birk, hvor den skyldige bor, eller sig opholder, skulle de med herreds- og birkefogeden det efterkomme, i hvis tjenere de og er, under fire lod sølvs straf af hver, som herudi ulydig befindes, til næste hospital. Den samme myndighed bør og byfogeden at have i købstæderne over gemene folk, om byen ikke har byens tjenere, som ham derudi kunne være behjælpelige.

Og må så sagsøgeren ham i et ærligt fængsel indsette på sagsøgerens egen bekostning, indtil han retter for sig-

Og skal den, som på fængslet varer, og den skyldige i sin forvaring tager, gives af sagsøgeren for sin umage at vare og spise den fangen hver uge et halv lod sølv, og den fangen til sin underholdning et lod sølv.

45.

Det samme er og at forstå, om nogen for andre sager kan være dømt til at pågribes, eller lide fængsel.

46.

Er nogen tildømt andet at efterkomme, såsom regnskab at gøre, arv, gods, eller andet fra sig at lægge, eller andet sådant, og han det ikke til forelagte tid efterkommer, da må sagsøgeren have magt med stedets øvrigheds hjælp ham at anholde, som tilforn mælt er, og han betaler til kongen sit faldsmål.

47.

Er og nogen tildømt at stille borgen, eller borge for sig selv, eller sagsøgeren ikke ved nam, eller indførsel, kan nå sin betaling, da bør den skyldige, enten at lide på sin person med fængsel, eller stille så nøjagtig kaution, som sagsøgeren kan være forsikret med.

48.

Dersom den skyldige undstikker sig, og vil ikke lade sig finde, eller han undkommer for dem, som ham anholde ville, da skal der på trende landsting næst efter hinanden lyses efter ham, og hvis han ikke efter tredie lysning straks indstiller sig hos sagsøgeren, da dømmes han at miste sin ære, indtil han fornøjer sagsøgeren, eller sig i fængsel indstiller.

49.

Gør den skyldige modværn, når man ham vil anholde, da har han dermed mist sin fred, som den, der sig imod retten opsætter.

Fanger han skade derover, have skade for hjemgæld.

50.

Den som er dømt til voldsbøder, eller andet sådant, og ikke retter for sig inden seks uger efter dommens datum, han far som fredløs mand, og betaler til kongen sit faldsmål.

51.

Når nogen for trolddom, eller for drab, er dømt fra sit liv til hjemting, da skal dog efter samme dom ingen eksekution ske, før end den af landsdommerne, eller overretten bliver ved magt kendt.

Og dersom den beskylte, eller hans slægt og venner, ikke vil stævne sagen til landsting, eller overret, da står det sagsøgeren frit for der endelig dom at tage.

52.

Alle misdædere, som blive dømte, enten fra liv, eller ære, skulle, efter endelig dom falden er, uden videre forhalning straks udstå deres straf.

Men dersom kongens befalingsmand, eller anden øvrighed, eller og dommeren selv, for samvittighed, eller anden vigtig årsag skyld, kunne have betænkende at lade nogen henrette, da skulle de kongen derom ufortøvet søge, og sig siden efter kongens svar og vilje forholde.

53.

Sagsøgeren, eller husbonden, skal tilbyde den, som rettes skal, seks dage tilforn præsten, som ham i hans siels saligheds sag skal undervise, og ham sakramentet meddele, om han det begærer.

54.

Når nogen dom er indstævnet til højere ret, og stævningen for dem, som ekssecution gøre skulle, fremlegges, da bør der ingen eksekution at ske efter samme dom, før end derpå bliver kendt af højere ret.

55.

Særdeles skal ingen misdædere, som begærer for retten, når dom over ham fælt er, eller samme dag, at indstævne sin sag til højere ret, i bødelens hånd antvordes, før end sagen for højere ret indkommer, og der på den bliver kendt.

Understår dommeren og vederparten sig herimod at gøre, da skulle de være den samme straf undergivne, som den beskylte har udstået, dersom det befindes, at han er uskyldig straffet.

25. Om dom- og brev-penge og skriverløn

1.

Kaldsedler til hjemtingene skrives af sagsøgeren selv.

2.

For en landstings, eller overrettes, stævning gives fire mark danske, i hvor manges navne i den indføres. Er den over et ark fuldskreven, gives en rigsdaler, og ikke mere, i hvor mange ark den og er på, hvilke penge deles i tvende dele, hvoraf landsdommerne nyde den ene, og skriveren den anden.

3.

For opskrifter på kaldsedler, i stedet for opsættelser, til birke- og herredsting gives seks skilling.

4.

For opskrift på landstings stævning gives tyve skilling.

5.

For et tingsvidne til birke- eller herredsting forseglet og på et halv ark papir fuldskrevet, enten det angår en, eller flere personer, gives otte skilling, og på et helt ark tolv skilling, og på to ark fire og tyve skilling.

6.

For et skøde, pantebrev, eller andet instrument at læse, påskrive, og udi herreds- eller birketings bøger indføre, gives ligesom for tingsvidne efter dets vidtløftighed.

7.

For en herreds- eller birketings dom på et halvt ark papir, i hvor mange personer den og angår, gives en mark: på et helt ark, eller to ark, fuldskrevet to mark: på tre ark tre mark, på fire ark fire mark, hvorover ikke videre må fordres, eller betales, i hvor mange ark det er.

8.

Hvis akter på tinge, eller rådstue, læses og påskrives til at indføres i domme, derfor gives intet i sær.

Dog, dersom nogen, som det angår, begærer genpart deraf, bør han det at betale.

9.

Befindes nogen i sine stævninger og forsætter vidtløftighed at søge, på det sagen kan forvildes, da skal han give for hver stævning og forsæt, over et ark papir stor, for hver ark tolv skilling, og derforuden betale dommen særdeles, som sagt er.

10.

Herreds- og birkefogeder skal have for hver dom de forsegle tyve skilling, og ikke mere, i hvor stor den og er, og for et tingsvidne at forsegle ti skilling.

11.

For nam og vurdering, som på landsbyerne tages, gives fogeden tyve skilling, og begge vurderingsmændene seksten skilling for deres umage.

12.

For et skøde, eller pantebrev, maning, eller deslige, at læse på landstinget, påskrive og i landstingsbogen indføre, gives for hver ark papir to mark til skriveren, og én rigsdaler til samtlige landsdommerne for påskrivelsen, i hvor vidtløftige end og brevene er.

13.

For en landstings, eller overrettes, dom på seks ark papir, og mindre, gives til skriveren ni mark: på tolv ark tolv mark: på flere, i hvor stor den og er, atten mark, hvorover ikke må fordres. På pergament gives tolv mark, og mere, om den er stor. For forseglingen gives en rigsdaler til dommerne i alt.

14.

Udi købstæderne til byting, såvel som til rådstue, hvor de ikke have landstings ret, gives dobbelt så meget, som til herreds- eller birketing, for dom- og brev-penge og for seglet.

15.

Ingen skriver må udlevere fra sig til parterne noget tingsvidne, eller dom, eller andet, som af dommeren bør at forsegles, med mindre det af dommeren er beseglet.

16.

Når nogen kommer til tinge med købe- skøde- pante- mageskifte- gave- eller afkalds-breve, da skal han ej være forpligtet til, dem der på ny at lade opsætte, eller tingsvidne derpå tage: men skriveren skal dem, som de på tinget fremkomme, læse og påskrive, og i de dertil forordnede bøger indføre imod ovenbemælte betaling.

17.

For en stævning til kongens højeste ret af kancelliet skal gives to rigsdaler i kancelliet, og fire mark danske til kancelliforvalterne.

18.

For kongens højeste rettes dom på ti ark papir fuldskreven, og derunder gives tolv rigsdaler.

Er den over ti ark og intil tyve ark gives seksten rigsdaler.

Men er den over tyve ark, gives tyve rigsdaler, og ikke mere, i hvor mange ark den er på.

19.

Dersom parterne, eller andre, som det vedkommer, vil have breve beskrevne til noget ting, eller ret, da skulle de det begære for retten, og straks levere til skriveren penge til stemplet papir, som dertil skal bruges, så vel som den halve betaling af brevpengene.

Og når dem breve, eller domme, fuldfærdige tilstilles, skulle de betale den anden halve part. Ellers skal skriveren ikke være pligtig for nogen at skrive videre, end hvis udi ting- og rådstue-bøger og protokoller bør at indføres.

20.

Parterne skulle deres breve og dokumenter, som de i retten indleveret have, inden en månets forløb efter dommens afsigelse affordre, eller siden have skade for hjemgæld, om de forkommes, og skriveren ikke længere forpligtet være nogen til hans breve at svare. Til højeste ret i skal brevene inden to måneders forløb, efter retten er til ende, affordres.

21.

Befindes nogen trættekær at falde fra sagen, eller tabe den, når stor omkostning dermed er forårsaget, og lader brevene formedelst omkostning uindløste blive liggende, da skal han forpligtet være, under nam i hans bo, brevene og derpå gående omkostning at indløse og betale.

22.

Den, som begærer kommissærer, skal fornøje dem for deres hafte umage og omkostning, efter deres stand, og efter sine egne vilkår.

23.

For et skiftebrev på et ark gives skriveren en halv rigsdaler, på to ark fuldskrevne en rigsdaler, på tre ark halvanden rigsdaler, og så fremdeles.

Siden gives for hver genpart, som af skiftebrevet til de interesserede udstedes, for hver ark en riks ort, og må skriveren ikke mere fordre for sin umage på skiftet.

24.

De andre rettens midler, som skifterne forvalte, nyde for deres umage og forsegling tilsammen over alt en rigsdaler af hundrede, af den hele bos visse og beholden formue, når al gælden er udgjort, indtil ti tusinde rigsdaler boets beholden formue, så at, i hvor stor formuen er derover, må ikke mere gives, end som af ti tusinde rigsdaler. Deres tjenere tilsammen for deres umage må og gives en halv, hel, eller to rigsdaler i det højeste, som formuen kan være til.

Vurderingsmændene gives hvad billigt kan være, efter som deres umage har været til, efter skifteforvalternes sigelse. Ellers må der ingen spisning, eller drikken, bon til besværing, holdes for skifternes forvaltere, imidlertid skifterne holdes.

25.

Alle stævninger, tingsvidner, domme, skiftebreve, og deslige breve, som i dette kapitel sættes efter arker, skulle være fuldskrevne på papiret.

26.

For hvis, som af skriverne skrives efter begæring på pergament, gives en tredie del mere, end som på papir.

27.

Det stemplet papir, eller pergament, som bruges til forskrevne breve, betales især.

28.

Ingen drikkepenge må enten fordres, eller gives, til skrivernes tjenere, eller andres, som i dette kapitel nævnte er. Befindes nogen, som i dette kapitel nævnt er, enten at fordre, eller at tage mere, end som her forskrevet står, da skal han give den, som påklager, dobbelt igen, og derforuden af kongens fiskal tiltales på hans bestilling.

26. Om supplikationer

1.

Alle kongens undersåtter, og andre, som forårsages til kongen at supplicere om noget dem anliggende, skulle først kongens befalingsmænd, eller dem, som på kongens vegne, gejstlig, eller verdslig, øvrighed, på de stæder have at sige, hvor sådant forefalder, deres ansøgning give tilkende.

Hvilke selv straks uden ophold supplikanterne skulle anhøre, og efter udførlig og bedste underretning deres erklæring under deres hånd, uden nogen forvægring, skriverløn, eller betaling, på supplikatsen lade antegne, og oprigtigen og udførligen forklare og berette supplikantens sags og begærings egentlig og rette beskaffenhed med udkrævede omstændigheder, som ret og forsvarligt eragtes kan.

Befindes siden og bevises samme erklæring urettelig og vrangelig at være gjort, da skal den, som den påskrevet og givet haver, dertil svare, og have sin bestilling forbrudt, eller i andre strenge måder alvorlig straffes, som den der har givet årsag, at kongens hånd og segl imod kongens høje respekt er bleven misbrugt.

2.

Kunne de sager bilægge, og supplikanten til rette forhjælpe, hos dem selv, stande det dem frit for, med mindre det sådan gerning angår, som ved forligelse ikke bør at underslaes, men retten og lovlig proces befales, eller kongen forebringes.

3.

Hvis nogen ellers sig over kongens befalingsmænds, eller sin øvrigheds, forhold kunne have at besværge, det må uden sådan påskrift ved supplikatser andrages.

Må og ingen for sin supplikats eftertragtes, eller i trætte indvikles, men sagen bør kongen at foredrages.

4.

Dog skal ingen hermed være tilladt en anden ærrørig, eller anden grov, sag ubevisligen at tillægge, uden han vil lide derfor.

Kan supplikanten ikke læse, eller skrive, og fragår sådan ubevislig tillæg, da stande den til rette derfor, som det har skrevet, med mindre han beviser sig intet at have skrevet, uden det, som af ham har været begæret.