Zeppelin L 2 Johannisthal ved Berlin 17. okt. 1913

Skift til: navigering, søgning
Luftskib L 02     ←     LZ 18 / L 2
Type Zeppelin I-klasse
Producent Luftschiffbau Zeppelin i Friedrichshafen
1. flyvning 6. september 1913
Ejer Kaiserliche Marine
Lufthavn 20. sep. 1913 Johannisthal (Berlin)
Flyvninger 6
Skæbne Nedstyrtet brændende fra 200 m
ved Johannisthal 17. okt. 1913
Omkomne 28
Periode 9. sep. 1913 - 17. okt. 1913
Tur 1-6
Kommand. Erich-Otto Freyer (Kapitänleutnant)
Alexander Trenk (Kapitänleutnant)
Ingeniør Hans Busch (Mar. Ob. Ingenieur fra L 1)
Haußmann (Mar. Ob. Ingenieur)
Styrmand Pittelkow (Steuermann)
Maskinme. Lasch (Maschinist)
Ror Werner (Bootsmannsmaat)
Højderor Kluge (Signalmaat)
Maskinist Cramer (Ob. Maschinistenmaat)
Keidel (Ob. Maschinistenmaat)
Dressel (Ob. Maschinistenmaat)
Focken (Ob. Maschinistenmaat)
Paethe (Ob. Maschinistenmaat)
Fricke (Maschinistenmaat)
Weber (Maschinistenmaat)
Deckert (Maschinistenmaat)
Sejlmager Müller (Segelmachermaat)
andre Fra Reichsmarineamt: [1]
Max Behnisch (Korvettenkapitän)
Otto Neumann (Marinebaurat)
Felix Pietzker (Marinebaumeister)
Priess (Techn. Sekretär)
Lehmann (Techn. Sekretär)
Eisele (Techn. Sekretär)
Producent Fra Luftschiffbau Zeppelin:
Hans Gluud (Kapitän)
Schul (Ingenieur)
Hohenstein (Monteur)
... (Monteur)
Gæst Köng. Augusta-Garde Gren. Rgt. № 4:
Frhr. v. Bleul (Leutnant)

Marineluftskib L 2 (fabriksnr. LZ 18) blev bygget af Luftschiffbau Zeppelin i Friedrichshafen og fløj første gang 6. sep. 1913, lige inden tabet af L 1. Kaptajn Hans Gluud fra Luftschiffbau Zeppelin med repræsentanter fra Reichsmarineamt ombord fløj 20. sep. 1913 problemfrit L 2 via Nürnberg, Jena og Leipzig til Johannisthal ved Berlin, hvor flere prøveture skulle foretages. [2]

Styrtet

Om morgenen kort efter kl. 8 den 17. oktober 1913 toges L 2 ud af hallen i Johannisthal og gjort klar til prøvetur. En del udstyr afmonteredes og 5 personer af luftskibets normale besætning efterlodes for at udligne ekstra vægt af testpersoner fra Reichsmarineamt og Zeppelin-fabrikken. Kl. 10.16 startede dagens 2. prøvetur og hurtigt nåedes en højde på omkring 200 meter. Kl. 10.19 observeredes i den første tredjedel af forreste motorgondol mellem gondolen og luftskibets krop en flamme opstå, som dernæst satte forskibet i brand helt ud til spidsen. Branden spredtes hurtigt bagud og ødelagde den ydre skal. Et kort øjeblik var de bageste gasceller uskadt synlige, men også de blev grebet af ilden. På 2-3 sekunder stod hele luftskibet i flammer og en eksplosion hørtes. Samtidig sænkede luftskibet sig og faldt først vandret, dernæst langsomt med spidsen skrånende nedad og i omkring 40 meters højde skete en anden eksplosion, der efter den sorte røg at dømme kom fra benzin. Ved sammenstødet med landjorden fulgte en tredje svagere eksplosion og skelettet styrtede sammen ind i sig selv. [3] [4] [5] [6] [7] [8] [9] [10] [11] [12]

Bjergning

Tovholdermandskabet ilede til nedstyrtningsstedet 700 meter mod sydvest lige uden for flyvepladsen nær den nuværende sportsplads ved Sterndamm ved hjørnet af Stubenrauchstrasse. Mandskab fra en nærved øvende pionerafdeling havde allerede indfundet sig, mens læger og brandvæsen hurtigt fulgte efter. Ved siden af vraget fandtes 2 personer og fra selve vraget befriedes løjtnant von Bleul. Af de første døde den ene på stedet og den næste på vej til sygehuset, mens von Bleul døde på sygehuset 7 timer efter styrtet. De resterende fandtes alle døde med svære skader og var svært genkendelige eller nærmest helt forkullede.

Blandt de ialt 28 omkomne var Reichsmarineamts-formand Max Behnisch, marinebygmester Felix Pietzker, [13] og zeppelin-kaptajnen Hans Gluud, som blev identificeret af sin tililende hustru ved hjælp af sin vielsesring. [14]

Den 21. oktober afholdtes mindehøjtidelighed i den evangeliske garnisionskirke i Kreuzberg-bydelen med deltagelse af bl.a. prins Adalbert og efterfølgende begravelse på Columbiadamm-kirkegården, hvor der rejstes en mindestøtte omkranset et anker og tekst i smedejern: Den Opfern der See. [15] Gluud begravedes dog efter hustruens ønske i hjembyen Bremen.

Blandt de overlevende marinesoldater, som ikke var med på sidste tur, var Klaus Hirsch (se L 10), Bossler, Gross, Klee, Puzicha (se L 3), Wieday og Zeidler (se L 3). Tabet af Max Behnisch ledte til Peter Strassers forfremmelse som Führer der Luftschiffe.

Eksterne links